Mordet på museet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2016
  • Opdateret: 26 okt. 2016
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
46Visninger

1. Historien

Telefonen på det efterhånden nedslidte og noget ensomme kontor kimer igen og igen. Kriminalefterforsker Henning Brandt, som netop var blevet færdiguddannet med fornemme karakterer på politiskolen, sidder i sin egen verden med store overskrifter og lette sager i tankerne.

Kriminalefterforsker Henning Brandt, hvem taler jeg med? Goddag Hr. Brandt, De taler med direktøren på Nationalhistoriske Museum. Jeg synes du skal komme og kigge på dette her. Det drejer sig om et tyveri, og et mord, her på museet.

Brandt siger at han kommer med det samme og lægger på. Både et tyveri, og et mord, det var en mærkværdig sag, som sikkert kan skaffe en god overskrift, tænker han. 

 

Nogle minutter senere ankommer Brandt til Nationalhistorisk Museum. Han bliver modtaget af direktøren og ledt op til gerningsstedet. Han ser med det samme de gamle rustne våben der ligger i de mange montrer, sammen med de gamle smykkelignende genstande, med en sand efterforskers skarpe øje. Direktøren peger på en åben montre og forklarer at dette og det omkringliggende værelse er gerningsstedet. På skiltet står der et navn som Brandt ikke kunne udtale, selv hvis han prøvede. På skiltet står at personen som skulle have ligget i montren var død for 1200 år siden, men personen der lå i montren så ud til at være død i går.

Skelettet, som skulle have ligget der, er væk, og det er blevet erstattet af en fornylig død person, forklarer direktøren.

Brandt spørger hvem der var på arbejde aftenen forinden, hvortil direktøren svarer:

Jo, så vidt jeg husker, så var der de to vagter, nogle rengøringsdamer og selvfølgelig mig selv. Hvor kan jeg træffe de to vagter. De kan træffe dem på disse numre og adresser

direktøren skriver to telefonnumre og to adresser, ned på en lille lap papir.

Brandt takker af, og de to mænd aftaler, at Brandt vil ringe hvis han får brug for yderligere hjælp.

 

På vejen ud til bilen, begynder Brandt at analysere mødet med direktøren som enhver succesrig efterforsker ville gøre - med kritiske øjne. Var det egentlig ikke et meget kort møde? Virkede han ikke lidt nervøs? Blev jeg ikke meget hurtigt sendt videre til nogle andre?

 

Brandt beslutter sig for tage hjem til kvinden først, hvis det altså var hendes rigtige adresse. Den påståede adresse ligger ikke langt fra museet, så hun kunne sagtens køre til museet på daglig basis. Da han ankommer, er lyset og fjernsynet i stuen tændt, så han beslutter sig for at banke på. En dyb stemme fra stuen, som bestemt ikke lyder som en kvinde, kalder ham ind. Brandt går ind og bliver mødt af en stor og muskuløs mand, som spørger ham hvem han er og hvad han vil ham.

Brandt fortæller, at han kommer fra politiet og viser sit skilt til manden.

Jeg er kommet for at snakke med...

Brandt kigger på sedlen. Der står intet navn, så han siger:

Hvad er dit navn og bor du her alene? Mit navn er Eric, ja, men min kæreste boede her sammen med mig, indtil hun skred, uden at sige et ord. Nå, det beklager jeg. Arbejder hun på Nationalhistorisk Museum, som vagt?

Manden ved navn Eric fortæller at hans kæreste rigtigt nok arbejder som vagt på museet, og at hun har arbejdet der gennem mange år. De har begge arbejdet meget gennem de år de har været kærester, men de har stadig følt at de havde et stabilt forhold og at de var sammen nok til at kunne kalde det et forhold overhovedet. Han giver udtryk for, at han er meget forvirret over hendes pludselige forsvinden, og at han savner hende allerede. Brandt spørger ham om hvornår hun er gået og hvad hendes navn er? Manden, som kalder sig Eric, fortæller at hun skulle på arbejde aftenen før og at de havde skændtes lige inden hun forlod huset, om hendes mange nattevagter.

 

Han var en sær type. Der er et eller andet galt med den historie, men jeg kan ikke sætte en finger på det. Videre til den næste vagt. Ham her bor mere inde i byen end hende den anden gjorde og også tættere på museet, så den adresse virker også troværdig.

 

GPS’en viser at der er et helt kvarter til at han er der, da ydrekanten af en by toner frem. Enten bor han i midten af byen, eller på den anden side af byen. Det finder jeg vel ud af når jeg kommer frem. Husenene bliver tættere og større, i takt med at han bevæger sig tættere på centrum af byen. GPS’en viser fem minutter så han må bo i midten af byen, eller i hvert fald tæt på midten. Da han ankommer til adressen er det ikke en stor villa der venter ham, men et boligkompleks med aldrende mure og vinduer der passer stilen. Det er nok et af de første boligkomplekser der er bygget her i byen sådan som det ser ud. Der står det er værelse 15 på tredje sal.

