Remember to forget me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2016
  • Opdateret: 23 okt. 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til Halloween konkurrancen. Valgmuglihed nr. 1

0Likes
0Kommentarer
79Visninger
AA

1. Remember to forget me

Kan du huske mig? Jeg elsker dig... eller elskede dig. På vægen, den modsatte end den jeg sidder på, kan jeg se din kalender, den viser den 31 oktober. Halloween. Vi elskede at gå ud og se på skoven i det kalte efterårsvejr. Jeg var bange for at gå hjem forbi kirkegården. Jeg troede at der var spøgelser. Nu er jeg blevet klogere, nu ved jeg at jeg havde ret. Du var ikke bange, du var aldrig bange. Ikke engang til sidst. Du var for fuld til at være bange. Hvad nu? Er du bange nu? Hvis, så for hvad? Døren til dit værelse går op og hun kommer ind. Jeg kan ikke lide hende, hun taler til dig som om du var et barn, og du finder dig i det. Hvis det havde været mig havde du skældt mig ud. Og så havde jeg kysset dig, vi ville have leet, vi ville have haft det godt. Nu er du alene med hende i hendes hvide kjortel.

"Hvad siger du til at vi går en tur?" Du løfter hovedet og ser mat på hende. Jeg kan se at du er fanget i dit eget fængsel. Jeg ønsker at flyve ned og ruske dig, at tage fat i dig og skrige at du skal tage dig sammen og glemme mig helt, eller huske mig men komme videre. Jeg ved ikke hvad jeg helst vil have. Måske ønsker jeg bare at du kommer videre. Får dit et nyt liv. Jeg ønsker at ruske dig. Men jeg kan ikke røre dig.

"Jannik, jeg har taget blomster med. Vi kan gå ud til..." Hendes stemme dør hen, hun behøver ikke at sige mere. Du ved godt havd hun mener, jeg ved det også. Jeg kan se at du nikker. Ikke på din energiske måde som når jeg foreslog at vi skulle gøre noget dumt, men på en stille og... Og tung måde. Som om du er usikker på om det nu er klogt. Som om du er bange. Hun går om bag din kørestol og begynder at skubbe dig ud af døren og ned af gangen. Jeg følger med lidt på afstand. Lidt væk, men stadig tæt nok på til at høre jer, og se dit forpinte ansigt. Hun skubber dig ud af centeret og går hen af stien mod kirkegården. Jeg kan se noget i dit ansigt. Måske er det frygt. Måske er det spændning. Savner du mig? Jeg har holdt øje med dig i to måneder, det er to måneder siden... Hun kører dig hen ad den sti vi plejede at gå på. Savner du mig? Eller er du ligeglad? Eller kan du bare ikke sige fra overfor hende? Kan du overhovedet sige noget? Er du et eller andet sted inde bag den maske af hud og kød? Hun køre dig ind på kirkegården og stopper foran en gravsten. Jeg sætter mig ovenpå stenen og kigger på dig. Du er smuk på din egen måde. Kan du se mig? Ved du overhovedet at jeg er her?

"Jeg sætter blomsterne her. Så lader jeg dig være lidt alene." Hun sætter de flotte orange blomster foran gravstenen, lige der, for fødderne af dig og mig. Jeg kan se et smil brede sig på dine læber. Det er som om du er tilfreds. Ingen af os siger noget. Du kan ikke snakke. Og du kan heller ikke høre mig. Jeg svæver langsom over til dig. Du er smuk på din egen forkrøblede måde. Jeg giver dig et ikke eksisterende kys. Der går en gysen gennem dig, som om du kan mærke mig. Uden at vide det er mig. Jeg lader øjnene glide rundt langs de andre gravsten. Jeg kan se at vi ikke er alene. Der sidder folk hele vejen rundt om os. En lille pige med sin bamse, en gammel mand, en ung kvinde med sin håndtaske. Og så mig. Du kan ikke se os. Ikke endnu. Jeg kan se HAM stå over i hjørnet af gården. Han snakker venligt med nogle få stykker. Du stirrer bare på navnet på stenen.

"Du har savnet mig. Indrøm det! Hvorfor skulle du ellers gå her ud hver eneste dag? Det er jo ikke det hyggeligste sted i verden, vel?" Du kan stadig ikke høre mig. Jeg kan ikke se hende. Måske er hun væk. Måske glemmer hun dig.

Timerne går, du bevæger dig ikke, du kan ikke bevæge dig. HAN er kommet nærmere. Han stå lige bag dig nu. Dine hænder er begyndt at blive blå. Det er begyndt at blive mørkt. Hun har glemt dig. Men det har jeg ikke. Jeg kan ikke glemme dig. HAN rækker ud med sin le omkring din hals. Jeg venter i spænding på det der skal ske nu. Jeg flyver hen og kysser dig på munden. Jeg tager din hånd og skal lige til at tage dig med da en uvelkommen stemme rammer os.

"Jannik! Åh Gud! Du er helt kold. Jeg havde glemt dig. Kom vi går hjem." Hun begynder at varme dig og HAN tækker sig væk. HAN sætter sig på den gravsten lige foran dig. Jeg har lyst til at skrige. Men til hvilken nytte? Hverken dig eller hende kan høre mig. Hun tager dig med væk. Tilbage til varmen. Tilbage til de sikre omgivelser. Væk fra mig. Jeg ser efter dig og sender dig et usynligt fingerkys.

"Husk at glemme mig!" En ikke eksisterende tåre triller ned af min kolde gennemsigtige kind. "Vi ses i morgen." Jeg ved du kommer tilbage. det har han gjort lige siden du vågnede af koma for to måneder siden. Jeg vender mig rundt og ser på den gravsten du så på for lidt siden. Mit navn står præget ind i den med flotte gyldne bogstaver. HAN lægger hånden på min skulder.

De siger at Halloween er de 'dødes' dag. Det ville have været en smuk dag for dig at dø. En time mere og du ville have slutte dig til mig. jeg kunne have taget din hånd og vi ville være fløjet væk sammen. Jeg ser ned på stenen. Datoen for min død er præcis to måneder siden.

"Husk at glem mig!" Jeg hvisker til dig, men du er væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...