Det uendelige puslespil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2016
  • Opdateret: 19 nov. 2016
  • Status: Færdig
Det er nu 1 år siden Sherlock og John løste sagen om Moriartys tilbagekomst. Makkerparret har i mellemtiden løst flere sager, og sammen er de stadig 'Hatman og Robin'. Dog får Sherlock en tilsyneladende enkel sag, som viser sig at være langt mere kompliceret. Hver gang Sherlock får sat brikkerne nogen lunde på plads, kommer der en ny brik ind i spillet. Skal Sherlock bare give op eller prøve at gøre det umulige?
//Bidrag til fortsættelses konkurrencen//

3Likes
0Kommentarer
424Visninger
AA

13. Tomt hus

John var i Bakerstreet den næste lørdag. Sherlock vandrede rastløs rundt i lejligheden med et fjernt blik.
"Sherlock?" spurgte John med et hævet øjenbryn. Sherlock vendte sig om og så på John med et forvirret blik.
"Ja?"
"Hvad skal vi?" spurgte John alvorligt.
"Det finder du ud af," svarede Sherlock og rodede rundt i sine ting.
"Hvad skal vi, Sherlock?" spurgte John alvorligt.
"Kan jeg ikke sige. Aha! Her var den!" sagde Sherlock og holdt glad en gammel, beskidt kikkert frem. John gav ham et undrende blik, som Sherlock ikke lagde mærke til. Han hoppede næsten ind på sit soveværelse. Det eneste man kunne høre fra ham var lidt skramlen. John kiggede sig forvirret omkring med et alvorligt udtryk i ansigtet. Sherlock kom snart ud klædt helt i sort.
"Nå, skal vi til begravelse? Det kunne du godt have fortalt mig," sagde John lettere forvirret. Sherlock sukkede højlydt og vendte tilbage til sit sovekammer. Et par minutter efter kom han ud i noget slidt tøj, som dog stadig sad på ham, som var det skræddersyet. John sendte ham et lidt forvirret ansigtsudtryk. 
"Klokken?" spurgte Sherlock hurtigt.
"Kvart over ti," sagde John.
"Pis!" udbrød Sherlock og lukkede øjnene. Han så ruten for sig. Det ville tage ti minutter. Han ledte efter en anden rute. En hurtigere rute. Han beregnede ruten en billist ville tage. Det ville tage omkring ti minutter. Ud fra den ledte han efter en kortere rute. Han åbnede øjnene på vidt gab.
"Kom med!" sagde han og styrtede ned af trappen med John lige i hælene. Han løb over på den anden side af gaden. Ind i en sidegade, op ad en trappe, løbe langs taget, over på den næste bygning og den næste og den næste ... Ned ad flugtvejen og ind i en gyde. Ud i en sidegade igen. Op og ned, frem og tilbage. Sherlock og John løb med høj fart gennem diverse gader, gyder og over hustage. 

Efter præcis syv minutter og treogfyrre sekunder var de der. Sherlock skubbede bagdøren forsigtigt op og listede ind i det dystre hus. Selvom solen stod højt på himlen var der minimalt lys. 
"John?" hviskede Sherlock lavt og stoppede op.
"Ja?" svarede John lige bag ham med en tynd hviskestemme.
"Vi skal være helt stille. Der må ikke være nogen, der ser os udefra. Så duk dig!" advarede Sherlock og listede videre, mens han dukkede sig så langt ned, at man ikke kunne se ham fra gaden. Han pressede sig mod væggen og fulgte den forsigtigt. Efter en tur rundt i hele rummet var de i detnæste rum. Det var støvet og ubrugt. Et gammelt køkken. Sherlock gik ned på alle fire og kravlede langs skabene efterfulgt af John, som nu forstod hvorfor Sherlock havde gammelt tøj på. Efter en del kravlen ankom de til trappen. Så hurtigt som muligt kravlede de op ad trappen. Johns knæ begyndte at gøre ondt, og det han nu mindst havde lyst til var at kravle op ad en trappe. lang tid efter var de på tredje sal og kravlede hen langs væggen. Hurtigt rejste Sherlock sig op og pressede ryggen mod væggen. Han stod sådan, at han kunne se ud af vinduet. John stillede sig lige ved siden af og kunne se en smule mere end Sherlock.
"Hvad skal vi, Sherlock?" hviskede John.
"Være stille og holde øje med bygningen overfor," hviskede Sherlock og så ud igen. 
"Hvorfor?" spurgte John og så ud. Solen skinnede højt på himlen. I bygningen overfor var gardinerne trukket fra og man kunne se ind i en nydelig stue.
"Sshh!" tyssede Sherlock. De stod og var presset op ad væggen i næsten ti minutter. Sherlock begyndte at blive urolig. "Det kan ikke passe!"
"Hvad kan ikke passe?"
"Der burde være blevet begået et mord i bygningen overfor os. Men det er der ikke! Hvad har jeg regnet forkert?" hviskede han forvirret og følte en trang til at gå gennem rummet, men hans fornuft holdt ham tilbage, hvilket desværre gik ud over John, der blev ramt af Sherlock konstant.
"Kan du ikke bare være glad for, at det ikke er sket?" spurgte John forsigtigt og prøvede på at flytte sig, men blev holdt tilbage af Sherlock.
"Ingen bevægelser! Jeg skal tænke!" hvæsede Sherlock arrogant.
"Hvad med dig selv? Du fægter rundt i luften ..."
"Hold kæft! Jeg skal tænke!" hvæsede Sherlock vredt.

