En tragisk sandhed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2016
  • Opdateret: 23 okt. 2016
  • Status: Færdig
Den unge Tobias sammen med hans dumdristige ven, Anders Skalle laver et noget hen af jackass stunt, og det resulterer i en hospital seng og en tragisk sandhed.

4Likes
2Kommentarer
137Visninger
AA

1. Et endegyldigt stunt

En sirene er egentlig  alt hvad jeg kan høre, den overdøver de dybe mandestemmer, jeg kan ikke se og jeg har ingen som helst idé om hvor jeg befinder mig. Det var bare en fiktionel fordom Skalle og jeg havde i hovedet da vi troede vi kunne slippe væk uden skrammer. Jeg fortryder mit valg ikke at være bedrevidene, så sad vi måske og spillede playstation nu i stedet for, men nej, vi skulle jo prøve. Lige med et stopper sirenen, køretøjet giver et holdt og jeg bliver rusket i. Endelig, jeg kan gøre mig klar over hvad mændene har kørende omkring mig. Min fars stemme gav sig først til kende, spørgende ’’Er han ilde tilredt?’’, intet svar var tilbagekommende, men med et svarede en ukendt stemme med ’’Det er en vurdering der bør tages inde på sygehuset, og ikke af mig’’. De snakker jo om mig, som var jeg ikke tilstede. De tror vel jeg enten er i koma eller sover, det er virkelig ubehageligt. Jeg kan ikke engang mærke mine arme, mine fødder, ben, næse, fingre – jeg kan faktisk intet føle. Kun i hovedet, der føler jeg mig klar. Jeg savner allerede at kunne gå, slå min far på skulderen når han siger noget dumt, hjælpe min mor med at sætte på bordet og tage fra igen, eller at kramme min lille søster farvel når hun skal i skole.

Men hvor fanden er Skalle? Jeg har ikke set ham siden det er sket? Jeg kan kun huske han råbte desperat på mig, ’’TOBIAS’’ med et knæk i stemmen og kroppen. Andet husker jeg ikke, ikke siden jeg vågnede. I det mindste bliver jeg slæbt væk nu, min mor grædene i baggrunden. En desperat, sur og ked af det far der leder efter svar. En lille søster der ikke forstår situationen. 16 år gammel, 16 år senere, 16 timer siden søvn, og 1600 skrammer på kroppen. Jeg er lidt ligesom Johnny Knoxville, bortset fra jeg ikke bor i Los Angeles, men dog i Aarhus på trøjborg vej 144. Men jeg har da lavet stort set det samme, sammen med Skalle selvfølgelig. Skalle kunne man godt sige var Steve-o, han er i hvert fald lige så fucked up han er frygtløs, bange for lige så lidt som en løve han ser bare verdenen som en form for udfordring der skal tæmmes. Mens jeg ligger i sengen og hører talen frem og tilbage, snakken om blodprøver, brækkede knogler og røntgen scan overvejer jeg om jeg er i stand til at huske andet fra dagens hændelse, men umiddelbart uden held. Jeg føler mig lukket inde i en kasse hvor jeg egentlig sidder foran nøglen, dog kan jeg alligevel ikke nå den. Det er skræmmende, og aldrig har jeg følt mig mere intimideret af en situation som den her, tusindvis af læger der farer rundt og ikke aner en skid om hvad jeg fejler, og her ligger jeg som en krybling der ikke kan huske noget som helst, jeg aner ikke engang hvor jeg er blevet kørt hen. Formodentligt sygehuset, det er bare så surrealistisk – jeg troede jo jeg var uovervindelig. Usårlig - men det er bare en facade af den grimme relation vi alle nok skal gennemgå engang vi kommer til skade, det er bare  vores ego der ikke har en grænse, vores ego der tror vi kan alt. Vi ser jo tit om ham den uheldige Larsen fra den anden ende af landet der kom til skade, eller Andersen fra d en anden ende af vejen der kørte galt på samme dag, samme tidspunkt som man selv var i nærheden. ’’Godt det ikke var eller er mig’’ tænker man, så man får sin selv fødte arrogance overfor den slags og tror sådanne ting aldrig vil hænde en selv. Men uheld vil altid forekomme for en.. Fandt jeg ud af. 
Lægerne taler om mine knogler, led, muskler og mit nervesystem er beskadiget voldsomt, og de ikke er sikre på om jeg ville kunne gå igen, men chancen er trods alt større end lille. Dog er det ikke meget. Min mor græder stadig, min far er gået ud for at fortsætte hans ryge misbrug selv efter 9 års stop. I disse situationer ville han kalde det et forbrug, men han ryger for at tænke på noget andet.. Et misbrug.

Jeg har efterhånden lagt her i mange timer. Føles det som om- måske er det bare min hjerne der fortæller noget andet. Måske har jeg kun lagt her i 5 minutter? Måske er jeg egentlig i koma, kun på vej til hospitalet. Måske er jeg ikke? Sandsynligvis ikke, jeg ville dog ønske jeg kunne nive mig selv for at finde ud af hvorvidt dette er ægte. Hvis jeg nu egentlig lucid drømmer bør jeg kunne danne og forme drømmen som det passer mig, men det gør jeg jo heller ikke, ellers havde jeg da rejst mig for længst.
Det er lidt hårdt at høre lægerne snakke om mig i tredje person, som var jeg her ikke – hvordan de snakker om jeg nok ikke kommer til at kunne gå, eller bevæge mine arme. Men oftest set er det kun min mors hulken jeg hører. Lægerne farer rundt, ikke blot om mig – men om så mange andre patienter man kan jo ikke forvente man er midtpunktet i hele hospitalet udelukkende fordi man har haft et lille uheld og er blevet så invalid man skal have hjælp til at tørre røv. Andre mennesker gennemgår jo også problemer, måske endda værre end mine. Skalle har altid en tendens til at være larmende når han kommer steder hen, fuldstændigt ude af kontrol og ingen stedsans. Men den her gang var han stille, jeg hørte ham ikke engang før han spurgte hvad der var sket med mig, og om jeg ville klare den. Min far prøvede at være optimistisk og dække over sin sorg og til svarede med et ’’Selvfølgelig klarer han den’’, men de vidste alle godt jeg var langt ude at skide.   

Jeg mærker efterhånden følelsen i min krop, først i mine øjne, så indtil videre ikke andet - doktorene kan  dog se en drastisk ændring af hjerne aktivitet på deres skærme. Min mor ser ældre ud, min fars hår er blevet lysere, og min lille søster har ramt puberteten.
Hvad fanden sker der?
’’For 11 år siden lavede du og Anders Skalle et styrt der gik udover 81% af din hjerne. Lægerne mente du aldrig ville vågne, eller vågne med lammet krop fra skulder og ned af, men ifølge overlægen vil du kunne bruge dine legemer igen.’’ Fik min mor bristet ud med gråd i stemmen’’
Jeg fokuserede kun på det faktum at jeg var blevet 11 år ældre på et split sekund.
 

 

Timerne har slæbt sig selv af sted

Jeg kan ikke længere følge med

Jeg bliver bleg som sne

Fordi jeg lod det hele ske

Tiden svinder ind

Som jeg gør i mit eget sind...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...