Den værdifulde ring

Kriminovelle

1Likes
0Kommentarer
49Visninger

1. Kriminovelle

Den værdifulde ring

 

 

Det var en mørk og kold aften. Gerningsmanden var i gang igen. Han kendte efterhånden museet ret godt, men det var dog stadig så stort, at det var lidt svært at finde rundt. Han havde planlagt det, han skulle gøre i aften gennem flere uger. Han gik op ad den snoede trappe, ind i det storslåede lokale, og så inde bag glasmontren sit mål. Hurtigt som et lyn var han oppe og lagde en klud over kameraet, så man ikke kunne se, hvad han havde gang i. Lyden af hans listende fødder mod trægulvet kunne næsten ikke høres. Montren med den værdifulde skat lyste rummet op. Han tog sit nøglebundt op og fandt nøglen til montren. Han overvejede det i nogle sekunder, før han slog til. Han tænkte, at han ikke havde noget valg. Han var nødt til det, for ellers ville han dø. 

 

Det var en kold og trist morgen. Sherlie var på vej ud til Frederiksborg slot. Der var blevet stjålet en gammel og meget værdifuld ring. Hun havde fået at vide, at det var en meget vigtig hastesag. Da hun kom derud, var det et stort kaos. Slottet var ved at blive restaureret, og der var lifte og restaureringsfolk over det hele. Efter nogen tids søgning fandt hun indgangen. 

 

"Hej, er du Sherlie?" spurgte en, der lignede en ansat på museet. "Ja, hvem er du?" spurgte Sherlie. "Jeg hedder Frederikke. Jeg arbejder her på slottet. Det er mig der har anmeldt røveriet". 

 

De gik hen mod gerningsstedet. Op ad den snoede trappe op til Christian d. 4’s gamle soveværelse. Sherlie spurgte, om der havde været andre røverier på det seneste. Frederikke svarede, at der havde været et par stykker, men ikke af samme værdi som denne gang, og at hun også havde anmeldt dem, men politiet ikke havde reageret.

 

Der var blevet stjålet en ring. Det var den ring, Christian d. 4 brugte som vielsesring, da han og dronning Anna Cathrine skulle giftes. Den var af 23 karat guld, med 15 diamanter, og den var flere millioner værd på det sorte marked. Det var nok en af Frederiksborg slots mest værdifulde skatte. Ringen var meget kendt i offentligheden, og efter Frederikke havde ringet, gik der ikke mere end 2 sekunder, før politiet satte deres bedste efterforsker på sagen. De ville ikke skabe panik og utilfredshed i befolkningen, så de havde kun sendt en efterforsker, så det skabte mindre opmærksomhed. Ringen var nemlig danefæ, og det ville være pinligt for politiet, hvis de ikke fandt den. De håbede at få ringen så hurtigt tilbage, at offentligheden ikke ville finde ud af, at den var blevet stjålet.

 

Det mærkelige ved røveriet var, at alarmen ikke var gået i gang, så glasmontren måtte have været låst op med en nøgle. Frederikke sagde, at hun havde spurgt de ansatte, om der var nogen, der havde fået taget deres nøgle, men der var ikke nogen, der havde.

 

Sherlie kiggede nærmere på gerningsstedet. Glasmontren var helt tom, og den så lidt malplaceret ud, nu hvor ringen var blevet taget ud. Hun tjekkede glasmontren for fingeraftryk. Der var ikke nogen, så tyven måtte have brugt handsker. Sherlie sagde, at der ikke var nogen spor, så tyven måtte have prøvet det før. Bagefter spurgte hun, om hun godt måtte se overvågningsvideoen, og det måtte hun selvfølgelig godt. 

 

På overvågningsvideoen kunne man lige skimte en person, inden der blev lagt en klud over kameraet. Det lignede en mand på kropsbygningen. Da Sherlie så videoen, lagde hun mærke til, at han lagde en klud over med det samme, så han må have vidst præcist, hvor kameraet var.

 

Det gjorde Sherlie vred, at en mand stjal den slags historiske genstande, fordi de fortalte noget om dansk historie. Grunden til, at hun overhovedet var gået ind i politiet skyldes historien om guldhornene. Efter hun havde hørt historien, blev hun så vred over, at mennesker kunne finde på at tage sådan noget, at hun besluttede at gå ind i politiet for at finde og straffe dem.

 

Sherlie var nu sikker på, at det var en mandlig ansat på museet, der havde begået røveriet. Det var lidt atypisk, at en ansat havde begået et røveri på sin arbejdsplads. 

 

Sherlie fik arrangeret en afhøring af alle mandlige ansatte. Der var 13 mistænkte, så hun måtte afhøre dem en af gangen. Den første var Magnus Olsen. Han var en lille mand og meget nervøs, da han kom ind. Sherlie spurgte om, hvor han havde befundet sig i går nat. "Jeg jeg jeg..... var derhjemme", svarede Magnus. "Har du nogen, der kan bekræfte det?" "Ja, min kone og mine børn. Du kan bare ringe og spørge dem". 

 

Sherlie havde Frederikke med ind til afhøringen. Frederikke spurgte, om det var ham, men det lignede ikke ham på videoen, og hans familie sagde, at han var hjemme. 

