Pennevenner

Min historie startede for mere en 18 år siden den dag jeg blev født, men den historie som jeg vil fortælle startede for 8 år siden i min hjem by København. Da jeg var 10 år gammel blev jeg erklæret for kræftramt, jeg fik af vide at jeg kun havde få år tilbage og leve i. Lægerne mente at det var bedre at jeg blev taget ud af skolen og kom på hospitalet til opsyn. Jeg fik min egen stue og i starten kom min familie på besøg hver dag, men som tiden gik, opgav de håbet, for lægerne begyndte at fortælle hvordan kræften var begyndt at sprede sig i min krop. Jeg var også selv ved at opgive håbet, men så fik jeg pludseligt et brev. Brevet var fra en dreng på min alder og han var også kræftramt.

0Likes
0Kommentarer
109Visninger

1. Pennevenner

(For 8 år siden)

Jeg sidder i min egen stue og kigger ud af det store vindue som spejler den verden jeg trådte ud af for en måned siden. Jeg glædende mig normalt til denne tid på dagen, men ikke længere, min familie har opgivet håbet for mig og kommer ikke længere så tit. Jeg har ikke rigtig noget at lave, jeg sidder bare her og kigger ud på verden. Har ikke haft besøg i langt tid og det ændre sig nok heller ikke. Jeg hører en banken på døren og vender mig halvt om for at se hvem det er, men det er bare sygeplejeren. Hun hedder Kim og er 34 år gammel, hun er gift og har to børn, Erik og Freya, de er begge på min alder.

``Hvordan har du det, Trina?´´ Kim kommer langsomt ind i stuen som jeg nikker. Hun holder en brev lignede ting bag hendes ryg.

``Jeg har det fint…´´ Jeg svarer hende det jeg plejer og kigger igen ud af vinduet.

``Jeg har noget med til dig.´´ Kim rækker brevet mod mig og jeg tager det forsigtigt.

``Hvem er det fra?´´ Kim løfter let hendes skulder og nikker let mod bagsiden af brevet. Jeg vender det modvilligt, bange for at det er en jeg kender. Navnet på bagsiden er en drengs, Lukas Nielsen står der og under det står adressen: Skejby Sygehus, afdeling 3065. Jeg vender brevet om og kigger på forsiden:

Trina Emilie Kristensen

Rigshospitalet, afdeling 5054

 ``Hvem er det?´´ Kim sukker stille og sætter sig ned på min seng. Hun ryster let på hovedet og svarer mig.

``Jeg ved ikke hvem han er, men han er på din alder og har også kræft. Mig og en tidligere kollega tænkte at I kunne blive pennevenner… Hvad syntes du?´´ Kim kigger mig ind i øjne og er meget afventede i forhold til min mening.

``Ja, ja…´´ Kim kigger ned på mine hænder og sukker lidt, hun ved ikke helt hvad hun skal gøre, jeg kan se det på hende. Hun er afventede og prøver at beslutte sig for hvad der er bedst, men jeg ved at hun ikke ved det selv.

``Når, men … Er der noget du mangler, ellers ville jeg gå nu.´´ Kim rejser sig ligeså stille og kigge på mig, jeg ryster på hovedet og kigger igen ud af vinduet. Verden uden for har ikke ændret sig meget, solen står kun en smule lavere på himlen. Brevets papir føles tungere og jeg kigger ned på brevet, pennevenner? Jeg tager mig selv i at tænke over begrebet. Jeg åbner roligt brevet, jeg ved ikke helt hvorfor jeg ikke bare kan åbne det, men jeg er bange for at binde mig til noget. Papiret er helt hvidt og de sorte bogstaver flyder rundt på arket. Jeg begynder stille at læse brevet.

Hej Trina, min sygeplejere forslog at jeg skrev til dig. Hun mente at vi kunne blive pennevenner og jeg har også brug for en at snakke med. Jeg hedder Lukas Nielsen og er 11 år gammel, jeg har gået til fodbold og var målmand. Vil du fortælle mig noget om dig? Hilsen Lukas.

Jeg kigger rundt i stuen og ser at Kim har efterladt en kuglepen og papir. Jeg sukker stille, irriteret på Kim, men også glad for det hun gør. Jeg tager det og begynder at skrive et svar til ham.

