Det uendelige puslespil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2016
  • Opdateret: 19 nov. 2016
  • Status: Færdig
Det er nu 1 år siden Sherlock og John løste sagen om Moriartys tilbagekomst. Makkerparret har i mellemtiden løst flere sager, og sammen er de stadig 'Hatman og Robin'. Dog får Sherlock en tilsyneladende enkel sag, som viser sig at være langt mere kompliceret. Hver gang Sherlock får sat brikkerne nogen lunde på plads, kommer der en ny brik ind i spillet. Skal Sherlock bare give op eller prøve at gøre det umulige?
//Bidrag til fortsættelses konkurrencen//

4Likes
0Kommentarer
441Visninger
AA

4. Beskeder

"Hvor har du fået den idé fra?" spurgte Lestrade forvirret.
"Det kan jeg ikke sige med sikkerhed endnu," svarede Sherlock og var på vej ud. Lestrade fulgte halvt løbende efter ham.
"Så du mener at en eller anden muse eller helgen er kommet til dig med den idé?" spurgte Lestrade videre.
"Jeg kan ikke sige noget med sikkerhed endnu. Farvel!" Sherlock forlod New Scotland Yard og efterlod en forvirret Lestrade, som bare gik ind på sit kontor igen og prøvede på at finde en hemmelig mening i beskeden og Sherlocks ord.
"DI," sagde en mand, der stak hovedet ind på kontoret.
"Hvad er der?"
"Telefon til dem," sagde manden og gik ind med en telefon til Lestrade.
"Kunne personen ikke bare have ringet til den telefon jeg har stående her? Nummeret står endda på nettet," sagde Greg en smule irriteret. Han tog telefonen. "Detective Inspektor Lestrade."
Manden forlod rummet.
"Du finder dem aldrig ..." sagde stemmen i den anden ende. Stemmen var dyb og rungende.
"Hvem er du?" spurgte Greg. Men der havde personen allerede lagt på. Der lød flere gange 'duuut'. Greg gik ud til manden, der havde givet ham telefonen. "Her."
"Tak."
"Hold øje med hvem der ringer," manede Lestrade inden han gik ind på kontoret igen.
"Hvorfor?"
"Bare gør det!"
"Okay."

Mycroft sad til et møde, da hans telefon bippede.
"Undskyld mig et kort øjeblik, " sagde han høfligt og tjekkede sms'en.

Bakerstreet. Hurtigst muligt.
SH

Mycroft sukkede og puttede telefonen tilbage i lommen.
"Så skal vi sætte ned for efterretningstjenesten," svarede en mand ved midten af bordet.
"De ved lige så godt som jeg, at det ville ende katastrofalt," sagde en kvinde lige overfor manden.
"Hvad skal vi bruge en efterretningstjeneste, når én mand kan løse sager på to dage, som hele tjenesten har brugt måneder på?" sagde en anden kvinde.
"I skal ikke lægge al jeres tillid til Sherlock. Han har altid gjort som han selv vil og vil blive ved med det. At sætte ham til at løse alle sager, som efterretningstjenesten gør, ville være at sætte en drage i lænker. Han ville ikke gøre det for alt i verden," blandede Mycroft sig.
"Men hvor kan vi så spare? Et eller andet sted må vi jo gøre det. Sætter vi skatten op bliver det under heftige protester," sagde den selv samme kvinde.
"Militæret ville jeg sige. Chancen for, at vi bliver angrebet er lille. Vi har de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger for, at vi kan sætte ned for militære styrker. Hvis vi satte ned for efterretningstjenesten skulle vi bruge flere militære styrker og mere politi. Dermed skulle vi igen sætte ned ved efterretningstjenesten og op for militære styrker. Det ville bare give en ond cirkel," sagde Mycroft roligt. 
"Så er det vist bestemt. Vi skærer ned ved militæret," sagde en mand.
"Tak. Og hvis I så vil undskylde mig. Jeg skal afsted og bringe min lillebror til fornuft," sagde Mycroft og rejste sig med et syrligt smil. Rundt om bordet bredte der sig en mumlen efter Mycroft havde forladt rummet. 

