Kære far, har jeg fortalt dig?

Deltagelse til Knæk Cancer "konkurencen." "Jeg savner dig, savner dit nærvær, savner din stemme, dit smil som jeg så mindre og mindre til sidst. Men Far? Jeg forstår dig godt. Alt det du må have gået igennem… Det må have været hårdt. Det må have været hårdt for dig at vide at du ville komme til at skulle efterlade os her helt alene, uden nogen form for forsikring om at vi nok skulle klare os." Denne historie er ikke fiktion, men et brev jeg skrev til min afdøde far seks måneder efter kræften tog ham fra mig, håber i vil læse det med respekt og selv støtte denne konkurrence med en historie så vi kan få så mange bidrag som muligt til Knæk Cancer.

6Likes
1Kommentarer
198Visninger
AA

1. Håber du er stolt

  

Kære Far,

Det er i dag 6 måneder siden jeg sidst så dig i live. Så dig bevæge dig, så dine åbne øje, så dig sidde helt stille i den stol på Hospice, som skulle vise sig at være det sidste sted du skulle tilbringe din tid. Det var meningen at du skulle være kommet hjem, bare dagen efter det skete, jeg glædede mig. Glædede mig til at vise dig hvor glad jeg var blevet efter at være begyndt på HF; og så kun efter en uge. Jeg ville virkelig ønske at du var her i dag, så du kunne se hvor glad jeg er for at gå der. Det var det rigtige valg, far, det var det virkelig. Du ville elske de mennesker jeg tilbringer dagen med, for de vil kun din lille pige det bedste. De driller og skubber mig, men på en kærlig måde. De er der når jeg har brug for dem, selv når jeg ikke vil indrømme det.

Der er sket så meget på de sidste seks måneder at du ville slet ikke tro dine egne smukke øjne hvis du så mig den dag i dag. Jeg er vokset- godt nok ikke i højden - men som person. Jeg er ikke bange for at vise hvem jeg er længere. Jeg går bedre klædt, snakker når jeg har lyst til det, og er for en gang skyld ikke bange for hvad folk vil synes om det der kommer ud, for vi siger alle nogen dumme ting ind i mellem.

Jeg savner dig, det gør jeg virkelig. De sidste seks måneder… På en måde følelses det som om de ikke har eksisteret, som om at jeg bare har sovet en enkelt nat. På en anden måde har de været utrolige lange uden dit nærvær. Hvor har jeg dog tit ønsket at jeg kunne træde ind af døren og fortælle dig om alle de tossede ting vi lavede den dag, som for eksempel den dag hvor at Mikkel havde taget en ødelagt plastik ting på hovedet. Eller den dag hvor jeg havde fået ham til at flygte ud af klassen fordi at han var bange for at jeg ville slå ham.

Jeg savner dig, savner dit nærvær, savner din stemme, dit smil som jeg så mindre og mindre til sidst. Men Far? Jeg forstår dig godt. Alt det du må have gået igennem… Det må have været hårdt. Det må have været hårdt for dig at vide at du ville komme til at skulle efterlade os her helt alene, uden nogen form for forsikring om at vi nok skulle klare os. Du har været nød til at stole blindt på de mennesker du efterlod os med, mig hos Heidi, Marcus hos mor. Og jeg ved at det ikke har været nemt. Jeg kan kun forestille mig alle de søvnløse nætter du må have haft, hvor du må have lagt i selvsamme seng som jeg ligger i nu, og tænkt på om vi ville klare os.

Det er derfor jeg er her i dag, Far. Seks måneder efter mit sidste ”vi ses senere,” for at fortælle dig hvad der sker omkring os, hvad der sker med os, og hvordan vi klare os og hvordan vi har det. Lad os starte med Marcus.
 

Marcus har det mildest sagt elendigt. Han klarede ikke dit farvel særlig godt. Han har gjort nogen dumme ting, men han står til ansvar for det, præcis som du ville have haft det. Mor blev sur, men hun har ikke været urimelig hvis du spørger mig. Stuearrest, ingen mobil eller computer. Han har måtte sælge sin PS4 for at komme af med noget af den gæld han har optjent sig, men han brokker sig ikke særlig meget, for han ved takket være dig at man står til ansvar for sine handlinger og tager konsekvenserne med oprejst pande. Han klare sig bedre nu, mor har fået ham i en sognegruppe, og han ved hvad han vil når han en gang er færdig med folkeskolen. På en måde følger han i dine fodspor, ikke helt samme retning, men tæt på. Du ville være stolt af ham, lige meget hvor meget rod han har rodet sig ind i.

