Hvor er "derhjemme"? - Novelle

"Derhjemme var jeg vandt til at sove med et øje åbent, men nu er derhjemme pludseligt forsvundet mellem skyderier og bomber. Hvor er det nye ”derhjemme”? Her? "

En novelle om at finde sig selv når man har mistet sin identitet til krigen og har måtte opgive sine personlighed for at flygte til at nyt land.

"Jeg kigger på drengen i det støvede spejl, mens jeg overvejer, hvornår han blev en fremmed. Blev han tabt undervejs på den lange vej? Nej, han blev efterladt sammen med huset. Da ”derhjemme” ikke længere var mit hjem, var han heller ikke længere mig."

1Likes
2Kommentarer
243Visninger
AA

1. Hvor er "derhjemme"?

Hvor er ”derhjemme”?

 

Jeg er stadig ikke tryg ved at lægge mig i min seng. Derhjemme var jeg vandt til at sove med et øje åbent, men nu er ”derhjemme” pludseligt forsvundet mellem skyderier og bomber. Hvor er det nye ”derhjemme”? Her? Jeg kigger i det lille støvede spejl, uden at vide, hvem jeg kigger på. En fremmed dreng borer sine øjne direkte ind i mine. Hvis spejlbilledet kunne tale, ville han sige, at han er blevet glemt i det gamle hus, som føles uendeligt langt væk. Han ville sige, at han snart bliver udryddet af krigen, og med tiden vil alle glemme ham. Alle inklusiv mig.

 

I den nye skole lærer jeg at tale dansk, men i fritiden lærer jeg at forstå danskhed. Jeg lærer at forstå, hvad der ligger bag de kommentarer, jeg får smidt efter mig.

”Skrid hjem til dig selv!”

Den sætning sidder efterhånden klistret fast i min hjerne. Og jeg har lært at forstå, hvad det ligger bag den. Det er frygten for noget nyt, noget anderledes og noget fremmed. Og det er lige præcis, hvad jeg er. Men jeg har stadig ikke lært at svare på sådan en kommentar. Er det ”den nye mig” eller ”den gamle mig”, der skal svare? ”Den gamle mig” er uendeligt langt væk, men jeg kender slet ikke ”den nye mig”. Og desuden ved jeg heller ikke, hvor jeg skal skride hen. Hvor er hjem?

Jeg kigger på drengen i det støvede spejl, mens jeg overvejer, hvornår han blev en fremmed. Blev han tabt undervejs på den lange vej? Nej, han blev efterladt sammen med huset. Da ”derhjemme” ikke længere var mit hjem, var han heller ikke længere mig.

 

”Den gamle mig” ville læse til læge en dag, ligesom sin far. ”Den nye mig” vil bare gerne passe ind. Hvem af dem er jeg? Spørgsmålet giver genlyd i hele lokalet, selvom jeg ikke har sagt det højt. Jeg har prøvet at undgå det spørgsmål i meget lang tid, men efterhånden som de forvirrede tanker hober sig op indeni, må jeg lytte til efter engang imellem. Ellers eksploderer jeg.

 

Omkring mig er der stille. Stille som der aldrig ville være, hvis der var krig udenfor vinduet. Der er ikke bare stille, der er fuldstændig ro. Når der er så stille, kan man ikke undgå at høre sine egne tanker. Og reflektere over dem. Mit hoved gør ondt af alle de tanker, som jeg ikke kan forstå. Jeg går væk fra spejlet og ud på gaden, hvor stilheden bliver afløst af mennesker, der går og snakker. De er ikke tæt nok på til, at jeg kan høre hvad de siger, men alligevel er de tæt nok på til, at jeg kan høre, de snakker. Engang imellem kører en bil forbi og overdøver al anden form for larm. Jeg observerer de andre mennesker, mens jeg spekulerer over, hvem de mon er.

