Hi, I'm Your Daughter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2016
  • Opdateret: 28 feb. 2017
  • Status: Igang
"Fjorten år siden fik du og en anden en baby. Jeg er den baby." Rose har altid været et fosterbarn, på grund af hjerteproblemer da hun blev født, blev hun aldrig adopteret. Indtil hun finder hendes forældre. Hun havde bare aldrig forventet at de ville være Louis Tomlinson og Eleanor Calder.

25Likes
8Kommentarer
7764Visninger
AA

8. Privat skole?

Jeg smed min taske på gulvet og kiggede på det stort set tomme rum. Kun en kommode og en seng.

"Jeg ved godt det ikke er meget, men vi havde ikke meget tid til at forberede..." sagde Eleanor, og skræmte mig. Jeg vendte mig om med mine arme på tværs.

"Ikke meget tid til at forberede? Du har haft en hel uge og en hel weekend" bed jeg. Louis kom op af trapperne og stoppede da han så mig og Eleanor.

"Okaaaaay," sagde han og klappede hans hænder sammen. Han gik over og krammede mig tæt. Det var søndag aften og jeg var nu desværre hos Eleanor.

"Jeg kommer til at savne dig, søde" sagde han og ruskede op i mit hånd. Jeg klemte mit ansigt samme da han gjorde det, men smilede da han løftede hans hpnd.

"Lad være med at dræb hinanden i løbet af weekenden," beordrede han og pegede på både Eleanor og jeg selv før han gik ned af trapperne igen. Jeg gik tilbage til at kigge utilfreds på hende.

"Du ved, Louis havde malet mit værelse og alt muligt. Og jeg havde et walk in closet. Okay, han kendte måske ikke helt min stil og alt var lyserødt, men han prøvede i det mindste. Hvad gjorde du?" spurgte jeg, og løftede mine øjenbryn da jeg gik forbi hende og ud af mit værelse, hvis man da kunne kalde det det.

"Rose, jeg skulle ordne hele huset. Og på arbejde... Jeg havde ikke tid til at dekorerer dit værelse," undskyldte hun. Jeg klemte mine knyttede næver sammen. Hvorfor skuller jeg være hos hende i fem dage og kun hos Louis i to? Louis pegede på mig som for at sige 'husk hvad jeg sagde til dig'. Jeg rullede mine øjne og smilede lidt til ham. Jeg tog sarkastisk min hånd op for mit hjerte.

"Spejderære" sagde jeg.

"Godt," sagde han. Han klappede Charlie på ryggen og gav ham et flabet smil, "Lad være med at komme alt for tæt på min babypige. Vi ses!" og så gik han. Og jeg var stadig hos moren der ønskede mig død 14 år siden. Jeg vendte mig rundt for at møde Charlie og Eleanors blikke.

"Jamen, øh.." Stammede Eleanor.

"Godnat" sagde jeg og gik imod trapperne.

"Vent," sagde Eleanor og greb min albue, "Vi får det sjovt, gør vi ikke?" Jeg kiggee på hendes hånd, og så op på hendes øjne i mistro.

"Hvem har det sjovt med et lig?" spurgte jeg. Så gik jeg tilbage imod min fængselscelle.

----------------

"Kaldte hun mig et lig? Eller kaldte hun sig selv et lig?" Spurgte Eleanor som hun rydede op i køkkenet.

"Øh..." Sagde Charlie og hjalp hende, "Lad og ikke tænke på det."

"Hun hader mig," sukkede Eleanor med hendes hænder på vasken og hende hoved hængende. Charlie lagde hendes arme om hende.

"Hun hader dig ikke. Hun skal bare vænne sig til det hele. Du er hendes fødselsmor. Intet kan ændre det. Og i to har et bånd stærkere end noget andet," lovede Charlie. Eleanor vendte sig.

"Hun talte om sig selv," Sagde hun pludseligt. Charlie rynkede hans bryn i forvirring. Eleanor sukkede.

"Jeg troede hun var død.. Da jeg forlod hende på hospitalet--jeg troede--jeg troede hun ville være død.. Hun mente at liget var hende" Sagde Eleanor. Charlie som ikke vidste hvad han skulle sige lagde hans arme om hende og krammede hende tæt. Hvorfor ville nogen dog sige sådan noget?

 

------------

"Fandme nej" sagde jeg da Eleanor holdte uniformen op.

"Det sprog bruger vi ikke i huset. Du er 14," beordrede hun

"Fandme nej," sagde jeg højere. Eleanor sukkede højt og lagde uniformen på sengen.

"Din fars chauffør henter dig om 30 minutter. Jeg vil foreslå at du tager tøj på," sagde Eleanor imens hun forlod værelset.

