Hvad er Sandhed?

To søskende. To hemmeligheder.

Blakes liv kører på skinner. Hun har den bedste familie, de bedste venner, og drømmer om at blive journalist i mellemøsten. Men da det viser sig at hendes familie er bygget på en løgn, må Blake finde sig selv igen, før det hele falder fra hinanden.

Layton er den perfekte dreng, træner regelmæssig, og er populær blandt pigerne. Men han har en hemmelighed, som kan rive hele hans liv fra hinanden, på et splitsekund.

2Likes
1Kommentarer
432Visninger
AA

5. Kapitel 4 - Layton

Layton

Blake er såret. Hun har slet ikke ville snakke med mig hele aftenen og morgenen. Det var ikke min mening at såre hende, men nogle gange er hun altså lidt for fremme i skoene, og taler om ting hun ikke ved noget om.

Jeg tager en dyb indånding, ind… og ud… og gentager.

Jeg er ikke en yoga, meditations freak, men med en mor der er alternativ psykolog, lærer man lidt hen ad vejen.

Mobilen vibrerer nede i lommen, og jeg finder den frem. Det er Robin, en af mine bedstevenner.

Robin: Var det godt i weekenden, eller ik?

Fingrene flyver hen over det lille mobiltastatur.

Layton: Den var ok. Har bare pisset Blake af i går. Hun tror hun ved alt.

De tre prikker bliver ved med at være der i en uendelighed. Endelig kommer den.

Robin: Ved ik hvordan jeg skal sige det, men du kan godt være lidt hård. Du elsker jo at hjælpe andre, har du måske tænkt på at hun osse bare gerne ville hjælpe dig? Lad nu vær med at blive sur.

Jeg vil måske ikke indse det, men han har ret. Og jeg ved det udmærket godt.

Layton: Jeg ved det godt…

Jeg slukker mobilen, og går ud af mit værelse. Jeg kan høre min mor tale i telefon, højst sandsynligt med en patient, der ville have hjælp.

En dejlig duft af bacon, rammer mine næsebor, som en hel vind af englebask. Okay, jeg tror vist jeg må droppe det med at blive digter.

Jeg går ligeså stille forbi køkkenet, hvor mor står og prøver at multitaske, ikke at det går godt. To skridt mere til jeg er forbi.

’’Hej skatter! ’’ Hendes stemme lyder skinger. Som om hun ikke har mere luft at give af. Pokkers!

’’Hej mor… ’’ Min stemme sænkes tre niveauer. Hun opdagede mig.

Et stort smil er klistret fast på hendes ansigt, men hendes øjne har ikke samme glans. Der er nok en af hendes såkaldte ’’patienter’’ der har aflyst en livskraft-givende behandling.  

’’Er du klar på æg og bacon? Helt frisk og økologisk! ’’

Jeg åbner munden og synker en gang eller to.

’’Helt fint mor, men jeg er altså nødt til at gå, lige bagefter. Jeg skal mødes med Robin og Meredith. ’’

’’Øv, jeg troede lige vi skulle have en hyggelig mor-søn dag sammen. Det må blive en anden dag. ’’

Hendes ansigtsudtryk siger det hele. Hun ligner en lille skuffet hundehvalp, som ikke må ligge sammen med sin ejer i sengen. Jeg får en snag af dårlig samvittighed.

’’Så er baconet færdige. Se lige hvor godt det siger ud! ’’

Hun svinger panden op i luften, og holder den lodret, så jeg kan se. Jeg nikker samtykkende, og finder service frem.

Radioen rock, og bassen dunker ud i lokalet. Bum, bum, bum. Jeg skruer ned for volumen, og musikken dæmpes.

En stol bliver trukket ud, og min mor sætter sig. Jeg går hen til bordet, og sætter mig ned på min rumpet. Noget æg og noget bacon lander på min tallerken, og jeg siger tak til min mor.

Baconet er helt sprødt, men æggemassen er på grænsen til hvide. Smile and wave, er mit motto i forhold til mors madlavning. Smile and wave…

Vi spiser videre i stilhed, selvom min mor flere gange prøver at starte en samtale. Jeg mumler bare noget tilbage til hende, og jeg tror hun kan mærke min modvilje.

 

***

Da jeg endelig når ud i bilen, tager jeg en dyb vejrtrækning. Min mor kan virkelig godt nogle gange være trættende, i hendes væsen, der ikke rigtig vil godtage et nej. Hun har lidt svært ved at forstå små hentydninger, men altså man kan jo ikke lade være med at elske hende, med alle hendes goder, men også mangler.

Bilens brummen lyder, da jeg starter bilen. Jeg stiller gps’en til Merediths adresse, en veninde fra de små klasser. I dag løj jeg i hvert fald ikke om, hvor jeg skulle hen.

Bilen kører derudaf, og trafikken glider i dag, simpelthen så sygt dejlig!

Da jeg når til Merediths kollegieværelse, ringer jeg på, og står og tripper lidt på dørtrinnet.

En knirkelyd lyder, da hun åbner døren, og smiler stort.

’’Hej Ez, så kunne du komme! ’’

Hun åbner sine arme, klar til en krammer. Jeg gentager bevægelsen, og vi giver hinanden et kæmpe knus.

’’Selvfølgelig! Mer, hvorfor skulle jeg svigte dig, din lille dummernik. ’’

Jeg roder i hendes mørke hår, som kan lade sig gøre, da hun er omkring de tredive centimeter, mindre end jeg selv. Hun vrænger, og jeg griner lavt.

’’Kom nu ind, og smid dig på sofaen! ’’

Hun kender mig for godt. Døren lukkes bag os, og jeg kan høre tv’et der larmer, og mit bedste gæt ville være at det var et madprogram. Meredith elsker mad, og har en del ekstra på sidebenene, lige præcis på grund af dette.

Jeg smider mig på sofaen, en lækker rød petit sofa, der er lige præcis den rigtige størrelse, til Mers etværelseslejlighed. Den dufter af hendes signaturparfume, en krydderagtig duft, med associationer til hjemmebagte jødekager.

Dørklokken ringer, og ind træder Robin.

Så er vi alle samlet.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...