Det uendelige puslespil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2016
  • Opdateret: 19 nov. 2016
  • Status: Færdig
Det er nu 1 år siden Sherlock og John løste sagen om Moriartys tilbagekomst. Makkerparret har i mellemtiden løst flere sager, og sammen er de stadig 'Hatman og Robin'. Dog får Sherlock en tilsyneladende enkel sag, som viser sig at være langt mere kompliceret. Hver gang Sherlock får sat brikkerne nogen lunde på plads, kommer der en ny brik ind i spillet. Skal Sherlock bare give op eller prøve at gøre det umulige?
//Bidrag til fortsættelses konkurrencen//

4Likes
0Kommentarer
445Visninger
AA

8. Åbenbaringer

"Hvilken slags mennesker er det?" spurgte John efter et par sekunders pinlig stilhed. En intens spænding havde lagt sig mellem dem.
"Religiøse kristne," sagde Sherlock og løftede øjenbryn. Hans blik ændrede sig dog hurtigt og blev undrende. Han så væk og kiggede så igen på John med løftede øjenbryn. "Nu hvor jeg tænker over det lyder det mærkeligt."
"Ja, det vil jeg da gladeligt tro," sagde John med løftede øjenbryn og næsten lukkede øjne. Han fugtede læberne og så Sherlock i øjnene. "Og hvor i alverden har du fået den idé fra? Med ofrene?"
"Liget Lestrade første gang viste os havde et kors om halsen. Det har de andre også," sagde Sherlock stadig med et lidt undrende blik og nikkede lige så stille. 
"Det her er bare blevet akavet," sagde John og kiggede ned i gulvet mens han rystede på hovedet. Han begyndte at grine af sig selv og snart fulgte Sherlock efter. "Det her er bare så latterligt."
"Hvad er latterligt?" spurgte Sherlock mens han stadig grinte.
"Det hele her. Alt det der med 'Hvem er mon morderen??'. Det er så latterligt. Vi er bare små mennesker i forhold til resten af verdenen."
"Du har fat i noget dér," sagde Sherlock og så på sit ur og løftede øjenbrynene. "Klokken er allerede fem."
Det fik dem bare til at bryde ud i en endnu større latter. 
"Hvad griner vi egentlig af?" spurgte John pludselig.
"Ingen anelse," svarede Sherlock  og fniste. Han lod sig falde tilbage i sin lænestol.
"Måske burde du fortælle Greg dine fremskridt?" sagde John og satte sig.
"Hvem er Greg?" spurgte Sherlock med rynkede øjenbryn.
"Lestrade."
"Åh ja!" sagde Sherlock med et opklaret ansigt. Han fandt sin mobil frem af brystlommen i hans blazer. "Jeg skriver til ham."
"Er der ellers noget nyt?"
"Næ ... Jo, faktisk!"
"Nå, hvad er det så?"
"Der er et nyt offer. Igen en med et kors om halsen og et tatoveret på håndleddet. Tatoveringen er mange år gammel og også halskæden. Lige udenfor Saint Paul's Cathedral sælger de halskæder helt magen til," sagde Sherlock og lagde mobilen tilbage i lommen.
"Derfor var du der for nylig?"
"Jep."
"Men hvordan kunne du vide, at det var der?"
"Det første lig havde også sådan en halskæde, der var langt fra ny, hvorpå der på bagsiden var indskrevet: 'Apostolus donum Dei Est!', hvilket betyder: 'Saint Paul er en gave fra gud!' på latin. Så jeg gæt ..."
"Du kan latin!?"
"Ja, lidt. Nå, men det jeg ville sige var, at jeg derfor gættede på, at personen nok ville gå til Saint Paul's Cathedral. Dér mødte jeg manden, der laver halskæderne. Han sagde, at man godt kan få indskrevet noget i korset. Alt sammen håndlavet."
"Har du overvejet, at alle ofrene er fra Saint Paul's Cathedral. De kommer der nok ofte," sagde John eftertænksom og lagde hovedet i de fire første fingre og lod lillefingeren glide ind foran ansigtet. Sherlock rejste sig hurtigt op med vidt åbne øjne og hænderne anspændt, som om han holdt en bold fast lige foran hans hoved. 
"De må have været i en slags hemmelig gruppe, der gjorde et eller andet, som fik morderen eller morderne til at blive vrede. Så vrede, at de ville dræbe dem. Men det er æresfyldt at dø ved at blive dræbt i deres tankegang, så de måtte gøre dem syge og myrde dem med andre, krænkende, midler!" næsten råbte Sherlock mens han nærmest dansede rundt i rummet. "Selvfølgelig! Sådan  det være!"
"Så vi leder nu efter en eller flere, der har dræbt en gruppe mennesker, der havde et eller andet i sinde eller en anden holdning end hvem end morderen er?"
"Ja! Og hvis jeg ikke tror helt forkert, så mødtes de ved eller i Saint Paul's Cathedral," sagde Sherlock, nu lidt mere afdæmpet, og satte sig igen.
"Så hvis de ofte kom der, så må der jo være nogle, der kan genkende dem."
"Ja, og dem skal vi lede efter!" sagde Sherlock og sprang op.
"Hvor skal du hen?"
"Vi skal til Saint Pauls Cathedral," sagde Sherlock og tog sin frakke på.
"Hvordan har du tænkt dig at finde folk, der kan genkende dem. Du har ikke deres navn eller et billede af dem ..."
"Og derfor har Lestrade skrevet navnene til mig. Desuden har jeg også et billede af dem hver."
"Folk kan nok ikke genkende dem på deres symptomer."
"Derfor har jeg jo også et billede af deres ansigter. Det kan godt være, at der er lidt symptomer i ansigterne, men folk må være i stand til at genkende dem," sagde Sherlock og var allerede på vej ud af døren. John var i mellemtiden kommet i jakken og fulgte efter Sherlock.
"Og hvad vil du gøre, når nogen genkender dem?"
"Stille dem spørgsmål om hvem ofrene var," sagde Sherlock og så John i øjnene. Han fik fat i en taxa og snart var de på vej til Saint Paul's Cathedral.

