Hi, I'm Your Daughter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2016
  • Opdateret: 28 feb. 2017
  • Status: Igang
"Fjorten år siden fik du og en anden en baby. Jeg er den baby." Rose har altid været et fosterbarn, på grund af hjerteproblemer da hun blev født, blev hun aldrig adopteret. Indtil hun finder hendes forældre. Hun havde bare aldrig forventet at de ville være Louis Tomlinson og Eleanor Calder.

25Likes
8Kommentarer
7763Visninger
AA

7. Velkommen Til Det Sjove Hus

KAPITEL 5

 

Alt var tåget da jeg pakkede mine ting og hoppede ind i en bil, der kørte mig til Louis villa.

Hvad?

Hvad?

HVAD???

Eleanor, min fødselsmor, prøvede at abortere mig som baby. Efterlod mig på hospitalet og var bogstaveligt talt ligeglad med om jeg døde eller ej. Og Louis vidste ikke hvad han ville med mig.

Og nu ville de begge to adoptere mig?

Hvad helvede?

Var jeg lige hoppet ind i et eller andet underligt parallelt univers?

Fern blev ved med at snakke om hvor sjovt jeg ville få det med mine forældre. Vi havde lavet et skema, og siden det var weekend skulle jeg være hos Louis. Og når det var ovre, skulle jeg bo med Eleanor. Hun snakkede om hvor begejstrede de begge var for at få mig tilbage.

Og så nævnte hun at jeg skulle skifte skole.

"Undskyld mig?" spurgte jeg, og stoppede hende lige der. Hendes brune øjne mødte mine hazelfarvede med forvirring i øjnene.

"Jamen, siden din mors hus ikke er i distriktet..."

"NEJ! Nej, nej nej nej nej nej," gentog jeg igen og igen. Hendes øjne blev store.

"Rose, du må være i shock," men jeg rystede på hovedet og blev ved med at sige nej.

Jeg havde venner på den skole. Jeg ville ikke starte forfra. Ikke igen.

Og hvorfor skulle jeg bo med Eleanor størstedelen af tiden? Jeg ville ikke have noget af det her. Jeg skulle have ladet den fil lægge hvor den var. I den kommode, hvor den kunne samle støv.

"Her er vi!" sagde Fern glad, og gik ud af bilen. Louis var allerede udenfor med Harry, og vinkede til mig. Jeg kiggede på ham som om han var et misfoster. Han lænte sig over mod Harry og hviskede noget. Så begyndte de at danse og synge imens de to mine kufferter ud af bilen.

"Åh gud," hørte jeg mig selv hviske.

"Velkommen, velkommen," sang de, "Velkommen til det sjove hus! Med dine værter Harry og taberen!" Louis kiggede på Harry.

"Jeg er ikke en taaaaaaber," sang han.

"Okaaay," sang Harry.

Fern lignede en der var ved at besvime af begejstring. Jeg kiggede på hende og mimede 'hjælp' men hun gjorde ikke noget. Jeg tror hun græd. Jeg tror jeg ville græde.

Og ikke af samme grund som hende.

"STOP!" råbte jeg, og afbrød deres dansenummer. De gik i stå med deres jazz hænder.

"Stooooop," stønnede jeg, tog min rygsæk og gik hurtigt ind i villaen.

"Tror du hun blev flov?" spurgte Louis Harry.

"Højst sandsynligt," konstaterede Harry.

"Jamen, det var ret at møde jer Mr. Tomlinson og Mr. Styles," sagde Fern, hendes smil for stort til hendes ansigt.

"Kald mig bare Harold" sagde Harry og kyssede hendes hånd. Hun rødmede voldsomt, og fniste som en sindssyg.

"H-Harold.." hun kunne knap få ordene ud. Hun stirrede på hånden han havde kysset i shock. Jeg rullede mine øjne. Gamle folk.

Louis lukkede døren og greb fat i mine skuldre så vi stod ansigt til ansigt.

"Hvorfor er jeg her?" var det første jeg spurgte om. Han så forvirret ud.

"Er det ikke det her du gerne ville? Du spurgte om din mor og jeg ville adoptere dig..."

"Jaer. Indtil jeg fandt ude af at ingen af jer faktisk gerne ville have mig," spyttede jeg ud..

"Hvad? Rose, du kan ikke beskylde mig for det her! Jeg vidste ikke du eksisterede!" sagde han, som undskyldninger.

"Jaer. Men så vidste du ikke hvad du ville gøre med mig," sagde jeg, slap fri af hans greb og tog min taske.

"Rose, jeg var forvirret. Du dukkede op på mit dørtrin og fortalte mig at du var min datter. Jeg var lidt overvældet. Jeg er stadig overvældet."

