w h i t e t r a s h

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2016
  • Opdateret: 28 dec. 2016
  • Status: Igang
Randall Abad på 17 år, - stod til kendskab for realismen af verdenen vi lever i, moderens side var islamistisk og faderen var af engelsk blod. Et barsk miljø at leve i, hunkønnet som for 700.001 gange forsøgte at få Randall overtalt til den muslimske gud, Allah for en tid efter døden og ikke det brændene helvede, mens faren bare synes og syntes at se på mens den nærgående, psykiske terror forgik i deres eget hjem.

2Likes
0Kommentarer
241Visninger
AA

2. En teenage stereotyp

''Randall'' kan min mors stemme høre, ikke sukkersød, ikke hårdt gående - ret stille men ikke for stille. ''Far har migræne, har du mulighed for at overtage hans position i køkkenet?'' Pfft, far har migræne, det er efterhånden dagligt nu - kan da godt forstå han går ned med migræne og stress med alt det hundsen. ''Whatever'', til svarede jeg bare og fulgte med ned, jeg lavede jo alligevel ikke andet. Ingen mulighed for at ryge, og lektierne var ikke en mulighed. Det kan der tages stilling til senere, og ellers kan jeg da bare blive sofayder eller bistandsklient. 

Vores køkken er mat hvidt, ternede fliser med nok køkkenborde til at brøde føde det halve afrika, gennemtænkt vil jeg da sige. Giver god plads til en masse huselige apparater og en masse rod. Men bare fordi jeg skal stå og glo, hjælpe hvert 5 minut gider jeg da ikke stå og kede mig, så jeg går de præcist 5 meter længere fremme fra dørkarmen, hen forbi alle køkkenbordene og køleskabet, ovnen og opvaskeren hen forbi spisebordet med de 6 stole pænt stående omkring, forbi billedet af den martyriske Allah hen til vores anlæg. Jeg føler lidt for at høre min ynglings artist ''Night lovell'' med ''I'm okay''. Han er med få ord en ''lowkey rapper'', - lowkey er en betegnelse for nu i dette tilfælde, en der ikke rigtigt giver besked, måske kan beskrives som det modsatte af en stor fest - en lille fest ikke mange hører om fordi den ikke er promoveret på socialt medie eller noget i den stil. En lowkey rapper. Min mor svovler på muslimsk i takt med musikken kører, hun bryder sig ikke det fjerneste om jeg hører den salgs ''dårligt musik'' (udtalelse fra damen, selv). ''Vi kan slå plat eller krone om hvad vi skal høre?'' hører jeg hende sige med hendes kraftige accent. Jeg glor på hende som om hun spurgte om jeg ville ned og bo i en kloak med en masse rotter - et bedrøvet udtryk i mit ansigt. ''Vi kunne da også bare høre mit musik?'' - ''Det gider jeg ikke. Du hører dårligt musik.'' Det pissede mig lidt af at hun snakkede sådan, så jeg svarede hende med ''Er du gået ind i en dør, mor?'' lidt hånende, men stadig seriøst ''Nej jeg er ej'' gud, nu kan jeg mærke jeg bliver irriteret så jeg rejser mig og kigger ned på hende mens jeg svarer ''Mor det var et retorisk spørgsmål, det kan ikke være så svært at forstå. Vil du have jeg skal blive hernede eller skal jeg gå oven på igen og høre mit lorte musik?'' Hun kiggede på mig som var infrastrukturen i min grammatik ikke ordentligt opsat. Så gik hun bare tilbage til køkkenbordet og bannede på muslimsk igen. 

Gal jeg ville ønske jeg ikke SKULLE bo her, men desværre skal jeg vente i 212 dage endnu før jeg er gammel nok til at crashe et andet sted. Men desværre, det er obligatorisk jeg skal blive boende hjemme i min forrådende tilværelse. Godt nok skaber jeg selv atmosfæren jeg lever i, men hvis jeg nu stod alene ville det til gengæld ikke ske jo, hvis jeg kunne sætte mig ned i køkkenet, tage kreditkortet der står i minus og fyre op for en mindre bane, så kunne alting være godt. Så ville jeg sandsynligvis ikke føle mig presset psykisk til alt hvad jeg er nødt til at gennemgå. Jeg føler mig selv ret konfliktsøgende specielt i forhold til min mor der lige nu er i færd med at skære salat og agurker på én gang, fordi hun har aldrig tid nok til at skabe noget et efter et.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...