Hurricane

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 3 jan. 2017
  • Status: Igang
Ivy Storm har levet et normalt liv indtil den dag, en orkan rammer hendes skole, hvor flere hundrede mister livet, og Ivy selv er ved det. Alligevel vågner hun op på en mystisk skole, hvor alle påstår, at de kan betvinge et af de fem elementer: Vand, Vind, Ild, Jord og Kaos. Ivy falder efter lidt tid til i en af elementgrupperne, men kan alligevel ikke holde sig væk fra Kaosgruppen, og især Kaosbetvingeren Alex Shade har fanget hendes opmærksomhed. Men da en fjende truer med at lægge skolen i ruiner, bliver Ivy kaster ud på en farlig rejse, hvor hemmeligheder bringes frem i lyset, og kærlighed bliver ens største svaghed. Følg med i historien om selvtillid, kærlighed, mod - og om at være stærk selv i de mørkeste tider.

50Likes
52Kommentarer
8288Visninger
AA

3. Prolog

 

Prolog

 

Ivy Storm knyttede stramt næverne, så hendes negle borrede sig ind i håndfladerne. Under hendes hænder var hendes notatblok fyldt med små, hidsige krusseduller, og hendes blyant var knækket, efter hun havde tegnet så hårdt. Hun lukkede øjnene stramt i og kørte en hånd gennem sit løse hår, så det dækkede for hendes ansigt. Hun ville ønske, hun havde husket sine høretelefoner, så hun kunne lukke klassens diskussion ude.

   ”Min mening er bare,” sagde hendes klassekammerat Casper, som havde snakker i flere minutter nu, ”at homoer og biseksuelle ikke burde have samme rettigheder som normale mennesker.” 

   Ivy fnøs vredt ned i sine papirer. Casper Lee var den på hele skolen, der kunne pisse hende allermest af. Idioten var et svin over for så mange som muligt, og han hadede folk, der var anderledes. Og den kategori var Ivy i.

   Ivy havde med sit kridhvide hår med sorte striber fået øgenavnet ”Stinkdyret”, og hendes isblå øjne, som hun havde tegnet op med eyeliner, gjorde det ikke meget bedre. Nå ja, og så lige det faktum, at hun var biseksuel.

   Så kort sagt: De fleste hadede hende for at skille sig ud.

   Ivy mærkede vreden koge i sig, da Casper sendte hende et skadefryd blik, mens han fortsatte. ”Helt ærligt, hvis naturen havde synes, at der burde findes homoer, så havde den udstyret os alle med en pik og en fisse.”

   En forsigtig latter bredte sig. De fleste ville helst ikke komme på tværs af Casper, der siden folkeskolen havde brugt sin fritid på at udtænke måder, hvorpå han kunne være mest modbydelig mod andre.

   Ivy skar tænder. En irriterende fornemmelse af, at nogen pustede hende i nakken, fik hende til at se sig over skulderen. Intet. Hun vendte blikket mod sit hæfte igen og stønnede lavt. Det havde nok bare været en af hendes stupide klassekammerater, der ville gøre Ivy endnu mere opmærksom på, at Casper havde brugt de sidste mange minutter på indirekte at svine hende til. Hun trykkede vredt spidsen af blyanten ned i sit papir og tilføjede endnu en tordensky til samlingen.

   ”Ja, tak, Casper, det var så din holdning,” skar klassens engelsklærer ham endelig af, og Ivy spærrede forarget øjnene op. Var det alt, hun havde at sige til ham efter hans lange tale om, hvor forfærdelige ikke-heteroer var? Tak for hans mening?!

   Et nyt vindpust fik det til at gyse ned ad nakken på hende, og hun så sig endnu en gang irriteret over skulderen. Pigen bag hende så uforstående på Ivy, der himlede med øjnene, før hun vendte tilbage til sine tordenskyer.

   Hun knyttede hænderne om blyanten. Det var officielt en skoddag i dag. Endnu en gang hev et svagt vindpust i hendes hvide lokker, og hun pressede læberne hårdt sammen for ikke at vende sig om og råbe af sin klassekammerat.