Tjana vil ikke sige det, men jeg ved at hun savner dig. Hun har dit temperament, din stædighed, og din egenskab med ikke at finde sig i noget som helst. Til dels er det en god ting, undtagen når det får hende i problemer med skolen. Hendes fravær er utrolig højt, så højt at de er blevet indkaldt til samtale med kommunen. Du ville være ederspændt rasende over hendes opførelse, men hun ligner dig sgu næsten på en prik. Vi klare os ikke særlig godt sammen. Vi skændes meget og hakker på hinanden. Jeg ved godt at du altid hadet når vi skændes, men vi er efterhånden blevet trætte af hinanden, og hvis jeg skal være ærlig, er jeg måske begyndt at fortryde min beslutning lidt. Ikke vildt meget, Heidi er bare utrolig meget efter mig lige for tiden. Hver gang jeg føler at jeg gør mit bedste, viser det sig ikke at være godt nok. Jeg hader det.

Dit barnebarn, Milja, hun er fantastisk. Minder lidt om sin far med sit halvsure ansigt en gang i mellem, men det er okay, hun er jo pisse sød alligevel. Hun er blevet stor! Du skulle se hende smile, det er det mest fantastiske jeg har oplevet længe, udover når man høre hende grine, det er så sødt! Hun ligner en trold, med hendes mørke pjuskede hår på toppen af hovedet, men hun er kær, du ville aldrig slippe hende hvis du først havde fået lov til at sidde med hende.

Mark klare sig okay, han har fået arbejde sammen med Mads i et anden tagdækker firma, og det går vist okay. Mark har skilt sig af med Boris, han var ikke stille nok omkring Milja, men har derimod fået Buster, som han hentede i Tyskland for et stykke tid siden, sidst jeg så ham var han nu også meget kær, selvom jeg ved at du ville have rullet med øjnene og kommet med en lang prædiken om at det ikke var smart nu hvor han lige havde fået barn og så videre.

Kasper klare sig udmærket, men det undre dig nok ikke, det har han jo altid gjort. Han er flyttet ud af den kælder han boede i, og ind i en ny lejlighed på Hobrovej. Han er stadig single, men det går vist meget godt med hans skole og det arbejde han laver er super fedt! Jeg ser mere til ham end de andre gør, hvilket jeg synes er mærkeligt? Han er da lige så stor en del af familien som alle andre? Jeg ved godt at han sjældent selv skriver og tager initiativ til at komme, men nogen gange vil man bare gerne invitereres uden at selv skulle spørger.

Jeg tror godt jeg ved hvad du sidder og tænker; Og hvad så med dig Gumse? Hvordan går det med dig, fars lille pige? Tja… For at være ærlig så ved jeg det ikke helt… Jeg er super forvirret hele tiden, og hver gang jeg føler at nu er jeg sgu endelig ved at komme ovenpå igen, sker der et eller andet som får en til at blive sur eller skuffet over mig. Normalt er det Heidi. Det sidste nye er at hun er blevet skuffet over at hun ikke var den første der fik af vide at jeg overvejede at flytte hjemmefra. Jeg fatter hende ikke nogen gange… Ud over det, så går skolen nu meget godt! Det er efterhånden det sted jeg har det bedst, de mennesker der er der, er som tidligere sagt helt igennem fantastiske! Der er den her ene fyr, Frederik hedder han, han er SÅ god til at muntre mig op når jeg har en dårlig dag, han behøver næsten kun at kigge på mig og så smiler jeg lidt. Jeg ville ønske at du kunne møde ham! Han ville være lige din type, og du ville elske ham for at passe så godt på mig.

En anden som er helt igennem fantastisk er Amalie. Hun er noget ældre end resten af os, men hun passer på mig som om at vi har kendt hinanden i flere år. Hun ved altid lige præcis hvad hun skal sige og hvornår hun skal sige det. Og så ved hun bare ved at kigge på mig, hvornår jeg bare skal lades være i fred. Som sagt FANTASTISK!

Så er der Randi! Årh gud du ville elske Randi! Hun er det sødeste væsen på hele jorden! Hun er der bare ALTID! Selv når jeg ikke vil snakke om det når jeg er ked af det (Mest fordi at det normalt er pga dig) så smiler hun bare til mig og sørger for at holde ekstra godt om mig når hun giver mig et kram eller to. Gud far du ville forgude hende! Lige som jeg gør, armen der er ikke det jeg ikke ville gøre for det pigebarn! Fuck, armen hun er fantastisk! Jeg håber du kan se os, fra hvor end du nu er, og se hvor glad hun egentlig gør mig, du ville blive overrasket, for du har ikke set mig smile så meget i rigtig lang tid.