Egentligt er det noget underligt noget, at alle går rundt og tror, de en et eller anden. Måske er det bare noget, vi bilder os selv ind. Mine tanker opsluger al min opmærksomhed, og jeg ser slet ikke, at jeg går ind i en kæmpe myggesværm. Hvordan kan det være, at myg altid flyver i store sværme? Før jeg når at tænke tanken færdig, bliver den overdøvet af en anden. Måske er vi slet ikke så anderledes fra dem.

 

Måske er vi blot myg, der flyver rundt, fordi alle andre gør det. Vi følger bare efter alle de andre og påstår, at vi gør det, fordi vi selv har lyst. Alle bliver narret til at tro på det, fordi vi påstår det så meget. Vi tror endda selv på, at vi har en personlighed. Men i virkeligheden er vi bare, hvem vi har lært at være hjemmefra.

 

Til min højre side er en stor bevokset have med grønne træer. Græsset er ikke klippet kort og lige, og rundt omkring vokser ukrudt. Træbænken midt i haven er en smule forfalden, og en skarp jordlugt skærer gennem mine næsebor. Det er ikke en have, man normalt vil kalde perfekt, men alligevel kan jeg ikke lade være med at stoppe op og betragte den. Dens unikke fejl fascinerer mig, og med alle dens små særheder, er den et eller andet sted perfekt. I mine øjne er den i hvert fald perfekt.

Mit blik falder på et lille bed, som er tæt bevokset af forskellige planter i alle højder. Nogle har store blade, og andre har små blade. Nogle har slet ingen blade, men til gengæld har de torne. En lille plante har smidt nogle af sine visne blade, men jeg kan lige ane, at der er nogle nye grønne blade på vej. Ens for dem alle er, at deres rødder er plantet solidt i jorden. De kan vokse sig større og skifte blade, men deres rødder forbliver de samme.

 

Måske er vi slet ikke myg. Måske er vi planter. Planter der vokser sig større, for hver dag der går. Hvis de altså får lys og vand. Nogle gange skifter vejret, og vi må tilpasse os. Vi må smide vores visne blade, og måske knækker et par grene også i blæsevejret. Men vi bliver hele igen. Der vokser nemlig nye blade og grene på os hele tiden.

 

”De er flotte ikke?”
Siger en stemme, som tilhører en ældre mand. Jeg vender tilbage fra tankeland, og flytter opmærksomheden over på den mand, jeg slet ikke har lagt mærke til før nu.

”Vil du have en af dem? Jeg har slet ikke brug for dem alle sammen.”
Hans stemme er rolig og venlig. Tonen er en helt anden, end den jeg plejer at blive mødt med. Jeg smiler og peger på den lille plante, der lige har smidt sine visne blade. Forsigtigt graver han den op, uden at ødelægge dens rod. Han planter den i en lille potte, og rækker den til mig.

”Tag dig godt af den.”

Der var noget helt særligt i hans stemme. Noget jeg kunne genkende fra mig selv.

”Tak.”
Jeg når slet ikke at tænke over det, før ordet ryger ud af min mund. Det føles naturligt at sige. Det er ikke ”den gamle mig” eller ”den nye mig”, der siger det. Det er bare mig.

 

De eneste andre danskere jeg har stødt på, har set mig som en fremmed. En uvelkommen gæst. Men ikke ham manden. Han får mig til at føle, at jeg ikke kun er omgivet af fremmede. Vi er alle forskellige højder, og har forskellige blade. De andre ligner bare hinanden, fordi de har tilpasset sig til vejret i Danmark. Det kommer jeg også til. Det tager bare lidt tid at passe ind.

 

Med et fast greb om planten går jeg videre. Jeg vil tage mig rigtig godt af den. Ligesom planten vil gro nye blade, vil danskheden gro på mig. Men jeg har stadig mine rødder. En dreng går forbi mig og giver mig et blik fuld af fordomme. Han råber efter mig:

”Skrid hjem til dig selv!”

Men jeg er lige, hvor jeg skal være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...