Det uendelige puslespil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2016
  • Opdateret: 19 nov. 2016
  • Status: Færdig
Det er nu 1 år siden Sherlock og John løste sagen om Moriartys tilbagekomst. Makkerparret har i mellemtiden løst flere sager, og sammen er de stadig 'Hatman og Robin'. Dog får Sherlock en tilsyneladende enkel sag, som viser sig at være langt mere kompliceret. Hver gang Sherlock får sat brikkerne nogen lunde på plads, kommer der en ny brik ind i spillet. Skal Sherlock bare give op eller prøve at gøre det umulige?
//Bidrag til fortsættelses konkurrencen//

4Likes
0Kommentarer
498Visninger
AA

11. Koldt jern

Johns forbistrede ansigt kom til syne bag lederen.
"Hvis I ikke spiller fair gør jeg heller ikke," sagde Sherlock med et let smil.
"Så meget som prøver bare én af jer at trykke på aftrækkeren er du død med det samme," sagde John forbistret.
"Hvordan fuck har du fået fået fat i din lille orm af en ven?" spurgte anføreren vredt og forvirret.
"Tror du, at jeg er så dum? Jeg kunne se, at I var her lige så snart jeg gik op ad trappen, og også at I stadig var her, så jeg udnyttede tiden til at skrive til min 'orm af en ven'," svarede Sherlock let og smilede.
"Det skal du få betalt!" råbte anføreren og ville til at angribe Sherlock.
"Na na na na na! Én forkert bevægelse og en kugle bliver sendt gennem din rygrad og op i din mave, for så til sidst at sætte sig fast i dine lunger. Du ville være død inden du hørte skuddet," advarede Sherlock. "det samme gælder selvfølgelig dine små tropper. Én forkert bevægelse og en kugle eller to er sendt gennem deres hoved."
"Dit fordummede svin!" råbte den ene af mændene og ville til at gå løs på Sherlock, men han stoppede op lige så snart koldt jern blev holdt mod hans rygrad.
"Det har sine fordele, at ens bedste ven har været i militæret," sagde Sherlock udfordrende. "Tak, John."
"Var så lidt," sagde John med en forbistret mine og nikkede til Sherlock. Han holdt nu en pistol i hver hånd.
"I har ingen ret til det her!" sagde manden, som Sherlock holdt sin pistol rettet mod. "Ingen!"
"Sådan som jeg ser det, så har vi. I har brudt ind her, truet Mrs. Hudson og prøvet på at angribe os. Vi har bare forsvaret os. Prøv selv at se tilbage på de sidste ti minutter. Ingen af os har angrebet jer," forklarede Sherlock ganske roligt. Skyggen af tvivl lagde sig over alle mændenes ansigter. Efter et halvt minuts stilhed blev der endelig sagt noget igen.
"Vi har stadig muligheden for at gøre det af med jer," sagde en af mændene og så med et bistert udtryk på Sherlock.
"Og dermed blive forfulgt af politi i hele landet. Lige så snart bare én af jer skyder enten John, Mrs. Hudson eller mig, så er i problemer, som I ikke selv kan overskue," svarede Sherlock rapt. Han fik øjenkontakt med John, som nikkede ganske stille. En larmende stilhed og spænding lagde sig i luften og sitrede. Der var ingen bevægelser i rummet ud over krampeagtige, små bevægelser i fingerspidserne. Sherlocks hjerne var på højtryk. Han spændte musklerne.
"Vertikanske kameler!" råbte han. Det fik John til at sparke alle tre mænd i knæhaserne og derefter placere en albue mellem to af mændenes skulder blade i én lang bevægelse. Sherlock slap sit tag om manden, men tvang ham med en kort, men præcis, bevægelse ned på gulvet. Han tog fat i begge sine håndled og slog albuen ind mellem den sidste mands skulderblade. Lynhurtigt blev benene fejet væk under alle fire mænd. Efter de ti sekunder lå alle fire mænd på gulvet og var totalt forsvarsløse og ømmede sig. 
"Man kan være nok så stor, men lidt hjerne skal man altså bruge," sagde John og så på mændene med et lidt mildere blik. Sherlock fandt imens sin telefon frem og ringede til Lestrade.
"Hvad er der, Sherlock?" spurgte Lestrade i den anden ende af røret.
"Vi skal bruge dig og alle dine mindst irriterende mænd på 221c Bakerstreet," sagde Sherlock ganske roligt.
"Hvad er der sket?" spurgte Lestrade bekymret.
"Der var bare lige fire mænd, der mente, at det var en god idé at true Mrs. Hudson og mig," svarede Sherlock og smilede listigt.
"Ligger de stadig i 221c?"
"Jep, du kan bare komme og hente dem. Det skal måske lige siges, at de er bevæbnede."
"Jeg er på vej," sukkede Lestrade og lagde på.
"I av! Angreb os lige, fjolser!" sagde anføreren vredt.
"Mens tre af jer holdt pistoler rettet mod mig," glattede Sherlock ud. "Bare bliv liggende."
John hoppede nærmest over til Mrs. Hudson, der var helt brudt sammen. Tårerne strømmede ned ad hendes kinder, og hele hendes krop rystede.
"Roligt ... Slap af ... Alt er godt igen ... Bare træk vejret dybt ..." trøstede John hende. Hun blev stablet op på benene ved hjælp af John, og sammen gik de ned i køkkenet. Sherlocks uundgåelige blik holdt øje med mændene, der stadig lå på gulvet, selvom de godt kunne rejse sig. Men de gjorde det ikke. Ud af angst for at skulle nyde noget af Sherlocks 'kærlighed', som nok noget nærmere var dybt had. Minutterne sneglede sig afsted. Imens sad John og Mrs. Hudson i køkkenet. John lavede en kop te til Mrs. Hudson, der allerede var en smule beroliget. Som minutterne skred frem, blev hun mere og mere afslappet. Da Lestrade bankede på rystede hun kun og havde udvidede pupiller.
"Lige et øjeblik," sagde John og afbrød deres stille samtale. Han luntede hen til døren og lod Lestrade komme ind sammen med syv betjente. "De er en etage over Sherlocks lejlighed."
Lestrade begav sig halvt løbende op ad trappen efterfulgt af syv bevæbnede betjente. Snart lød der en del brokken og snakken oppefra. Der lød fire klik gennem trappegangen og derefter tramp. De fire mænd kom ned med en masse støj. Rundt om deres håndled glinsede håndjernene. De blev efterfulgt af Sherlock med Lestrade lige i hælene. Sherlock var i fuld gang med, i grove træk, at fortælle om sine heltegerninger, mens Lestrade ivrigt lyttede efter. John gik tilbage til køkkenet.

