Det uendelige puslespil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2016
  • Opdateret: 19 nov. 2016
  • Status: Færdig
Det er nu 1 år siden Sherlock og John løste sagen om Moriartys tilbagekomst. Makkerparret har i mellemtiden løst flere sager, og sammen er de stadig 'Hatman og Robin'. Dog får Sherlock en tilsyneladende enkel sag, som viser sig at være langt mere kompliceret. Hver gang Sherlock får sat brikkerne nogen lunde på plads, kommer der en ny brik ind i spillet. Skal Sherlock bare give op eller prøve at gøre det umulige?
//Bidrag til fortsættelses konkurrencen//

4Likes
0Kommentarer
479Visninger
AA

5. Gejstlig

Næste morgen havde Sherlock rande under øjnene, men virkede ikke det mindste træt. Tvært imod virkede han som om, at han havde fået ti timers søvn. Hele hans formiddag gik med at kigge i bøgerne om kriminelle gennem tiden og deres motiver, som han havde stakkevis af. Han havde placeret sig ved skrivebordet og rundt om ham stod halvdelen af bogreolens indhold. Bøgerne lå og flød ud over det hele. De fleste var blevet slået op og skimmet inden de blev smidt hen på den anden side af bordet. Hans middagsmad bestod af et glas vand og to nikotinplastre. Efter han havde 'spist' var han igen forsvundet mellem alle bøgerne. Dér havde han sat og tænkt, læst, søgt og prøvet på at finde et motiv. Men han måtte konkludere, at der var for lidt data at arbejde med. Lige da han havde gjort det, bippede hans mobil.

Vi har fået resultaterne for ligsynet. Kom hen til lighuset hurtigst muligt.

Greg

Sherlock sukkede og tog afsted til lighuset.

I den ellers altid tomme gang lød der stemmer. De var ganske svage, men kunne høres. Sherlock gik dominerende ind i lighuset, hvor Molly Hopper stod sammen med Lestrade. De snakkede om et eller andet, men Sherlock mutede dem, så han ikke skulle høre på deres samtale.
"Hej Sherlock," sagde Lestrade og tændte igen for lyden.
"Hvad er resultaterne?" spurgte Sherlock og så intenst på den nu rensede mand.
"Han døde af en overdosis morfin. Mens han lå døende fik han et sår i ryggen, som sørgede for en masse blodsudgydelser. Men manden døde før han havde mistet nok blod til at være i livsfare, så den egentlige dødsårsag er morfinen," sagde Lestrade.
"Manden hed Ronald Robinson og nåede at blive 56 år. Synd for ham, at han døde i den unge alder," sagde Molly og stillede sig lige overfor Sherlock mens hun så på liget og derefter op på Sherlock. Hele tiden sørgede hun for at holde en meters afstand til liget. Sherlock fandt igen sit forstørrelsesglas frem og undersøgte liget grundigt. Efter et par minutters rungende stilhed klikkede Sherlock forstørrelsesglasset sammen med et smil.
"Tak. Jeg har set nok. Farvel," sagde han og forlod rummet.
"Øhm, farvel," sagde Greg lidt klodset bagefter og forlod rummet lige efter Sherlock.

"Har du fundet ud af noget?" spurgte Lestrade, mens han prøvede på at holde Sherlocks fart.
"Jeg er begyndt at se et motiv," sagde Sherlock. Mere fik Lestrade ikke ud af ham. "Det er også på tide at du og din kone bliver skilt. Farvel!"
"Æh ... mm ... Vi bliver ikke skilt, Sherlock!" råbte Lestrade en smule fortabt efter Sherlock. Han vendte sig og så på Lestrade.
"Jo, det gør I," svarede han og fik fat i en taxa. Lestrade stod og så fortabt ud. Så satte han sig ind i bilen og kørte tilbage til New Scotland Yard.

