Hi, I'm Your Daughter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2016
  • Opdateret: 28 feb. 2017
  • Status: Igang
"Fjorten år siden fik du og en anden en baby. Jeg er den baby." Rose har altid været et fosterbarn, på grund af hjerteproblemer da hun blev født, blev hun aldrig adopteret. Indtil hun finder hendes forældre. Hun havde bare aldrig forventet at de ville være Louis Tomlinson og Eleanor Calder.

23Likes
8Kommentarer
7464Visninger
AA

9. Hvem?

KAPITEL 7

Jeg gik ind i den sorte bil og hoppede da jeg næsten stødte ind i den underlige fyr med de grønne øjne. Han kiggede på mig, et skævt smil på læben, lettere underholdt.

"Hvad smiler du af?" spyttede jeg. Han trak på skuldrene og kiggede væk. Ugh, hvem ER han? Jeg lænede mig frem og smilede sødt til Louis' chauffør, Robert.

"Hey, Rob, hvordan har din dag været?" spurgte jeg så sødt som muligt. Han lo.

"Jeg er ked af det, frøken Rose, men jeg bliver nødt til at køre dig hjem til din mor. Ordrer." Jeg stønnede så højt som muligt og satte mig tilbage i mit sæde.

"Hun kommer ikke engang til at være hjemme når jeg kommer hjem," mumlede jeg.

"Det er aftalen dine forældre blev enige om," sagde Robert. Jeg sukkede højt.

"Hvordan var skolen?" spurgte han. Jeg kiggede på ham igennem bakspejlet.

"Åh, jeg fik helt vildt mange venner, og min eneste ven er ikke en 12-årig piger, og ingen hader mig," sagde jeg med en positiv stemme.

"Så slemt, var?"  spurgte Rob. Jeg sukkede.

"Forfærdelig." Endelig nåede vi frem til Eleanor's hus. Jeg kiggede på den lille hytte.

"Vi ses i morgen, Rob. Sig til Lous at jeg sagde hey," sagde jeg da jeg gik ud af bilen. Jeg stirrede på drengen med de grønne øjne.

"Farvel," sagde jeg spidst. Han kiggede på mig, og kiggede så væk.

"Okay..." sagde jeg da jeg lukkede døren. Da Rob kørte væk undrede jeg mig over hvad drengens problem var. Jeg åbnede døren og råbte at jeg var hjemme, udelukkende for at få stilhed som svar. Jeg smed min taske på gulvet ved siden af døren og gik ind i køkkenet med min rumlende mave. Jeg besluttede mig for makaroni og ost, fyldte en gryde med vand og satte den på komfuret. Jeg tørrede mine hænder i et viskestykke og hørte min telefon ringe ude fra min taske.

"Oh my god, Katie!" råbte jeg, og smed håndklædet. Jeg løb over til min taske og søgte efter den ringende telefon. Da jeg endelig kunne mærke det glatte metal, skyndte jeg mig at tage den.

"Katie!" råbte jeg glad.

"Hey hey Ro, hvordan går det med at bo ved dine forældre?" spurgte Katie.

"Forfærdeligt," sagde jeg som jeg gik op mod mit værelse.

"Er det virkelig så slemt?"

"Jeg synes bare... Jeg mener, Louis er super. Han er en skøn far. Og han prøver virkelig. Men Eleanor.. Det føles bare som om hun ikke vil have mig her. At jeg minder hende om noget hun har prøvet på at glemme i fjorten år," sagde jeg, og pillede ved min uniform.

"Vent.... Dine forældre er Louis of Eleanor? Som i... Louis Tomlinson og Eleanor Calder?" hun skrev nærmest.

"Åh... Jaer... Har jeg ikke fortalt dig det?" jeg grinede nervøst.

"NEJ! DET HAR DU IKKE!" skreg hun som jeg trak telefonen væk fra mit øre.

"Jeg må have glemt det."

"Du glemte det? Glemte at begge dine forældre er ÅNDSVAGT kendte?? Eller altså... Eleanor var kendt."

"Det kom aldrig lige op... Hvordan er skolen?"

"Åhhhhh nej, så let slipper du ikke. Lad være med at skifte emnet."

"...Katie. Jeg har virkelig ikke lyst til at snakke om det..." der var stilhed i hendes ende.

"Okay. Fint. Skolen er forfærdelig uden dig..."

"Det er jeg ked af.. Jeg ville gerne blive... Men mine forældre vil have mig til at gå på en rigmands privatskole," sagde jeg irriteret. Bagefter spurgte hun indtil min dag og jeg fortalte om hvad der skete med Stella og Eli, og drengen med de grønne øjne. Så nævnte jeg Casey.

"Hun lyder cool," var hendes svar. Så blev hun nødt til at gå, hun kunne ikke blive ved med at bruge fastnettelefonen fordi Mrs. Ketterly ventede på et meget vigtigt opkald. Vi sagde farvel. Jeg lagde mig på min seng og lukkede mine øjne for at slappe lidt af... Men endte med at falde i søvn.

 

-------------------------------

Jeg vågnede ved at få et hosteanfald. Da jeg åbnede min øjne, skreg jeg nærmest. Huset brændte.

Shit. Eleanor dræber mig.

