Det uendelige puslespil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2016
  • Opdateret: 19 nov. 2016
  • Status: Færdig
Det er nu 1 år siden Sherlock og John løste sagen om Moriartys tilbagekomst. Makkerparret har i mellemtiden løst flere sager, og sammen er de stadig 'Hatman og Robin'. Dog får Sherlock en tilsyneladende enkel sag, som viser sig at være langt mere kompliceret. Hver gang Sherlock får sat brikkerne nogen lunde på plads, kommer der en ny brik ind i spillet. Skal Sherlock bare give op eller prøve at gøre det umulige?
//Bidrag til fortsættelses konkurrencen//

3Likes
0Kommentarer
427Visninger
AA

9. Grublen

De næste to dage var meget stille. Hele London lod til at være meget stille. Der blev ikke berettet om noget nyt i nyhederne, aviserne var tomme og selv gaderne lod til at være tyste. Alt lod til at være stille i den normalt larmende by. Eller også var det bare John, der følte det sådan. Det eneste der skete for ham var massere af arbejde. Hans efterårsferie var forbi nu, og patienter ventede. Der var både fordele og bagdele ved, at praksissen gik så godt, men også bagdele. Dagene sneglede sig afsted, og inderst inde ønskede John sig hjem eller ud på et eventyr med Sherlock. Hans tanker strejfede ofte sagen. Hvem kunne morderen være? Hvad var motivet? Hvem var mon det næste offer? Spørgsmålene farede gennem hans hoved og lod ham ikke være i fred. Da han endelig kom hjem fyldte glæden ved at være hjemme ham. Der var intet som at komme hjem oven på en kedelig arbejdsdag. Nogle gange ønskede han sig, i al hemmelig, at være læge på slagmarken igen. Det var bestemt ikke en kedelig hverdag dengang. Men så kom han til at tænke på såret han havde fået og den efterfølgende sygdom. Desuden havde han jo også familie hjemme i England. Nej, han ville ikke væk fra Sherlyn og Mary. Samme aften fik John en SMS fra Sherlock.

Bakerstreet i morgen kl. 17:00.
SH

På grund af den besked mødtes han med Sherlock næste dag kl. 17:00 i Bakerstreet. John nåede ikke engang at gå indenfor inden Sherlock kom ud med frakken flagrende om benene.
”Hvad … Hvor skal vi hen?” spurgte John forvirret og så efter Sherlock, som fik fat i en taxa.
”Hen til kvinden fra i søndags,” sagde Sherlock og satte sig ind efterfulgt af John. Han sagde hurtigt adressen og afsted gik det.
”Du mener Jade,” rettede John og så på Sherlock.
”Gør jeg?” spurgte Sherlock med brynene krøllet sammen til en klump lige over næseryggen.
”Ja, det gør du.”
”Gør jeg?”
”Ja.”
”Hvornår fik vi egentlig at vide hvad hun hedder?” spurgte Sherlock og kiggede sig omkring.
”Samtidig med resten af hendes kontaktoplysninger,” sagde John opgivende. Nogle gange forstod han ikke hvad der skete i Sherlocks hoved når der blev ført en samtale.
”Ligemeget,” mumlede Sherlock ind i sine hænder. ”Lestrade venter på os der.”
”Ok.,” sagde John og nikkede kort. Derefter kiggede han ud af vinduet. Himlen var dækket af skyer og lod ikke en eneste solstråle skinne igennem, men fordelte lyset og gjorde alting blegt. Vinden pustede roligt nogle blade langs fortovet, hvorpå der gik nogle mennesker og snakkede. Hele humøret i byen lod til at være neutralt, ikke glad ligesom i solskin eller trist som i regnvejr.

