Magiens træ

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2016
  • Opdateret: 12 feb. 2017
  • Status: Igang
Dette er en fanficktion, men den foregår i en anden verden og personerne er derfor anderledes end i virkeligheden, jeg forestiller mig dem som på coveret..
Landet Armagh har efter en krig mistet næsten alt sin magi, landet sygner hen og et uhyggeligt mørke truer, kan en gruppe mennesker der alle besidder særlige evner redde landet og dem selv ? Og hvad er den hemmelighed en af dem bære på ?

5Likes
0Kommentarer
941Visninger
AA

2. Chris historie


Chris stod helt stille, hans hænder og pande hvilede mod træ væggen, selv om den sidste kamp havde været hård havde han ikke en skramme. Arenaen lugtede af en kvalmende blanding af blod, sved og det fyrretræ den var lavet af, selv om han var vant til det efterhånden fik lugten alligevel hans mave til at vende sig. Gad vide hvordan folk reagerede hvis han gav sig til at kaste op ? 
Han koncentrerede sig om den forestående kamp og prøvede at lukke de mange lyde fra tilskuerne ude. Folk snakkede, kræmmerne råbte deres priser ud, et får brægede og over i det ene hjørne sloges 2 fulde mænd. 
Han var træt og hans muskler ømme, og han var glad for at han kun havde denne kamp tilbage før han var færdig for i dag. Bagefter skulle et krus øl og noget mad gøre godt og så en god nats søvn. 
Ejeren af arenaen Abram slog på den store gonggong og råbte med sin bedste sprechstallmeister stemme. “Så er vi klar til aftenens sidste kamp, Chris den uovervindelige barbar mod sump heksen “. 
En lille krumbøjet kvinde kom gennem døren ind i arenaen, før i tiden ville han have grinet og tænkt at han da ikke kunne slås med en lille gammel dame, men han havde nu lært aldrig at undervurdere en modstander lige meget hvor ufarlige de så ud. 
Da Chris langsomt nærmede sig kvinden følte han sig blottet og sårbar, han var nøgen bortset fra et lændeklæde i dyreskind og hans eneste våben var en træ stav med tilspidset ender. 
Pludseligt fløj kvinden frem, med et hyl der gik gennem marv og ben på tilskuerne, og hendes klo lignende negle satte 4 dybe rifter på tværs af hans nøgne brystkasse inden han fik hende slynget fra sig. 
“Modbydelige heks” mumlede han for sig selv, rifterne sved voldsomt et kort øjeblik, så syntes de at blive utydelige og forsvandt derefter langsomt, som om tiden kørte baglæns. 
Da hun angreb igen var han forberedt og parerede angrebet med sin stav, heksen fægtede vildt med klørene og hylede som en besat, vred over at hun ikke kunne nå ham.
Pludseligt trak hun sig tilbage og et øjeblik efter fløj en sværm af magisk fremkaldte istapper om ørene på ham, de summede som vrede bier og fik luften til at føles fugtig og kold. 
Sveden løb ned af hans ansigt, trods kulden, da han kæmpede for at få ram på alle istapperne med sin stav. Når han slog til dem splintredes de i en sky af is støv der glitrede som sølv når det dryssede ned på jorden. 
Han følte en skarp skærende smerte i højre lår, hvor en af istapperne, han ikke havde fået ram på, havde boret sig dybt ind og bandede indædt, men han havde ikke tid til at tage sig af den nu. 
Endeligt var der ikke flere istapper omkring ham så han tog fat om den istap der sad i hans lår og trak den langsomt ud, tilskuerne hujede af fryd, de elskede når der var blod og smerte involveret. 
Nu måtte det være nok, han gik frem imod heksen for at få afsluttet kampen. Jo tættere på hende han kom jo tungere blev hans hoved og hans fødder, han følte sig pludseligt meget træt. Han så op på hende og fik øje på en lille lampe lignende ting der hang i en kæde fra hendes hånd og udsendte røg og han vidste med det samme at det var det der gjorde ham så træt. 
Hans øjne gled i og drømmene pressede sig på, han havde stor lyst til at ligge sig ned og bare sove, glide væk i glemslen og de rare drømme. Men han kæmpede imod, han måtte kæmpe, så kunne han sove bagefter. 
Chris gled langsomt ned på gulvet, hans øjne kæmpede for at holde sig åbne, men til sidst gled de i og hans krop blev slap. Dem der havde sat penge på hans sejr buede vredt over at de så ud til at ville tabe deres penge. 
Heksen gik langsomt frem imod ham, da hun stod lige foran ham, slog han med en hurtig bevægelse røgelseskaret udad hendes hånd så det fløj over i den anden ende af arenaen og i en hurtig bevægelse kom han på benene. 
Inden heksen nåede at opfatte at hun var blevet snydt slog han benene væk under hende med sin stav og placerede sin højre fod på hendes spinkle bryst, som han havde håbet på gav hun tegn til at hun overgav sig og han havde vundet kampen. 
Abram annoncerede ham som vinder, dem der havde sat penge på ham hujede og dem der havde sat penge på heksen buede, et par kastede endda de kyllingelår de stod og gnavede på efter hende. 
“God kamp Chris, jeg troede ellers lige hun havde dig der. Gå nu op og få noget at spise”. Abram klappede ham på skulderen, han var godt tilfreds med alle de penge han havde tjent på kampen. 
Chris fandt sig et ledigt bord i et hjørne, hvor han lod sig synke ned på stolen, inden han bad servitricen komme med et krus øl og noget mad. 
Han nød som altid bare at sidde for sig selv og iagttage de mange forskellige typer mennesker der var omkring ham, mens han spiste sin mad. 
På trods af en del mennesker der roste ham for kampen og et par skøger der tilbød deres ydelser, så følte han sig ensom midt i mylderet, ingen af dem kendte ham eller så ham som andet end dagens underholdning i arenaen. Han nød ikke at slås for at underholde folk, men han havde intet valg, Abram ejede ham, som nogen havde ejet ham siden han var en forældreløs dreng, han var en slave der kunne købes og sælges. 
Da han havde spiste gik han alene ned til sit kammer, hvor han kravlede ned i sin seng og hurtigt faldt i søvn og drømte om at være fri og selv kunne bestemme over sit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...