Jeg kan ikke sove

Det er ikke alt jeg husker men det her er min historie.

1Likes
0Kommentarer
209Visninger
AA

1. Jeg kan ikke sove

 

Jeg kan ikke sove, for der er mørkt. Det eneste lys der trækker ind er i gennem en sprække i døren, ellers er der bare mørke. Helt mørkt. Jeg vender mig mod min mor. Hun ligger i sengen ved siden af og sover så fredeligt, selvom hun laver små lyde engang imellem. Hendes øjne er lidt hævede. Hun har grædt meget, og det samme har jeg, men mest bare fordi hun græd. Far græd også og jeg har ellers aldrig set far græde før, men jeg forstår det ikke, for alt skal nok blive godt igen, ik? Lyset fra døren flimre, da en sygeplejerske går forbi. Tænk de er her altid.

Engang kom far til at hive i snoren 2 gange, og de kom alle løbende. Jeg sad inde i legestuen, og der var næsten ikke mere i mit drop, så jeg skulle have en ny pose. De havde smidt hvad de havde i hænderne, for se om der var sket mig noget. Det var ikke så godt, men det er rart at vide de altid er der.

Jeg kan stadig ikke sove, så jeg lytter til de små dråber der falder ned i droppet. Nogle gange falder jeg i søvn når jeg lytter til rytmen men ikke i aften. Jeg kan ikke lade være med at tænke. Jeg skal i fuld narkose i morgen, men det ikke så slemt for så får jeg en ny isbjørn, og jeg kan godt lide fornemmelsen af bedøvelsen. Jeg prøver altid at holde øjne åbne så mor og far kan se at jeg stadig er vågen, men de glider i alligevel. Det er næsten som at sove når man er bedøvet. Alting er væk, du drømmer ikke og tænker ikke. Du er der egentlig ikke engang. Det værste er at vågne. For så kommer du tilbage til det hele, og du har det bare dårligt.

Engang lige inden jeg skulle i fuld narkose, havde jeg så meget lyst til gulerødder og en ristet pølse. Jeg tænkte ikke på andet, for jeg var bare så sulten. Det er ikke lige mig det der med at faste. Specielt ikke hvis du går forbi et køkken fyldt med det lækreste mad, for selvom du bare lader være med at kigge. Trænger lugten igennem til dig duften af flæskesteg og skinke, så begynder du at drømme videre om hvad du ellers kunne spise. Mine dejlige forældre lover mig så at købe alt det lækre mad, som jeg har drømt om til når jeg vågner. Jeg bliver bedøvet, og lægerne gør hvad det nu er de skal gøre. Jeg vågner så op til synet af en ristet pølse, og det eneste jeg kan tænke på er at jeg skal kaste op. Men selvom jeg har kvalme tager jeg en bid, for de har jo købt den til mig... og jeg kaster op.

Jeg kan ikke sove. Steffen døde i dag. Jeg har aldrig set ham særligt tit, for han er som regel på sit værelse. Steffen havde altid det samme værelse. Det store for enden af gangen, men nu er det tomt. Steffens mor havde altid en dragt på når hun gik ind med mad til ham, og det samme havde sygeplejerskerne. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor, men jeg går udfra at det er ligesom når jeg skal ud fra afdelingen, for så skal jeg altid have et mundbind på. Jeg hader at have mundbind på, for så kigger alle på mig, og jeg får altid lov til at springe køen over. Jeg vil ikke springe køen over, for jeg vil meget hellere være normal, og vente på at bliver min tur til at få taget det rynken billede. Det værste er dog at være en af dem der ligger i en seng.

Engang da jeg havde det rigtig dårligt, og skulle til undersøgelse. Blev jeg i sengen, mens en sygeplejerske kørte mig gennem hospitalet. Jeg havde aldrig tænkt så meget over hvordan loftet så ud som på den tur. Jeg så op i loftet, for ikke se på de mennesker der gik forbi. Jeg prøvede også at lukke mine øjne, men jeg kunne mærke folk kigge. Så jeg åbnede øjne, og mødte deres medlidenhed.

Jeg kan ikke sove, og jeg prøver at vende mig, men slangen til droppet sidder i vejen. Jeg ville ønske at mit stativ havde en plade på, som nogle af de andre børn har på deres, men mor siger jeg er for stor til det. Det ville ellers være rart for nogle dage er jeg bare så træt at jeg bare ikke orker at gå, og så ville jeg egentligt helst, at jeg bare kunne blive båret rundt. Men det gør ikke så meget, fordi jeg tilbringer alligevel det meste af min tid i sengen, og jeg er næsten færdig med Matador. Jeg mangler kun få afsnit. Det er som regel når min far er hos mig, at vi ser Matador. Jeg gad ikke se Matador den første gang han foreslog det, men der ikke meget at lave på de dage man bare ligger i sengen. Selvom jeg nogle gange skal i skole. Altså ikke den normale skole... derhjemme men her er en skolestuen. Jeg havde aldrig nogensinde tænk at jeg skulle sige at jeg savner skole, men det gør jeg. Skolestuen er bare ikke det samme selvom du lærer ting og du har venner der, men det bare ikke det samme når de venner sidder med drop, faster og deres frikvarter bliver brugt på en operation. Men det værste var Dagen.

Dengang det blev opdaget var efter at jeg havde været ved lægen med hævet hals. Min læge sendte mig så videre til  nogen på et hospital der kunne undersøge mig. På hospitalet brugte jeg mange timer og blev lagt i CT-scanner. Det gjorde ikke ondt. Jeg lå bare der og kunne intet høre, bare se min mor hver gang jeg kørte ud og se hende forsvinde hver gang jeg kørte ind. Da så skulle have stikket gjorde det ondt, men mest at se tårerne løber ned over min mors kinder. De sendte os videre. Køreturen i bilen var lang og stille. Det var ved at være mørkt da vi ankom til det næste hospital, og jeg kom ind på en stue. Der var jeg så et par dage, hvor dagene gik med undersøgelser. Indtil vi blev kaldt ind på kontoret, hvor jeg sad mellem mine forældre og overfor overlægen. Han snakkede og snakkede. Mine forældre græd. Jeg fattede ikke hvad det var han sagde, undtagen det sidste. At jeg ville tabe håret, og så græd jeg også. Et par dag efter kom jeg første gang i fuld narkose, hvor jeg fik lagt masken over ansigtet og forsvandt. Da jeg vågnede igen, havde jeg et kateter i brystet og et ar på halsen.

Jeg var otte år, og havde fået lymfeknudekræft. Jeg har brugt tre år af mit liv på behandlinger, undersøgelser og ligge i en seng. Jeg er nu femten år, og kommer stadig forbi Odense universitets hospitalet engang i mellem. 

Jeg har to ar på kroppen og et ar på sjælen, men jeg knækkede cancer. 

Kræft rammer ALLE.    

     

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...