Det uendelige puslespil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2016
  • Opdateret: 19 nov. 2016
  • Status: Færdig
Det er nu 1 år siden Sherlock og John løste sagen om Moriartys tilbagekomst. Makkerparret har i mellemtiden løst flere sager, og sammen er de stadig 'Hatman og Robin'. Dog får Sherlock en tilsyneladende enkel sag, som viser sig at være langt mere kompliceret. Hver gang Sherlock får sat brikkerne nogen lunde på plads, kommer der en ny brik ind i spillet. Skal Sherlock bare give op eller prøve at gøre det umulige?
//Bidrag til fortsættelses konkurrencen//

4Likes
0Kommentarer
496Visninger
AA

7. Sagssyn

"Der er sket et nyt mord. Jeg tror, at det vil interessere dig. Du påpegede i går forskellige symptomer. Liget har de samme," sagde Lestrade i den anden ende af røret.
"Er på vej," sagde Sherlock og lagde på. Han fløj ud af døren. Døren var lukket efter ham inden Mrs. Hudson kiggede ud for at se hvad der skete. Hun lukkede øjnene og rystede på hovedet. Egentlig havde hun ikke forventet andet. På gaden bestemte Sherlocks sig for at løbe turen, sådan som trafikken var nu. Gennem gaden fløj han og løb straks ind ad en sidegade. Der løb han ind i en lille gyde, op ad trapper, ned ad trapper, op ad trapper, over tage, gennem diverse gyder og ud på den åbne gade igen. Han var forpustet ved ankomsten og løb lige ind i Lestrades arme.
"Siden hvornår jogger du?" spurgte Lestrade forvirret og så på Sherlock. Sally Donovan sendte ham elevatorblikket og sukkede på sin snobbede attitude.
"Det var hurtigere," sagde Sherlock og så friskt på Lestrade. "Hvor er liget?"
"Den her vej," svarede han og gik sammen med Sherlock hen til liget. "Det blev fundet af en hundelufter, hvis hund reagerede mystiskt og gøede højt ved gyden. Så manden gik ind i gyden for at finde ud af hvad der fik hunden til at flippe ud. Der fandt han så liget," sagde Lestrade mens de gik ind i en gyde. Den var kold, fugtig og klam. Lys var de rigeligt af, takket være politiets rigelige belysning med grelle lamper. Liget lå gemt væk bag en kontainer, der så ud til aldrig at blive brugt. Lige så snart Sherlock øjnede liget ændredes hans øjne. De ændredes til sagssyn. Ligesom en kats øjne ændres til jagtsyn så snart en et bytte er indenfor deres radar. Sådan ændredes Sherlocks øjne i det sekund, at han fik noget nyt at arbejde med. Han undersøgte liget i al stilhed med en del iver. Imens gennede Lestrade folk væk fra liget og ikke lang tid efter var der kun Lestrade og Sherlock tilbage. 
"Jeg er vist ved at være færdig," sagde Sherlock og rejste sig op. "Kan du sende billeder af liget?"
"Ja, selvfølgelig hvis det hjælper dig," sagde Lestrade. "Hvad har du fået ud af liget?"
"Ikke meget. Ud over få bekræftelser og en masse teorier, hvoraf du ikke forstår 90% af dem," sagde Sherlock hovmodigt og forlod gyden. Folk så på Sherlock med forskellige blikke. Nogen med mistro og billigelse og andre med stolthed og glæde. Lestrade fulgte Sherlock hen til en større gade, hvor Sherlock rakte hånden ud. En sort cab holdt ind til siden. Sherlock åbnede døren og munden på samme tid:
"Jeg vil informere dig nærmere omkring mine mest relevante og sandsynlige teorier snarlig," sagde han halvvejs inde i taxaen. Han satte sig helt og fortalte adressen til chaufføren. "Farvel!"
Sherlock lukkede døren og bilen begyndte at trille igen. Lestrade gik tilbage til gerningsstedet, hvor Sally tydeligt vis var glad for, at Sherlock var gået.
"Som sædvanligt sagde Freaken ikke noget, gætter jeg?" spurgte hun og løftede hagen en smule.
"Han lovede at fortælle nærmere så snart som muligt," sagde Lestrade.
"Det vil sige aldrig," sagde Sally og sukkede. "Ligesom sædvanligt. Lærer du det aldrig? Man kan ikke stole på ham!"
"Tag dog nu bare at stole på Sherlock! Jeg prøver også på at lade være med at klappe ham én i hovedet, men han er den eneste, der kan på en eller anden måde løse sager som denne," forsvarede Lestrade Sherlock en smule opgivende.
"Jeg ville foretrække Mycroft," sagde Sally skarpt.
"Hvis han gad bevæge sin bagdel væk fra hans stol for bordenden i regeringen ville vi bruge ham som hjælp, men det gider han ikke. Det er fut i Sherlock. Han gider rent faktisk bevæge sig væk fra sin lænestol. Respekter dog Sherlock som et menneske på et tidspunkt!"
Sally gav op med at føre argumenter ud i verden, men vendte tilbage til arbejdet, som for hende bestod i at holde styr på alt og alle.
"Kan du ikke lige hjælpe dér?" smældte hendes kommandoer allerede.

