Tiden læger alle sår

Jeg så denne 'konkurrence' og var overbevist om, at jeg måtte deltage på en eller anden måde.

Kræft har spillet en stor rolle i min familie, men det kan du læse om her.

0Likes
0Kommentarer
64Visninger
AA

2. Tiden læger alle sår

Folk siger, at tiden læger alle sår. Eller, det er i hvert fald hvad alle dem, som ikke ved hvordan det føles at miste nogen siger.

Jeg som en person, som har mistet meget – jeg som kommer fra en familie fyldt med sygdom kan sige, at nej, tiden læger ikke alle sår. Tiden gør, at du lærer at leve med dine oplevelser, men det læger ingen ting.

Den familie som jeg er medlem af, er desværre spækket af forskellige former for kræft.

Det første tilfælde som jeg kender til er min mors mor – min mormor. Hun havde da jeg var lille – præcis hvor lille ved jeg ikke – brystkræft. Hun var heldig den gang, at hun overlevede trods den dengang begrænsede viden om sygdommen. I dag lever hun, men har stadig et par men fra kampen, som hun blev nødt til at kæmpe.

Som de fleste ved, kan kræft være en arvelig sygdom. Dette viste sig desværre at være tilfældet i min familie.

Min mor fik i 2004 at vide, at hun havde brystkræft. Hendes kamp er mere tydelig i mine erindringer end min mormors.

Som sagt skete dette i 2004 – dengang var jeg kun 6 år gammel.

Umiddelbart har jeg ikke tal på hvor mange gange, at hun besøgte Næstved Sygehus i denne tid, men det var mange gange.

Det som er klarest i min hukommelse fra denne tid, er alle de aftner hvor min mor ikke var hjemme. Mine søstre og jeg skiftes i denne periode med at sove i vores mors seng, måske som en trøst af at hun ikke var der.

Ærligt talt, så er det alt jeg husker fra den tidlige tid af hendes sygdom.

Den værste dag af det hele var dog dagen, hvor vores far samlede os i for at fortælle os, at vores mor ikke ville overleve. Lægerne havde gjort hvad de kunne, og havde derfor fortalt vores far, at hun desværre ikke ville overleve.

Jeg græd meget den dag. Kan du forestille dig hvordan det føles at få at vide, at den vigtigste kvinde i dit liv pludselig ikke vil være der mere? At hun tabte den kamp, som hun så ihærdigt havde kæmpet? På en måde er jeg glad for, at jeg ikke kan huske så meget af det.

For de fleste ville den sidste dag – dødsdagen – nok være den værste, men for mig var det faktisk ikke. Det var ligesom det, man havde ventet på. Det var ikke som sådan en overraskelse, og jeg græd faktisk ikke.

Min mor døde i 2006.

I dag når jeg tænker tilbage på det er jeg mest trist over, at jeg var så ung. Jeg var så ung, og i dag kan jeg ikke huske så meget om hende. På en måde føles det som om, at hun faktisk aldrig har været her. Hun er mest bare noget hinsides, som jeg ved, var der, men jeg ikke har særlig mange erindringer om.

Selvom jeg ikke kan huske så meget, så har jeg stadig varige men af det – hele min familie har, men det tror jeg, at jeg springer over.

Dette var dog ikke slutningen på historierne om kræft fra min familie.

Min kusine fik leukæmi. Min fars nye kones far døde af lungekræft. Min faster døde af lungekræft. Min tante fik lungekræft.

Men det som er mest skræmmende af det hele er chancen for, at jeg også får det. Man kan sige, at det formentlig er arveligt efter som både min mormor og mor har haft det. Men lad os være ærlige; der er ingen grund til at jeg bekymrer mig så meget om det, som jeg tydeligvis gør.

Men mon ikke det hele nok skal gå alligevel? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...