Det uendelige puslespil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2016
  • Opdateret: 19 nov. 2016
  • Status: Færdig
Det er nu 1 år siden Sherlock og John løste sagen om Moriartys tilbagekomst. Makkerparret har i mellemtiden løst flere sager, og sammen er de stadig 'Hatman og Robin'. Dog får Sherlock en tilsyneladende enkel sag, som viser sig at være langt mere kompliceret. Hver gang Sherlock får sat brikkerne nogen lunde på plads, kommer der en ny brik ind i spillet. Skal Sherlock bare give op eller prøve at gøre det umulige?
//Bidrag til fortsættelses konkurrencen//

4Likes
0Kommentarer
478Visninger
AA

1. Et ord eller to

Mr. Sherlock Holmes gik med sin vanlige arrogante gangart ned af den tomme gang. Den eneste lyd var Sherlocks sko, der regelmæssigt gav et lille klik fra sig, når hans hæl ramte gulvet og begyndte et kort ekko. Med en stor, overlegen bevægelse åbnede han begge døre  til lighuset, hvor miss Molly Hooper stod og undersøgte det nye lig, der var ankommet for en lille time siden. Dørene gik i med et brag bag Sherlock, som ikke ansede det, men bare fikserede på liget. 
"H-h-hej Sherlock," sagde Molly nervøst og kiggede sig omkring.
"Hvad har du fundet ud af?" spurgte Sherlock uden at fjerne blikket fra liget.
"Manden nåede at bliver 48 ..." sagde Molly nervøst og så hele tiden med et flakkende blik på Sherlock, men hun nåede ikke længere, for Sherlock afbrød hende:
"Ja ja, jeg mente ikke det åbenlyse. Hvad døde han af?" mens hans talte viftede han med sine hænder foran sit ansigt.
"En overdosis af morfin," sagde hun uroligt og så på Sherlock, da hun var færdig med at tale. I mellemtiden havde Sherlock fundet sit lille forstørrelsesglas frem og undersøgte usynlige pletter på liget. Molly lod sit urolige blik hvile på Sherlock, der, uden at anse Molly, fortsatte med at undersøge liget. Efter et minuts pinlig stilhed rettede Sherlock sig op og så direkte ind i Mollys brune øjne.
"Tak. Vi ses!" sagde han og smilede til Molly, som mistede ånden i samme nu. Så skubbede han forstørrelsesglasset sammen med et lille klik og vendte sig om på hælene for at forlade rummet med samme arrogance som han var ankommet. Molly stod tilbage åndeløs og så efter de længst lukkede døre. Sherlock gik med lange skridt ned ad gangen og smilede for sig selv af glæde over en ny sag. Han var for længst inde i sit Tænke Palads og påbegyndt at løse sagen.

"Kom her min lille kanalje!" sagde John med et smil mens hans lille datter Sherlyn kom tumlende hen mod ham med det bredeste smil man kunne forestille sig. Hun halvt løb halvt gik med sine små ben ind i hans arme, som løftede hende højt op i luften. En smuk barnelatter flød ud af hendes mund og blandedes med Johns dybere latter. Han tog hende i armen, mens han rejste sig op. 
"Du skal ikke løbe fra mig, vel?" grinede John og bar hende ind i køkkenet, hvor han fandt noget at spise til hende. "Du kan godt lide bananmos, ikke?" 
Det lille barn nikkede.
"Paba!" sagde hun undrende med et smil på læben. John måbede.
"Hv-hv-hvad var det du lige sagde, Sherlyn?" sagde han med store øjne.
"Paba!" svarede den lille stolt og så ind i Johns øjne.
"Mary! Mary! Der er sket noget utroligt! Mary!" kaldte han og løb gennem huset. Mary sad inde på deres kontor og arbejdede. Hun kiggede afslappet på sin mand, der stod inde i rummet med en glad Sherlyn på armen.
"Hvad sker der, John? Har Sherlock fået et hjerte, eller hvad?" spurgte hun henkastet og smilede ved synet af sin datter.
"Sherlyn har lige sagt sit første ord, Mary!" sagde John og så med store øjne og forventning på Mary. Hun rejste sig op med et bredt smil så stolt på sit barn.
"Virkelig!? Har hun!? Vores lille Sherlyn! Hvad sagde hun?!" plaprede hun løs, mens hun overtog pigen og så hende stolt i øjnene.
"Hun sagde: Paba," sagde John stolt.
"Maaamaaa," prøvede den lille og rørte ved Marys kind med sin lille hånd.
"Arrrwww!!!! Hør John! Hun har sagt sine første to ord!" sagde Mary med en grødet stemme. Hendes øjne var fugtige og fyldt med moderlig stolthed og kærlighed.
"Ja, det har hun. Jeg har jo altid sagt, at hun er noget for sig selv. Ene og alene fordi hun er i den her familie," smilede John og så på Sherlyn med stolte øjne.
"Hun er noget helt særligt. Ja, det er hun," svarede Mary fortryllet. Hun gav Sherlyn et kys på kinden og rækkede hende videre til John. "Jeg skal lige have et billede af jer to til albummet!" Blikket i Marys øjne ændredes straks og hun begyndte at lede.
"Kameraet ligger på den tredje øverste hylde," sagde John med et smil og pegede over på en af reolerne i rummet.
"Åh ja! Her er det!" sagde Mary, da hun havde fundet en kamerataske frem. Hun pakkede hurtigt kameraet ud og tændte det. "Smiiiiiiilll!"
Der lød en masse små klik og Mary pakkede kameraet sammen.
"Skal vi ikke også have et billede med dig på? Kom her, så skal jeg lige tage et par billeder," sagde John og byttede barnet om til kameraet. Mary stod og puttede om Sherlyn, som sad i hendes arme og storsmilte. "Og smiiiilll, tøser!!" halvgrinede John. Et par klik senere tjekkede han billederne, smilte tilfreds og viste sin kone dem.
"De er da gode! Vi skal snart have sendt dem til print. Jeg vil gerne snart påbegynde albummet, så længe jeg stadig kan huske datoer og begivenheder," sagde Mary med et smil. John pakkede kameraet sammen og lagde det på plads. Sherlyn begyndte pludseligt at græde og Mary så bekymret på hende. 
"Der er vist en, der er blevet sulten," sagde John og tog Sherlyn på armen. "Hun sagde hendes første ord lige inden hun skulle spise. Det står stadig inde på køkkenbordet."
"Så må jeg jo sige farvel," sukkede Mary og greb om pigens små hænder. "Farvel min skat. Vi ses snart igen."

John bar grædende Sherlyn ud i køkkenet og prøvede på at trøste hende.
"Så så! Du får jo noget at spise," trøstede John og gav hende noget at spise. Langsomt stilnede gråden sig igen, og der kom igen et smil på Johns læber. Han satte hende ned og lod hende løbe gennem rummet. Forsigt fulgte han efter hende og gjorde klar til at gribe hende, hvis hun nu skulle falde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...