Tusind tak

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2016
  • Opdateret: 23 okt. 2016
  • Status: Igang
Det er så uvirkeligt. På alle måder. Har du nogensinde haft følelsen af at ens sjæl forlader kroppen, at man ser sig selv udefra? Det er sådan det er, når man sidder hos lægen og ser sin mor få beskeden: Du har kræft i lunger, lymfer og knogler.

0Likes
0Kommentarer
79Visninger
AA

1. Ingen spørgsmål?

"Det er sikkert bare astma," hører jeg mig selv sige. Inderst inde tør jeg ikke tænke tanken. Jeg begraver den under en anden - knapt så tabubelagt - tanke. Jeg ved godt det ikke er astma. Jeg har selv astma. Det er nok  bare KOL. Det er nok bare KOL. Det er nok bare KOL. Men det tør jeg heller ikke sige højt. Jeg vil ikke gøre min mor bange eller ked af det.

"Du har nok ret, Mille-mus," siger hun og smiler.

Venteværelset på sygehuset er forfærdeligt. Der er højt til loftet, hvilket forstærker den meget larm fra andre ventende patienter. Stolene er hårde, luften er tør og der lugter af disinficerende middel overalt. Manden ved siden af mig hoster voldsomt, og jeg må vende mig væk, for at han ikke ser mig rynke på næsen. Jeg kan ikke fordrage syge mennesker, men man tager med sin mor, når der endelig er kommet svar på de mange prøver, der pludselig er blevet taget. Jeg var også med til den biopsi, de tog i den højre lunge. Eller ikke sådan rigtig med. Jeg ventede pænt udenfor og tog imod min mor, da de var færdige. Og nu har de allerede svaret. To uger efter. Går det ikke kun så stærkt, hvis det er ...?

"Marie Thomsen," bliver der kaldt, og jeg rejser mig automatisk. Min mor skal selvfølgelig først lige have pakket tasken sammen, set sig om, mangler hun noget? Rette lidt på jakken, hoste, og så er hun klar til at følge med sygeplejersken.

Og de har alt for mange gange og døre på sådan et sygehus. Vi følger troligt efter den hvide uniform, der leder os ind i et nyt rum, med fire stole og et bord. Vi sætter os på de angivne pladser, og plejersken forsvinder ud af lokalet igen - hun skal lige hente lægen.

Min mor kigger på mig. "Det er vist aldrig et godt tegn, når de skal være to om at give prøvesvar tilbage."

"Sludder," siger jeg og slår rystende lyden fra min mobil. "Det er sikkert bare en studerende, der skal være med."

Men klokken er 11.06, da den unge læge fortæller, at min mor har kræft i lunger, lymfer og knogler. Min hals snørrer sig sammen, mine hænder bliver følelsesløse og tiden går i står. Jeg vil så gerne være stærk. Jeg bider mig i tungen for ikke at give mig til at græde - det har min mor ikke brug for lige nu. Jeg rækker ned i min taske efter et lommetørklæde og får øjenkontakt med min mor. Min vidunderlige mor, der er alt for ung til at skulle dø. For man dør af kræft, ikke? Hendes blik er næsten blankt, hun har stemplet ud et kort øjeblik. Men dét sekund, hvor vores øjne mødes fyldes hendes med det fineste lag tårer, og hun rækker ud efter lommetørklæderne jeg så akavet sidder med i hånden.

"Tak," siger hun med en lille bitte stemme og tørrer øjnene.

"Det er en stor mundfuld at skulle forholde sig til," siger lægen. Han kan ikke holde øjenkontakt med nogen af os - overhovedet. Han fumler med papirerne, trommer lidt i bordet, kigger over på sygeplejersken, der sidder med hovedet på skrå og ser medfølende på min mor.

"I må blive siddende så længe I har brug for," fortsætter han og rejser sig. "I har sikkert nogle spørgsmål, men tag jer lidt tid sammen nu, og så vender sygeplejersken tilbage om lidt." De rejser sig begge og går over mod døren.

Min mor er åndsnærværende nok til at sige tak. Jeg sidder bare som en dum kartoffel og glor efter dem, kan ikke sige noget, ved ikke hvad der forventes, at man siger. Da døren lukker efter dem, falder jeg min mor om halsen, og hun græder helt vildt. Jeg synker mange gange. Forsøger at tvinge den irriterende klump tilbage ned i halsen, jeg nægter at græde nu. Jeg bliver nødt til at holde hovedet koldt. Sygeplejersken kommer snart ind igen, og det forventes, at vi har spørgsmål. Men jeg har ingen. Jeg kan ikke komme på et eneste spørgsmål, som jeg har mod til at stille. Åh, Gud, jeg har ingen spørgsmål. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...