Hvad er Sandhed?

To søskende. To hemmeligheder.

Blakes liv kører på skinner. Hun har den bedste familie, de bedste venner, og drømmer om at blive journalist i mellemøsten. Men da det viser sig at hendes familie er bygget på en løgn, må Blake finde sig selv igen, før det hele falder fra hinanden.

Layton er den perfekte dreng, træner regelmæssig, og er populær blandt pigerne. Men han har en hemmelighed, som kan rive hele hans liv fra hinanden, på et splitsekund.

2Likes
1Kommentarer
413Visninger
AA

7. Kapitel 6 - Layton

Layton

Mer har sat nogle småkager frem, og vand til dem der tørster. Det vil sige ingen af os, da vores munde kører hele tiden. Lige nu er det mig der er samtaleemnet, eller nærmere sagt, min weekend hos Lucas. Jeg har fortalt dem detaljerne, og med jævne mellemrum har de givet deres reaktion.

Nu er jeg nået til den del, hvor jeg pissede Blake godt og grundigt af.

’’Og så gik hun, lukkede døren, og vendte sig, ikke engang om, da jeg sagde hendes navn, og prøvede at undskylde! ’’

Ryan ruller med øjnene.

’’Du ved hvad jeg skrev til dig over sms, og jeg holder stadig ved mine ord. Hun prøvede nok bare at hjælpe, ligesom dig nogle gange. Du er altså tit ret hurtigt til at dømme folks handlinger, før du har tænkt dem igennem. ’’

Mer kigger frem og tilbage på os, og klapper sig på maven, så den hopper lidt. Hendes ansigt er neutralt.

’’Ikke flere hårde ord. Nu er jeg sulten. Så må I diskutere det bagefter. ’’

Jeg føler mig trumfet, men holder min mund, og påsætter et lille falsk smil. Mer går hen i mod hendes lille bitte køkken, og åbner køleskabet. Man kan næsten høre hende diskutere i sjov med sig selv, om hun skal have det ene, eller det andet.

Jeg vender mig mod Ryan.

’’Jeg ved det. Men kan du ikke følge mig? Hun blander sig i ting, hun ikke ved en dyt om! ’’

’’Det kan godt være, men det gør du altså også nogle gange. Kan du huske påskeæg jagten? ’’

Mine tanker flyver tilbage. Det var der hvor jeg ytrede min mening, om et emne såsom allergi. Det var en meget dum idé, og det hele endte med at jeg blev sat godt og grundigt på plads, af en der faktisk havde den slags allergi, som jeg sagde slet ikke var farlig. Jeg har slået mig oveni hovedet på grund af det, mange gange.

’’Havde vi ikke glemt det? ’’

Han rynker panden, og kigger på mig, med et alvorligt blik.

’’Nej, og du ved udmærket godt inderst inde, at du bliver nødt til at tilgive hende, så hurtigt som muligt! ’’

Mer kommer hen i sofaen igen, med en tallerken fuld af brød med diverse smørelser. Blandt andet et eller andet ildelugtende snask, men det siger jeg ikke. Jeg smiler bare, og nikker, da hun spørger om det ikke bare ser godt ud.

Ryan hopper op af sofaen, og går henad mod døren.

’’Jeg bliver nødt til at gå, min mor sidder derhjemme og venter på at jeg kommer hjem. Hun er simpelthen så nervøs når jeg er ude, at det er helt sindssygt. Efter Det. ’’

Han vender sit hoved væk, og behøver ikke at sige mere. Vi ved alle hvad han taler om. Trafikulykken der dræbte hans far.

Hans far havde kørt på motorcykel, i mørke. Han overså en bil, hvis lygter ikke virkede, ramte den, og blev dræbt på stedet.

Han havde været på vej hjem, og Ryan og hans mor sad og ventede ved middagsbordet, med mad på bordet, da dørklokken ringede. Det var en politimand, der overbragt nyheden. Robin har siden fortalt mig, at hans mor brød fuldstændig sammen, og han bare havde været forstenet.

Det var et lille år siden, og Ryan kunne stadig ikke helt tale om det, undtagen den ene gang, vi to, fik talt helt ud om det. Det havde været nødvendigt, for Ryan, ellers kunne han ikke komme ordentlig videre. Han havde bearbejdet sig selv, og var helt nede. Jeg, sammen med Meredith, var dem som trak ham op igen.

Jeg opdager at jeg er fanget i mine egne tanker, og fokuserer på Ryan og Mer igen.

’’Okay, stop med de der sentimentale ansigtsudtryk. I ligner jo en hel kirkegård! ’

Meredith har sort humor, så det basker, og både Ryan og jeg begynder at grine, og Mer griner også. Det er et af de slags grin, hvor alle griner, hjerteligt, højt, og helt nede fra maven af.

Sådan bliver vi siddende, i ti, måske femten minutter. Tiden er ikke en faktor, vi tæller ikke minutter, vi tæller lykke.

Jeg rejser mig op fra sofaen af, og ser ud af vinduet, på vej til toilettet. Mørket er faldet på, og den fulde måne lyser hele himlens hær af stjerner, op.

Jeg åbner døren ud til toilettet, og møver mig ind forbi håndvasken og bruseren. Toilettet står inde i de bagerste hjørne, så lille at lyset næsten ikke når derind, hvis man overhovedet kan kalde den lille lysstråle, for lys.

Jeg lyner mine bukser op, og gør dette man nu gør på et toilet. Følelsen er dejlig, endelig ikke at skulle holde på det mere.

Vandets stråler rammer mine hænder, og jeg gnider sæbe på dem. Den lugter af lavendel, og jeg skyller så grundigt jeg kan, det af mine fingre. Jeg gider ikke lugte som en pige resten af dagen, og det gør lavendel altså. Bare fordi jeg er bøsse, er jeg ikke blevet super feminin.

Jeg åbner døren, og kan høre lav samtale, i den anden ende af rummet. På listefødder kommer jeg hen bag sofaen. Jeg slår på deres skulder, samtidig med at jeg råber bøh!

Et gib går gennem deres kroppe, og Mer skriger, mens Ryan tager det lidt mere afslappet.

Jeg går om på den anden side af sofaen, og tager min jakke på sofaen.

’’Jeg bliver nødt til at gå. Lovede den der mor derhjemme, at komme hjem så hurtigt jeg kunne, ses! ’’

Mer giver mig en krammer, og Ryan et broderligt håndtryk slash kram. Jeg tager min jakke, og bilnøglen.

Jeg går ud, og ned af alle trapperne. Min bil holder heldigvis lige ved indgangen, så det er få skridt det handler om.

Bilen larmer, som sædvanligt, da jeg tænder den. Intet at se i spejlene. Så begynder jeg at køre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...