Mord på museet


1Likes
0Kommentarer
52Visninger
AA

1. Mordet på Frederiksborg Slot

 

De hårde dråber hamrer på ruden, lyder som tusindvis af skud, vinduesviskerne pisker frem og tilbage,  radioen er høj, stresset stiger, telefonen ringer, tiden løber, bilen stopper. Han bliver siddende i bilen, trækker vejret og slukker radioen. Nyder stilheden. Han tager en slurk af sin lunken kaffe, mappen i hånden, og han er ude af bildøren. Han går med raske skridt over parkeringspladsen, han er ikke noget 10 skridt, inden han ligner en omvandrende vandpyt. Han bliver mødt af en masse mennesker, ambulancer, græd og følelser. Det er overvæltende som altid.

 

Han leder med øjne, prøver at finde genkendte ansigter, men han er for langsom. Jytte løfter hånden som et vink, og hun kalder ham over. Hun starter allerede med at snakke, inden han når helt hen til hende. ”Ung kvinde midt i 30’erne dræbt, sammen med hende var hendes søn, ikke ældre end 10, og han ligger i koma.” Jytte holder pause og kigger på mig spørgende, hun forventer nok et spørgsmål, men kører bare videre: ”Drengens øjne er taget ud, og morerens ører er skåret af.” Jytte begynder at gå, og han følger bare stille efter. ”Du virker stum i dag, jeg troede du glædet dig til at træde af?” Jytte smiler, så man kan se alle hendes brune og slidte tænder, man skulle tro, at hun ikke børster tænder. ”Jeg glæder mig også, det er bare en trist dag, jeg har en dårlig mavefornemmelse” Tage kigger direkte ind i Jyttes øjne, ”jeg tror også, at det er en grufuld sag, et mord på Frederiksborg slot er jo ikke noget der sker hver dag”, siger Jytte. Vi kommer ind i et sort rum, som er kaldt: ”Riddersalen”. Der ligger blod overalt, sprøjtet op og ned af væggene. ”Er der en far?” Det er som om, Jytte ventede at få det spørgsmål. ”Skilt, men vi er allerede i gang med at finde ham”, siger hun med stolthed i stemmen. ”Var der nogle på museet da det skete?” Tage begynder at folde sig ud. ”Ikke udover museumsdirektøren, som bor her. Jeg arranger et møde med det samme”, siger Jytte og går. Tage bliver hængende og ser sig lidt omkring. Det er professionelt, det er planlagt, det er perfekt. Jytte kommer ind: ”Vi har fundet faren, skal vi tjekke ham ud?”

 

Huset er lille og gult, og haven ligner en jungle. Det ser ikke ud som om, nogen har boet her i årevis. Tage banker på, han træder et skridt ned af trappen og tager skiltet i hånden. ”Sikker på at det er her?”, Jytte nikker bare. Tage banker på igen, men venter ingen svar. De venter 2 minutter og går så igen. Lige inden de går ind i bilen, hører de et skud. Tage og Jytte når at have øjenkontakt i få millisekunder, før de løber hen til døren. ”DET POLITIET” Tage sparker døren op, de løber hver deres retning. Tage kommer ind i soveværelset, hvor der ligger en mand og tager sig til skulderen. Jytte kommer ind, de får øjenkontakt igen, men denne gang på en anden måde. Som om sagen ikke er så grufuld alligevel.

 

Tage står ved sengekanten, han hader hospitaler, det har han altid gjort. Søren, som er manden i det gule hus, ligger i hospitalssengen. Han er lige blevet opereret, været vågn i 1 time, han har ikke noget at spise endnu, men Tage skal videre med sagen, så han bliver nød til at spørge. ”Hej, jeg hedder Tage, og jeg er på sagen om tortur på din kone og søn. Jeg bliver nød til at stille nogle spørgsmål. Er det okay?” Tage kan mærke samvittigheden. ”Ekskone. Ekskone og søn. Det er ikke mig, som har gjort det, jeg elsker dem. Selvom det ikke er gengældt.”, Tage siger at, han ikke forstår, hvad han mener? ”jeg har ikke været den bedste mand og far, jeg har et meget stort temperament, og jeg kan ikke altid kontrollere det. Så jeg sad inde i 6 måneder. Da jeg kom ud, var alting forandret. Jeg så kun Jeppe, min søn, hver anden weekend, Lisa sendte skilsmissepapirerne med posten, hun gad ikke at snakke med mig. Jeg var nede i et dybt hul, så den weekend, hvor jeg fik skilsmissepapirerne, havde Jeppe. Jeg tog i byen, mens han sov. Jeg fik kun en øl, jeg regnede ikke med, at han vil vågne, men da jeg kom tilbage, sad han grædende i sofaen med Lisa i telefonen. Efter den episode tog hun forældrerettighederne fra mig, og jeg så dem ikke mere. Det gjorde ikke just mit liv bedre. Og i morges da jeg fik opringningen, om hvad der var sket, kollapsede det hele bare. Jeg ville bare væk, og så hørte jeg jer banke på, og jeg fik travlt. Jeg rystede så meget, og skuddet var også kraftigere, end jeg havde regnet med, så jeg ramte mig i skulderen… Det er den sande historie. Jeg ved godt, hvordan det ser ud, men jeg har ikke gjort det, og jeg kan ikke magte mere fængsel, og slet ikke for noget jeg ikke har gjort”.

 

Det regner stadig, det har regnet uafbrudt i et døgn. Tage er på vej hen til Frederiksberg Slot, han har stadig samtalen med Søren i hovedet. Lyver han? Eller er det sandt, det han siger? Det har altid været det sværeste i hvert fald ifølge Tage.

