Det uendelige puslespil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2016
  • Opdateret: 19 nov. 2016
  • Status: Færdig
Det er nu 1 år siden Sherlock og John løste sagen om Moriartys tilbagekomst. Makkerparret har i mellemtiden løst flere sager, og sammen er de stadig 'Hatman og Robin'. Dog får Sherlock en tilsyneladende enkel sag, som viser sig at være langt mere kompliceret. Hver gang Sherlock får sat brikkerne nogen lunde på plads, kommer der en ny brik ind i spillet. Skal Sherlock bare give op eller prøve at gøre det umulige?
//Bidrag til fortsættelses konkurrencen//

3Likes
0Kommentarer
428Visninger
AA

12. Mo ... Mo ...

Jade tastede lynhurtigt og fandt rigeligt. Der stod to ord i søgefeltet: Sherlock Holmes. Der kom massevis af artikler op. Jade følte det som en million. Men øverst lød søgeresultat: John Watsons blog. Hendes øjne lyste næsten ved synet af titlen. Hurtigt fik hun klikket sig ind derpå. Det nyeste indlæg var fra sidste måned. Begyndelsen lød sådan:

Kvinden med hat

En tilsyneladende almindelig lørdag eftermiddag skrev Sherlock til mig, og bad mig komme til hans lejlighed med det samme. Da jeg ikke havde noget at lave denne eftermiddag, tog jeg hen til Sherlock. Kort efter jeg var ankommet, faktisk havde jeg lige sat mig, kom en ældre mand ind til os. Hans ansigt bar tydelige mærker efter, at han havde oplevet sit livs mareridt.
"Du bliver nødt til at hjælpe mig!" tiggede han Sherlock.
"Sæt dig," svarede han og viste vor klient, hvor han skulle sidde. "Lad mig så høre."
"Hun er blevet fuldstændig sindssyg!" sagde manden, der tydeligvis var helt ude af sig selv.
"Start fra begyndelsen," sagde Sherlock og rejste sig op og begyndte at gå frem og tilbage foran kaminen.

Jade blev fuldstændig fanget af indlægget og satte sig, uden at opdage det, i sofaen. Hun læste ivrigt det hele. Hendes øjne slugte al teksten, og snart sad hun med mobilen helt oppe ved næsen. Hun mærkede et køligt prik på næsetippen og opdagede, at skærmen rørte hendes næse. Hun fik pludselig forfærdelig ondt i øjnene og tog mobilen ned igen. Hun gned sig i øjnene med den ene hånd og så ud i det grå efterårsvejr. Det regnede. Ligesom altid. Få gennemvåde folk gik ude på gaden. Ellers var der tomt. Jade valgte at vende tilbage til læsningen og fordybede sig igen. 

Sherlock sad i sin stol og spillede på violinens strenge. Han stirrede ud i luften. Han sad helt stille. Ud over fingrene, der bevægede sig. Regnen, der plaskede mod vinduerne, opdagede han ikke. For ham var vejret småting. Ligesom hvem der sad i regeringen, hvilke show, der lige var populære og solsystemet. Det der var vigtigt, var sagen. Han sad og grundede over alle de informationer han havde fået. En teori var formet i hans hoved, men den passede ikke på alle fakter. Han var røget ud i et dilemma, for han så ikke andre måder, hvorpå de andre fakter kunne passe. Så skød løsningen gennem ham.
"Hvem siger, at alt er rigtigt?" tænkte han. "Joanne var ikke overbevisende. Hun løj. Men hvorfor sagde Jade ikke hende imod? Måske fordi hun var bange? Eller måske ... Måske havde hun ingen anelse om, om det Joanne sagde, var rigtigt. Jade sagde, at Caryl aldrig rigtigt åbnede sig. Så selvfølgelig var der ting, hun ikke vidste!"
Hans løsning lod til at fungere. Pludselig lagde spillets brikker sig af sig selv. Men han havde fornemmelsen af, at der var noget, han ikke vidste. Noget han ikke vidste, at han ikke vidste. Men hvad? Sherlock sad i lang tid og grublede. Han havde hørt meget om Caryl, men hvad med de andre ofre? Han vidste intet om dem, ud over hvad han havde set. Han fandt sin mobil frem og tastede hurtigt, hvorefter han lagde den tilbage i lommen. Et minut eller to efter fik han en besked.