Hej Lukas, jeg hedder Trina som du ved og er 10 år. Jeg gik til sang i 2 år, men måtte stoppe da jeg jo skulle på hospitalet. Jeg er glad for musik og drømmer om at læse på musik efter folkeskolen, hvis jeg når der til. Jeg havde blondt hår og har grålige øjne. Min familie består af min far Tom, mor Hanne, store søster Sara og to hunde, Bella og Noir. Hilsen Trina.

Jeg ligger det på bordet og kigger ud af vinduet, jeg er langsomt i gang med at miste tidsfornemmelsen, ved bare at solen er på vej ned. Jeg ligger mig i sengen og kigger rundt i stuen, alt er hvidt. Alt føles tomt og forladt, som om jeg er den eneste i hele verden. Jeg lukker langsomt mine øjne og for mit indre blik ser jeg hvordan solen forsvinder bag de mørke skyer, som bare bliver ved.

*** 

Jeg åbner mine øjne, lyden af uret er voldsomt og ubehagelig, men minder mig også om at dette er virkeligheden. Jeg kigger mod bordet og ser at mit brev er væk, Kim har sikkert taget det om aften efter jeg var faldet i søvn. Jeg sætter mig roligt op og kigger rundt i stuen, min lyserøde plysbjørn sidder på en stol i hjørnet og holder et nyt brev. Jeg rejser mig stille, usikker på om jeg vil læse brevet. Jeg tager den op og kigger på afsenderen, Familien Kristensen. Jeg sukker, jeg ved allerede hvad der står i brevet. De er kede af at de igen ikke kan komme og besøge mig, og at de nok skal komme snart. Men det gør de aldrig. Jeg lister tilbage i sengen og sætter mig til rette så jeg kan se ud af vinduet. Verden der ude er som en uvirkelig virkelighed.

Fuglenes sang lyder smukt som de synger kor til hinanden, træernes blade er som instrumenter som danner grundlag for den smukke sang. Et ungt par sidder på en bænk og manden giver kvinden en rød blomst, jeg er for langt væk til at se hvilken blomst det er, men jeg gætter på en rose. Kvinden smider armene om manden og kysser ham. En elegant kvinde kommer gående ned ad gaden med sin lille tæppetisser, der har et skrigende pink halsbånd på. En motorcykel bande kommer fartede forbi hende og hendes hat falder til jorden og ned i en vandpyt.

En banken kommer fra døren og jeg kan se genspejlingen af Kim, der står i den nu åbne dør. Hun smiler til mig og viser i genspejlingen at hun har et nyt brev med.

``Lukas svarede på dit brev med det samme.´´ Hun siger ikke andet som hun stiller brevet og min morgenmad på bordet. Hun ved at jeg ikke har lyst til maden, men hun ved også at jeg altid ender med at spise den. Kim forsvinder ud af rummet og jeg vender mig rundt om tager hurtigt brevet. Jeg åbner det hurtigt og læser det i spænding.

Hej Trina, tak for dit svar. Min familie består at min mor Vivi og mig. Jeg fik for 3 år siden af vide at jeg havde kræft og har lige siden været på hospitalet. Hvordan har du det? Hvad får du tiden til at gå med? Hilsen Lukas.

Jeg smiler stille og griner over hans mange spørgsmål. Jeg er glad for at jeg svarede på hans brev, glad for at havde en som forstår. Jeg tager et papir og begynder at skrive et svar.

Hej Lukas. Jeg har det ok, men du ved hvordan det er. Jeg for tiden til at gå med at kigge ud af vinduet i min stue og se på alle de forskellige mennesker. I dag så jeg nogle fugle og et ungt par som ikke så resten af verden. En tæppetisser træk sin ejer som mistede sin hat til en vandpyt. Hvad får du tiden til at gå med? Og har du det godt? Hilsen Trina.

Jeg lægger brevet på bordet og kigger lidt på morgenmaden, men tager ikke noget. Jeg vender mig igen mod vinduet og ser igen ud af det. Verden udenfor ændrer sig hele tiden, men her inde står alt stille i et virkelighedsmareridt. Tiden går og igen kommer der en banken fra døren. Kim kigger ind og smiler som hende blik lander på mit svarbrev.