 

Brandt går beslutsomt fra bilen, ind i bygningen og direkte op ad trapperne, på vej mod tredje sal. Han banker på ved nummer 15 og venter. Døren bliver åbnet, og i døråbningen står en midaldrende mand med mellemlangt skæg og brun hud. Han ligner en af anden etnisk baggrund. Brandt fortæller den sædvanlige smøre om, at han kommer fra politiet, og at han gerne vil stille nogle spørgsmål, hvorefter han viser sit skilt til manden og spørger ham om hans navn. Manden siger, at han hedder Bendt og byder Brandt indenfor. Brandt noterer Bendts beskedne levevis, hvor havregryn og mælk dominerer hans forskellige skabe. Bendt anviser Brandt en nydelig, lille, gammel og lidt slidt lænestol. Bendt fortæller, at han godt nok er den anden vagt fra museet og at han elsker sit job, selvom det måske ikke giver så godt som andre jobs. Han virker meget overrasket, da Brandt fortæller ham, at der har været indbrud på museet, som endte i et mord. Bendt fortæller, at han personligt kender den rengøringsdame, som arbejdede den aften og giver Brandt adresse og telefonnummer på hende. Efter at have fået den information han behøver, takker han for gæstfriheden og går ud til sin bil for at køre videre til rengøringsdamens hus.

 

Hun bor ikke så langt fra Bendt og virker derfor også som en troværdig adresse. Rengøringsdamen bor i et fint lille hus, i et lige så lille og fint boligkvarter. Brandt banker på og bliver mødt af en ung og lyshåret pige på omkring de tyve år. Hun byder ham indenfor i sit lille hyggelige hjem, og placerer ham i sin sofa. Brandt spørger hende om, hvor hun var aftenen før. Hun svarer, at hun gjorde rent på museet i oldtidsafdelingen og i afdelingen fra år 1000 - 1100. Det er lige der hvor gerningsstedet ligger. Hun forklarer også, at der er opstillet kameraer over alt på museet, og at Brandt kan spørge direktøren, om han må se optagelserne for aftenen før. Han takker for oplysningerne og går. Da han kommer ud i sin bil, ringer han til direktøren for museet, for at høre om han må se optagelserne.

Hallo, det er direktøren Goddag hr. direktør. Jeg kunne vel ikke få lov til at se optagelserne, fra overvågningskameraerne, fra i går aftes. Jo da, kom de bare jeg får det sat op til når du kommer

 

Brandt siger tak og lægger på. Han sætter bilen i gear og begynder køreturen.

 

Da han ankommer til museet, bliver han mødt af direktøren, som viser ham op til gerningsstedet endnu en gang. De går lidt længere efter det og ender i overvågningsværelset, hvor alt udstyret styres fra. Direktøren finder filmen frem på skærmen og afspiller den. En person iklædt sort fra top til tå, kommer ind i billedet fra siden og åbner montren. Fra højre kommer den kvindelige vagt til syne og forsøger at stoppe tyven. Tyven trækker en pistol og skyder hende to gange i brystet, hvorefter han bytter skelettet ud med kvinden, og forsvinder ud af billedet med skelettet under armen. Brandt spørger om der er andre kameraer, og direktøren viser ham billeder fra udstillingen år 1000 - 1100 fra samme tidspunkt som den forrige film. Og lige midt i billedet ser han den unge rengøringsdame gøre rent. Brandt takker for kigget og fordyber sig i sine tanker…

 

Så det kan ikke være rengøringsdamen for hun var i en anden udstilling, og det kan heller ikke være den kvindelige vagt for det var hende der blev dræbt, men hvad med den mandlige vagt. Nej, det kan det ikke være, for han må jo have været i den anden ende af bygningen. Der er jo også altid den mulighed at det er en vi ikke kender, men de ville ikke vide hvordan man åbnede montren… Bingo! Der var den. Jeg skal lige have nærstuderet den optagelse.

 

Brandt får lov til at se den igen, og da montren bliver åbnet, beder han om at få sat filmen på pause, zoome ind og spille det igen, denne gang i slowmotion. Han kan se, at montren bliver låst op.

Hvem har en nøgle til den montre? Vagterne og jeg Så ved jeg hvem det var! Hvem? Den mandlige vagt

Brandt fortæller, at vagten skulle have været i den anden ende af bygningen, så han ville ikke blive mistænkt. Han bor meget beskedent, det kunne skelettet ændre en del på, med det den er værd. Han virkede lidt for overrasket, da jeg fortalte ham at der havde været indbrud, til at det kunne være et tilfælde. Han er den eneste anden person end dig, som har en nøgle. Det må være ham…

 

Dagen derpå skrev aviserne om hans opklaring af sagen. Det gav Brandt hans første store overskrift.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...