Halloween - Bloody Cora

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2016
  • Opdateret: 7 nov. 2016
  • Status: Igang
Cora bor i en lille by som bliver kaldt Neverland, fordi ingen flytter dertil. Hun bor sammen med hendes mor som tit rejser og hendes far er forsvundet efter en bilulykke for 6 år siden. De fandt en masse blod i bilen, så politiet opgav til sidst og sagde han var død.
Alt er som det plejer at være. Der sker ind i mellem mystiske ting, men politiet får det altid bortforklaret.
Hvad sker der da der flytter en ny familie til byen? Hvem er de? Måske hvad er de? Hvad vil Cora synes om den yngste søn?
Find ud af det i Bloody Cora

4Likes
0Kommentarer
1513Visninger
AA

4. 22 oktober

22 oktober 2016

 

Jeg sad ved spisebordet i Bedstes lille køkken. Det var gammelt, men det havde en eller anden form for hygge over sig. De hvide vægge var ikke hvide mere, men gule af nikotin. Både Bedste og jeg røg, så når hun stod op røg vi altid en smøg sammen og drak en kop varm kaffe.

Normalt var Bedste oppe før mig, men ikke i dag. Hun var nok træt efter i går. Hun havde været sent oppe og hendes vilde bekymring for mig, hjælp jo nok ikke på den træthed hun havde i forvejen.

Klokken blev 10 og hun var stadig ikke oppe og jeg begyndte at blive bekymret. Jeg gik stille og roligt ud af køkkenet og kiggede op af den gamle trætrappe. ”bedste?” kaldte jeg højt, men intet svar. Mit hjerte begyndte at banke hårdt mod mit bryst. Her var for stille. Alt for stille. Jeg gik stille op af de knirkende trapper og kom endelig til toppen, selvom det havde føltes som en evighed.

Jeg kom hen til Bedstes dør og bankede på den. ”Bedste?” kaldte jeg igen. Intet svar. Jeg kunne ikke engang høre hendes normale snorken. Jeg åbnede stille døren og skreg af synet. Der var blod over det hele. Hun sad i gyngestolen, med åbne øjne og man kunne se hovedet var blevet sat på igen. Jeg tog mig til munden og blev ved med at skrige. Jeg fik kigget på dørhåndtaget og opdagede blod. Bedstes blod. Jeg kunne ikke stoppe med at skrige og glæde. Det her lignede en noget der var taget ud af en gyserfilm. Det her var mit værste mareridt som nu var virkelighed.

Jeg tog rystende min mobil op af lommen og ringede til politiet, imens jeg prøvede desperat at få vejret og stoppe med at skrige.

 

Jeg stod ude foran huset, hvor næsten hele byen havde samlet sig. Tårerne løb stille ned af mine kinder. Ingen havde kunne få fat på min mor. Jeg ville gætte på at der ikke var nogen der ville få fat i hende. Sådan noget skete tit når hun var væk.

Tyler holdte stramt rundt om mig, så jeg ikke faldt sammen. Hele min krop gjorde ondt. Jeg ind i mellem med små knæk, som kunne lyde som en der var i smerte. Ambulancefolkene kom ud med båren og hun var helt dækket til. Jeg prøvede at komme fri. Jeg skulle hen til hende. Hvordan kunne jeg ikke have hørt hende? Det måtte have larmet. Det lignede noget der ville have givet meget støj og mange skrig. Men han holdte mig godt fast. Jeg skulle have været vågen!

Han trak mig væk fra mængden af mennesker og satte os på en bænk. June snakkede med politiet, fordi de kunne godt se jeg ikke var i stand til noget lige nu. June var nemlig det nærmeste de kunne komme på ’familie’ bortset fra min mor.

”hvordan? Hvorfor?” jeg hviskede spørgsmålene, mest til mig selv. Hele min verden var faldet fra hinanden og det havde den gjort, imens jeg havde ligget trykt og sovet i sofaen, som var lige under hendes værelse. Jeg kunne ikke få hendes tomme grønne øjne ud af mit hoved.

”de finder den ansvarlige” sagde Tyler og det lød mere som en konstatering i stedet for noget at sige fir at berolige mig. Jeg kiggede op mod huset og fik øje på familien Bieber som alle kiggede forfærdet på huset, bortset fra Justin. Hans blik var koldt som altid.

Det var som om de kunne mærke jeg kiggede på dem, for de alle vendte deres blikke mod mig på samme tid. Leo sagde noget til de andre og bevægede sig stille over mod mig. Jeg hørte ikke hvad han sagde til Tyler, men han rejste sig og Leo satte sig ved siden af mig. Tårerne var stoppet og jeg følte mig bare tom. Jeg stirrede bare ud i luften på alle de mange huse og alt så mere gråt ud end det plejede.