"Hvilket et er mit værelse?" spurgte jeg da jeg nåede toppen af trappen.

"Den med dit navn på," sagde Louis besejret. Jeg kiggede på døren med Rose skrevet i guld kalligrafi.

Jesus, han gik all in. Var det rigtig guld?

Jeg rullede mine øjne, men smilede lidt til mig selv. Han var pinlig, og brugte en masse penge på mig.

Han var lidt ligesom en rigtig far.

Jeg forstod ikke hvorfor han boede med Harry.

Men han var lidt lidt ligesom en rigtig far. En far jeg altid havde drømt om. Bare... Jeg forestillede mig en der var mindre... rig... og kendt...

Jeg åbnede døren indtil mit værelse, og mærkede mig selv stønne indvendigt. Alt var lyserødt. Selvom den rose-farvede lampe var pæn.

Resten af det lignede et sted en enhjørning havde kastet op på det.

"Wow, okay," sagde jeg da jeg smed min taske på gulvet.

 

-----------------------------

"Hun hader det her" sagde Louis med hovedet i hænderne. Harry skiftede kanal.

"Nej, hun gør ej."

"Jo hun gør. Og hun hader mig. Hun hader hendes mor. Hun hader dig--"

"Vent lige en halv, bring ikke mig ind i det her. Hun elsker da hendes Onkel Harry," sagde Harry, lagde en hånd på hans bryst, og rettede ryggen. Louis kiggede på ham.

"Hun kender dig knap nok. Og når hun knap nok kender folk, hader hun dem," sagde Louis, en smule dramatisk. Harry rullede hans øjne.

"Den eneste grund til at hun hader dig og Eleanor er fordi i gav hende op--"

"Jeg VIDSTE ikke engang at Eleanor fik en baby! Hvordan kan hun havde mig på grund af det?"

"--Men det er ikke derfor hun hader dig. Hun hader dig slet ikke. Hun er bare oprevet over at du var helt lig'ssom 'jeg ved sku ikke hvad jeg skal gøre med denne her pige der åbenbart er min datter hvaaaaaad' og så adopterede du hende" afsluttede Harry.

"Hvorfor hader hun så Eleanor?"

"Fordi hun prøvede at adopterer hende da hun var en baby..  Og så efterlod hende på et hospital... Uden af at overhovedet prøve på at finde et godt hjem til hende..." sagde Harry. Hans klemte hans øjne sammen da han kiggede mistroisk på Louis. Louis tog tankefuldt en bid af hans gulerod.

"Det giver vel mening..." mumlede han imens han langsomt tyggede.

"Så, hvad gør vi med den der store middag? Skal vi stadig bikse den sammen til hende?" spurgte han imens han gik igennem kanalerne, uden at være i stand til at vælge hvad han ville se.

"Selvfølgelig! Hvilken slags far ville jeg være hvis jeg ikke holdte en velkommen fest!" klagede Louis da han hoppede op. Han kiggede rundt i stuen.

"Der er virkelig rodet," mumlede han imens han kiggede på Harry.

"Du må hellere ryde lidt op," sagde han før han hurtigt gik væk. Harry kiggede fornærmet på ham.

"HVORFOR ringer du ikke bare til Maria og får HENDE til at gøre rent?" klagede Harry højt.

"Vil du have noget ost med den vin?" råbte Louis fra det andet rum. Harry fnyste som han kiggede rundt om sig. Han stønnede.

 

-----------------------------

Skifter skole igen... Humør: føler sig irriteret.

Jeg opdaterede min facebook status. Jeg havde ikke mange venner. De fleste af dem var foster børn. I løbet af et par sekunder begyndte folk at kommentere.

 

Aw, hvor træls. Skal du have en ny fosterfamilie igen?

Hvad skete der med Mrs. Ketterly?

Hun blev adopteret.

BLEV HUN ADOPTERET??

OMG DET ER SKØNT ROSE

Hvorfor er du irriteret over det?

Jeg ville elske at blive adopteret, hvorfor sætter du ikke pris på det?

 

Ingen forstod mig. Jeg lukkede min computer og hørte dørklokken ringe.

"LIAM!" hørte jeg Louis råbe i glæde. Der var en masse small talk og en masse 'haj'er og 'hvordan går det'er. Også noget børnesnak.

Årh kære baby Jesus, nej.

Ikke børn.

"ROSE!" råbte Louis fra neden under. Det ekkoede igennem den gigantiske marmor villa. Jeg trådte ud af mit værelse, og kiggede ned af trappen. Fyren jeg aldrig før havde set måtte være Liam. Jeg gik ned af trapperne og kiggede på resten af hans familie. Hans kone var en smuk kvinde. Med vilde lyse krøller, og mocca farvet hud. Hun var gravid. Det var tydeligt.