"NEJ!" råbte jeg efter hende. Hun stoppede

"Rose, du har virkelig ikke et valg" sagde hun og vendte rundt, så hun vendte imod mig. Så gik hun. Jeg stønnede højt og kiggede på uniformen på min seng. Ti minutter senere havde jeg tøj op. Jeg satte mit lange brune hår op i en hestehale og gik ned af trapperne.

"Privat skole?" spurgte jeg igen, og lagde et stykke brød i toasteren.

"I modsætning til hvad du troede, var det ikke mig der fandt på det. Det var Louis," sagde hun og hældte kaffe op til sig selv.

"Louis" mumlede jeg.

"Alle deres børn går på den skole. Og siden du mødte dem sidste weekend, kender du allerede nogen," sagde hun og drak stille fra den dampende kop. Jeg trak i den dumme blazer. Jeg ville aldrig selv vælge noget så formelt. Og nederdelen. Jeg stirrede ondt på det ternede mønster. Noget rige mennesker ville have på, tænkte jeg da jeg strøg mine fingre over materialet.

Selvom, min familie vel er rig nu. Eleanor er model og Louis er... Æh... Louis.

Toaster plingede, som for at sige mit toast var klar. Jeg løftede det op og løb over for at hente en tallerken.

"Varm, varm, varm," jeg hoppede da jeg tabte den. Eleanor stirrede på mig.

"Hvad?" spurgte jeg imens jeg spurgte smør på før jeg tog en stor bid. Hun rystede hovedet og kiggede væk.

"Ikke noget." Jeg lavede en grimasse da jeg hørte dytten fra udenfor.

"Det må være Louis chauffør," sagde jeg, greb min taske og løb ud af døren.

"PAS PÅ DIG SELV!" råbte Eleanor efter mig. Jeg åbnede døren til den skinnende sorte bil og gled ind. Jeg gled næsten ind i en dreng jeg ikke havde set før. Jeg hoppede da jeg løb ind i ham. Han stirrede bare på mig med hans grønne øjne.

"Hvem er du?" spurgte jeg.

"Jeg kunne spørge dig om det samme," sagde han med løftede øjenbryn.

"Hvorfor er du i min fars bil?" spurgte jeg, og ignorerede hvad han sagde. Han stirrede på mig, hans øjne forstørredes kort før han trak på skuldrene og kiggede ud af vinduet. Okaaay...

"Har du tænkt dig at svare?" spurgte jeg. Han kiggede kort på mig og trak på skuldrene igen. Hans hår var kort, men du kunne se bølger i hans brune hår. Han havde en blazer på ligesom min, men bukser og pæne sko. Jeg lagde mærke til at han bemærkede mine converse. Jeg trak mine sko tættere på mig og kiggede ud af vinduet, en smule flov. Han var sikkert bare en nabo eller noget der gik på den samme skole.

Ti minutters akavet stilhed senere nåede vi endelig til skolen. Før bilen var stoppet helt, hoppede drengen ud. Er jeg virkelig så dårligt selvskab? Jeg hoppede ud af bilen og så på den slotslignende skole.

Jesus, gud, en eller anden... Hjælp mig.

"ROSE! ROOOOOSE!" en eller anden med vilde krøller hoppede op og ned og vinkede med armene som en sindssyg.

"Øh..."

"ROSE! JEG KAN SLET IKKE TRO DU SKAL GÅ PÅ SAMME SKOLE SOM MIG!" råbte hun ind i mit øre. Så kom jeg i tanke om hvem hun var. Det var Ginger, Liams ældste datter. Jeg tvang et smil frem.

"Jaer. Jeg glæder mig."

"Det er en skam du ikke er tolv ligesom mig for så kan vi ikke gå på samme årgang men det er okay," sagde Ginger, tog min hånd og trak mig ind mod skolen.

"Er du nervøs?" spurgte hun og lod hendes brune øjne møde mine. Jeg nikkede og kiggede forsigtigt omkring os. Nogen piger gav mig elevatorblikket, og hvis jeg skulle dømme efter deres ansigtsudtryk... Kunne de ikke lide hvad de så.

Ginger fulgte mit blik og stak mig så i siden med en af hendes tynde albuer.

"Av."

"Dem skal du ikke tænke på, Rose. De er ikke særlig søde," sagde Ginger og trak mig tættere på skolen.

---------------------

Jeg gik ind til første klasse og tog en plads helt bagerst. Eli kom ind lige som jeg satte mig. Jeg holdte vejret imens hans blå øjne løb over klassen. Hans øjne låste sig fast på mig. Han stirrede på mig i hvad føltes som evigheder. Så valgte han en plads få borde væk fra mig og kiggede ikke på mig igen. Men jeg kunne ikke stoppe mine øjne i at betragte ham.

"Jeg ville blive væk fra ham hvis jeg var dig," hviskede en tæt på mit øre. Jeg hoppede op og vendte rundt. En pige med et flirtende smil og rødbrunt hår løftede hendes øjenbryn.