”så du noget, hørte noget?” spurgte han stille, mens han lagde en hånd på min skulder. Jeg rystede på hovedet uden at sige noget. Jeg kunne ikke sige noget. Jeg havde en kæmpe klump halsen som næsten gjorde jeg ikke kunne trække vejret. ”var der noget i rummet som kunne tyde på hvad det var?” underligt nok begyndte jeg at tænke hele rummet igennem. Om der var noget jeg havde set, uden at jeg først lige havde tænkt over det. Jeg kom i tanke om vindueskammen. Den flotte hvide vindueskarm havde et blodigt håndtryk.

”et håndaftryk” hviskede jeg lavt og jeg lød som en der var ved at blive kvalt. Jeg kiggede med et tomt blik op på Leo som så oprigtigt bekymret ud. ”et håndaftryk” sagde jeg mere tydeligt. Han nikkede stille.

”du skal ikke være alene. Kan du være hos nogle venner” jeg tænkte. June skulle hjem til sine bedsteforældre. Det var en gammel tradition som hendes forældre altid havde holdt og hun slap aldrig for den, ikke en gang hvis hun var syg.

Tyler han skulle hjem til sin mor som boede 50 km væk herfra, for at se sin lillesøster på 3 år. Så jeg endte med at ryste på hovedet. ”så får jeg Rose, min kone til at være hos dig. Jeg skal holde øje med de ballademagere” jeg skulle til at sige ham i mod, men han havde allerede kaldt Rose over. Hun var den anden lyshårede kvinde. Hun så virkelig sød ud, med sine store brune øjne og næsten baby ansigt, selvom hun var omkring de 30 år.

Jeg rejste mig fra bænken og gik med Rose over til deres bil.

Der var stilhed hele vejen hen til mit hus. Jeg havde intet hørt fra min mor stadig. Jeg åbnede døren og vi gik sammen ind i stuen.

”Er der noget du vil have, te, kaffe?” spurgte hun blidt imens hun sad på hug foran mig. Jeg prøvede så godt som muligt at smile til hende, men det var svært.

”kaffe tak” fik jeg hæst fremtvunget. Hun nikkede og utroligt nok gik hun ud i køkkenet, uden jeg havde fortalt hvor det var. Jeg prøvede at lade være med at tænke på Bedste, men hvis jeg ikke tænkte på Bedste, tænkte jeg på Justin, hvilket langt fra var passende i denne situation.

Jeg var i det mindste så heldig at Rose kom ind med en kop kaffe til mig og jeg kunne glædeligt se hun havde hjulpet sig selv. ”må jeg spørge hvor i kommer fra?” lige nu ville jeg gøre alt for ikke at tænkte på Bedste eller Justin, så måtte jeg jo snakke om hende og prøve at undgå Justin som samtaleemne.

”Vi boede i Alaska de sidste 3 år, før vi flyttede hertil. Vi flytter meget. Vi kan godt lide forandringen. Så havde jeg hørt om denne by fra nogle bekendte og vi tænkte, hvorfor ikke” hun smilede blidt til mig og tog en tår af sin varme kaffe. Det samme gjorde jeg og fortsatte med at lytte. ”Justin var den eneste der ikke var imponeret. Så jeg undskylder på forhånd hans kolde attitude, han er bare en sur teenager” normalt ville jeg have grint, men der kom kun et lille kvæk ud, som næsten ikke en gang lød som et grin.

”det er da en stor forandring. Jeg ved ikke helt hvordan jeg ville have det med at flytte herfra. Jeg har boet her hele mit liv. Min familie kom til denne by i 1500-tallet og har boet her siden. Eller i hvert fald min mors side” sagde jeg og følte mig bedre til mode. Jeg fik øje på hendes hånd som lå på min og på en eller anden måde kom der en varme, som gjorde mig rolig i kroppen. Det gjorde ikke lige så ondt længere.

”Hvor er det spændende. Har du nogensinde været ude for byen?” spurgte hun og tog bedre fat om min hånd. Jeg rystede stille på hovedet og kunne mærke mine øjne begyndte at blive tunge. ”bare sov lidt. Du har brug for det” jeg nikkede bare og lagde mig på sofaen hvor hun gav mig et tæppe på og jeg faldt hurtigt i søvn.

