Det uendelige puslespil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2016
  • Opdateret: 19 nov. 2016
  • Status: Færdig
Det er nu 1 år siden Sherlock og John løste sagen om Moriartys tilbagekomst. Makkerparret har i mellemtiden løst flere sager, og sammen er de stadig 'Hatman og Robin'. Dog får Sherlock en tilsyneladende enkel sag, som viser sig at være langt mere kompliceret. Hver gang Sherlock får sat brikkerne nogen lunde på plads, kommer der en ny brik ind i spillet. Skal Sherlock bare give op eller prøve at gøre det umulige?
//Bidrag til fortsættelses konkurrencen//

4Likes
0Kommentarer
444Visninger
AA

6. Undersøgelser

"Jeg kan ikke genkende nogle af symptomerne sammen. De er så forskellige. Normalt ville man aldrig se dem samlet," sagde John og undersøgte grundigt liget. Selvom klokken var over fyraften var Molly der stadig. Hun virkede nervøs. Lidt ligesom et dådyr, der går helt op til ruden og kigger ind midt i vinterens koldeste tid. Hendes flakkende blik lå nogle gange på John og andre gange på Sherlock, mens Sherlocks blik kiggede undersøgende på liget, der hvor John lige havde kigget. Det eneste man kunne høre var deres åndedræt og, sådan følte Molly det, hendes hamrende hjerteslag. Begge håndflader var fugtige af sved og iskolde på grund af rummets temperatur. En let snurren sad i både hænder og fødder.
"Aldrig har jeg set noget lignende," sagde John og undersøgte videre. Sherlocks blik blev fjernt, han rettede sig op, lukkede øjnene og satte fingrene op mod tindingerne.
"Et eller andet sted har jeg set lignende symptomer! Jeg ved det! Et eller andet sted må det være!"
"Og det tænker du først på nu!?"
"Slap af, John."
"Det kan jeg ikke, når du har ladet mig sidde og vente i over en time for derefter at undersøge et eller flere lig."
"Lig!" udbrød Sherlock og vendte sig mod John. "Du er genial John! Har jeg nogen sinde sagt til dig, hvor meget jeg elsker dig?"
John fik et forundret og på samme tid forfærdet udtryk i ansigtet, mens Sherlock stod og strålte som en sol. Han tog fat om Johns hooved og kyssede ham lige ved hårgrensen. Molly fik et længselsfuldt og bittert ansigtsudtryk. Pludselig skinnede det grelle lys fra lamperne endnu mere i hendes øjne.
"Har du stadig manden fra sidst?" spurgte Sherlock Molly og var helt elektrisk.
"Øøhh ... ja ... det tror jeg .... Lad mig lige finde ham," sagde Molly en smule bittert og nedtrykt. En akavet stilhed fyldte rummet da Molly havde forladt rummet. Man kunne føle den sitrende spænding, som lagde sig mellem Sherlock og John. John begyndte at glippe med øjnene og kom først nu tilbage til virkeligheden. 
"Je-jeg er et geni?" spurgte han forvirret og en smule lamslået.
"Du er ikke et lys, John, men du kaster lys hen i afkroge, som nogle lys aldrig når," svarede Sherlock køligt.
"Det er ikke første gang du siger det," påpegede John.
"Er det ikke? Det mener jeg nu ellers," sagde Sherlock og rynkede øjenbrynene, så de blev en klumpet masse brun hår lige over slutningen af næsenryggen.
"Sagen med 'monster-hunden'" sagde John.
"Sikker?"
"Ja, tohundrede procent."
"Faktisk er det ikke muligt at være mere end hundred procent sikker, da du ikke kan være mere sikker end du kan ..."
"Det var ment som: Jeg er helt sikker."
"Hvorfor sagde du det ikke bare?"
"Hvorfor har du ikke et hjerte?" drillede John en smule irriteret.
"Det har jeg da," forsvarede Sherlock sig.
"Nope!" sagde John lige i det Molly kom rullende ind med et lig.
"Her er han," sagde hun en smule nervøst.
"Tak," sagde John og bøjede sig ned over liget i samme sekund som Molly havde åbnet den sorte 'sæk'. En rungende stilhed fyldte rummet. De eneste lyde var Johns dybe, regelmæssige vejrtrækninger, Sherlocks, der var lidt lettere, og Mollys sitrende vejrtrækning. En hvis bitterhed havde fyldt Mollys øjne, men alligevel snurrede alt for hende når hun lagde blikket på Sherlock, der fulgte hver og én af Johns bevægelser. Hun bemærkede et stik af jalousi, der stak dybt nede i hendes hjerte, ved at se det specielle bånd Sherlock og John havde. I hendes øjne lignede de et gammelt ægtepar. Og det fyldte hende med jalousi og en smule had rettet mod John. Selvom hun ikke ville hade John, gjorde hun det et sted dybt, dybt inde i sit skrøbelige hjerte. Hun hadede ham for forholdet til Sherlock. Hun ønskede sig inderligt i Johns sted.

