Det uendelige puslespil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2016
  • Opdateret: 19 nov. 2016
  • Status: Færdig
Det er nu 1 år siden Sherlock og John løste sagen om Moriartys tilbagekomst. Makkerparret har i mellemtiden løst flere sager, og sammen er de stadig 'Hatman og Robin'. Dog får Sherlock en tilsyneladende enkel sag, som viser sig at være langt mere kompliceret. Hver gang Sherlock får sat brikkerne nogen lunde på plads, kommer der en ny brik ind i spillet. Skal Sherlock bare give op eller prøve at gøre det umulige?
//Bidrag til fortsættelses konkurrencen//

4Likes
0Kommentarer
442Visninger
AA

14. Hvem er du?

Der lød en del støj fra trappen. En mandestemme skældte en eller anden person ud. Skræk blev malet i Sherlocks ansigt og han trak John over i den anden side af rummet, hvor der var et hjørne uden lys. Mandestemmen kom nærmere. Man kunne høre på gulvet, hvordan en eller anden gjorde modstand, som dog var meget svag. En høj hosten lød, der lød lidt som om, at personen var ved at hoste lungerne ud af kroppen. Døren blev revet op i en voldsom kraft og ind trådte en kraftig mand, der trak en ung mand, der var et sted i tyverne, ind i rummet. John gjorde store øjne, da han så den unge mand. Manden havde de samme symptomer som alle ofre. Bare meget værre. Personen lignede en levende død. Sherlock og John pressede sig ind mod væggen og trak vejret uden lyd. Bag dem kom en mand i starten af halvtredserne ind. Han holdt en paraply, som han svingede frem og tilbage. Hans hår var trukket tilbage og så næsten fedtet ud på grund af alt det gelé. Han havde et dyrt og elegant jakkesæt på. Men det var ikke det første man opdagede ved ham. Det første man så, var masken han havde foran munden og de latexhandsker, der prydede hans hænder. Han skulle lige til at lukke døren, da en mand i trediverne kom ind ad døren.
"Har du det?" spurgte manden i det dyre jakkesæt.
"Ja," sagde manden, der lød lettere dum, og holdt en sprøjte og en beholder med en gennemsigtig væske frem.
"Her! Giv mig det!" hvæsede manden i jakkesæt og rev det ud af hånden på manden, der bare stod og så lidt fortabt ud. Jakkesæt-fyren begyndte at gøre sprøjten klar, mens ofret med angst malet i ansigtet gav op. Den unge mand vidste, at det ville blive hans sidste par minutter.
"Sebastian Moran! En glæde endelig at møde dig!" sagde Sherlock trådte frem af det sikre mørke med et arrogant smil på læben.
"Hvem er du!?" hvæsede Sebastian Moran og skulle til at give tegn til den fordummede mand om, at han skulle fikse Sherlock.
"Du ved godt hvem jeg er, Sebastian. Du kender mig godt. Og du frygter mig omså mere," sagde Sherlock med et drilsk smil og gik tættere på. "Jeg ved godt hvad du skal til at gøre."
Sebastian gik truende tættere på Sherlock. John kunne se, at han gjorde klar til at stikke sprøjten ind i Sherlocks overarm. Han farede derfor frem af skyggen og holdt Sebastian Morans hånd med sprøjten om bag hans ryg. På en eller anden måde fik John vristet sprøjten ud af mandens hånd.
"Jeg kender dig og din lille kæreste her godt," smilede Sebastian, da han havde fået fattelsen tilbage. 
"Vi er ikke et par," hvæsede John forbistret.
"Nå ja! Jeg har en lille gave til dig, John," sagde Sebastian drilsk.
"Jeg vil ikke have noget fra dig," sagde John skarpt og knyttede næverne.
"Heller ikke, hvis din gave hedder Sherlyn?" spurgte Sebastian. En en til mand kom ind i rummet med Sherlyn på armen. Hun græd højt, men da hun sin far blev hun glad og rakte sine små arme ud mod ham, men han var flere meter væk. John løb hen til hende, men var for sent på den. For manden med Sherlyn på armen forlod allerede rummet. Sherlyns gråd fyldte Johns ører, men lige så snart han ville rende efter manden med Sherlyn blev han grebet af to kraftige hænder i begge overarme. 
"Men for at få hende tilbage, må du gøre noget for mig," sagde Sebastian djævelsk. Sherlock veg tilbage og åbnede det ene af vinduerne. Så piftede han højt og tydeligt, så de fleste mennesker vendte sig om og kiggede forvirret op på anden sal af det tomme hus. En gruppe mænd bevægede sig hurtigt hen over gaden, mens de blev forstærket af tropper klædt i sort. I løbet af få sekunder lød der mange sko på trappen, og Sebastians ansigtsudtryk blev forfærdet. Han var en handlingsmand, så han fandt en kniv frem af bæltet, som var skjult under smokingjakken.
"Det er ikke længere et spil," sagde han med alvorlige øjne og vendte sig mod sit offer, der mistede alt det nye håb. Men inden Sebastian kunne stikke kniven i sit offer sprang Sherlock på ham bagfra og væltede ham ned mod gulvet. I faldet fik Sherlock fat om kniven og trak den til sig. Han holdt Sebastian så hårdt nede mod ddet slidte trægulv, som han nu kunne.
"Det har aldrig været et spil," hvæsede Sherlock anstrengt. Den unge mand begyndte nu igen at kæmpe imod, så manden,der holdt ham, var travlt beskæftiget. John begyndte nu også at gøre kraftig modstand.
"Åhh, jo! Det har altid av! været et spil, Sherlock. Av!" sagde Sebastian så godt han nu kunne med kinden naglet til gulvet. Flere ord nåede ikke at blive sagt inden en gruppe politimænd kom farende ind og lagde håndjern på de tre mænd. Sherlock gav slip på Sebastian, der sendte ham et blik, der kunne have mentalt dræbt Sherlock, hvis han havde haft noget, der kunne dræbes. Lestrade kom ind i rummet, da de tre mænd blev ført ud af rummet. 
"Du bløder på hånden, Sherlock," sagde Lestrade en smule bekymret. Først nu opdagede Sherlock hvordan hans hånd var dækket af blod, som dryppede ned på gulvet. Han åbnede forsigtet hånden i meget stor smerte. Et lige, skarpt snit lå der hvor fingrene bøjede.
"Hvor er Sherlyn?" spurgte John forvirret og så med forskrækkede øjne på Lestrade.
"Hvem?" spurgte Lestrade.
"Min datter. En lille, grædende baby klædt i en lyserød sparkedragt," sagde John uroligt.
"Nej, det har jeg ikke," svarede Lestrade. John gav et vredesudbrud fra sig og farede hen ad gangen.
"Vent John!" råbte Sherlock og løb efter ham.