John og Sherlock stod kort tid efter i Jades lejlighed. Kvinden, der lod til at være i anden halvdel af tyverne, havde mørkebrunt, næsten sort, hår og nøddebrune øjne, der var rødsprængte efter en masse gråd. En af hendes veninder, der også havde kendt Caryl, var der sammen med hende. Lestrade var kommet alene.
”Hej, jeg er DI Lestrade,” sagde Lestrade og gav veninden hånden.
”Jeg er Joanne. Og det må vist være Sherlock Holmes og John Watson, hvis jeg ser ret?” spurgte hun henvist til Sherlock og John.
”Ja,” sagde Sherlock og gav hende hånden, hvorefter hun gav John hånden. De satte sig overfor de to veninder, som sad i sofaen, på nogle spisebordsstole. På væggene i lejligheden var der en masse billeder af Jade og Caryl. Men også nogle med Jade og en mand, som Sherlock gættede på var hendes kæreste. Lestrade og John fandt begge to en notesbog frem, men Sherlock, som sad i midten, samlede bare fingerspidserne og så på de to veninder.
”Sagde eller gjorde Caryl nogle ting inden sin død, som virkede mærkelige?” spurgte John og så op fra sin notesbog.
”Vi var ikke længere så tit sammen og hun var ikke nær så glad og fyldt med energi som normalt,” svarede Jade med en lidt rystende stemme.
”Normalt havde hun også en smuk og kraftfuld stemme, men den var mere skrøbelig de sidste to uger. Desuden var hun også syg den sidste uge. Lægen vidste ikke hvad det var hun fejlede, men lægen mente, at hun bare skulle tage den med ro et par dage, så skulle det nok gå bedre. Så det kunne være, at hun måske var død af en eller anden sygdom?” sagde Joanne og foldede hænderne sammen, som om hun sad og bedte.
”Hun blev dræbt af en overdosis morfin,” sagde Sherlock iskoldt. John skubbede til hans hæl med foden, som var deres tegn på, at Sherlock skulle blive lidt mere menneskelig. Det havde de aftalt for flere år tilbage. Straks blev medlidenhed malet på Sherlocks ansigt, men Joanne sendte alligevel et koldt blik til Sherlock.
”Hvordan ved i det?” spurgte Joanne.
”Der blev fundet store mængder af det i hendes blod,” svarede Lestrade på sin rolige måde mens han ganske langsomt sad og nikkede. ”Hvad var Caryls hobbyer? Hvad lavede hun normalt i sin fritid?”
”Hun brugte størstedelen af hendes tid i katedralen. Hun brugte mange timer dér. Jeg ved ikke, hvad hun brugte al tiden på. Altså, jeg elsker at være der, men selv ville jeg ikke kunne bruge så lang tid der som hun …” sagde Jade uroligt.
”Hvor mange timer var hun der om dagen?” afbrød Sherlock Jade. Hans venligt stemte øjne mødte hendes, og han så straks, at hun talte sandt og lige fra hjertet.
”I hverdagen var det omkring fire til fem timer og i weekenderne var det alt mellem seks og tolv timer om dagen. Ellers var vi rigtig meget sammen,” svarede Jade.
”Havde hun en stor vennekreds?” spurgte John og så op fra sin notesbog.
”Nej, faktisk ikke. Hun havde en gruppe udvalgte og trofaste venner. I skal vide, at hun var meget indadvendt og religiøs. Hun brugte al sin tid med venner og kristendommen,” svarede Joanne høfligt.
”Hvad med familie?” spurgte John videre.
”Hun var ikke meget sammen med sin familie. Jeg ved ikke hvorfor. De seneste to år var hun næsten aldrig sammen med sin familie. Inden da betød den meget for hende og en dag uden at se et eneste familiemedlem var forfærdeligt for hende. Jeg ved ikke, hvad der gjorde, at hun pludseligt ikke længere ville være sammen med dem,” sagde Jade og tårer fyldte hendes øjne. ”Jeg kan godt lide hendes familie. De er fantastiske. De er altid søde og glade for at se en.”
”Hvem består hendes familie af?” spurgte Lestrade og så op af sin notesbog.
”Hun havde både mor og far. De er helt almindelige med almindelige jobs, holdninger og opførsel. Hun havde en ældre søster, der ligesom hende altid er i godt humør og har en boblende personlighed. Hun er ikke nær så religiøs som Caryl var, men hun har altid stået Caryl bi,” sagde Joanne.
”Havde Caryl nogle mærkelige venner eller bekendte?”
”Nej, alle hun var sammen med var meget almindelige,” sagde Joanne roligt og lagde benene over kors.
”Hvad var hendes beskæftigelse?” spurgte Lestrade.
”Hun var bogholder og kirkesanger hver lørdag,” svarede Jade lige så hurtigt og på samme måde som var det hendes eget job.
”Kan I forestille jer en eller anden grund til, at nogen ville myrde hende?” spurgte John forsigtigt.
”Nej, jeg ser ingen grund. Måske på grund af, at hun er så kristen. Ellers kan jeg ikke se anden grund. Hun har aldrig i sit liv gjort nogen eller noget fortræd og hun er det sidste menneske på jorden jeg tænker på, når jeg tænker had eller ondskab,” sagde Jade og snøftede. Joanne lagde beskyttende en arm om hende. Sådan blev de ved med at stille flere og flere spørgsmål om Caryls liv, fortid og tanker. Ud fra Jade og Joannes beskrivelser lod hun til at være en glad, ung kvinde, der var nærmest besat af kristendommen. Hun havde altid været glad og fyldt sine omgivelser med latter og glæde.