 

Han parkerer bilen og går hen mod indgangen. ”Sikke et regnvejr du kommer med”, siger museumsdirektøren, Knud. Tage forstår ikke helt betydningen, da det har regnet hele dagen, men han nikker og smiler høfligt. De sætter sig ind på Knuds kontor, og de begynder at snakke: ”Jeg hører, at du var her i aftes. Skete der noget mistænkeligt?” Tage starter direkte ud, men han er træt og vil faktisk bare gerne hjem. ”Nej, ikke rigtigt. Det var bare, som det plejer stille og roligt.” Knud rejser sig op og går hen til et lille bord, hvor der står en kandekaffe. ”Vil du have en kop?” Tage rejser sig op og siger: ”Nej tak, men har du en kuglepen? Jeg vil gerne skrive nogle notater.” ”Ja, selvfølgelig har jeg det. Der ligger en i den øverste skuffe”. Tage trækker i skuffen og kigger ned. Der ligger en stak papirer, en ring, noget tape og en kuglepen, Tage tager den op og skriver lidt ned. ”Du har vel ikke overvågningskameraer?” ”Jo, det har vi faktisk, skal jeg vise dig dem?”. Der er ingen uro i Knuds stemme. De går ud af kontoret og videre ind i et lille rum. I rummet er der en masse skærme, og der sidder en lille mand på en stol. ”Kan du vise os optagelserne fra i går aftes mellem 01:00-02:00?”. Den lille mand siger ikke noget, men gør som, der bliver sagt. Der sker først noget 01:17, hvor man kan se en hånd tegne med tusch over kameralinsen, og efter det kan man ikke se mere. ”Vil du printe et billede ud af hånden?” Tage kigger på den lille mand, men det er Knud, som siger ja. Tage får billedet i hånden og smutter af sted.

 

Han møder Jytte inde på stationen, de tager en kop kaffe og sætter sig ned. ”Opdater mig” siger Tage mellem slurkene. ”Museumsdirektøren, Knud har været venner med Lisa, siden de var børn. Lisa passede Knuds lillesøster. Jeg kender ikke helt det rigtige historie, men i sagen var der tale om, at Lisa skubbede hende ned af trapperne, men konklusionen endte med, at hun faldt ned. Faldet gjorde, at hun skulle opereres, der skete en fejl under operationen, så hun blev handicappet og døde som 17 årig. Lisa og Knud havde ikke kontakt i flere år, men de genoptog kontakten får 3 år siden, hvor de blev rigtig tætte, og Knud hjalp Lisa rigtig meget, da Søren sad inde. Så helt sandt taler han ikke.” siger Jytte. De sidder i stilhed i nogle minutter. ”Jeg må af sted, men godt arbejde.” siger Tage og løber nærmest ud af døren. Han måtte lægge hovedet i blød.

 

Han sidder i bilen med alle tankerne i hovedet. Hvad nu hvis Knud vil have hævn? Hvad nu hvis Knud hvad gjort det? Alle tegnene peger hen på ham, men Tage har ingen beviser, og med ingen beviser, kan han intet gøre. Han ringer på mobilen og sætter den til radioen. ”Hej det Jytte?” ”Jeg tror, at det er Knud, han ville have hævn over Lisa, og gjorde det på den værst tænkelig måde. Med ens børn. Men jeg har ingen beviser. Hvad skal jeg gøre?” Tage er kommet til slottet, så han holder bare ind til siden.  ”Ja, det er en svær en? Altså det er en venstrehåndet mand, som tegner med tusch på kameraet, så hvis du ser ham skrive med venstre hånd, eller noget i den retning?” ”Nej, det er for lidt”. Der er stilhed et par minutter, men der er lige før, at man kan høre hovederne tænke. ”Altså der er en ring på hånden?” siger Jytte.” ”Tak Jytte, det var lige, hvad jeg havde brug for.”

 

Tage stiger let ud af bilen, det er endelig holdt op med at regne. Han går direkte ind på Knuds kontor, hvor Knud sidder med en kopkaffe i venstre hånd. ”Hej, noget jeg kan hjælpe med?” Knud ser overrasket ud. ”Ja, jeg vil bare lige aflevere kuglepennen, som jeg lånte af dig”. Tage trækker ud i skuffen, og som han husker, ligger ringen i skuffen, idet han tager den op, får han en besked af Jytte med billedet af hånden. Ringen matcher den på billedet. Tage kigger på Knud med et smil. ”Det er ikke min ring, den lå inde i riddersalen. Der fandt jeg den.” Knud kigger med forvirring på Tage. ”Jeg er ked af det, men jeg bliver nød til at tage dig med ind på stationen.”

 

 

Jytte kommer ud af afhøringsrummet, med et stort og flot smil på læberne. ”Fik du det ud af ham?” ”Det tog lidt tid, en masse skæld ud og 3 toiletbesøg, men til sidst fik jeg det ud af ham. Det var, som du sagde. Hævn. Han ville have, at Lisa aldrig mere skulle høre hendes søns stemme, men stadigvæk se hvordan han led. Han er forresten vågnet, han vågnede op her får 2 timer siden. Og Søren er hos ham nu. Så du klarede det.” Jytte griner. ”Vi klarede det. Jeg havde ikke klaret det uden dig. Tak Jytte. Tak for alt.”

 

Tage kører hjem til konen. Hun ligger og sover inde i soveværelset, Tage lægger sig ind til hende. Han ligger og holder om hende. ”Fik du afsluttet sagen?” Tage ligger lidt, inden han svare: ”Nej, måske ikke helt”.

Tage kører ud på hospitalet, han spørger efter Jeppe i receptionen og går derefter hen til ham. Han står bare i døren og ser ind. Søren sidder oppe i sengen sammen med Jeppe, og de griner. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...