Det uendelige puslespil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2016
  • Opdateret: 19 nov. 2016
  • Status: Færdig
Det er nu 1 år siden Sherlock og John løste sagen om Moriartys tilbagekomst. Makkerparret har i mellemtiden løst flere sager, og sammen er de stadig 'Hatman og Robin'. Dog får Sherlock en tilsyneladende enkel sag, som viser sig at være langt mere kompliceret. Hver gang Sherlock får sat brikkerne nogen lunde på plads, kommer der en ny brik ind i spillet. Skal Sherlock bare give op eller prøve at gøre det umulige?
//Bidrag til fortsættelses konkurrencen//

4Likes
0Kommentarer
462Visninger
AA

3. Stilhed

Resten af turen foregik i absolut stilhed. Sherlock sad med lukkede øjne og samlede fingerspidser og tænkte. John så ud af vinduet i det triste og blege efterårsvejr. 
"Har du nogen idé om hvor resten af ligene kunne være eller hvor mange det drejer sig om?" spurgte John, da de havde været i total stilhed en halv time i Bakerstreet. 
"Det er det jeg er igang med at finde ud af," svarede Sherlock fraværende. Hans øjne var slørede og ikke tilstedeværende.
"Nå, jeg tror vist, at jeg vender snuden hjemad," sagde John og rejste sig op. Sherlock svarede ikke. Han kiggede bare op og vendte tilbage til hans fraværende tilstand.

Mary sad og prøvede at give Sherlyn noget at spise, men det lille barn nægtede. Lige da Mary havde opgivet at fodre den lille og pakket det hele sammen trådte John ind af døren. Pigebarnets ansigt lyste op i et smil, da hun så sin far. Straks kiggede hun frem og tilbage mellem dem.
"Paba!" sagde hun og strakte armene frem. John tog hende på armen. Lige så snart hun var dér pegede over på sin mor. "Mama!"
"Ja, skattebasse! Pappa og mamma!" sagde Mary med strålende øjne. Sherlyn strålede som en sol og lod til nærmest at fylde rummet med gullig sollys af glæde. 
"Hvordan har Sherlock det?" spurgte Mary omsorgsfuldt.
"Han tænker. Lestrade ringede. Der var fundet et lig i et hus. Der var temmelig meget blod, det er lang tid siden jeg sidst har set så meget blod på ét sted. Greg havde kun fundet et lig, men Sherlock mener, at der er flere," svarede John betænkeligt.
"Hvordan fik han den idé?"
"Der var steder med mindre blod end andre steder. Der var også lige lovlig meget blod på gerningsstedet. Du skulle have set det! Liget burde være helt drænet for blod nu, hvis det er det eneste! Nå, men vi finder nok ud af mere efter ligsynet i morgen."
"Der er da vist en der er træt," smilte Mary og aede Sherlyn på hendes lille kind. "Det koster vist meget energi at sige nej til mad."
"Det er meget normalt, Mary. Bare rolig. Hun skal nok spise løs når hun vågner," sagde John og gik ind på deres soveværelse for at lægge Sherlyn i sin lille vugge.
"Hun er så bedårende," sagde Mary helt fortryllet.
"Ja, det er hun. Hun er da noget helt specielt."
"Det er da i hvert fald ikke underligt når man ser på hendes familie og familiens venner," grinede Mary.
"Nogen ville nok anse os for ikke at være værdige til at have et barn ..."
"Vi passer i det mindste på vores øjesten. Andre efterlader deres børn i skraldespande, på gaden eller lignende," sagde Mary. De løsrev sig endeligt fra Sherlyn og gik ind i stuen.

Over en time efter, at John var gået hjem sprang Sherlock op. 
"Åh! Hvor jeg dog elsker seriemordere!" storsmilte han og gik rundt i rummet og drejede rundt. "Hvor jeg dog elsker dem!"
"Nåh, hvad er der sket, Sherlock?" spurgte mrs. Hudson en smule forvirret, da han stak hovedet indenfor.
"En seriemorder!" sagde Sherlock og gik så tæt på mrs. Hudson, at hun blev nødt til at læne sig tilbage for ikke at stå med hovedet i Sherlocks lunger. Han bøjede sig lidt for at kunne se hende i øjnene. "Det er dét der sker, mrs. Hudson!"
"Åh!" udbrød hun stille på hendes sædvanlige forvirrede måde. Hun gik straks igen og bar vasketøjet ned, som hun i første omgang havde haft med ned af trappen. Sherlock fortsatte med at danse en smule rundt. Så begyndte han at gå frem og tilbage. Han mumlede nogle ord. En gang imellem blev Lestrade, John eller Moriarty nævnt. Ellers var resten uforståelig. Det eneste man, ud over hans mumlen, hørte var skridtene og mrs. Hudson, der puslede lidt rundt i huset. Så bippede Sherlocks mobil.

Kom straks. Scotland Yard. Nu.
GL

"To sager han ikke kan løse på én dag. Lestrade, det går ned ad bakke for dig," mumlede Sherlock og puttede mobilen tilbage i lommen og tog overtøj på. "Til min fordel."
Nede på gaden fik han en taxa og ankom i løbet af ganske kort tid ved Scotland Yard.

"To sager på en dag, Lestrade," manede Sherlock lige så snart han så ham.
"Det er den samme sag. Eller jo, det er måske to sager, men de her ting hænger utvivlsomt sammen!"
"De andre vil bare ikke tro på det bla bla bla ... Sherlock hjælp mig med at overbevise dem ... Du kan godt glemme alt om at de bliver overbevist af mig. De tror, at jeg er en farlig psykopat, selvom jeg tydeligvis er en højfunktionel sociopat," plaprede Sherlock hovmodigt løs på vej ind på Lestrades kontor.
"Se nu først materialerne inden du dømmer. Vi undersøger allerede sammenhængen, men det hele skal gå hurtigere, og siden du allerede er en del af sagen og godt kunne bruge det her, så ville det nok være dig, der var det åbenlyse valg," sagde Lestrade og fandt noget i en aflåst skuffe på kontoret. "Her. Den er på mystisk vis blevet tilsendt til os."
"Mobil. 10 måneder gammel. Sprit ny. Kun været tændt få gange. Beskeden er det eneste derpå. Ingen adgang til andet," summerede Sherlock op og gennemsøgte mobil både udenpå og indeni. Så læste han beskeden:

Du finder dem aldrig ...

"Med 'dem' er de der ekstra lig ment. som du mener findes," sagde Lestrade lige så snart Sherlock havde læst beskeden. "Men det har du jo nok opdaget."
"Ja, det har jeg. Er du klar over, hvilken slags sag du har fat i?"
"Ja, mord."
"Du har fat i en seriemorderes gerninger," sagde Sherlock og så alvorligt på Lestrade.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...