 

Hans brune øjne, med det gyldne skær borede sig ind i mine. Han var så tæt på hans jeg kunne mærke hans kolde ånde i mit ansigt, som bløde streg. Jeg kunne mærke hans fingerspidser køre blidt op og ned af min hals. Mit hjerte slog hurtigt og ville ikke stoppe. Hele min krop ville tættere på ham. Hele hans ydre tiltrak mig som en magnet. Og jeg kunne intet gøre. Hans læber var så tæt på mine at jeg kunne mærke kulden komme fra dem, hvilket ikke undrede mig. Han var kold over det hele. Hans øjne var ikke tomme. Det var fyldt med begær. De næsten lyste gyldent imens hans øjne lå på min hals.

”jeg elsker den effekt jeg har på dig, baby” hviskede han stille med sin hæse stemme, som kunne få mig til hvad som helst. Han bevægede sit hoved ned til min hals, hvor jeg begyndte at kunne mærke bløde, våde, kolde kys, mod min bare hud. ”så skrøbelig” hans kys kom tættere på mit øre. ”så smuk” det næste kys var lige under mit øre. ”så uskyldig” han bed blidt i mit øre og det kriblede i hele min krop. Jeg ville lade ham gøre alt hvad han bad om. Jeg ville ikke kunne sige nej. Jeg VILLE ikke sige nej. ”så perfekt” mumlede han. Hans øjne fandt mine igen. Hans blege hud lyste næsten op i mørket, jeg ikke havde lagt mærke til. Han lagde blidt sine hænder på mine kinder og sendte mig et blidt smil. ”hvor ville jeg ønske det her var virkeligt” jeg mærkede et blidt kys på panden inden alt blev sort og jeg var alene.

 

Jeg satte mig forskrækket op og kunne dufte noget lækkert fra køkkenet. Jeg tog mig til panden og kunne næsten mærke kysset, det samme gjaldt hele vejen ned af min hals. Jeg fik små kuldegysninger ved tanken. Min drøm. Det var Justins øjne, men jeg havde aldrig hørt hans stemme før, men i min drøm havde jeg aldrig hørt noget så perfekt. Jeg havde aldrig set en person så perfekt.

Jeg rejste mig stille fra sofaen og bevægede mig med tunge skridt ud i køkkenet hvor jeg fik øje på Rose som var i gang med at lave noget mad. Jeg smilede lidt af synet. Det var så sødt af hende, men total unødvendigt.

”det her havde du ikke behøvet” sagde jeg stille og stod op af dørkammen. Hun kiggede hen på mig med sine store brune øjne og smilede et beroligende smil. Jeg kunne ikke forstå den effekt hun havde på mig. Hun kunne bare få mig til at være helt rolig. Det undrede mig meget, når jeg ikke havde mødt hende før, men der var bare et eller andet.

”selvfølgelig søde. Jeg føler mig ikke tvunget. Jeg elsker at lave mad” hun fortsatte ved gryderne og det lignede noget spaghetti med kødsovs. Det duftede bare meget bedre end det bras min mor lavede. Hvis der var noget hun ikke kunne finde ud af, var det at lave mad. Det kunne jeg heller ikke. Jeg ville kunne sætte alt i brand i et køkken. Jeg kan ikke en gang riste toast. Derfor er jeg glad for de cafeer vi har i byen og fast food. ”jeg ville ikke vække dig, men der er faktisk snart mad. Dækker du bord?” jeg nikkede bare og tog et par tallerkner op, samt knive og gafler. Jeg gik ind i spisestuen. Min mor ville dræbe mig, hvis jeg spiste ved sofaen. Den var nemlig hvid og hvis jeg spildte, hvilket jeg var god til, ville hun ikke blive glad for mig.

Rose kom ind med maden og en flaske vin. Hun smilede til mig imens hun satte glassene og vinen på bordet.

Tiden fløj med Rose. Hun var sådan en behagelig person at være sammen med. Hun kunne virkelig få mig til at forholde mig rolig, bare ved at kigge på mig. Det var en utrolig gave hun havde. Ingen havde nogensinde haft den effekt på mig nogensinde.

”jeg tror det er tid til at sove” sagde hun til sidst da klokken faktisk var blevet over midnat og der havde været åbnet 3 vine i alt, hvilket jeg godt kunne mærke. Det hele snurrede lidt i hovedet på mig og jeg kunne ikke lade være med at grine. Sådan var jeg når jeg var fuld. Jeg var altid glad, uanset hvad.

Rose hjalp mig op af trapperne til mit værelse, for ellers ville jeg nok være faldet. Det undrede mig at hun slet ikke virkede fuld, overhoved. Langt om længe kom vi op til værelset, jeg blev puttet og lagt i min dejlige varme seng, og faldt i en drømmeløs dyb søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...