Det uendelige puslespil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2016
  • Opdateret: 19 nov. 2016
  • Status: Færdig
Det er nu 1 år siden Sherlock og John løste sagen om Moriartys tilbagekomst. Makkerparret har i mellemtiden løst flere sager, og sammen er de stadig 'Hatman og Robin'. Dog får Sherlock en tilsyneladende enkel sag, som viser sig at være langt mere kompliceret. Hver gang Sherlock får sat brikkerne nogen lunde på plads, kommer der en ny brik ind i spillet. Skal Sherlock bare give op eller prøve at gøre det umulige?
//Bidrag til fortsættelses konkurrencen//

3Likes
0Kommentarer
430Visninger
AA

10. Knække

Næste dag, omkring middagstid, fik Sherlock en SMS. Han blev helt forskrækket og blev rykket ud af sin svævende trancetilstand. 

Glem alt hvad du tror du ved Sherlock Holmes. Intet er som det ser ud til. Det har det aldrig været.
Men det ved du jo. Du kender det alt for godt .. Bare giv op.

Han læste flere gange SMS'en igennem og prøvede på at finde et eller andet mønster eller en kode. Men det gav intet resultat. Han kom til slut til det resultat, at beskeden var sendt for at gøre ham usikker. For at han tøvede lidt og brugte mere tid. Morderen havde brug for mere tid.
"Hvor jeg dog elsker seriemordere!" sagde Sherlock og smilte for sig selv. "De er de sværeste at knække koderne på, men også dem der laver de dummeste fejl!"
"Sherlock ..." sagde Mrs. Hudson rettende, som havde stukket hovedet ind lige i det han havde udtalt sig om seriemordere.
"Godmorgen Mrs. Hudson! Er det ikke en herlig dag i dag?" spurgte Sherlock glad. Mrs. Hudson rystede bare smilende på hovedet og gik op ovenpå. Sherlock tog sin frakke på og løb ned ad trappen og fór ud af døren. Han tog sin mobil frem og ringede til Lestrade, mens han fik fat i en taxa.
"Hvad er der, Sherlock?" spurgte Lestrades stemme.
"Vi har en chance for at forhindre det næste mord," sagde Sherlock og satte sig ind og fortalte chaufføren adressen.
"Hvordan det?" spurgte Lestrade interesseret.
"Morderen har sendt mig en besked, der tyder på, at personen skal bruge mere tid," sagde Sherlock og lænede sig tilbage, mens han så ud af vinduet. "Jeg er på vej."
"Godt. Vi ses."
"Vi ses," Sagde Sherlock og lagde på, hvorefter han kom mobilen i inderlommen på sin blazer. 

