En levende død

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 okt. 2016
  • Opdateret: 28 okt. 2016
  • Status: Færdig
En (u)hyggelige fortælling om en halloween aften.

1Likes
0Kommentarer
82Visninger
AA

1. Slik eller ballade?

Mørket har sænket sig over Engelløse by, og nu ligger det som en stor og tyk dyne over os og alle de andre. Ikke en betryggende og lun dyne, men en uigennemsigtig dyne, der gemmer på alverdens mystiske handlinger.
   Nabohusets store klokker vil snart ringe solen ned. Solen, jeg nytteløst har kigget efter hele dagen. Den kunne på intet tidspunkt bare skimtes af mørke skyer.

På sofaen ligger der smerte. En smerte fra dine trætte og ømme ben, der i dine slidte løbesko, trak din søvnige krop igennem naturens morgenfriske vind og den kolde skovs løvfald.
   Udmattet ser du ud, som du ligger der i sofaen og har ondt af dig selv. Mit irriterende jeg ignorerer dine befalinger om at give dig en cremet kop varm kakao og en varmepude til dine smertende ben. Undskyld, men jeg gider bare ikke.

Døren i entréen slår sig op, og husets opvarmede luft blandes med efterårets ubehagelige kulde og vores mors varme latter. Et kæmpe smil ligger over hele femøren på hende. Det første rigtige smil efter din fars død.
   Bag hende følger en høj og slank mand med skægstubbe omkring hans sprukne læber og røde kinder. Det er Alvin. Alvin; vores stedfar, som erstatter dét forhold, der engang var imellem min far og hende – et forhold, som jeg aldrig har set eksistere; aldrig oplevede jeg det, ligesom dét forhold, der engang var imellem din far og hende. Nu er det slut.
   Han holder om hendes hånd, der tydeligt er træt og gør ondt efter at have skåret tre store græskar med vores halve lillesøster; vores halvsøster, Marie. Græskarudskæringer, der har resulteret i et sår på spidsen af mors pegefinger; et sår, der ikke efter bare ti minutter ville stoppe med at flyde blod ud af. Nu er blodet stoppet, og de tre hoveder lyser på den anden side af hoveddøren. Lysende hoveder, som du er alt for udmattet og for doven til at rejse dig, gå de otte meter til døren og kigge på. Du er også bare ligeglad.

Der bankes på hoveddøren, og da jeg åbner, står en zombie og to vampyrer og beder om slik. Jeg vil så gerne give de forfrosne bæster noget slik, men jeg ved, at du har tømt skålen, som mor i går fyldte op til de afskyelige væsener, der sultne efter slik bedende vil komme efter de klistrede sukkermasser i alverdens farver og som truer med ballade, hvis ikke de får flere hundrede gram af de små bløde flagermus med en dyb smag af billig lakrids og syntetiske jordbær; flere hundrede gram af stirrende og blodsprængte, bløde, spiselige øjne; og flere hundrede gram af blodige fingre med lange og ulækre negle.
- Desværre, vi har ikke mere slik tilbage, jeg hader sådan at skuffe folk. Jeg hader især at skuffe de dødsens uhyggelige væsener, der bare beder om slik for at forlade vores hus. De dødsens uhyggelige væsener, jeg ikke aner, hvor kommer fra.
   De må i hvert fald have gået fire kilometer for at få deres slik. Fire kilometers forgæves gang på små, hullede, våde veje med skarpe sving og under den mørke himmel blandt flyvende røde og brune blade, der har forladt deres trætte grene på gamle og tykke træer. Under den samme himmel, som spurvehøge i flok tidligere fløj på, henover vores græskarklædte Engelløse by. Ellers skal det da lige passe, at de er stået op fra nabohusets store haves mange grave. Grave med store, tunge gravsten, som en sjælden gang imellem besøges af efterladte, der forlader fine og farverige blomster derpå.

