Hi, I'm Your Daughter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2016
  • Opdateret: 28 feb. 2017
  • Status: Igang
"Fjorten år siden fik du og en anden en baby. Jeg er den baby." Rose har altid været et fosterbarn, på grund af hjerteproblemer da hun blev født, blev hun aldrig adopteret. Indtil hun finder hendes forældre. Hun havde bare aldrig forventet at de ville være Louis Tomlinson og Eleanor Calder.

23Likes
8Kommentarer
7463Visninger
AA

5. "Du er... adopteret"


KAPITEL 4

Jeg gik ind i fosterhjemmet og ignorerede Mrs. Ketterlys råb som jeg løb op af trappen til værelset jeg delte med Katie.

"Så?" spurgte hun med et løftet øjenbryn. Jeg havde lyst til at smøre det selvglade smil af hendes ansigt. Som jeg smed tasken på sengen forsøgte jeg at holde tårene inde.

"Du havde ret," sagde jeg og rullede mine øjne. Hun smilede og åbnede sin bog.

"Tænkte jeg nok," sagde hun. Jeg satte mig på min seng i den anden side ar tummet, og lagde mit hoved ned. Jeg lod tårene trille ned af siden af mit ansigt der vendte imod væggen.

 

----------

Louis kiggede vantro på Eleanor.

"Vi har netop fundet hende, og du lader hende bare gå igen?" spurgte han med vrede.

"Du giver mig skylden for det her? Du er den der sagde du ikke vidste hvad du skulle gøre med hende!" bed Eleanor. Louis rullede hans øjne og løb efter Rose, lod døren stå åben bag sig. Eleanor lagde hendes hoved i hendes hånder, og læneede sig op mod væggen. Charlie stod stadig med et chokeret udtryk på hans ansigt.

"Jeg er ked af at jeg ikke sagde det" sagde hun efter lidt tid, og mødte hendes forlovedes øjne.

"Nej, nej... Det er fint" sagde han. Han var stille i lang tid, "El, du kommer til at fortryde du ikke kæmpede for hende. At du ikke gik efter hende..." Eleanor kiggede op og mødte Charlies øjne.

"Du har... Ikke noget imod det?" Charlie grinede af hendes chokerede udtryk.

"Hvorfor ville jeg have noget imod det? Jeg elsker dig, Eleanor. Jeg vil gøre hvad som helst for dig," sagde han og kiggede ind i hendes hassel øjne og holdte hendes hånd. Hun smilede til ham, men smilet falmede da hun kunne høre fodtrin nærme sig huset.

"Den piger..." prustede Louis, "..Løber så... stærkt." Eleanor rejste sig hurtigt, ramte næsten Charlie i kinden med hendes hoved.

"Du indhentede hende ikke?" spurgte hun, med en stemme der efterhånden var så høj at mennesker ikke kunne høre den. Louis satte en finger i øret, stirrede på hende og kiggede trist på gulvet.

"Nej... Nej, det gjorde jeg ikke..." Eleanor huskede papiret i hendes hånd.

"Der er min socialarbejders nummer. Hvis du beslutter dig for at gøre noget..."

Hun huskede hvad Rose sagde da hun rakte hende papiret. Hun smilede til sig selv som hendes øjne mødte Louis.

"Vi mister hende ikke" sagde hun smilende. Louis kiggede forvirret på hende.

 

-----------------------

"Marcy, vil du venligst sende kartoffelmosen videre?" spurgte jeg som jeg sad ved spisebordet. Den femårige besluttede sig for i stedet for at kaste en håndfuld af det i mit ansigt. Spisebordet var omringet af menneske og larmende som sædvanligt.

"Hey Rose, pænt ansigt," jokede Jason fra den anden ende af bordet. Jeg tørrede kartoffelmos væk fra øjnene.

"Ha. Ha. Ha," grinede jeg sarkastisk, før jeg stirrede irriteret på ham. Det var en uge siden jeg mødte mine forældre. Selvom det gjorde ondt, var jeg stort set kommet mig over afvisningen. Jeg havde stadig ikke fortalt Katie hvem det var. Det var ikke rigtigt nødvendigt.

"HEY JASON! Jeg vil væde på at Mrs. Ketterly ville ELSKE at se at du havde eftersidning i dag" råbte Katie af ham. Jasons ansigt blev rødt so Mrs. Ketterly kiggede på ham med rynket pande.

"Eftersidning...?"

"Bare ignorer ham, Ro, han er bare jaloux over at du mødte dine forældre" sagde Katie og rakte mig en serviet.

"Du sagde det til ham???" Spurgte jeg vantro som jeg tørrede kartoffelmos af mit ansigt.

"Jaer... Jeg mener, det slap ligesom bare ud..."

"Kaite!"

"Jeg er ked af det, Ro! Det er jeg virkelig! Han var bare virkelig-" Det bankede på døren. Mrs. Ketterly rejste sig og gik over tild en. Katie og jeg stirrede på personen bag døren. Det var min socialarbejder.

"Rose!" kaldte Mrs. Ketterly. Nogen af de andre drenge råbte mit navn efter mig da jeg gik op til døren.

"Hej, Rose, jeg har nogen skønne nyheder til dig," sagde Fern med et smil på læberne. Jeg kiggede varsomt på hende og lod hende fortsætte.

"Dine fødselsforældre fandt mig. Du er... Adopteret!" sagde Fern med et smil. Min kæbe faldt.

"Men... De er ikke sammen... De kan ikke adopterer.... Systemet ville ikke..." jeg kæmpede med at finde ordene.

"Det her er ikke ligefrem en normal sag. Fødselsforældrene indgav aldrig filen. For fælles forældremyndighed," sagde Fern. Fra fnisene og rødmen kunne jeg fortælle at det ikke var en 'normal' sag fordi hun havde været Directioner da hun var yngre, og Louis havde charmeret hende. Det og at være fangirl som hun var, ville hun højst sandsynligt hendes yndlingspar, Louis og Eleanor til at være sammen igen. Måske troede hun at få mig tilbage ville gøre det. Så hun skubbede sagen til toppen og de lod det ske. Så, nu blev jeg adopteret af mine fødselsforældre. De samme der ikke ville have mig.

"Jeg er adopteret?" spurgte jeg sagtmodigt. Fern nikkede bare lykkeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...