Mordet På Museet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2016
  • Opdateret: 27 okt. 2016
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
55Visninger
AA

1. Mordet På Museet

Mordet På Museet

Anne Josefine Thomsen 8.z

Stemmerne. Stemmerne i hovedet, stemmerne i skærmen. Alt kørte rundt. Overdøvede hans stakåndede vejrtrækning. Det var først da, at det kom, skylden altså. Resten var kommet kravlende i nattens mørke timer, der indtil da havde været udskudt af adrenalinen. Men da, alene i stilheden, blev alle hans tanker skarpt lyst op af tv’ets flimrende skærm. Tanker om en hjerteskærende, uvirkelig og psykotisk ide, der havde stoppet en andens liv og identitet. En vagt, som kun havde en pligt: at beskytte andre. En, som ikke havde tænkt på at skulle beskytte sig selv. En ide der var blevet til flere, en hurtig beslutning til en fejltagelse. Da indså han, at den dags handlinger, ville ændre alt.

Søndag morgen var duggen på vinduerne specielt udbredt, mere end de andre dage. Det lagde han mærke til. Han lagde også mærke til, hvor tom hans lejlighed egentlig var. På vejen til Netto lagde alle også mærke til ham, eller, det følte han i hvert fald. Lidt som om der stod morder bag på hans ryg, skrevet med blodet fra hans offer. I banken havde de et tv, der vidste nyheder, også hans. De annoncerede det meget afslappet, som om de havde fundet den rigtige synder. Det havde de ikke, det vidste han. Han blev nærmest vred da han så interviewet med kriminalinspektøren, for han var for selvsikker, næsten arrogant, og havde givet en uskyldig rengøringsdame skylden. Faktisk blev han så rasende, at han tog hjem. Svælgede i vreden i længere tid end nødvendigt, men vreden var ikke kun vendt mod kriminalinspektøren. Han var vred på sig selv og hans tankegang. En tanke blev hængene i hans hoved. Tanken om lørdag.

Blod, kniv, blod og død. Ordene der gik igen i hans hoved som et modsvar til mandagens mondæne temaer, og mindede ham om det igen og igen. Igen havde han tv’et tændt, som for at pine ham selv for hans gerninger. Politiet var desperate, og rengøringsdamen erklæret uskyldig. Endnu et interview med kriminalinspektøren. Nu var han knap så kæphøj, for igen var de på bar bund med eftersøgningen. Det glædede ham på en mærkelig måde som aldrig før, og det skræmte ham. Var han virkelig blevet til sådan et monster som alle de andre? Det kunne da ikke passe. Han var en venlig sjæl med mange interesser. Besøgte tit sin mormor og havde en kat. Men det var alt sammen lige meget, for alt var bare en facade. Et skjold man holdt oppe, af frygt for at lade andre kende ens virkelige identitet. Ingen er gode, og når alt kommer til alt, er det hver mand for sig selv. Der er ikke det ene eller det andet der styrer, for der er intet ondt kun sandheden.

Han vågnede op med en dunkende hovedpine omkring venstre tinding, og til sin ikke så store overraskelse, var Panodil pakken tom. Igen fyldte tankerne mere, end hvad der er sundt, og hele hans liv føltes lidt som en mærkelig og surrealistisk drøm. Eller rettere sagt mareridt. Efter et par timer, hvor hovedpinen som sædvanligt havde udviklet sig til en migræne, besluttede han sig for at gå i netto og købe nogle Pamoler og en lille Treo pakke. 45 kroner blev det. Kassedamen smilede til ham, som om han ikke var en koldblodig morder. Men det vidste hun jo nok heller ikke, at han var, ikke endnu. Da han trådte ind af døren til lejligheden, blev han mødt af den samme stilhed, som da han forlod den. Stillede skoene på skohylden, og hængte jakken op på knagen. Nogle gange følte han sig fortabt, især på grund af det kæmpe skelet i hans skab. Når denne følelse indtrådte kunne han godt lide at drikke kaffe. Sort kaffe, men kaffebryggeren virkede ikke. Faktisk virkede intet af hans elektronik længere, for strømen var gået.” Ja, sådan går det, når man ikke kan betale sine elregninger” sagde han til katten, der virkede forholdsvis ligeglad, og vandrede fortsat videre hen mod madskålen. Han gik derefter ned til viceværten og fik lavet en speciel aftale, som de vist begge var bekendt med.

Dr2 viste en dokumentar omkring Søren Ryge. Ryge slagtede mange dyr. Uden skam. Det var selvfølgelig ikke det samme som at stikke et andet menneske ned, men alligevel. Den måde Ryge slagtede dyr, som han havde en vis nær relation til, fascinerede ham. Man kunne forestille sig, at det uanset hvad ville give et lille stik i hjertet, når man skar et lille dyrs halspulsåre over, men Ryge viste ingen tegn på medfølelse af nogen slags, og det beundrede han. Man skulle have en vis evne til at slå alle følelser fra, for at kunne gøre bare lidt af det, som indgik i Ryges hverdag.