Lestrade sad på sit kontor og arbejdede med sagen. Han prøvede at finde ud af sammenhængen mellem ligene. Hvorfor blev netop disse personer valgt? Hvad har de tilfælles? Spurgte han sig selv hele tiden og prøvede på at besvare det. Han kunne ikke se sammenhængen mellem dem. Den var der ikke.
"Måske er personerne valgt tilfældigt," tænkte han, men da han tænkte nærmere over det gav det ikke mening. "En seriemorder, der skjuler lig og direkte skriver til politiet, vælger ikke sine ofre tilfældigt. Personen vælger ofrene med omhu."
Lige så snart han havde tænkt den tanke færdig kom Sherlock ind ad døren.
"Godmorgen Sherlock," sagde Lestrade.
"Morgen," svarede Sherlock og begyndte at vandre op og ned ad gulvet. Han fiskede sin mobil frem og klikkede lidt rundt på den. Så smed han den hen til Lestrade, som greb den i sidste sekund. Han vendte den rigtigt og læste med et forvirret udtryk i ansigtet beskeden.
"Bare giv op ..." mumlede Lestrade stille da han læste den for tredje gang. "Hvad betyder beskeden?"
"Er det ikke dit job at finde ud af dét?" spurgte Sherlock uden at fjerne blikket fra gulvet.
"Jeg er i rum med Sherlock Holmes. Burde jeg ikke benytte mig af det?" spurgte Lestrade henkastet.
"Hvad får du ud af beskeden?"
"Hvad jeg får ud af den? Tja ... Morderen vil gerne i kontakt med dig og ved godt hvor langt du er i undersøgelserne."
"Bedre end sidst," sagde Sherlock og lagde hovedet på skrå. "Men igen har du langt fra alt med."
"Hvad er det så jeg nu ikke har set, mester detektiv?" sukkede Lestrade og rakte Sherlock mobilen i forbifarten. Sherlock gik med samlede hænder foran næsen frem og tilbage foran skrivebordet.
"Morderen ved lige præcis ikke hvor jeg er i mine undersøgelser. Hvis morderen vidste det, ville den have sendt beskeden i går, men den kom først her til morgen. Morderen har brug for tid. Derfor vil den gerne få mig til at blive usikker ved at sende en besked, der fortæller mig, at jeg ikke ved noget. Desuden er den her SMS sendt i en fart, hvilket betyder, at morderen ikke havde tid til at skrive SMS'en og heller ikke til at lade være," mumlede Sherlock hurtigt.
"Og hvorfor tror du, at morderen har brug for mere tid?" spurgte Lestrade og lagde benene op på skrivebordet, mens han lænede sig godt tilbage.
"Du ser, men observerer ikke! Se! Der mangler et komma inden 'Sherlock Holmes' og der burde være tre punktummer hér istedet for bare to," sagde Sherlock og standsede op for at vise Lestrade beskeden, mens han pegede på stederne han mente.
"Det kunne være, at personen ikke ramte tasterne ordentligt."
"Kan du overhovedet høre hvad du selv siger?" spurgte Sherlock irriteret. "Inden man sender en besked for at fortælle, at man er mangler tid, så læser man det igennem. Specielt hvis den ryger direkte i politiets hænder. Og tro ikke, at morderen ikke ved det! Nej, nej, morderen skrev den i en fart og nåede ikke at læse den igennem. Det er det der er sket."
Sherlock gik nu igen frem og tilbage, mens han vippede telefonen i højre pege- og tommelfinger og smilede skævt.
"Så har du ret," sagde Lestrade opgivende. "Men hvordan har du tænkt dig at forhindre det næste mord?"
"Alle ofre var meget kristne og bar den samme halskæde med samme inskription, der var cirka lige gammel. Men dog var det alt sammen morskellige halskæder, fordi der også var et eller andet lille tegn, som ved hver var forskelligt. Derfor må vi lede efter en gruppe mennesker ved Saint Paul's Cathedral, som er imod en anden gruppe mennesker, højest sandsynligt en sekt, da Jade i går fortalte, hvor meget Caryl havde afskyet sekter. Derfor må vi lede efter en anti-kristen sekt, der er villig til at dræbe og spille højt spil med politiet," sagde Sherlock, mens han stadig gik frem og tilbage.
"Jeg kan desværre ikke hjælpe dig uden nogle gode holde punkter. Der er blevet skåret ned på mit område, og vi har ikke råd til at rende rundt i hele byen efter mordere, som vi ikke ved hvor er."
Det svar lod til ikke at gøre Sherlock særlig glad. Han stoppede op og så Lestrade lige i øjnene.
"Farvel, jeg skal vist til at komme hjem," sagde Sherlock og drejede om på hælen, hvorefter han forlod lokalet lige så majestætisk som han var kommet ind. 