"Hvad snakker du om?" spurgte jeg imens jeg forsøgte at få et par notesbøger op af min taske. Hun nikkede imod Eli.

"Eli Malik? Kan er på en måde skolens bad boy.. Det og så dater han Stella, og ingen roder med hende. Jeg er Casey, forresten," tilføjede hun.

"Rose," sagde jeg tilbage. Hendes smil voksede.

"Ny?" spurgte hun. Jeg nikkede.

"Det tænkte jeg nok," hun lænede sig tilbage i sædet. Jeg vendte mig rundt, og vendte mig så mod hende igen.

"Hvad mener du med at han 'på en måde er skolens bad boy'?" spurgte jeg. Casey løftede hendes øjenbryn og lænede sig så over bordet foran hende.

"Han blev taget i at ryge på skolens grund" hviskede hun. Jeg fnøs.

"Er det det eneste?" spurgte jeg. Casey gik i stå.

"Han er ikke en god person at være sammen med. Han tror han er the shit. Sikkert fordi hans far er super kendt. Du ved, Zayn Malik?" spurgte hun. Jeg nikkede langsomt og kiggede igen på Eli. En pige med oliven farvet hud og langt brun hår stod ovre ved ham. Han kiggede på mig. Hun fulgte hans blik og stirrede på mig.

"Ja, jeg har hørt om ham," fortalte jeg hende. Hun kneb øjnene sammen imod mig, som så på Eli igen.

"Kender i hinanden eller noget?" spurgte hun. Før jeg kunne svare gik læreren igennem døren.

"Okay, klasse. Find jeres bøger frem og slå op på side 234. Begynd på anden akt af Julie og Romeo," sagde han og bladrede igennem hans egen bog. Han kiggede på et stykke papir på katederet og kiggede så op igen.

"Åh. Og klasse, lad os alle sige velkommen til vores nye elev, Rose Tomlinson." sagde han. Da størstedelen af klassen drejede sig og kiggede på mig havde jeg lyst til at forsvinde. Min fødselsattest sagde ikke Rose Tomlinson. De gave mig bare sygeplejersken der fandt migs efternavn: Miller.

"Louis," mumlede jeg vredt.

"Så kender i to vel hinanden," hviskede Casey til mig. Jeg kunne høre at hun mente jeg havde forrådt hende. Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding. At få venner her var nok lidt sværere end jeg havde forestillet mig.

Da klokken ringede samlede jeg mine ting sammen. Jeg så designer sko foran mine øjne og kiggede op. Det var pigen der havde savlet over Eli før timen.

Stella.

"Tomlinson? Jeg vidste ikke Louis havde en datter" snerrede hun. Jeg trak på skulderen da jeg rejste mig og tog min taske over skulderen.

"Nåh, jamen her er jeg altså." Hun stirrede på mig i lang tid med hendes kolde mørke øjne.

"Du må være uægte" fnøs hun og gik væk fra mig. Jeg grinede.

"Undskyld mig, hvad?" spurgte jeg. Hun vendte sig med et smil på læben.

"Uægte. At dine forældre ikke blev gift. Jeg vil vædde på at Louis ikke engang kendte til dig før for kort siden." sagde hun, og lod som om hun vidste alt om mit liv. Jeg stirrede på hende i lang tid imens jeg bed mig i læben.

"Jeg ved hvad uægte betyder," svarede jeg endelig. Hun så overrasket ud over mit svar, men gled ind i et flabet smil.

"Vi ses senere... Road... Var det vist."

"Rose..." Hvorfor fanden ville hun tro mit navn var Road? Det er ikke engang et navn.

"Jaer, sikkert," sagde hun og gik. Jeg løb mine fingre igennem mit pandehår der hang skævt over min pande og sukkede højt.

Stella ville helt sikker være irriterende.

Da jeg gik ud af klassen løb jeg næsten ind i Eli.

"Åh! Eli! Undskyld!" sagde jeg og bakkede væk fra ham. Han smilede lidt.

"Nej, det er fint. Jeg så Stella talte med dig..." sagde han, gik direkte til sagen. Jeg rullede med øjnene og gik imod min næste time med Eli ved min side.

"Hun kan ikke særlig godt lide mig. Er det bare på grund af mit efternavn?" spurgte jeg, og kiggede på ham. Han trak på skulderen.

"Jeg ved ikke hvad hun tænker halvdelen af tiden."

"Dater i ikke?" spurgte jeg.

"På en måde," var alt han svarede. Så gik han. At få ham til rent faktisk at tale med mig ville blive svært. Faktisk ville hele situationen blive svær. Så fik jeg øje på drengen fra bilen i morges. Vi låste øjne. Han så overrasket ud over at se mig, så gik han.

Hvem var han? Nysgerrigheden dræbte mig langsomt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...