"Det er de præcist samme symptomer. Jeg forstår det ikke. Jeg må hjem og have kigget i mine bøger. Et eller andet sted må der stå noget om de her symptomer. De fleste kan jeg ikke genkende, men dem jeg kan, giver ikke nogen mening sammen," sagde John efter et stykke tid."Hér foreksempel har vi et nikotin symptom, hér et på depression eller stress og hér et på en meget let omgang skoldkopper."
Sherlock fandt sin mobil frem og læste en SMS. Blikket i hans øjne forandrede sig med det samme.
"John, vi er færdige nu," sagde han. "Vi ses, Molly"
Sherlocks smil fik Mollys knæ til at blive gummi.
"F-f-f-farvel," sagde hun og smilte lidt akavet.
"Godnat Molly!" sagde John og blev trukket ud af rummet af Sherlock. Molly fandt igen balancen helt og havde nu knæ af sten. Hun pakkede sammen og gjorde sig klar til at gå hjem igen. Imens prøvede John at følge efter Sherlock, men han blev nødt til at lunte lidt for at følge med. På vej tilbage til Bakerstreet var der opstået en akavet stilhed mellem dem. Lige så snart de var ankommet sagde John farvel og Sherlock gik op og satte sig i sin stol.
"Se at få lidt søvn. Lad være med at være oppe for længe," havde John som det sidste sagt. 

Mens Sherlock sad i sin stol og tænkte kørte hele opholdet i lighuset rundt i hovedet på ham.
"Har du stadig manden fra sidst?"
"Jeg er et geni?"
"Lad mig lige finde ham ..."
"Normalt ville man aldrig se dem samlet."
"Hvorfor har du ikke et hjerte?"
"De samme symptomer ..."
"... nikotin ..."
"Her er han."
"... skoldkopper ..."
"Har jeg nogen sinde sagt hvor meget jeg elsker dig?"
" ... elsker ... elsker ... elsker ... elsker ..."
"Farvel."

Så faldt Sherlock i søvn. Midt på dagen næste dag vågnede han. Der lød få fuglefløjt udenfor. Trafikken kunne høres helt ind i stuen. Mrs. Hudson puslede rundt i huset og gav det en smule liv i sit tomme ingenting. Det var dér, at Sherlock opdagede, hvor stille huset altid var. Der var stort set aldrig en lyd. Men tanken skubbede han hurtigt til side og vendte tilbage til sagen. Han kiggede fra hvert perspektiv og hver mulighed, men intet passede ind over alt. Det der forvrængede ham mest, var alle de forskellige symptomer. Hvordan kunne man have alle dem? Og hvordan kunne man få dem alle? Selvom han var Sherlock Holmes lod det ikke til, at der kunne formes en løsning i hans hoved, hvilket irriterede ham gevaldigt meget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...