   Oppe ved tavlen blafrede engelsklæreren hår, som om nogen blæste kraftigt på hende, og hun skuttede sig. ”Jordan, vil du være venlig at lukke vinduet?”

   Jordan var et af de få mennesker fra klassen, som Ivy kunne holde ud. Hans hår sad altid i en fuglerede af strittende lokker, og han var den, der kom tættest på hendes stil. Han havde fået tildelt en vinduesplads og lænede sig nu mod vinduet for at lukke det - blot for at finde ud af, at det allerede var lukket.

   ”Det er lukket,” sagde han med rynket panden. Pandehåret bevægede sig en smule i den kildeløse vind.

   Engelsklæreren så et øjeblik forvirret ud, men vendte sig så mod tavlen for at skrive lektionens næste punkt ned.

   En papirkugle ramte Ivy baghoved, og hun knyttede hænderne. Følelsen af vind i hendes hår tog til. Hjørnet af hendes papir løftede sig og rykkede sig et par centimeter.

   ”Åbn papiret, homounge” lød Caspers drevne stemme lavt fra et sted til venstre for hende, og vinden tog til. Hendes notepapir blafrede og fløj ned fra bordet. Hun skuttede sig.

   ”Hold din kæft,” hvæsede hun ud af mundvigen. Casper hår bevægede sig i vinden, da han provokerende rettede sin løftede langefinger mod hende.

   ”Fucking lebbe,” svarede han igen. Vinden i lokalet tog til, og endnu et papir blev fanget.

   ”Luk nu de vinduer,” sagde engelskelæreren, der vendte sig irriteret fra tavlen.

   ”Men de er lukkede,” sagde Kyle.

   ”Retarderede møgso,” hviskede Casper til Ivy, der havde lyst til at rejse sig og skrige af ham. Hun tog en dyb indånding, prøvede at tælle til 10, mens Casper lavmælt kaldte hende alverdens skældsord.

   Luk hans ord ude, han er bare en idiot, tæl til ti. En, to, tre… Ivy bed sig vredt i kinden for at holde et ondt svar tilbage.

   Et hårdt vindslag fik alle elevernes bøger til at blafre, og døren gik op. Den slog hårdt mod dørkarmen. Ivy smilede skadefryd ved ønsket om, at døren ville smaske ind i hovedet på Casper. Hendes indre kogte, og hendes negle skar sig ind i hendes håndflader. Vinden tog til i kraft og begyndte at hive i de studerenes tøj og hår. Et par piger hvinede forskrækket og så sig omkring efter kilden til vinden, der hev i deres løse klæder og blottede lidt mere af deres hud, end de brød sig om.

   ”Hvad foregår der?” spurgte engelsklæreren, da alle papirerne på hendes kateder pludselig fløj rundt i lokalet, og vinden tog til og rev i de studerendes hår.

   Endnu et hårdt vindstød fik bøger og penalhuse til at vælte rundt, og uroligheden begyndte at brede sig. En enkelt skreg, da hendes bord væltede.

   Vinden rev i Ivys hår, og en ukendt følelse ulmede i hendes mave.

   Noget hårdt – måske en blyantspidser? – ramte hende endnu en gang i hovedet, og hun vendte hovedet med et ryk og stirrede rasende ind i Caspers onde øjne. Han smilede provokerende, ligeglad med, at vinden rev i hans hår og ødelagde hans frisure.

   ”Ivy er egentlig et ret godt ludernavn,” hvislede han. ”Jeg må dog skuffe dig og sige, at der aldrig vil være nogen, der vil have lyst til at gå i seng med dig, ikke en gang, hvis det var dig, der betalte dem.

   Det var dråben. Ivy rejste sig fra stolen med et så hårdt ryk, at den væltede.

   ”Nu holder du kraftedeme din kæft!” råbte hun.

   Vinduerne knustes med et brag, og glasskår haglede ned i lokalet. Vinden susede ind, borde og stole væltede, og eleverne skreg, da bygningen rumlede under kræfterne fra den kraftige vind.