John sad hjemme og besvarede mails fra hans patienter. Efter over to timers arbejde hang det langt ud af halsen på ham. Næsten alle skrev på grund af en simpel forkølelse. Et bip lød og han kiggede på mobilen.

Mød mig i Bakerstreet kl. 17.
SH

John begyndte at spekulere på hvad hans ven ville. Klokken var kun tre, så han måtte sidde med arbejdet to timer endnu. To timer senere ankom John i Bakerstreet. Lejligheden var tom og Mrs. Hudson vidste ikke hvor Sherlock var blevet af. Mens han ventede sad han og kiggede rundt i lejligheden. Han prøvede på at anvende Sherlocks metoder, men godt gik det ikke. Han nåede ikke frem til andet end, at Sherlock var ude af huset for at løse sagen. Men det var åbenlyst. Efter over en times venten ville John tage hjem, men lige i det han rejste sig op gik døren til gaden op og ind trådte Sherlock. Med få skridt var han oppe ad trappen.
"Hvor har du været? Jeg har sat og ventet i over en time! På den tid kunne jeg have nået så meget andet," sagde John en smule ophidset.
"Du gider jo alligevel ikke at svare på alle de mails," sagde Sherlock og smilede.
"Seriøst, Sherlock. Hvor har du været?" 
"Saint Paul's Cathedral," svarede Sherlock let og tog sin jakke af. 
"Det er den anden ende af byen! Og siden hvornår er du blevet religiøs?" spurgte John mere end overrasket.
"Jeg er faktisk både døbt og konfirmeret!" sagde Sherlock med løftede øjenbryn.
"Så siden hvornår går du i kirke?" sukkede John med lukkede øjne og så derefter opgivende på sin bedste ven.
"Siden i dag," svarede Sherlock og hoppede ned i sin stol.
"Hvorfor vil du gerne have mig herhen?"
"Det viste sig i dag, at manden døde af en overdosis morfin og ikke blodtab. Men der var mere i det ..."
"Tror du. Ingen har bevist det."
"Ja, mener jeg. Og hvordan kunne du vide det?"
"Sådan er det altid, Sherlock. Erfaring siger mig at du ikke ændrer dig. Siden den dag vi mødtes er du ikke blevet mindre arrogant eller bedrevidende," sagde John og løftede øjenbrynene for a understrege hvad han lige havde sagt.
"Lige meget! Nå, men mine undersøgelser viser, at der må have været en til forgiftning end bare morfinen. Selvfølgelig vil Lestrade ikke tro på mig om jeg så sagde det til ham, ligesom altid ..."
"Og dér har vi arrogancen igen," sagde John og så Sherlock i øjnene.
"Nej," sagde Sherlock og smilte med et undertrykt grin. "Jeg stillede bare fakterne op som de er ..."
" ... og var arrogant og bedrevidende. Lige mine ord," sagde John og smilede, men havde alligevel et udtryk i øjnene, der fortalte Sherlock, på mystisk vis, at diskussionen var lukket nu.
"Oo-kay!" sagde Sherlock med øjenbrynene i panden og rejste sig.
"Hvad vil du overhovedet?"
"Have dig til at se på liget," sagde Sherlock og stod i køkkenet, så John måtte vende sig en halv omgang for at kunne se sin bedste ven. Sherlock lignede en, der lige havde sagt noget så åbenlyst som, at der findes en måne. 
"Der har været professionelle læger, der er uddannet i at undersøge lig ..."
"De bliver betalt for at gøre deres arbejde," sagde Sherlock og fejde noget usynligt væk fra næsen med højre hånd, mens han støttede den med venstre og rynkede næsen. John sukkede.
"Du ved godt, at ..."
"Ja, det ved jeg," sagde Sherlock og tog fat i sin frakke. John sukkede dybt over, at Sherlock ikke stolede på de professionelle. Det var ikke noget nyt for ham, men han var stadig lige så irriteret som første gang.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...