Jeg rammes af et ubehageligt blik af bare ét enkelt øje. En zombies højre øje. Det andet øje, det venstre, ruller rundt i dets hul i zombiens grønne hoved.
   Alting er pludseligt så ubehageligt, og jeg væmmes over blodet, der dryppende fra munden på vampyren til venstre danner en lille rød sø på vores dørtrin. Mit hjerte springer et slag over på samme tid, som det med konstant øget hastighed pumper mit blod rundt i min rystende krop. Sved begynder at kæmpe sig igennem min huds porer, og en knude samler sig i min hals.

Jeg får et chok, da døren smækker i foran mig. Du smækkede døren i for mig. Tak. Du, Noah står ved siden af mig med din oppustede mave. Din oppustede mave, der er et tydeligt tegn på, at du har spist for mange bløde flagermus, blodsprængte øjne og lange fingre. Dine øjnes blik afslører frygten i dig. Så du dem også?
   Forskrækkelsen overtager dine næsten udspilede øjnes frygtsomme blik. Forskrækkelsen over Marie, der afbryder vores øjenkontakt. Vores øjenkontakt, der spejlede vores følelsers utryghed.
- Skal vi se film? Maries lille krop hopper ivrigt foran dig. Hun forventer vel, at dine arme løfter hende op og svinger hende rundt. Rundt i luften. Som om du er en karrusel; som om hun står i kø til nabobyens årlige tivolilands karrusel. Du ryster bare på dit hoved; afvisende.

Nogle ringer på dørklokken. Marie åbner. En høj og bleg vampyr med lange hvide tænder, hvorfra blod drypper ned og laver en rød plamage på hans hvide skjortekrave, står på den anden side af døråbningen; lige overfor min mors yngste barn, Marie.
   Den samme vampyr som den ene af de to, der stod overfor mig lige før, står det samme sted igen overfor min søster.
- Slik eller ballade, tænk, at sådan en barnlig stemme kan komme fra sådan en høj og afskyelig vampyr. Min søster er kvik, hun smækker bare døren i. Slet ikke bange. Ænser slet ikke, at hendes ængstelige storebror og bange storesøster fortsat står med forskrækkelse pumpende i blodet to meter til venstre for hende.

I den anden ende af huset, går en dør op, og det trækker fra bryggerset. Mine ben trækker min krop derud, og et vissent og vådt blad flyver ind med vinden og lægger sig på det polerede granitgulv.
   Jeg sikrer mig, at mor ikke står udenfor, inden jeg smækker døren i. Den er hård at smække i, når blæsten skubber imod, men det lykkes.
   Det lykkes lige indtil, at den går op igen. Det er ikke blæsten, der skubber døren op; nogen åbner den, for dens kolde håndtag trækkes ned inden den hvide dør med det store rektangulære og matte vindue åbner.
   Jeg låser døren, og efter få sekunder – måske fire eller fem – drejer låsen, og døren åbner endnu en gang. Så træder den selvsamme zombie, som bankede på hoveddøren tidligere, ind på bryggersets gulv, der nu er afkølet af den kolde blæst. På samme tid stiger min puls til langt over hundrede, og mine lungers luft passerer hurtigt igennem min åbne mund og mine små næsebor.