Lige så snart Sherlock åbnede døren, mærkede han, at der var noget galt. Nogen, som ikke måtte, var kommet ind. Hans mistanke var mest af alt begrundet på ridserne i dørkarmen, der ikke havde været der, da han havde forladt huset. Indenfor var huset mere stille end det plejede at være. Det var en underlig form for stille. Han stak hovedet ind i køkkenet. Der var ingen. Han kunne se, at Mrs. Hudson havde været her for to timer siden, men det var inden han tog afsted. Langsomt listede han op ad trappen, mens han kiggede efter ethvert spor efter nogle andre end husets beboere, da en tanke skød gennem ham:
"Siden en eller anden har åbnet døren med magt, så må den have låst, men det plejer den ikke at være," undrede Sherlock sig. "Fordi personen eller personerne ikke kom lydløst. Mrs. Hudson opdagede det og låste døren."
Jo længere Sherlock gik op ad trappen, jo mere så han, hvad der havde udspillet sig.
"Mrs. Hudson løb skrækslagen op ad trappen ... Baglens ... Hun nåede op til min lejlighed ... Så kom der flere ... Fire personer ... De tog fat i hende ... Bar hende op ad trappen ... Nej, hun gik selv ... Men hun snublede ... Hun var blevet presset ... Nok holdt en pistol for tindingen ... De fire robuste og tunge mænd var hurtige til at knække låsen ... De gik ind i 221c ... De er der stadig ... Alle sammen ..." tænkte Sherlock, mens han gik op ad trapperne. Han stoppede lige foran døren til lejligheden 221c. Han holdt vejret og lyttede. Så gik han ind med rank ryg og en selvværd af stål. Mens han åbnede døren fik han fat i sin pistol fra baglommen og pegede den direkte på en af de fire mænd. Lejligheden var gammen og muggen. Luften var kold og fugtig og ville give et normalt menneske kuldegysninger. Midt i rummet var Mrs. Hudson placeret på en stol. Der var ikke gjort hende noget. Sherlock kunne ikke se et eneste mærke, der kunne være opstået ved vold. Der var dog tydelige mærker på hendes sko og lysegrå strømpebukser, at hun var snublet på trappen. Hun sad og rystede med tårer i øjnene, men sagde ikke en lyd. Sherlock opdagede, at en af mændene havde en hånd bag Mrs. Hudsons ryg. Den var placeret sådan, at der kunne være en pistol lige på Mrs. Hudsons rygrad.
"Godmorgen, Sherlock. Som du kan se har vi lånt din veninde her lidt," sagde manden, som Sherlock havde rettet sin pistol mod, men som også havde rettet en mod ham.
"Så I er ansvarlige for Caryls død," sagde Sherlock langsomt, mens han med begge hænder holdt om sin pistol.
"Hvis din veninde her ikke holder sin kæft eller bevæger sig så meget som én eneste centimeter væk fra stolen, skal min kollega her sørge for, at hun bliver skudt med det samme. Et skud, hun ikke vil kunne overleve," sagde manden roligt.
"Inden én af jer får trukket på aftrækkeren af i alle fire døde," sagde Sherlock og rettede pistolen mod manden, der stod lige bag Mrs. Hudson. Langsomt og koncentreret ladede Sherlock pistolen og satte fingeren på aftrækkeren. En næsten uudholdelig spænding lagde sig i rummet, selvom hverken Sherlock eller de fire mænd bed mærke i det eller blev forstyrret af det. For Sherlock virkede det som stoffer. 
"Lad os udkæmpe en lige kamp. I ved godt, at myrder I mig, har I hele landet, faktisk hele EU, på nakken. Så lad os gøre det lige. En mod en. Tre af jer går herfra. Forlader huset, gaden og alle nabogader. Og I behøver ikke prøve på at snyde mig, I ved godt hvor umuligt det er," sagde Sherlock med nerver af is. En tvivl skød op i lederens øjne, og med det samme gik han og to andre mænd. Tilbage blev der den største af mændene. Han grinede allerede fjoget og anså Sherlock for et let offer. Han gned sig i hænderne og grinte.
"Du sagde fair kamp. Hvorfor holder du stadig din pistol rettet mod mig?" spurgte han.
"Fordi dine venner står og lurer lige bag døren," svarede Sherlock og rev døren op. Manden udnyttede det til at løbe op bag Sherlock, men Sherlock undvigede og placerede venstre albue lige mellem manden skulderblade. Han gav et skrig fra sig og ville til at angribe igen, da han følte en kold cirkel mod tindingen. Sherlock havde i det splitsekund manden havde skreget placeret sin pistol mod tindingen. Som svar på det rettede alle tre mænd deres pistoler mod Sherlock.
"Jeg kan hurtigt gøre det af med jeres ven. Smut og jeg fjerne pistolen fra hans tinding, hvis ikke, så må jeg jo sørge for, at kampen bliver fair," sagde Sherlock og så anføreren lige i øjnene. Alvoren strålede ud af Sherlock øjne og væsen, hvilket fik lederen til at tøve et øjeblik. Dog var det nok for Sherlock. "Jeg giver kun tilbuddet en gang."
"Hvorfor skal jeg gøre som en lille gnom som dig siger?" spurgte anføreren truende. Sherlock vred mandens, som han stadig havde pistolen ved tindingen ved, venstre arm om på ryggen. Han sagde ikke en lyd. Sherlock vred den længere om, og nu gav manden et stille smertesudbrud fra sig.
"Fordi hele landet står bag min ryg," svarede Sherlock alvorligt og drejede videre på mandens arm.
"Hvad rager det mig?" spurgte anføreren vredt.
"Dit liv afhænger af det," lød det bag fra ham. Manden stivnede, lige så snart han følte kold jern blive presset mod sin ryg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...