"Jeg er ked af, at sagen har bragt dig i den her knibe," sagde Lestrade, mens han og Sherlock stod ude på gaden. Sherlock havde lige afsluttet sin beretning.
"Jeg har oplevet farligere ting," sagde Sherlock afslappet og kiggede over på den anden side af gaden. 
"Jeg må vist se at få de hersens fyre ind på Scotland Yard," sagde Lestrade og tog afsked med Sherlock, hvorefter han forlod stedet. Sherlock blev stående et minutstid, men drejede så om på hælene og gik indenfor. lige inden han trådte ind, kiggede han sig omkring ud af gammel vane.

Næste dag var alt langt mere beroliget i huset. Ud over, at Mrs. Hudson hele tiden havde låst døren. Sherlock sad hele dagen i sin lænestol med samlede fingerspidser og tænkte uden at sige en lyd eller bevæge sig. Det eneste han drak eller spiste var et enkelt glas vand. Han sad og grublede over, hvem morderen kunne være. Hvem der stod bag alle de unødige lidelser. Han indså nu, at morderen ikke manglede tid, men skulle af med ham. Sherlock smilede hver gang han tænkte på fakten, at han havde en ham værdig modstander. Han havde faktisk snævret feltet ind på fem personer, der kunne være skyldige. Men han manglede data, for at kunne finde den skyldige. Så han besluttede sig ud på eftermiddagen at tage tingene i egen hånd.

Har du tid til at svare på et par spørgsmål i dag?
SH

Skrev han til Jade og fik hurtigt et svar:

Ja, bare kom over.