Da udsendelsen var slut, gik han ud for at tage opvasken. 9.35 viste mikrobølgeovnen. Trafikken kørte fortsat på fuld drøn uden for hans vindue. Alle københavnske børn lagde sig snart til at sove, og de voksne skulle til at se Barnaby og derefter i seng. Sådan foregik det i hans hoved hos andre. Rutiner der blev fulgt, fyldte alles dagligdag, og udgjorde det, man kaldte et menneskeliv. Ham selv gjorde aldrig rigtig noget fast og tog det meste, som det kom. Ikke af valg, sådan var det bare nu. Lige siden sin barndom har han skullet passe på sig selv, tage sine egne beslutninger og vise sympati for sig selv. Tit fik han sådanne tanker, når han vaskede op. Det kom ligesom bare til ham. Især da han vaskede knivene, kørte tankerne rigtig grundigt rundt som en tørretumbler, ekstra forstærket efter lørdagens hændelse.

Hvem var han? Tanken strejfede ham onsdag formiddag, under et toiletbesøg. Der fik han også mange tanker. Han kunne alt det basale som hans navn, alder, yndlingsfarve og livret. Men hvad med det andet? Hvad med det som skabte en identitet? Det var vel muligt, at han i livets travle rytme, slet ikke havde dannet sig selv endnu. 34 år og ingen personlighed, fedt.

Leverpostejsmad med smør og salt var hvad, det kunne blive til. Han havde aldrig rigtig gået ind for kvalitet, eller sundhed for den sags skyld. Han var ikke overvægtig, bare ikke ligefrem det sundeste individ. Rygningen og alkoholen hjalp heller ikke just, og sidste gang han var til læge, var hans kolesteroltal alt for højt for en 34-årig mand. Hans yndlingsdrik var whisky, vodka eller en kold øl, og hans yndlingsmærke var Prince. Han vidste godt, at det var dumt alt sammen. At bruge penge på ting du dør af var ikke det smarteste, når din lejlighed snart blev tvangsaktioneret. Men som hans mor altid havde fortalt ham, var han en idiot. Barskt, men sandt, det måtte han give sin afdøde mor. Hun havde fra starten afluret ham og hele hans fremtid, der allerede var forpestet af et dårligt temperament og en forfærdelig lille selvkontrol. Det var vel hans personlighed. En idiot. En identitet han havde fået og levet op til fra barnsben af.

Som mørket faldt på, steg nervøsiteten. Hvad skete der, når han blev taget? Det var jo uundgåeligt, at de på et tidspunkt fandt frem til ham. Så klog var han ligefrem heller ikke. Og hvad med hans mormor? Han var trods alt det eneste barnebarn tilbage, for resten var skredet til Holland, hvor hans far var fra og holdte til. Og allerværst; hvad med hans kat? Hvad skete der egentlig med katte når deres ejer kom i fængsel? Det vidste han ikke, og ærlig talt ville han helst ikke tænke på alt det. Alt det triste. Lige nu ville han egentlig helst bare tilbage til 5. klasse, hvor ens største bekymringer var, om Lise svarede ja på kærestebrevet. Eller bare måske, det var også fint nok. Nu var der intet af det tilbage, kun voksenting som han endnu ikke kunne finde ud af, og nu hvor han kom i fængsel, ville han nok aldrig lære det.

 

Torsdag. Mini- fredag eller hvad man nu ville kalde det, var den længste dag nogensinde. Eller sådan følte han det i hvert fald, når han tænkte tilbage på den. Der skete ingenting, og alligevel skete alt, og nærmest på en gang. Tankerne, en gammel kending, noget være pis, fulgte nu hånd i hånd med hans daglige gøremål. På toilettet, ved opvasken, når han så tv. Alt blev forstyrret af de mange tanker, der ikke kunne stoppes. Det eneste valg han havde, var at svælge i dem, og give dem fuld opmærksomhed. Og det gjorde han så. Han lyttede, svarede, argumenterede og gav dem ret. For uanset hvad havde de ret. De var ikke længere som de normale tanker, der plejede at være subjektive, de var bare afspejlinger af virkeligheden. Pludselig tiede alt. Både i hovedet og i virkeligheden, og det eneste der kunne høres var det hvide, grimme digitalur over køkkenbordet. Tik tak gik det i takt med hans hjerterytme. Så faldt han i søvn. Han troede aldrig, det skulle ske, men endelig gav kroppen sig, og han faldt for første gang i mange dage i en dyb søvn, der varede mange timer.

Han vågnede klokken 7.23 om morgenen til lyden af bank. 3 bank, og så smækkede døren op. Han satte sig op, og så 3 mænd i uniform plus kriminalinspektøren. Kriminalinspektøren kom nærmest slentrende hen til ham, og i de omkring 5 sekunder det tog inspektøren, kørte den ene tanke rundt i hovedet på ham som en filmrulle: nu var det slut. Han var lettet. Inspektøren begyndte at tale til ham, mens han zoomede ud. Oplevede det hele som en film, han så i tv’et, for det var ikke ham længere. Nu var det en morder, en morder der fik sin lejlighed ransaget. De tjekkede alt: køkkenskabene, under sengen, på badeværelset. Han så dem finde liget i skabet, alt imens inspektøren talte til ham. Men han hørte ikke. Han hørte kun lyden af kød, der klaskede mod gulvet, der skulle minde ham om hans ugerning. Han kastede op ud over sofaen, og det sidste han kunne huske, inden han fik Black out, var kriminalinspektørens stemme, der spurgte hvad han hed. ”Jeg hedder Poul. Poul Kristensen, og jeg er en morder”.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...