Jeg blev ved med at hoste da jeg kom op af sengen. Jeg åbnede mit vindue og kiggede ud på alt røgen. Jeg hostede, røg i mine lunger. Der var sirener og brandmænd.

"Oh my god!" hørte jeg Eleanors stemme da hendes bil kørte op med Charlie. Jeg hostede endnu mere, mit syn blev sløret. Pludselig så jeg sidelæns, og det gik op for mig at jeg var kollapset.

"ROSE!" Jeg hørte Eleanors stemme ramme en åndsvag høj tone da hun skreg. Det var det sidste jeg hørte før jeg blev bevidstløs.

-------------------------------

Jeg hørte et skænderi da jeg kom til bevidsthed igen.

"...Hvis din chauffør lod hende komme..."

"...Jeg kan ikke tro du rent faktisk giver mig skylden for..."

"...Hvordan kan det være MIN..."

"...Måske hvis du kom hjem tidligere..."

"...Ved du hvad, Louis? Du er ikke andet end en..." jeg hostede og åbnede mine øjne. Eleanor og Louis gik i stå, og kiggede over på mig.

"Rose? Rose, skat," sagde Eleanor da hun nærmede sig min seng. Ufrivilligt veg jeg til siden da hun rørte mig, hvilket udløste et nyt hosteanfald. Hendes ansigt var udtryksløst, men hendes øjne viste at hun var såret.

"Hvad skete det?" spurgte jeg med en hæs stemme.

"Huset brændte ned, og du kollapsede," sagde Louis og satte sig på min seng.

"Lægen lader dig komme ud snart. Du inhalerede ikke så meget røg igen," sagde Eleanor.

"Hvad med huset? Hvor skal vi bo?" spurgte jeg, panikkede jeg. Havde jeg allerede ødelagt min chance for at bo hos mine forældre? Louis smil groede større da han kiggede på Eleanor.

Hun pustede et stykked hår væk fra hendes ansigt, og kiggede væk som hendes læber strammedes.

"Altså, mit hus er stort nok til jer alle så..."

"Vi skal bo hos Louis i et stykke tid," sagde Eleanor, hendes irritation kunne høres i hendes stemme. Jeg smilede tilbage til Louis

"Det lyder hyggeligt," sagde jeg.

---------------------------------

Vi gik ind i Louis palæ, da han gestikulerede overdrevet imod det, som for at sige 'tadaaa'. Eleanor var ikke glad, fordi alle hendes ting var gået tabt i branden og hun skulle bo med hendes ex kæreste. Charlie var vist ligeglad. Eller, hvis han ikke var viste han det ikke.

"Hvor er Harry?" spurgte jeg og kiggede rundt.

"Sikkert ved at se et eller andet," sagde Louis distraheret.

"Hvad med at du smutter i seng eller noget?" spurgte Eleanor, "Det er sent."

"Lige meget," sagde jeg. Jeg gik op imod mit værelse og kiggede rundt. I det mindste havde jeg stadig nogen af mine ting. Jeg hoppede i min pyjamas og fandt min tandbørste, for at gå ned gennem gangen og imod badeværelset. Jeg åbnede døren uden at tænke, og spærrede mine øjne op. Drengen med de grønne øjne stod foran mig. Mine øjne begyndte at vandre. Jeg skreg og dækkede dem til.

"OH MY GOD OH MY GOD HVAD LAVER DU HER??!" råbte jeg, da jeg blindt prøvede at bakke ud af badeværelset.

"Øh, jeg kunne spørge dig om det samme. Du burde ikke være her i ugedagene," var hans svar.

"TAG DOG NOGET TØJ PÅ!" råbte jeg af ham imens jeg løb ud af badeværelset.

----------------------------------

Louis gik hen imod stuen og fandt Harry i gang med at se en romantisk komedie.

"Hørte du Rose skrige?"  spurgte Louis. Harry kiggede op, og grinte en smule.

"Hun har vist mødt Alex," svarede han.

----------------------------------

"Hvorfor er du HER?" spurgte jeg febrilsk igennem badeværelsesdøren.

"Jeg var ved at tage et bad. Hvorfor er DU her?"

"Mit HUS brændte ned," sagde jeg.

"Du brændte dig eget hus ned?" spurgte han. Jeg kunne høre latteren i hans stemme.

"Sådan var det ikke..." startede jeg vredt, men min sætning ebbede ud da han åbnede døren, kun i bukser. Jeg sank.

"Øh... Øh..." stammede jeg imens jeg stirrede på hans muskuløse bryst. Jeg rystede mit hoved og tvang mig selv til at møde hans blik, "Du svarede aldrig på mit spørgsmål. Hvem er du? Hvad laver du her?". Han smilede skævt til mig med hævede øjenbryn. Han havde tydeligvis set hvor rød jeg var i ansigtet.

"Jeg er Alex. Alexander Styles," han trådte tættere på, så hans ansigt var lige foran mig, "Jeg bor her." Jeg spærrede mine øjne op da han gik væk.

"Styles? Som i.. Harry Styles?? Vent..." kaldte jeg efter ham. Han stoppede ikke.

"Jaer, han er min far," råbte han over hans skulder.

Åh gud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...