 

De næste 12 afhøringer tog lang tid, men alle de mistænkte havde et godt alibi, og lignede ikke ham på videoen. "Hvem fanden kan det være?!" Råbte Sherlie. Det var virkelig sent, og hun var træt og frustreret.

 

Hun valgte at tage et kig på overvågningsvideoen igen. Denne gang opdagede hun, at der stod en form for vogn helt oppe i venstre hjørne. Hun spurgte Frederikke, om hun vidste hvad det var. "Det er en af vores rengøringsvogne. Walter må have glemt at tage den med sig, efter han havde gjort rent." "Har rengøringsfolkene adgang til montren?". "Nej, altså det er kun Walter, der har adgang, eftersom han gør rent i stort set alle montre", svarede Frederikke. "Er han her nu?" spurgte Sherlie. "Ja han er nok i gang med at gøre rent." Sherlie skyndte sig at undersøge ham og fandt nogle meget interessante oplysninger om ham. Hun kunne næsten ikke vente med at få fat i ham.

 

"Hej Walter". "Hej betjent". "Hvor var du henne i går nat?". "Jeg gjorde rent på slottet", svarede Walter. "I hvilket rum?" "Riddersalen" "Det var sjovt, fordi din vogn stod inde i Christian d. 4.’s soveværelse. Hvordan vil du forklare det?" Der begyndte at rinde sved ned af panden på ham. "Jeg jeg jeg havde taget en anden rengøringsvogn med over til riddersalen, og jeg havde glemt at stille den anden tilbage." ”Vi tjekkede vognene, og der var kun blevet brugt en. Jeg tjekkede også din bankkonto, og for 3 timer siden gik der 4 millioner ind på den. Walter er det dig, der har stjålet ringen?" 

Walter begyndte at græde. "Jeg kan forklare", sagde han grædende. Hele Walters krop sank sammen. Han rystede så meget, at han blev nødt til at holde fast om det glas, der stod foran ham for at holde hænderne nogenlunde i ro.

"For 5 måneder siden fik jeg konstateret hudkræft, det var uhelbredeligt, men jeg fandt en klinik i Tyskland, der kunne helbrede det. Behandlingen kostede 6 millioner, og så mange penge havde jeg ikke. Til at starte med glemte jeg dem, men jeg begyndte at få mange smerter, og min hud begyndte at falde af. Jeg blev så desperat til sidst, at jeg begyndte at stjæle små ting her fra museet for at få råd. I starten skulle jeg kun betale små beløb som betaling for behandlingen til hospitalet, men de øgede hele tiden beløbet, og for 2 uger siden skulle jeg så betale den sidste regning på 4 millioner til den sidste del af behandlingen...." 

"Hvorfor sagde du ikke noget? Vi kunne have hjulpet dig" spurgte Frederikke. "Museet vil jo ikke bruge så mange penge for at hjælpe en ligegyldig rengøringsmand", svarede Walter. 

 

 

Så løb Walter. Han sprang op af stolen og smadrede ud gennem døren. Sherlie var hurtigt oppe og løb efter ham. Han tog den snoede trappe ned til nødudgangen. Håndtaget gik ned, men nødudgangen ville ikke åbne for Walter. "Pis", tænkte han. Lige i hælene på Walter kom Sherlie. Han nåede akkurat at nå væk, før Sherlie greb ud i luften efter ham. Han huskede pludselig en hemmelig vej, han kendte. Sherlie tænkte på, hvor han kunne være løbet hen. Hun havde ikke set skyggen af ham i flere minutter, men det betød ikke, at han var nået ud, for slottet var kæmpe stort, og de var i den modsatte ende af hovedindgangen. Pludselig hørte Sherlie et stort brag. "Av forhelvede", var der en der råbte, og så hørte hun et stort brag mere. Sherlie tænkte, at det lød som Walter. Hun løb efter lyden.

 

Midt på gulvet så hun Walter ligge bevidstløs. Frederikke stod lige ved siden af med et sværd. "Bare rolig jeg slog ham med den flade side af sværdet", sagde Frederikke smilende. Frederikke ringede efter ambulancen samtidig med, at Sherlie holdt øje med Walter. Da ambulancen kom, var Walter stadig bevidstløs. Ambulance folkene var lidt bekymrede for hans hjerne, men Frederikke sagde, at hun ikke havde slået så hårdt.

 

Ambulancen larmede, da den kørte igennem Hillerød på vej mod hospitalet. Walter vågnede omtumlet og kunne ikke huske, hvor han havde været. Sherlie sad ved siden af ham og satte ham hurtigt ind i, hvad der var sket. Walter var utroligt ked af det og lovede flere gange, at han aldrig ville stjæle igen. Uanset, hvor meget Walter undskyldte, kunne det ikke lave om på, at han havde begået en alvorlig forbrydelse og skulle straffes. Sherlie syntes, at det var meget synd for ham, men der var ikke så meget, hun kunne gøre. Hun havde egentlig ikke så meget sympati for ham, for han havde jo selv begået røveriet. 


Af Nikolai Jakobsen

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...