De ankom en halv time senere. Pladsen vrimlede med folk i det blege solskin. Mange af dem var turister, der stod med mobiler og dyre kameraer og tog billeder af alt. Alt kameraet kunne tage et billede af, blev der taget et billede. Af den grund rettede kameraerne sig også mod den almindelige londoner befolkning. Derfor blev Sherlock og John hurtigt til motiver, der prydede folks billeder. Sherlock trak John gennem pladsen for at nå hen til små boder, der stod ved katedralen. Folk gik lige så stille langs dem og snakkede ivrigt løs på alverdens sprog. Alle slags mennesker var her, og alle slags mennesker solgte ting her. Sammen gik john og Sherlock hen til en af boderne, hvor der lige nu ikke var nogle kunder.
"Jamen goddag goddag!" sagde den ældre mand i boden. Der hang en masse små souvenirs i boden. Der var både magneter, postkort, kopper og en masse mere. 
"Hej," sagde Sherlock med sit englesmil, der havde fået mange mennesker til at give efter. "Har du tid til at svare på et ganske kort spørgsmål?"
"Øhh ... Jo, det har jeg da," sagde manden. Smilet gav allerede frugter.
"Godt. Kan du sige mig, hvem det her er?" spurgte Sherlock og viste sin mobil frem, hvorpå der var et billede, der viste et protræt af det første offer.
"Hm ... Jeg er ikke sikker ... Jeg har set denne mand her på pladsen et par gange. Men jeg kender ham ikke," svarede manden tøvende.
"Kender du så hende her?" spurgte Sherlock og viste nu et billede af det nyeste lig. Det så ud til at rykke lidt i manden."
"Jeg har set dem to ofte sammen. Hun plejede at snakke meget højt her på pladsen. Det var mest om sko og tøj. Hun gik også ofte sammen med hendes veninder. Desuden var hun kirkesanger. Hun havde en meget smuk stemme, der kunne fylde hele katedralen uden hjælp," sagde manden og så op. "Men jeg ved ikke hvem hun er ud over det."
"Du taler i datid. Hvorfor?" spurgte John forsigtigt.
"Ja, hun plejede at gå forbi på pladsen flere gange om dagen. Ofte var hun også i kirken. I går skulle hun have sunget til gudstjenesten, men hun var der ikke. Jeg har været her i mange år, og al den tid hun har været her, har hun ikke misset en eneste gudstjeneste. Men den seneste uge eller halvanden er hun eller hendes veninder ikke gået forbi her. De eneste gange jeg så hende var til gudstjenesterne, hvor hun virkede en smule sindsforstyrret. Men i går var hun der ikke," sagde manden med trætte øjne. Hans humør var ikke lige så godt som det havde været inden Sherlock og John var kommet.
"Tak, jeg tror, at vi ikke behøver flere svar," sagde John og puffede til Sherlock, som for at sige, at de skulle gå videre.
"Hvis i har brug for flere svar på folk, der kommer her tit, så bare spørg mig eller en eller anden i en af boderne her," sagde manden som et farvel. John og Sherlock gik videre forbi forskellige boder. De kom forbi forskellige overfyldte og endelig ankom de til en tom stand. Kvinden kaldte dem over til sig fuld af iver.
"Vil I ikke have et postkort, som i kan sende til familie og venner?" spurgte hun ivrigt.