Sherlock brugte køreturen på at udvikle teorier. Hans sin var sløret og et helt andet sted. I hovedet gik han gennem sit palads. Til højre og venstre, fremad og tilbage og oppe og nede var der info. Han ledte efter et eller andet. Rendte rundt gennem gange og rum. Så kom han til et lidt oplyst rum. Så kom det tilbage til ham. Han åbnede pludseligt øjnene og skilte fingrene ad. Det var som et lyn var skudt gennem ham. Straks fandt han mobilen frem og ringede til John.
"Hvad vil du, Sherlock?"spurgte John.
"Gode nyheder," sagde Sherlock med et smil på læben og lysende øjne.
"Hvilke nyheder?" spurgte John interesseret.
"Jeg tror, at jeg har fundet ud af miksen, der dræber folkene," sagde Sherlock. Lige i det han havde sagt det åbnedes chaufførens øjne helt op og blev fyldt med ubehag. Sherlock så det, men var fløjtende ligeglad.
"Jeg har også fundet de fleste symptomer. Dog er der nogle jeg ikke har kunnet finde."
"Det er en blanding mellem forskellige gifte og bakterier," sagde Sherlock og så ud af vinduet.
"Kan du ikke sige det lidt mere præcist?" spurgte John.
"Mød mig i Bakerstreet," sagde Sherlock og betalte. Han gik med lange skridt hen til døren og åbnede den.
"Jeg er på vej," sagde John og lagde på. Sherlock nærmest hoppede op ad trappen. Frakken flagrede bag ham som Union Jack i efterårsvinden. Han hang frakken på sin sædvanlige plads og satte sig i lænestolen. Længe sad han der ikke, for kun få sekunder efter besluttede han sig for at kigge i bøgerne. Han havde en håndfuld avancerede medicinske bøger. To af dem havde han fået af John. En havde han fået til jul under stor protest, da Sherlock var fuldt ud imod gaver. Den anden var en John havde fundet i sin samling og vidste, at han aldrig ville se i den, mens han ven sikkert ville gøre det. Han fandt de to frem og slog systematisk op i dem. Han vidste godt, hvad han ledte efter. Siden han slog op på var 276. Den omhandlede ét af de mystiske symptomer. Alle lig havde haft begyndende bylter i brystområdet. Sherlock havde haft en mistanke om bakterien, da den kunne blandes med væske. En sjælden form for MRSA havde smittet dem ifølge bogen. En del begyndte at klare op i Sherlocks hoved. 
Så lød der skridt på trappen. Han havde fuldstændig mistet tidsfornemmelsen. Johns hoved kom til syne hen over trappekanten. Han hoppede næsten op ad trappen, ikke på samme måde som Sherlock, men anderledes, fordi han var et helt andet menneske end Sherlock.
"Jeg har fundet grunden til de begyndende bylter på brystet af ligene!" sagde Sherlock energisk som et lille barn, der lige har tegnet en tegning til sine forældre eller slået sin første kolbøtte.
"Hvad er det?" spurgte John interesseret og var i løbet af et sekund inde i rummet og stod bøjet over bogen. "MRSA ... Jeg tænkte det nok."
John stod med rynkede øjenbryn. Han rettede sig op med lukkede øjne og tog en dyb indånding. Sherlock sprang hen til skrivebordet hvor bogen lå.
"Jeg har undersøgt symptomerne," sagde John og så på Sherlock.
"Ja?"
"Jeg er kommet frem til, at det er en vild miks mellem mange forskellige slags bakterier. Men mere kan jeg heller ikke sige uden blodprøver."
"Det lader til at være forskellige meget almindelige bakterier, som politiet ikke har mistænkt, og nogle der er svære at opdage eller ofte bliver overset."
"Men hvorfor har morderen givet dem alle de her sygdomme, men dræbt dem med morfin og givet dem dybe og blodige sår?"
"For at du stiller netop dét spørgsmål," svarede Sherlock og så seriøst på John.
"Stop med at joke, Sherlock!" sagde John og fik et strengt udtryk i ansigtet.
"Jeg mener det. Morderen vil forvirre politiet," sagde Sherlock og løftede øjenbrynene. "Og hvad får du ud af det, John?"
"Jeg vil ikke til at lege de der små 'nej, hvor er du dum, John' lege."
"John, jeg vil bare gerne have et til perspektiv. Jeg mener det, det hjælper mig meget," sagde Sherlock og løftede igen øjenbrynene. John lukkede øjnene og tog en en dyb indånding.
"Okay."
"Godt!" sagde Sherlock og smilte bredt. Hans humør var gået fra 50 til 1.000.
"Morderen har brug for mere tid til et eller andet. Jeg kan ikke se en anden grund til at morderen ville gøre alle de her mystiske ting," sagde John i en udånding.
"Godt! Ret meget mere er jeg heller ikke nået frem til. Ud over, at morderen har tænkt sig at udnytte tiden, som politiet bruger på at undersøge sagen til at begå flere mord. Morderen dræber én bestemt slags mennesker," sagde Sherlock og stillede sig endnu tættere på John, så han blev nødt til at gå et skridt tilbage. John sendte Sherlock et blik, der var en smule forfærdet, men på samme tid forundret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...