``Jeg ser du igen har skrevet et svar til Lukas.´´ Jeg nikker bare og kigger ud af vinduet, Kim ser på min morgenmad og sukker af mig.

``Du skulle tage og spise noget, bare en smule.´´ Kim tager mit brev og kigger en sidste gang på mig før hun forsvinder ud af døren. Men lige nu tænker jeg ikke på verden udenfor, jeg tænker kun på hvornår hans svar ville komme.

**

Kim åbner døren og kigger ind til mig, hun kan se mit ansigt i vinduet og jeg kan se hendes. Hun smiler let og rækker sin hånd frem, brevet i hendes hånd virker som et løfte om noget der ikke kan blive til virkelighed, men noget man ikke kan opgive.

``Det er det sidste brev du kan nå at få i dag.´´ Kim giver mig brevet og jeg tager det fra hende, hun smiler til mig. Jeg er vendt mod hende med ryggen mod vinduet.

``Du må sove godt.´´ Kim siger ikke mere som hun forlader stuen og slukker det store lys. Den lille lampe oplyser omkring min seng og jeg åbner brevet.

Hej Trina, jeg har det også fint. Men jeg mangler noget rigtigt at lave. Jeg har også et vindue og kigger også tit ud på verden udenfor. Jeg så i dag en dreng spille fodbold med nogle af hans venner, jeg fik det dårligt at se det. Jeg så også en pige flyve med en drage. Dragen var i alle regnbuen farver og i en mærkelig form. Hilsen Lukas.

Jeg tager kuglepennen og et stykke papir, og begynder at skrive et svar.

Hej Lukas. Verden udenfor ændre sig meget, for hvert blik som jeg lader komme mod den verden, ser jeg nok aldrig det sammen. Vejret ændrer sig, menneskerne skifter og himlen bliver mørkere. Jeg tænker tit på om jeg ikke bliver ældre i denne mareridts verden. Måske er jeg i en evig cirkel som aldrig helt ender. Jeg tænker på om jeg måske engang kan se verden uden for disse murer, opleve verden. Tænker du nogensinde det samme? Hilsen Trina.

Jeg lægger brevet fra mig og gemmer mig under dynen, i skjul fra lampens rolige lys. Jeg lader dynen mørke berolige mig og mine øjenlåg falder langsomt i.

**

``Trina høre du ej klokken, høre du ej klokken. Bim bam bom. Bim bam bom.´´ Kims stemme når mine øre og jeg kommer ud af dynens skjul. Kim kigger på mig og sætter morgenmaden på bordet, hvor efter hun tager brevet. Hun læser det ikke, hun lukker brevet og kigger mod vinduet inden hun igen vender sig mod mig.

``Jeg skal nok give dig hans brev, ligeså snart han har skrevet det. Det lover jeg.´´ Kim kan se at jeg er glad for at havde en som er i samme båd. En som ved hvad jeg går igennem. Jeg nikker bare og vender mig så mod vinduet, hvor den nye scene udspiller sig i alverdens farver. Kim kigger på mig og forlader roligt stuen.

En lille solsort flyver rundt og viser sine sorte vinger frem, den flyvning bliver anderledes og en anden solsort kommer til. Deres flyvning minder om fangeleg. En papkasse i hjørnet af parken, er fuld af liv. De små killinger leger roligt med hinanden, uden at vide at de er efterladt. Uvidende. En enkel vindstød sender en avis gennem luften og himlen er langsomt ved at blive dækket af skyer.

Jeg vender mig om og ser på morgenmaden, æggene ser ok ud, men jeg ved ikke om jeg har lyst til at spise. Jeg kigger rundt i stuen og ser hen på min plysbjørn. Jeg rejser mig stille og tager den med mig hen i sengen, jeg ligger med bjørnen og ser ud af vinduet, men nu kan jeg kun se himlen. Skyerne er langsomt ved at få overtaget, og solen gemmes bag dem.

Timerne går og morgenmaden er for længst blevet kold. Jeg ligger bare i sengen men plysbjørnen under armen og kigger ud af vinduet som ikke viser andet end den skydækkede himmel. En banken kommer fra døren og Kim kommer langsomt ind.