   Midt i det hele stod Ivy og mærkede, hvordan raseriet fra de sidste 16 år væltede ud, og følelsen af endelig at kunne slippe en del af sig selv fri, fik hendes hjerte til at banke hurtigere.  

   Flere borde væltede, bøgerne fløj rundt og døren slog hårdt mod dørkarmen, før den til sidst rev sig fri og fløj ind i væggen med et brag. En pige skreg, da en flyvende stol ramte hende, og hun faldt om på gulvet omgivet af hvinende veninder, der prøvede at trække hende på benene, mens vinden træk i deres tøj og hår og truede med at vælte dem omkuld.

   Taget knirkede faretruende over dem, og pigerne flygtede panisk ud af dørene efter resten af deres klassekammerater, da det gav sig.

   Det eneste Ivy følte var en isnede vrede. Vinden piskede stadig om hende, men det nu føltes det, som om den undgik hende. Hendes hår hang nu helt stille om hendes hoved, og kun hendes tøj bølgede svagt.

   Hun sig mod Casper og så frygten stå malet i hans ansigt.

   ”Ivy, hvad sker der?” spurgte han, og det frydede hende at høre, hvordan hans stemme rystede en smule. ”Hvorfor blæser det ikke på dig?”

   Hvor vovede han overhovedet at tale til hende efter den svada, han lige havde givet hende! Hendes øjne slog lyn, og det var, som om en usynlig kraft trak i hendes arm, da hun instinktivt lavede et svirp med armen mod ham, og et hårdt vindstød fik ham til at vælte bagover med et skrig. Han ramte et væltet bord med et klask, og hans arm sagde et uhyggeligt knas, før han gled stønnende ned på gulvet.

   Hun stirrede med en blanding af forfærdelse og overraskelse ned på sine hænder. Det kunne ikke passe. Havde hun lige… styret vinden?

   Hendes blik gled over mod drengen foran hende, hvis ansigt var forvredet i smerte over den brækkede arm. Han stirrede på hende, og blikket i hans øjne både skræmte og frydede hende. Han var bange.

   En følelse, hun havde aldrig havde følt før, gled gennem hende, og hun lukkede øjnene og nød fornemmelse af magt og styrke skylle gennem sine årer. Da hun åbnede øjnene, skreg Casper. Skriget fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende, for sådan et skrig skreg man kun, når man frygtede for sit eget liv. Og Ivy vidste godt, hvorfor han skreg. For selvom hun ikke kunne se sit ansigt, så vidste hun, hvad Casper så.

   Foran ham stod hun selv – og så alligevel ikke. For hendes øjne var blevet blæksorte, mørkere end natten selv, og druknede alle følelser i en uendelig tomhed. Hendes blodårer stod pludseligt tydeligt frem under den blege hud, og tegnede et kortsystem af arterier og vener, der så ud, som om det var olie og ikke blod, der løb gennem dem. Omkring hendes dirrede luften og fik hendes hår til at sno sig, så det lignede, at håret bestod af levende hvide slanger, der ålede sig mellem hinanden.

   Indeni var Ivy kold og hul, ingen følelser var tilbage. Hun gjorde endnu et kast slag med armen mod Casper og sende et hårdt vindslag mod ham. Med et vræl blev han for anden gang kaster ind i et bord. Hans klynken var som benzin på et bål for Ivy, og hun sendte vindstød efter vindstød mod ham.

   Over dem var taget begyndt at knirke udmattet efter at skulle holde under den kraftige vind, der hamrede mod hele bygningen, og væggene begyndte at give sig. Men Ivy ænsede det ikke. I stedet koncentrerede hun sig kun om drengen foran sig, der efterhånden blødte fra både næse og mund. Enkelte blodstænk havde ramt hendes tøj, men heller ikke det lagde hun mærke til.

   Først da taget udstødte en sidste rumlen, og revner og sprækker fik pudset til at drysse ned som sne over dem, gik det op for Ivy, hvad hun havde gang i. Hun kiggede op og nåede kun lige at tænke: Åh nej.

   Så faldt bygningen sammen over hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...