Vi har fundet pårørende på et af ligene. Den du nok ville få mest ud af er kæresten.
Adressen er: Alberta st. 5

Greg

Sherlock smilede for sig selv og fnyste. Klokken var halv seks. Han kunne glemme alt om at være der om en halv time. Han rejste sig op og så vemodigt ud af vinduet. Gaden var helt tom. Ikke en eneste bil kørte der. Himlen var grå, næsten sort, og skyllede jordens overflade ren med tykke regndråber. Sherlock stod og spillede på violinens strenge, mens han så ud på hele sceneriet. Udenpå så han rolig og vemodig ud, men indeni var der et kaos. Hele hans tankegang væltede rundt i sagen. Hans teori passede meget godt på fakterne, men på en måde passede den ikke. Han manglede data. Selvom han ikke ville, så klyngede han sig til håbet om, at denne kæreste kunne give ham et hint eller spor. Bare et lille et.

Det var næste dag. Sherlock stod i den unge mands lejlighed, som han havde delt med det første lig, der var fundet. Lejligheden var cirka samme størrelse som hans egen. Det var meget almindelige IKEA møbler. Væggene var fyldt op med forskellige slags tapet. Manden, der lukkede Sherlock ind, så mistroisk på ham med røde øjne. Sherlock blev vist hen på sofaen, mens manden sad i lænestolen direkte overfor.
"Hvad vil du spørge om?" spurgte manden, som havde introduceret sig selv som Rody.
"Jeg har brug for at vide noget om ..." sagde Sherlock og ledte efter offerets navn i sit palads.
"Charlie?"
"Ja! Jeg skal vide noget om hvordan han var som person," sagde Sherlock ivrigt. Han lænede sig forover og satte albuerne på knæene og samlede fingerspidserne, mens han støttede hovedet på tommelfingrene.
"Han var altid sød og rar og meget charmerende," påbegyndte Rody.
"Ja, hvad med religion?" spurgte Sherlock hurtigt og så undersøgende på Rody.
"Han var ikke særlig religiøs. Det sagde han altid. Men han gik altid med et kors om halsen og brugte rigtig meget tid i en eller anden kirke," sagde Rody og var tydeligvis pint.
"Saint Paul's Cathedral," sagde Sherlock rettende.
"Ja, det var der. Jeg ved ikke, hvad han lavede der. Men han brugte rigtig meget tid der. Vi fortalte hinanden alting. Men på det punkt ved jeg næsten intet om ham."
"Så du har ingen anelse om hvad han lavede i katedralen?"
"Nej, ingen."
"Nævnte han nogen sinde en pige ved navn Caryl?"
Rody sad et stykke tid og tænkte over spørgsmålet.
"Eller måske en kvinde ved navn Joanne?" fiskede Sherlock videre. Navnet fik det til at lyse op i Rodys ansigt.
"Ja! Jeg hørte ham fortælle om en eller anden Joanne. Måske har han også ved siden af nævnt en Caryl," sagde Rody. 
"I hvilken sammenhæng nævnte han Joanne? Var den god eller dårlig?"
"Ærlig talt kan talt kan jeg næsten ikke huske det. Det må have været to måneder siden. Eller en. Jeg kan ikke huske det! For noget tid siden nævnte han en Joanne. Han talte ikke godt om hende i den sammenhæng. Normalt talte Charlie aldrig dårligt om folk, men han lod til at afsky hende."
"Nævnte han også andre i den sammenhæng?" spurgte Sherlock og var nu mere fokuseret.
"Jeg er ikke sikker. Han sagde noget om en George eller sådan. Og så ..." sagde Rody langsomt. han tænkte sig godt om. Imens sad Sherlock og trippede. Alle hans nerver og hjerneceller var spændt til det yderste.
"Og hvad!?" spurgte Sherlock anspændt, men også irriteret. Det gav et sæt i Rody, der så på Sherlock med et forskrækket udtryk i ansigtet.
"Han sagde noget om en eller anden, der startede med 'M' ... Nu hvor jeg tænker over det må det have været 'Mo' ... Mor ... Mo ... M ... Morrrrrr .... Moran! En eller anden Moran!" sagde Rody efter en del tænken. Sherlock sprang op og hoppede.
"Jeg vidste det! Jeg vidste det! Tak! Tusind tak! Jeg skal smutte nu!" råbte Sherlock og styrtede ud. Han efterlod Rody, der bare sad og glippede med øjnene. Han forstod ikke hvad navnet havde udløst inde bag Sherlocks kindben, men det måtte have været noget stort.

Samme dag fik John en SMS på arbejdet.

Jeg har næsten løst sagen! Mød mig i Bakerstreet på lørdag!
SH

Han løftede det ene øjenbryn.
"Han var hurtigere end jeg havde regnet med," sagde han og lagde mobilen tilbage i lommen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...