``Hvordan har du det?´´ Hun er tydelig urolig over at jeg ikke sidder op og kigger ud, som jeg normalt gør. Jeg giver hende ikke noget svar, ligger bare der og kigger ud af vinduet. Hun sætter i på kanten af sengen og lægger hånden ved mit hoved.

``Der er brev…´´ Hun venter på en reaktion fra mig, men jeg kigger bare ud.

``Det er fra Lukas…´´ Jeg sætter mig op og rækker min hånd frem, Kim smiler let og giver mig brevet. Hun bliver siddende som jeg åbner det, men hun prøver ikke at se indholdet.

Hej Trina, jeg tænker tit det samme. Men som årene går, ændrer du dig også, jeg er tydeligt blevet tyndere og lidt højere. Du skal ikke opgive håbet, lad os håbe sammen at vi engang er fri fra dette mareridt. Min mor har sagt at hun gerne vil møde dig, og det vil jeg også gerne. Så hvis vi begge end er frie, lad så mødes? Hilsen Lukas.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg kan mærke at en tåre triller ned af min kind og Kim tørre den roligt væk.

``Hvad er der?´´ Hendes stemme er rolig, som hun kigger på mig, venter.

``Han vil gerne møde mig…´´ Kim smiler og nikker, hun forstår godt hvorfor jeg fik tårer i øjnene.

``Vil du også møde ham?´´ Jeg nikker og Kim rækker mig kuglepennen og noget papir.

``Så skriv det til ham.´´ Jeg tager papiret og begynder at skrive et svar.    

Hej Lukas, jeg vil også rigtig gerne møde dig. Jeg håber at vi snart er frie, men vi ved også begge at det kommer til at tage tid. Og den tid er også med til at forværre det. Men jeg vil ikke opgive håbet, hvis vi kan mødes når alt det her er slut. Jeg tænker på om livet bare ender, om de killinger jeg kan se, ikke har noget håb. Jeg vil gerne se dig og høre hvordan du har det. Hilsen Trina.

Jeg rækker Kim brevet og hun lukker det. Hun smiler til mig og peger ud af vinduet.

``Skyerne er ved at forsvinde…´´ Hun siger ikke mere og forlader stuen. Jeg kigger ud af vinduet og ser, hvordan solen langsomt kommer frem fra bag skyerne.  

``Måske kan jeg snart se ham…´´

**

(5 år senere)

Jeg sætter mig op i sengen og kigger roligt ud af vinduet. Verden har ændret sig meget, farverne er dog de samme. Jeg har tit siddet sådan her og ventet. Og det jeg venter på er et brev. Jeg har ikke set min familie i over 1 år, men jeg har ikke opgivet håbet om at komme tilbage til det normale familie liv. Og det håb kommer fra de daglige breve som kommer via Kim. Kim banker på døren og hun holder et brev som hun kommer ind. Hun er nervøs og smiler. Min behandling er gået godt og Lukas og mig har fået et forhold til hinanden, mere end bare pennevenner. Vi har aldrig set hinanden, eller mødt hinanden. Vi har kun brevene. Kim rækker mig brevet og venter spændt på jeg åbner det.  

``Lukas har lige fået sin behandling og alt ser også godt ud for ham.´´ Hun smiler glad og tårer kommer til syne i hendes øjne. Hun er glad for mine vejene.

Jeg smiler tilbage til hende, Lukas har givet mig en grund til at være glad, en grund til at håbe på en fremtid.

Hej Trina, jeg glæder mig til at vi snart ses. Jeg kan ikke vente til at vi kan se hinanden og snakke sammen uden at vente på at et svar kommer. Jeg holder så inderligt af dig og håber at alt er gået godt med din behandling. Min behandling er gået godt og lægerne siger der ikke går så lang tid før jeg kan komme hjem, men det er jeg lidt ligeglad med. Jeg glæder mig bare til at se dig, til at møde dig og kramme dig. I dag så jeg mod himlen og så hvordan to fugle støttede sig mod hinanden og hjalp hinanden og det mindende mig om os. Hilsen Lukas.