Selvom jeg synes de havde børn nok.

"Rose! Det her er din onkel Liam og din tante Danielle. Og det er deres børn!" sagde Louis lykkeligt. Jeg kiggede på flokken. Danielle smilede venligt til mig og Liam kunne umuligt smile mere. Han osede af stolthed.

"Hej, jeg er Ginger. Jeg er tolv," sagde hun stolt. Hun havde hendes mors vilde krøller men lysere hud og store brune øjne.

"Jeg er Rose. Jeg er fjorten," sagde jeg akavet. Hvorfor fortalte vi hinanden vores aldre...?

"Åh, det her er William, han er ti," sagde Liam, og lagde en hånd på hovedet af den generte dreng. Han lignede hans søster. Faktisk, lignede de alle sammen hinanden.

"Det her er Jasmine," sagde Danielle, "Hun er seks."

Jasmine havde fladt brunt hår der faldt ned over hendes skuldre. Hun var lille, ligesom en fe.

"Sophia, kan du fortælle din alle?" spurgte Danielle, og smilede til den lille pige med det krøllede hår. Den lille pige holdte tre fingre oppe.

"Åh, det er sejt," sagde jeg og smilede til hende.

"Og det her er Kyle," sagde Liam. En lille dreng kiggede igennem hans fars ben. De lignede hinanden. Liam mødte mine øjne, "Han er to."

"Og vi har en mere på vej!" sagde Danielle lykkeligt, og lagde en hånd på hendes mave.

Min gud. De havde allerede fem børn. Hvorfor ville de have seks?

"Kom ind, lad som om i er hjemme," sagde Louis smilende.

"Det var rart at møde jer," sagde jeg da de gik forbi mig og ind i stuen.

"Har du lyst til at lege?" spurgte Ginger - jeg tror da det var hende. Dørklokken ringede. Jeg gik op og åbnede den.

"DU MÅ VÆRE ROSE!" råbte en irsk accent. Pludselig kunne jeg ikke trække vejret fordi han krammede mig.

"Du må være Niall," fik jeg stønnet ud. Han smilede.

"Det er rigtigt," sagde han og gav slip.

"Det her er min søn Chip" sagde Niall. Det var en dreng der lignede en på 10 eller 12. Chip kiggede på mig med store blå øjne igennem hans blonde hår. Jeg prøvede ikke at grine af hans navn.

Åbenbart var det sandt. Niall elskede virkelig mad. Jeg mente, han havde døbt hans søn Chip.

Niall gik forbi mig. Han havde ikke en pige med, så jeg gik ud fra at Chip var født udenfor ægteskab, ligesom mig. Ellers var han blevet skilt.

"CHIIIIIIIIIIIIIIIIIIIP!" råbter Ginger, og hoppede bogstaveligt talt op på Chip. Chip pustede noget blond hår vær fra hans ansigt med et irriteret ansigt over Gingers tætte kram.

"Hej Ginger" sagde han med en monoton stemme. Jeg grinede.

"Niall!" Sagde Louis og krammede ham.

"Har du Nando's?"

"Hvad er en sammenkomst uden Nando's?" spurgte Louis da de gik ud i køkkenet.

Dørklokken ringede igen. Jeg åbnede døren, lettere irriteret over at skulle betjene døren.

"Rose?" spurgte en mand med mørkt stift hår i ansigtet. På hans arm var en blond kvinde med blå øjne.

"Jeg er Zayn, det her er Perrie," sagde han og pegede på sig selv og kvinden.

"Hejsa!" sagde hun begejstret. Bag dem var en dreng og en pige. Pigen var blond, men havde brune øjne. Drengen så ud til at være min alder eller ældre. Han havde mørkt hår der faldt ind imod hans blå øjne. Han var lettere solbrun, og kiggede på mig som om jeg ikke var der.

Jeg mærkede noget inden i mig spinne.

"Ø-øh, hej. Jeg er Rose," sagde jeg og flyttede mig til side så de kunne komme ind.

"Jeg er Eli" sagde hans bløde stemme da han gik forbi mig. Jeg rystede mit hoved. Jeg følte mig svimmel.

Eli. Eli Malik.

Hm, måske ville der være en god ting ved at være adopteret af Louis og Eleanor.

 

Ho ho what a hoe, huh. Ej, sorry, synes selv det var sjovt at skriveXD Rose er da ikke en hoe, pff. Men, glædelig jul til jer alle! Jeg håber at jeg får det bedre, så jeg kan skrive noget mere igen xx Tak for at læse med og støtte mig!

-Vingummien

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...