Hvilket bringer mig til den næste person på min lille liste over folk jeg er ked af at du aldrig kommer til at møde.. Asbjørn… Forhelvede far, jeg har gjort det igen. Jeg er ved at falde for en fyr (ikke noget nyt) men ham her.. Han er anderledes. Far, han er bare så sød ved mig. Nytårsaften endte jeg med at tænke på dig, og han var der med det samme, han holdte bare om mig og sørgede for at jeg ikke var alene. Hele den nat holdte han om mig, lod mig rable løs om gud og hver en mand, om ting der ingen betydning havde. Og han lyttede. Han kyssede mig på panden og sagde at det nok skulle gå. Selv når vi ikke er alene, kan han få et smil frem på mine læber, ligesom hans storebror Frederik. De to er noget helt specielt. Lige som både Amalie og Randi, ja og selvfølgelig resten af 1.J som jeg ikke kan andet end at takke. De er grunden til at mit hoved ikke er kommet under vandoverfladen endnu. De er grunden til at luften stadig når mine lunger og smilet på mine læber er falske. Og bare rolig, de ved det, det fortalte jeg dem i min nytårstale.

Men far? Har jeg fortalt at jeg savner dig? At dit vink fra den modsatte side af spisebordet mangler i mit liv? At komme hjem og ikke se dig sidde ved bordet med den grimme kasket på og telefonen med øret med en smøg i hånden.. Jeg savner det syn. Jeg savner lyden af din stemme, og de ru kys du nu så sjældent plantede på min pande. Jeg har stadig den halskæde du gav mig, og jeg tager den kun af når jeg skal i bad. Når jeg tænker på dig sidder jeg altid og fumler med den, jeg gætter på at det er min måde at føle en kntakt til dig. Forhelvede far, hvorfor skulle det også ramme dig!? Hvorfor skulle du også efterlade mig her, med tankerne om det jeg nu skal gøre uden din hjælp. Det var jo meningen at du skulle hjælpe mig med at flytte møbler ind i min første lejlighed. Det var jo meningen at du skulle få julelys i øjnene når jeg braste ind i stuen og stolt fortalte at jeg havde fået mit første 7-tal i matematik! For det er sket, far. Jeg har fandme fået en god karakter i matematik! Og det er alt sammen for din skyld. Jeg håber der gør dig stolt for det er alt jeg vil. Jeg vil bevise at jeg godt kan, at jeg sagtens kan gøre det jeg har brugt så mange år på at fornægte. Far, jeg vil bare gerne have dig igen. Det var jo meningen at du skulle komme forbi efter en lang arbejdsdag og få en kop kaffe inden du tog hjem til Heidi og Tjana igen for at få aftensmad. Det var jo meningen at du ville sidde og smile dit dejlige smil når jeg endelig trak en med mig igennem hoveddøren og introducerede ham som mere end bare en ven.

Hvad skal jeg nu gøre med alle de drømme? Hvem skal komme og drikke kaffe en søndag morgen og sørger for at jeg har mad i køleskabet når jeg er flyttet? Hvem skal smile når han ser mig komme forbi bare for at sige hej og få en gang aftensmad? Hvem skal sige til mig at han er stolt af hans lille Gumse? For det vil jeg altid være. Lige meget hvad, så holder jeg aldrig op med at være din pige, din gumse. Jeg elsker dig far, jeg ved godt at vi aldrig sagde det nok, men nu siger jeg det om og om igen hele tiden men du er her ikke til at høre det… Jeg elsker dig John Toft Jensen, mere end du nogensinde troede var muligt! Og jeg er stolt af dig, det har jeg altid været, lige meget hvad du har sagt og gjort, så har jeg altid set utrolig meget op til dig. Det håber jeg du vidste, inderst inde. For du er her ikke så jeg kan fortælle dig det. Men jeg håber inderligt at du kan se mig nu, se de tåre der løber ned af mine kinder, for så snart jeg forlader den her kirkegård, så stopper de, og jeg skal hen og skjule for en forfærdelig dag det i virkeligheden kommer til at blive. Om jeg fortæller nogen det, er endnu uvist, men bare rolig, jeg skal nok klare mig, for det gør jeg altid.

Håber du er stolt af mig nu.

De kærligste tårfyldte kys og kram,

Din Gumse til evig tid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...