Halloween - Bloody Cora

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2016
  • Opdateret: 7 nov. 2016
  • Status: Igang
Cora bor i en lille by som bliver kaldt Neverland, fordi ingen flytter dertil. Hun bor sammen med hendes mor som tit rejser og hendes far er forsvundet efter en bilulykke for 6 år siden. De fandt en masse blod i bilen, så politiet opgav til sidst og sagde han var død.
Alt er som det plejer at være. Der sker ind i mellem mystiske ting, men politiet får det altid bortforklaret.
Hvad sker der da der flytter en ny familie til byen? Hvem er de? Måske hvad er de? Hvad vil Cora synes om den yngste søn?
Find ud af det i Bloody Cora

4Likes
0Kommentarer
1644Visninger
AA

5. 23 oktober

23 oktober

Rose var lige hjemme hos sig selv, for at hente noget tøj. Hun havde ikke nået det i går, men underligt nok havde jeg det meget bedre i dag. Det føltes ikke som om min verden var ved at falde sammen og alt jeg så i går på værelset føltes som om det bare var væk, jeg kunne huske jeg havde fundet hende, men ikke mere. Det næste er at jeg sidder på bænken og Leo kalder Rose over for jeg ikke skal være alene. Rose havde fortalt mig at det var et hjertestop og kort efter ringede lægerne selv og sagde det samme. Leo arbejdede på sygehuset, derfor vidste han det og havde sagt det til hende.

Det bankede stille på døren og jeg gik hurtigt hen for at åbne den. Foran mig stod drengen med de flotte brune øjne, det silkebløde afblegede hår og et ansigt som kunne have været skabt af engle.

”Hej Cora. Jeg er Justin. Rose sendte mig herover, fordi hun blev kaldt på arbejde, så du kommer til at hænge på mig resten af døren” inden han gjorde sin sætning helt færdig var han allerede bare gået ind og jeg gik målløs efter ham. Det var da ubehøvlet. Bare at gå ind på den måde. Han satte sig ned i sofaen som om han var hjemme og tændte for tv’et. ”er der noget du vil se eller…?” han kiggede om på mig med de der brune øjne jeg ikke kunne stå for. Jeg rystede bare stille på hovedet og satte mig hen i den anden sofa. Hans stemme var ligesom i min drøm. Perfekt. Som resten af ham. ”jeg bider ikke” jeg kiggede igen over på ham og han sad igen med det lumske smil på læben.

”okay” svarede jeg bare kort og igen kiggede på skærmen. Det var nyhederne. Jeg kunne mærke hans blik på mig hele tiden, og jeg gjorde alt for ikke at kigge på ham, for jeg havde den største trang til det. Jeg kom til at tænke på drømmen fra forrige nat og gøs. På den underligt god måde.

Pludselig rejste Justin sig i en pludselig bevægelse. ”hvad siger du til at komme lidt ud?” jeg kiggede hen på ham med et løftet øjenbryn. ”kom nu. Når nu jeg er blevet tvunget hertil, kan den smukkeste pige i byen, vel godt vise mig rundt” hans sendte mig det nok mest charmerende smil jeg nogensinde havde set. Jeg sukkede lavt og nikkede.

 

Vi kom til den gamle sø efter jeg havde vist ham bydelen. Her var meget natur i denne lille by og denne sø var et af stederne man bare skulle have været. Her var så mange forskellige farver. Her var smukt, det var næsten som et eventyr.

Jeg kunne mærke hans arm blidt om min talje imens vi begge gik stille og roligt og nød naturen. Jeg kunne ikke glemme han havde kaldt mig byens smukkeste pige, men han havde heller ikke været på skolen endnu, så ville han hurtigt opdage at jeg langt fra var den smukkeste.

”ingen kan overgå din skønhed” hviskede han stille i mit øre, imens vi gik. Det løb mig koldt ned af ryggen, men jeg fik også en underlige følelse i maven. Mine kinder blev varme og jeg kiggede væk bare for at skjule det. Jeg kunne høre noget, der skulle forestille et lille grin og jeg kunne med det samme gætte det kom fra Justin. Aldrig havde jeg hørt en smukkere lyd.

Vi satte os ned ved søen og kiggede ud på vandet. Solen skinnede ikke, men søen skinnede så flot alligevel. Jeg kom hernede tit som barn, sammen med June og Tyler. Vi havde kendt hinanden så længe jeg kunne huske og vi havde haft mange gode stunder sammen her. Jeg havde også mange gode minder med min far, men det prøvede jeg altid at lade være med at tænke på, for det gjorde mig altid trist.

Justin sagde ikke en eneste ord. Han sad bare og kiggede med et fjernt blik. Det lignede næsten at han var i en anden verden. Han havde sat sig alligevel 2 meter fra mig. Først er han kold, så flirter han igen også er han kold. Jeg kunne ikke forstå hans vilde humørsvingninger.

Jeg kiggede kort ned i mit skød og da jeg så op igen, for at sige noget til Justin var han væk. Ingen steder at se.

 

Jeg sad her for mig selv resten af dagen. Også da det blev mørkt. Jeg anede ikke hvad klokken var, men jeg var også ligeglad. Jeg havde ikke rykket mig de sidste mange timer, men jeg havde bare ikke lyst til at gå.

Det var underligt at Justin bare var forsvundet på den måde. Jeg anede ikke hvad der lige var sket, eller hvordan han kunne komme væk så hurtigt. Jeg sagde bare til mig selv at jeg ikke måtte blive opslugt i ham. Jeg havde kun snakket med ham i dag og alligevel gjorde det ondt, at han bare var forsvundet på den måde.

 

23 oktober 1801

Hendes skrig fyldte mine øre, hvilket bare gjorde det hele meget sjovere. Hun løb gennem skoven. Hun flygtede fra mig, som jeg havde bedt hende om, skrige af sine lungers fulde kraft, men jeg vidste jo godt hun ikke ville kunne slippe væk. Ingen kunne slippe væk fra mig. Jeg grinede lidt over hele situationen. Leo ville blive så vred, hvis han fandt ud af hvad jeg havde gang i.

Jeg havde ikke været her siden jeg først blev forvandlet. Det her var mit hjem, men der var ingen jeg kendte og ingen kendte mig. Jeg kunne huske alle stunderne med min mor og far nede ved søen. Mine små søskende som var 3 og 5, da jeg blev forvandlet og folk måtte tro jeg døde. Ingen af dem var i live nu. De var alle væk. Jeg tænkte tit på om de havde tænkt på mig. Prøvet at finde mig, men det var bedst sådan her. De ville ikke elske mig, hvis de vidste hvad jeg var blevet.

Hendes skrig fyldte igen mine øre og jeg løb alt hvad jeg kunne. Hurtigt var jeg bag hende. Jeg sprang på hende, så hun landede hårdt på jorden. Hun var stadig ved bevidsthed. Hun græd højlydt og tiggede mig om at lade hende gå. Jeg grinede af hende og aede blidt hendes hals. Jeg kunne mærke trangen blev for stor. Jeg måtte have det. Jeg satte tænderne i hendes hals og det varme blod strømmede ned gennem min hals. Hele min krop sitrede i nydelse, for der var intet bedre. Først da jeg ikke kunne høre hendes hjerte mere, stoppede jeg. Jeg kiggede på hendes smukke ansigt. Aldrig havde jeg set så grønne øjne. Okay løgn. Kun 1 gang før. Imens jeg var menneske. Lussia Hunter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...