"Nej, desværre. Vi har bare brug for hjælp," sagde Sherlock igen med sit englesmil.
"Og hvad har i brug for hjælp til?"
"Kan du genkende denne kvinde?" spurgte Sherlock og viste billedet af det nyeste offer. Kvindens ansigt blev forfærdet og øjnene fyldt med tårer.
"D-det er min bedste veninde. J-j-jeg har ikke hørt fra h-h-hende siden i a-aftes. V-v-vi pl-plejer at skrive s-sammen h-hele tiden. H-hvad er d-der sket med hende?" stammede hun frem og så John i øjnene, derefter Sherlock og så John igen.
"Hun blev fundet død i dag i en gyde i nærheden af Gloucester PI," sagde John lige så stille. "Vi er meget kede af at må fortælle dig det på denne måde."
Kvinden brød i det samme sammen og ville være fladet om, hvis Sherlock ikke havde grebet hende. Sammen fik Sherlock og John hende op og sidde i en stol. Hun sad i mange minutter og bare græd og kunne ikke få et fuldstændigt ord ud af munden. For sig så hun, hvordan verdenen brød sammen. Efter ti minutter var hun klar til at tale nogen lunde fornuftigt igen.
"Hv-hv-hvem er I?" forlangte hun at få at vide.
"Mit navn er Sherlock, Sherlock Holmes og det her er min ven, kollega og blogger John Watson," introducerede Sherlock sig selv og John. Kvinden lod til at have hørt om dem og lod til at være tilfreds med svaret. "Det ville være meget nyttigt for os, hvis du kunne fortælle os lidt om din veninde."
John gav Sherlock en albue i siden og sendte ham et sigende blik. Sherlock lod ikke til at forstå det og rynkede brynene. John prøvede diskret at fortælle Sherlock, at kvinden nok ikke var klar til at tale om hendes afdøde bedste veninde. Stilhed opstod mellem dem. der var næsten ingen, der gik forbi boden. De fleste ignorerede den grædende kvinde og de to mænd.
"Du behøver ikke at svare nu," sagde John omsorgsfuldt. Kvinden fik et fastere udtryk i ansigtet.
"Jo, det skylder jeg Caryl, det hed hun. M-men hvordan d-d-d-d-døde hun?"
"Hun er blevet myrdet," sagde John og bed sig i læben. Kvinden begyndte igen at græde. 

Der gik et par minutter inden hun igen var i stand til at tale.
"J-jeg har k-kendt Caryl h-hele mit liv. Vi v-var som søstre. Udelelige. H-hun var m-m-meget glad for katedralen og pladsen h-her. Religion h-havde hele hendes liv betydet m-m-meget for hende." snøftede hun. "H-h-hun var s-solen selv. A-a-altid glad og f-f-fyldt med en-energi."
"Har hun opført sig underligt den sidste uges tid?" spurgte Sherlock blidt.
"E-e-en sky var g-g-gået for h-hendes sol. H-h-hun v-var o-også s-syg."
"Hvad fejlede hun?"
"Det k-kunne h-h-hendes l-l-læge ikke s-s-sige."
Kvinden hulkede og stammede en masse uforståelige sætninger og ord frem. Efter ti minutter besluttede Sherlock og John sig for at følge hende hjem. Det viste sig, at hendes lejlighed ikke lå langt fra pladsen. Heldigvis var der nogle til at tage sig af hende dér. Sherlock og John fik hendes kontaktinformationer og Lestrade blev informeret om den pårørende. En halv time efter var John og Sherlock på vej tilbage til Bakerstreet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...