Omkring kl. 18:00 var de tilbage i Bakerstreet. Samtalen havde givet en masse at tænke over.
”Denne Joanne virker ikke alt for troværdig,” sagde Sherlock lige så snart de havde sat sig foran kaminen.
”Hvorfor?” spurgte John en smule overrasket.
”Hun undgik så ofte som muligt øjenkontakt med mig, når hun ikke gik i dybden med noget, men kiggede en af jer andre i øjnene eller ned i hænderne.”
”Og hvorfor tror du så på Jade? Hun har en god grund til at lyve; for at beskytte hendes veninde,” sagde John prøvende.
”Det kunne man se på hele hendes optræden. Kender du da ikke noget til psykiatri?”
”Ja ja! Ligesom altid har du ret,” sagde John og smilte et drilsk smil.
”Hvad smiler du af?” spurgte Sherlock forvirret.
”Ikke noget,” sagde John. Sherlock ignorerede ham bare ved at samle fingerspidser og tage til sit Tænkepalads. Han sad ubevægelig. Ikke engang et hår eller hans øjenlåg bevægede sig den mindste smule. John lænte sig til bage og tog en dyb indånding. Hele samtalen fløj rundt i hovedet på ham. Måske havde Sherlock jo ret? Måske løj Joanne jo? Men hvorfor? Hvorfor skulle hun lyve? Hvilke fordele ville det have for hende? I de baner tænkte Sherlock også. Han prøvede at finde et eller andet der gjorde, at hun ville lyve eller undgå nogle detaljer. Men igen og igen så han Jades ansigt for sig. Det hele var forvirrende for ham. Hvis nogen skulle have grund til at lyve, så Jade. Men hvorfor gjorde Joanne det så? Eller gjorde hun? Var han blevet snydt? Sherlock sorterede længe i fakta, teorier og spekulationer. Det han vidste nu var, at en eller flere var ude efter en eller flere bestemte mennesker.
”Morderen har brug for mere tid og gør derfor mordene mystiske og svære at opklare. Joanne har en eller anden grund til ikke at fortælle alle detaljer. Jade har en del information om Caryl, det nyeste offer. Alle er blevet dræbt af en overdosis morfin og smittet med en masse forskellige sygdomme. Morderen gemmer flere af ligene, men spiller på samme tid et spil med politiet og leger med dets styrker,” tænkte han. Sådan fortsatte tankegangen i meget lang tid, og da han endelig åbnede øjnene var der mørkt omkring ham og John var gået. Hele huset var meget stille. Selv lydene udefra lod til at være væk. Som om de var suget op af en eller anden og gemt væk. Sherlock rejste sig op og tændte lidt lys. Han begyndte at gå frem og tilbage på gulvet mens han tænkte. Et eller andet sted måtte der være noget, der kunne føre ham på sporet af morderen. Jade havde sagt, at Caryl havde hadet små, hemmelige grupper eller organisationer, så hun var nok ikke med i en. Men … Det kunne jo være … Hun kunne jo gå mod sådan en …
”En eller anden vil udrydde en gruppe mennesker, fordi de har et komplot mod organisationen eller sekten, som morderen eller morderne er i,” skød det ned i Sherlock. Han rev øjnene op og holdt hænderne foran hovedet, ligesom hvis han havde grebet en bold. Hans tankegang rasede videre:
”Hvem end der udrydder den her gruppe mennesker går ihærdigt til værks og tænker ikke over at gemme ligene. Ud over de vigtigste! Derfor blev nogle af ligene gemt! Men hvorfor var de de eneste med sår? Måske fordi de kæmpede imod? Eller fordi de var ved at få fat på hjælp? Men hvordan kunne det ske uden at damen, der boede i huset, havde hørt det? Var hun måske en del af det? Nej, for så havde hun opført sig anderledes. Eller havde hun? Hvis hun havde renset vinduet og rummet ville folk nok have opdaget hende. Dermed ville hun blive hovedmistænkt. Havde hun ringet til politiet selv havde hun nok set morderen, og hvis hun ikke kunne sige noget om morderen ville hun nok igen blive mistænkt. Det eneste hun kunne gøre, var at sige, at hun ikke havde hørt det. For havde hun været væk ville det også have været utroværdigt, for så skulle der jo have været indbrud eller hun havde ladet være med at låse døren. Hun kunne umuligt ikke have hørt mordet på flere personer, så hun må være en medskyldig.”
Sherlocks hoved var fyldt med teorier og muligheder. Hele natten sad han og tænkte og grublede. Han ville finde ud af løsningen. Helst så hurtigt som muligt, så Jade og de andre pårørende kunne få ro i sindet og vide grunden til mordet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...