Da den levende døde nærmer mig, skriger jeg. Jeg skriger, så min hals smerter og mine lunger tømmes for luft. Så jeg trækker den friske luft, der omgiver os, ned i mine lunger.
   Jeg skriger endnu en gang alt hvad jeg kan, da jeg mærker den ulækre zombies kolde og stive højre hånd på venstre side af min hals.
   Det flimrer for mine øjne, min hud fugtes af min sved, mine læber bliver tørre, mine fingrer både stikker og snurrer og mine hænders håndflader bliver klamme af sved. Min mave rumsterer og benene, som mine kolde størrelse otteogtredive en halv fødder sidder fast på, føles som om de snart braser sammen under mig.
   Forpustet kalder jeg på Noah, men det er Alvin, der kommer løbende fra køkkenet, hvor han sikkert sad og drak en kop varm sort kaffe sammen med mor, der altid kommer en sjat letmælk i sin kaffe. De kyssede garanteret også lidt.
   Nu står han i døråbningen til bryggerset med sit blik, der skiftevis kigger på den åbne dør, der trækker efterårets kolde vind ind, og på mig, der snart klemmes på min hals af en zombie. Der står han med småkagekrummer i mundvigen. Småkagekrummer, som den ulækre levende døde får øje på, imens den ellers var ved at tage et metalrør a la et sugerør – bare nogle centimeter længere og en del tykkere – op til min pande. Som om den ville stikke den i min pande og suge min hjerne ud igennem. Som om min hjerne var så flydende, at den kunne komme derigennem.
   Heldigvis, for mig, slentrer zombien over til Alvin i døråbningen. Som om Alvin intet individ er, stikker zombien sin lange finger i Alvins mundvig og med dens lange sorte negl, fejer den småkagekrummerne væk derfra, så de lægger sig på Alvins marineblå strikbluse.
   Alvin ser forpint ud, og bag ham kommer min mor til syne med et overrasket blik i hendes brune øjne.

- Elliot ska’ ha’ slik, nærmest hvisker zombien med en meget hæs stemme. Han lagde ekstra tryk på i’et, som han udtalte som et æ; slæk, og så drejer hans højre øje, så det kigger på mor, og det venstre øje veksler sit blik mellem Alvin og mig.
   En spænding svæver i luften imellem os alle fire; Alvin, mor, en zombie, der åbenbart hedder Elliot, og mig. En ubehagelig spænding.
- Selvfølgelig skal Elliot da det, udbryder min mor. Hun gør mig i tvivl, om hun er klar over, at det ikke er et udklædt barn indefra byens travle midte, der står og savler over småkagekrummerne på Alvins bluse.

De følges ud i køkkenet, Elliot og mor. Alvin og jeg står tilbage i bryggerset; og jeg er overbevist om, at vi begge forundres dét, der lige er sket. Sådan en forundring, der får ubehag til at køre rundt i min krop, som var min krop en evig motorvej uden én eneste afkørsel, uden fartgrænse og uden bare én rasteplads, som det fartglade ubehag kunne tage et hvil på.

I køkkenet står en zombie. Der står en zombie med vores store småkagedåse, der netop i dag er blevet fyldt med sprøde smørbagte småkager med små stykker af chokolade i.
   Nu er kagedåsen, der ligger i zombiens venstre arm, som var den et lille barn, snart tom. Indholdet af småkager bliver mindre og mindre, og indholdet af luft bliver større og større i takt med, at zombiens højre hånd konstant tager flere småkager af gangen ind i dens mund med den forfærdelige ånde.

Så slår zombien en bøvs. En meget højlydt bøvs med en frygtelig stank, som hænger i husets luft og giver mig lyst til at kaste aftensmaden op sammen med det sure opstød, jeg får.
   Så slentrer zombien ud i bryggerset og fortsætter ud gennem døren, der endnu ikke er blevet lukket. Den fortsætter sin gang ind til nabohuset; den store kampestenskirke på den anden side af kirkegårdsmuren. Den hopper ned i det opgravede hul, der er ved en stor, tung, gammel gravsten med bogstaver, der med de mange år er ved at forsvinde, ligesom deres år, der er forsvundet. Utydelige bogstaver.

Som om de græskar, som mor og Marie udskar, ikke stod udenfor. Som om de orange hoveder ikke var skræmmende nok for de ånder, der er onde. Som om de ånder, der er onde, blot er ligeglade. Som om den zombie slet ikke var ond trods dens frygtindgydende ydre. Bare sulten efter mange år i den kolde, mørke jord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...