Mary vågnede forslået op. Hun kunne ikke huske noget. Hun var i et mørkt rum. Når hun følte sig omkring, kunne hun ikke mærke noget ud over noget, der føltes som gammelt trægulv. Væggene føltes som almindeligt murværk. En smal lysstribe kom igennem et lille mellemrum mellem to mursten. Hun så gennem hullet. Først var hun blændet af lyset. Langsomt vænnede hun sig til lyset og så ud i en gyde. Hun kunne ikke se meget af den. Hun stirrede næsten ind i en til murstensmur. Så vidt hun så, så var den omkring halvanden meter væk fra hende selv. Hun vendte sig om og lænede sig op ad den kølige mur. 
"Hvis der er et hul i væggen, som er kommet naturligt, må det være fordi, at muren ikke er særlig stabil," tænkte hun. "Hvis jeg giver væggen et par ordentlige skub vil jeg måske komme igennem væggen. Så ville jeg være væk."
I det samme kom hun i tanke om noget andet. Det sidste hun kunne huske, var, at en eller anden kom bagfra og gav hende en sprøjte i venstre skulder. Det måtte have være noget bedøvende. 
"Sherlyn! Hun var i barnevognen!" skreg hun indeni. Hun stillede sig op og tumlede hen i den anden ende af rummet. Hun samlede alle kræfter og løb med voldsom kraft hen mod det lille hul i væggen. Med højre skulder ramlede hun ind i væggen. Den gav sig en smule. Men det var ikke meget. Hun gjorde det igen. Og igen.
"For Sherlyn! For John!" skreg hun i sine tanker og ramlede ind i væggen med en sådan styrke, at hun tumlede ud i lyset og var nær løbet ind i væggen overfor. Hun ømmede sig på sin skulder og så sig tilbage. Der var et smalt hul i væggen på hendes højde. Så opdagede hun smerten i hovedet. Hun tog sig til ansigtet og følte noget klistret. Hun tog hånden ned og så på den. Den var dækket af rødt blod. Hun følte på hele højre side af hovedet. Der var blod. Hun følte på venstre side. Den havde ikke en eneste dråbe blod. Hun blev forfærdelig svimmel men tog sig sammen og skyndte sig ud af gyden. Hun kom ud på en smal sidegade. Fortumlet løb hun gennem gaden og mødte en masse forskrækkede ansigter. Efter kort tid var hun ankommet på en bredere gade. Hun så sig om efter et vejskilt. På bygningen overfor stod der et eller andet på et hvidt skilt med rød skrift, men hun kunne ikke se det. Hurtigt løb hun over vejen og så på skiltet.
"Cann Hall Road," læste hun. "Hvordan er jeg havnet i Stratford?"
Hun begyndte at lede efter sin mobil. Den var i hendes lomme sidst hun havde set den. Men hvor var den nu? Den kunne jo egentlig kun være blevet tabt af hende eller taget af nogen. Men hun havde brug for den. Hun skulle bruge en telefon lige nu. Halvtreds meter længere fremme spottede hun en rød telefonboks. Med de få kræfter hun havde tilbage styrtede hun hen til den. Men først da hun var opdagede hun, at hun ikke havde nogen penge på sig. Hun blev fyldt med ærgerlighed og træthed. Hun vidste, at hun skulle til en læge. Og det kunne kun gå for langsomt.
"Hey!" sagde en kvinde på Marys alder og løb hen til hende. "Hvad er der sket? Kan jeg hjælpe dig med noget?"
"Læge, hurtigst muligt," fablede Mary og var glad for en redder.
"Jeg skal nok få dig hen til skadestuen!" sagde kvinden omsorgsfuldt og lagde en arm om Mary, som så taknemmeligt på hende. Kvinden prajede en taxa i en fart.