I Bakerstreet sad Sherlock med samlede fingerspidser og så sig intenst omkring. Der var total stilhed. En flue fløj gennem rummet. Sherlock klappede hænderne om den i en hurtig, men præcis, bevægelse. Han sad som skåret af sten i sin lænestol. Hele rummet lignede et billede. Mens rummet var fanget i et stille moment fortsatte livet udenfor. Sorte cabs fyldte gaderne og mennesker af alle slags kulturelle baggrunde fyldte fortovene med livsglæde. En af de sorte biler standsede foran Sherlocks dør og ud steg Mycroft klædt i et lysegråt jakkesæt. I hånden havde han sin sorte paraply. Med sikre skridt gik han op til døren og, uden at lægge mærke til det, rettede på dørhammeren inden han gik indenfor. 
"Hej Mycroft," sagde Sherlock og smilede et skævt smil, da Mycroft var kommet op ad trappen.
"Hvad vil du?" spurgte Mycroft med et spidst smil.
"Tænkte bare, at det var længe vi sidst havde set hinanden," svarede Sherlock med et drilsk englesmil.
"Sherlock, sig sandheden. Du ved godt at mammi altid bliver så skuffet når du lyver," sagde Mycroft og lagde hovedet på skrå.
"Sæt dig," lød Sherlock svar og holdt hånden indbydende hen mod 'Johns stol'. Mycroft satte sig og så på Sherlock.
"Hvad vil du, Sherlock?"
"Kig på den her besked," sagde Sherlock og rakte Mycroft en seddel hvorpå der stod: 

Du finder dem aldrig ...

"Hvad får du af den?" spurgte Sherlock.
"En eller anden gemmer nogle. Du skrev den her seddel for en time siden, du kradsede det hurtigt ned og lagde ikke mærke til, at det er bagsiden af den regning," svarede Mycroft og vendte sedlen, for at vise en bagside med forskellige tal.
"Ja ja, det har jeg selv regnet ud. Den her meddelelse blev sendt til Lestrade kort efter jeg havde været på et gerningssted for et mord. Eller rettere sagt massemord. Selvom der kun lå ét lig der."
"Så du vil have mig til at løse sagen?"
"Nej, kære broder. Jeg skal bare have din mening. To perspektiver er altid bedre end et. Men hvorfor ville en massemorder sende sådan en besked til en DI, der er sat på sagen? Sammen med mig. Morderen ved jo godt, at jeg har mulighed for at finde ham eller hende. Så hvorfor gøre det?"
"Måske for at spille et spil med dig?"
"Det er for uorginalt. Moriarty har gjort det to gange nu."
"Har du overvejet, at personen har planlagt flere mord og vil med beskeden sige, at du ikke vil kunne finde de fremtidige ofre og dermed forhindre mordene?"
"Nah," svarede Sherlock og rejste sig op. Han gik rundt i lejligheden. Mycroft sad og så ud af vinduet med et fjernt blik. Så gav Sherlocks mobil et bip fra sig. Han tog den ud af brystlommen og rynkede næsen, da han læste beskeden:

Tro det eller ej, men de findes ...

"Vores morder har givet lyd fra sig. Han prøver vist på at rive hårene ud af hovedet på mig," sagde Sherlock og rakte Mycroft telefonen idet han gik forbi.
"Den her person spiller et spil med dig, Sherlock," sagde Mycroft efter at have læst beskeden.
"Nej, nej, nej, nej, nej! For guds skyld, tænk som en kriminel, Mycroft!" næsten råbte Sherlock. "Du tænker ikke som en kriminel! De vil være originale og leve op til deres idol: Moriarty! Ser du det ikke? Han er den mest originale kriminelle, der findes. For at leve op til hans standarter skal man være originel!"
Sherlock satte sig i sin stol, satte fingerspidserne til hinanden og lukkede øjnene. Mycroft himlede med øjnene og gik. Mørket svøbte sig om Sherlock. Midt der i mørket sad han. Hele natten kørte hjernen på højtryk. Uden pause.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...