Sherlock blev glad for svaret og tog straks afsted. Ikke særlig lang tid efter var han der.
"Hej, kom ind!" sagde Jade glad og lukkede Sherlock ind. "Bare sæt dig."
"Tak," svarede Sherlock venligt og satte sig i sofaen ved siden af Jade.
"Hvad ville du spørge om?" spurgte Jade nysgerrigt. Selvom hun prøvede at dække over sin sorg, kunne Sherlock godt se, at hun ikke var glad endnu. Hun havde mørke rande under øjnene med små sprækker i den lyse hud, hvor makeuppen var forsvundet. Hendes øjne var stadig røde og matte, og hun virkede ikke glad. Hun lød glad og så sådan ud, men hun udstrålede ikke megen glæde. 
"Jeg mangler lidt data. Heldigvis kan jeg sige, at jeg er godt på vej til at opklare de mystiske omstændigheder," svarede Sherlock mildt. Lige i det han havde sagt det, virkede Jade gladere og mere afslappet.
"Godt, så kom igang," sagde hun og smilede.
"Udtrykte hun sig nogle gange om mennesker, du ikke kender?"
"Nej, det mener jeg ikke ... Jo, én gang. Der talte hun om en af sine slægtninge, som jeg ikke kender til."
"Hvad tror du, hun brugte så meget tid på i kirken? Talte hun nogle gange om det?"
"Hun sagde, at hun mødes med en gruppe andre religiøse og studerer bibelen og synger salmer. Ellers fortalte hun ikke meget om det. Hun var meget indelukket."
"Sagde hun nogen sinde sin mening?"
"Hun sagde den blandt tætte venner, men hun var ikke god til det. Hun holdt helst sine meninger og holdninger for sig selv. Selv jeg ved ikke, hvem hun stemte på."
"Var hun meget social?"
"Har du ikke allerede spurgt om det da du var her sammen med to andre?" spurgte Jade en smule forvirret.
"Jo, men jeg fik ikke mit svar uddybet nok," svarede Sherlock.
"Okay. Hun var ikke særlig social. Hun elskede at sidde og tænke over livet og tingene. Hun var det, hendes mor kalder en grubler. Hun tænkte konstant. Nogle gange gjorde det, at hun misforstod ting. Andre gange forstod hun ting bedre end andre. Hun ville have været en fantastisk filosof, men hun ville hellere sidde i kirken dagen lang. Ikke at det er dårligt! Hun ville bare hellere holde sin mening, holdning og teorier for sig selv. Jeg tror, at hun vidste rigtig mange ting, som ikke mange andre ved. Måske var det derfor, at hendes liv skulle ende," svarede Jade en smule bedrøvet.
"Du har fat i noget dér. Så hvis nu hun vidste for meget og ..." længere nåede Sherlock ikke inden han stoppede med at tale og rejste sig med hænderne foran ansigtet, som om han ville lave et alt for lavt fingerslag i volleyball. "Jeg vidste det! Hvordan kunne jeg dog overse det?!"
Sherlock dansede nærmest rundt i rummet uden at lægge mærke til det. Hans hjerne kørte på højtryk. Enhver hjernecelle var på 100% og blev brugt fuldt ud. Han kneb øjnene sammen og famlede i mørket efter den sidste brik i puslespillet. 
"Hvor er fejlen? Hvad er der galt? Hvad har jeg gjort forkert? Hvad ved jeg ikke endnu? Hvad. Ved. Jeg. Ikke . Endnu?" udbrød han og kneb øjnene fast sammen. "Hvilket navn afskyede hun mest?"
Spørgsmålet kom bag på Jade. Hun havde ikke regnet med at få netop sådan et spørgsmål.
"Ehm ... Jeg kan huske, at hun hadede navnene Sebastian og Jim," svarede Jade forsigtigt. "Men hvorfor ved jeg ikke."
Sherlock sagde hurtigt farvel og skyndte sig tilbage til Bakerstreet. Jade forstod ingenting af, hvad der gik for sig. Hun rystede bare på hovedet og gik på google.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...