Det triste liv.

Den her historie/dagbog, bliver taget direkte ud for mit liv. Jeg overdriver eller underdriver ikke, det I kommer til at læse, det er mig. Mit liv. Mine fejl.

2Likes
1Kommentarer
436Visninger

5. 5

Seriøst, vi skulle skrive en tekst i dansk, for et år siden. December 2015, overvej lige hvad jeg havde gang i. Var jo sinds.

 

Jeg sidder på bænken udenfor igen i dag, imens jeg skriver. Jeg har sat her hver aften i de sidste to uger. Uanset hvor jeg kigger hen, og hvad jeg tænker på, føler jeg ikke andet end sorg. Jeg savner, at føle glæde. Jeg savner, at grine sammen med Karoline, og jeg savner, at blive holdt om af Lucas. Før i tiden blev jeg glad af at tænke på dem, men nu har jeg synet af dem sammen oppe i mit hoved. For lidt over et halvt år siden var det mig som var utro. Jeg frygtede, at fortælle ham det, men jeg gjorde det. Han blev virkelig ked af det, og det syn har jeg i hovedet ofte. Måske var det meningen, at tingene skulle ende sådan her.

Jeg tænder en cigaret mere, også selvom jeg ikke kan lide følelsen af den når den rammer min hud. Men jeg er villig til at gøre alt der skal til, for at jeg kan føle noget. Det gør ikke længere ondt når jeg gør det.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre længere.  Jeg var jo glad nok før i tiden, godt nok havde jeg nogle dårlige dage. Men i det mindste følte jeg noget!

Nu har jeg ingen livsglæde, og jeg er villig til at prøve alt for, at finde livsglæden igen. Jeg er skræmt over hvad der sker med mig. Jeg er kun 16 men føler mig så godt som død. Hvis jeg døde ville ingen bekymre sig, ikke længere i hvert fald.

Mine tanker er blevet så tomme og jeg føler mig rastløs. Hvad er meningen med livet? Hvorfor er vi her, når vi bliver behandlet så dårligt alligevel?
Det eneste jeg vil er at føle noget igen. Min angst som før i tiden kun var der når det var mørkt, er her nu hele tiden. Angst har aldrig været en god ting at have, men jeg har den værste angst der findes. Jeg er min egen angst.

I hele mit liv har jeg tænkt over om jeg var god nok, om jeg var pæn nok, om jeg var tynd nok. Nu har jeg indset er der er meget mere her i livet end mig selv. Jeg skulle aldrig have givet mig selv så meget opmærksomhed fra starten af.

Mine forældre er ligeglade med at jeg råber af dem, de råber bare endnu højere tilbage. Det eneste der betyder noget for dem, er når jeg stjæler fars cigaretter. For så bliver de sure. De var også ligeglade da jeg stoppede med at spise. For jeg er jo bare deres mislykkede og uønskede datter.

 

Jeg har fundet fred ved denne gamle bænk. Her er fredeligt og ingen kritiserer mig for det jeg gør. Jeg fandt et citat på nettet, da vi var i skole. Jeg skulle have fulgt med i timen, men jeg kunne bare ikke. Det citat jeg fandt kører rundt i mit hovede hele tiden - ud over synet af Lucas og Karoline sammen. Det var det mest sårende jeg har prøvet. Min bedste veninde, som jeg har haft i syv år. Og min kæreste som jeg næsten havde haft i halvandet, valgte at gå bag min ryg og finde hinanden lidt for interessante til en fest med alle fra årgangen. Det er 2 uger siden, og jeg venter stadig på en undskyldning.

 

For to uger siden bukkede jeg under. Jeg sad i en dansktime og glemte at dække mine nye ar til. Jeg smurte mit ærme op uden at tænke mere over det.
Min lærer Susanne gik forbi mit bord og kastede øjnene på mine arme. Hun bad mig straks om at komme med ud på gangen.

Vi kom ud på gangen, og hun spurgte straks hvad der foregik og om der foregik noget derhjemme. Jeg havde intet svar og sagde intet, så hun hævede bare stemmen mere og mere. Jeg skreg hende lige i hovedet og løb ud til cykelskuret. Det var Karoline’s og mit sted, dengang vi var bedste veninder. Hver gang en af os blev kede af det mødtes vi der. Jeg tænkte at folk inde i klassen havde hørt mit skrig, og at Karoline eller Lucas var bekymret for mig og ville komme ud til mig. Men jeg tog fejl, jeg ventede på noget ude ved det tåbelige cykelskur som jeg inderst inde vidste ikke ville komme.

 

Jeg skal i skole i morgen og se på dem. Jeg kan måske godt klare det, for jeg skal videre i livet. Men sorgen går nok ikke væk før om lang tid. Jeg er ændret nu, og mit gamle jeg findes ikke mere. Min tillid er brudt til dem, og måske vil den være det resten af mit liv til andre også.

Jeg var trist før alt det her skete, men slet ikke på samme måde. Jeg kan være omringet af folk, men stadig føle mig helt alene og fortabt. Jeg har altid fået afvide at jeg var en fighter, men det er svært at være det når man har mistet alt man havde. Der er INTET at kæmpe for længere. Mine tanker overtager mig mere og mere for hver dag der går.

Jeg skulle ikke have været født, jeg har aldrig fortjent Karoline og Lucas.

I de her 2 uger, har jeg været så sikker på at det var dem der var dumme og gjorde det hele galt. Men det er mig, jeg er fejlen.

Jeg er kommet så langt ud, så nu er det sådan at jeg føler så meget, at jeg intet føler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...