Jeg smiler og krammer brevet, jeg blev 15 år for nogle dage siden og Lukas sendte mig nogle blomster. En buket roser. Kim havde taget det roligt som jeg havde fortalt hende at vi var blevet kærester. Hun har støttet mig og hjulpet mig med at få købt gaver til Lukas, når det var jul og 4. oktober, hans fødselsdag. Jeg tager kuglepennen og papiret som Kim rækker mig og begynder at svare ham.

Hej Lukas, jeg glæder mig også rigtig meget til vi ses. Jeg vil rigtig gerne fortælle dig om alt hvad jeg har oplevet og jeg vil selvfølgelig også høre hvad du har oplevet. Jeg holer også så inderligt af dig og jeg er rigtig glad for at høre at din behandling er gået godt. Mine læger siger det er et mirakel at jeg overlever, men jeg tror det er fordi at du gav mig håb. Kan du huske at jeg fortalte dig om killingerne som blev efterladt, deres nye ejer tager dem tit med ud i parken og leger. Jeg glæder mig over at de også har det godt, ligesom vi har. Hilsen Trina.

**

(3 måneder senere)

Min kasse med breve er langsomt fyldt op, alle brevene er fra Lukas. Alle sammen har giver mig håb, men i dag tager jeg afsted. Hospitalet har været mit fængsel i mange år, men min behandling er gået så godt at lægerne har sagt at jeg ikke længere behøver at blive på hospitalet. Kim står og kigger på mig som jeg pakker mine ting, der er ikke mange, men der er alligevel en del.

``Er der noget jeg kan hjælpe med?´´ Kim spørger stille og kigger roligt på mig.

``Kan du tjekke om billetten ligger i min håndtaske?´´ Kim nikker og tager håndtasken og kigger ned i den og smiler.

``Billetten til Århus ligger i inderlommen. Din pung ligger i det store rum sammen med den bog jeg har givet dig. Er der noget som ellers skulle havde været i håndtaksen?´´ Jeg ryster på hovedet og smiler til hende.

``Så er jeg færdig med at pakke.´´ Kim smiler og kigger trist på mig.

``Er du sikker på at du ikke vil være ved din familie?´´ Jeg nikker og smiler trist til hende.

``Jeg har mistet kontakten til dem og jeg er bange for at de ikke længere kan kende mig. Og lige nu har jeg bare brug for at møde Lukas, jeg har ventet i 5 år på at møde ham. Jeg vil ikke vente længere, han kom ud af hospitalet i sidste uge og vi har aftalt at mødes senere i dag i Århus.´´ Kim nikker forstående og smiler.

``Jeg kontakter din familie og fortælle hvad du gør, men du skal love mig at du kommer tilbage til dem og snakker med dem om alt det der er sket. Lov mig det.´´ Jeg nikker roligt og smiler til hende, jeg kigger en sidste gang ud af vinduet og ned i parken, hvor jeg kan se kattene lege med deres ny killinger.

**

Jeg vinker farvel til Kim som jeg sætter mig ind i toget. Ned af hendes kinder triller flere tårer, som efterlader våde riller. Jeg ved jeg kommer til at se hende igen, men jeg ved også at der kommer til at gå lang tid. Toget sætter i gang og efterlader den grædende Kim, jeg retter mig til rette i sædet og kigger ud gennem ruden. Verden udenfor ændre sig og jeg ser for første gang i mange år en natur som ikke er indespærret. Jeg tager bogen frem og begynder at læse.

Stationerne kommer en efter en og forsvinder igen i det fjerde, tiden går og jeg ligger bogen væk. Århus kommer i syne og jeg smiler roligt. Jeg skal endelig se ham.

Toget mister farten og jeg kigger ud gennem ruden og ser ham, jeg ser ham stå ved siden af sid mor. Han har en rose i hånden. Vi kigger på hinanden gennem ruden, begge er vi glade, begge ved vi at denne glæde kun er der end til at vores sygdom igen tager til.

Gennem ruden ser jeg på ham, jeg rejser mig og tager mine ting. Togdøren åbner og jeg tråder udenfor, udenfor i den verden som jeg endnu ikke har oplevet.           

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...