John styrtede ind i ethvert rum på gangen. Alle rum var lige tomme. Sherlock trak i hans ærme hen mod den anden ende af gangen.
"Jeg har tjekket resten af den her ende. Der er ingen," sagde han og styrtede videre. I løbet af kort tid havde de afsøgt hele etagen og styrtede ned på anden sal for at tjekke der. De løb ind og ud af rummene, men der var heller ikke nogen Sherlyn der. De styrtede rundt gennem hele huset, men de fandt ikke Sherlyn. John lænede sig træt og overbelastet hen mod en væg. Han kunne ikke gøre noget ud over at ryste. Han kunne i sige en lyd. Ikke engang bevæge sig. Pludselig gav muren en knagende klagesang fra sig og gav efter John. Han tumlede ind i et mørkt rum. Sherlock sprang ind i rummet. Det første de opdagede var ikke mørket eller det fugtige gulv, men barnegråden. Sherlock famlede ved siden af indgangen efter en kontakt. Der lød et stumt klik mellem al børnegråden og et lyd begyndte at blafre i loftet. Snart var rummet klart oplyst af en nøgen pære i loftet, hvis lys nogle gange blafrede. Sherlyn smilede da hun så sin far strakte sine buttede arme hen mod ham. Manden, der forskrækket havde hende på armen, var stadig ved at komme sig over chokket.
"Du skal ikke prøve på at flygte eller gøre modstand. Politiet venter på dig. De har allerede en Sebastian Moran," sagde Sherlock alvorligt, men dog en smule drilsk og arrogant, til fyren med Sherlyn på armen. John kunne endelig bevæge både arme og ben og trak Sherlyn ud af mandens arme. Hun klukkede allerede af fryd, men angsten havde sat spor i hendes tillidsfulde øjne. Der var blevet lagt træ på en ulmende ild bagerst i hendes øjne.
"Min smukke tøs!" sagde John stolt med lysende øjne. Sherlock havde i mellemtiden fået lagt håndjern på manden og skulle til at føre ham ud. Han så næsten længselsfuldt på lykken mellem John og Sherlyn. Et kort sekund fik han øjenkontakt med Sherlyn, som sad og så ud over Johns skulder. Hun smilede da hun så hvem det var. Sherlock gav et halvt smil fra sig og gik derefter ud af rummet med manden. John gik ud lige bag efter og nød de varme solstråler udenfor. Den unge mand, som skulle have været ofret, sad med et orange tæppe om skuldrene og stirrede ud i luften. Snart kom Sherlock over til ham og førte en samtale under fire øjne med ham, der lod til at opklare en del for Sherlock, der stod og lignede en sprallemand, mens han hoppede af glæde. John rystede på hovedet over sin bedste ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...