En god time efter sad Mary på skadestuen med en forbinding om hovedet, nogle plastre i ansigtets højre side, en armslynge og et glas vand. Kvinden, der havde hjulpet hende, sad ved hendes side og snakkede stille og roligt med Mary. Kvinden hed Kate. Hun virkede til at være rigtig sød og rar. En læge kom ud til dem og kaldte dem ind. 
"Vi har set på røntgenbillederne, og der lader til ikke at være sket andet end nogle hæftige skrammer, som blødte en del. Du har ingen indre blødninger, hvilket du er meget heldig med. I dit blod har vi fundet noget bedøvelsesmiddel. Vi ved ikke, hvad der præcis er sket, men kan det have været et selvmordsforsøg?" spurgte lægen forsigtigt og så skiftevis Mary og Kate i øjnene.
"Nej, det kan jeg love, at det ikke var," forsikrede Mary lægen med et fast udtryk i øjnene. 
"Ellers lader det til, at der ikke er sket noget. Du vil kunne mærke en smerte et stykke tid endnu og din bandage skal først af om et par dage. Indtil da skal da beholde den på. Når du har taget den af om en tre-fire dage skal der plastre på sårene. Din skulder har fået et ordentligt stød og et stort blåt mærke, men ellers ikke andet. Hvis du føler, at den bliver døv eller at det dunker i enten skulderen eller armen, så kom med det samme, ikke?" sagde lægen og så omsorgsfuldt på Mary. "Nå ja, og hold dig i ro den næste uges tid eller to. Lad være med at løbe, lave atletik, hoppe ... Bare hold dig i ro og slap lidt af. Du burde også blive hjemme i hvert fald de næste to dage."
"Jeg er på forlænget barsel og kommer først på arbejde igen om to uger," svarede Mary hurtigt.
"Ok., ellers er alt som det skal være. Du er sluppet meget heldigt," sagde lægen og sagde farvel til dem.

Sherlock og John havde nu stået i næsten en time og ventet. En flue summede i rummet og irriterede dem begge gevaldigt meget. Stilheden lå over dem begge. John kiggede hele tiden over i den anden bygning. Han syntes, at den var mærkelig. De havde stået der i lang tid, men han havde ikke set en eneste person derinde, selvom knagerækken, som man kunne se, var overfyldt med jakker og massere af sko nedenunder. Desuden var loftslampen tændt. Det var omkring middagstid, så hvorfor have en tændt lampe.
"Ja, det er mystisk," hviskede Sherlock og stirrede over i stuen.
"Hvad? Hvordan vidste du ... ?" hviskede John højt.
"Kan du huske, dengang du lige havde læst en artikel om, hvordan man kunne læse folks tanker? Og at du bagefter sagde, at det var det dummeste du havde hørt i meget lang tid?" spurgte Sherlock hviskende.
"Ja?"
"Jeg har lige bevist, at artiklen var sand. Du undrer dig sikkert i din lille hjerne, hvordan man kan gøre sådan noget. Enkelt: Du stirrede først hen i den anden ende af rummet og var meget stille, så du tænkte over dine egne tanker. Så blev dit blik fjernt, men du fulgte stadig noget. Nok støvkornene i luften, mens du tænkte over, hvor mange klokken mon var, men du turde ikke bevæge dig af angst for at blive opdaget. Så skiftede dit blik hurtigt retning og landede på fluen, der fløj rundt. En trang til at smække den gik gennem dig. Du knyttede nemlig dine hænder og så forhadt på den her lille flue. Så så du over i stuen. Du undrede dig over, hvorfor der ikke var nogen der. Der hænger jo massere af jakker på knagen og der er en masse sko. Så så du på den tændte loftslampe og gnieren i dig hadede synet. Du knyttede nemlig højre hånd. Du kom til at tænke på krigen og følte et stik af smerte i skulderen. Af den grund rettede du den med venstre hånd og holdt den meget stivt og forkrampet," hviskede Sherlock, mens han det ene sekund holdt hovedet på skrå til den ene side og så den anden.
"Wow!" udbrød John og var lige ved at tale højt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...