Hurricane

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 3 jan. 2017
  • Status: Igang
Ivy Storm har levet et normalt liv indtil den dag, en orkan rammer hendes skole, hvor flere hundrede mister livet, og Ivy selv er ved det. Alligevel vågner hun op på en mystisk skole, hvor alle påstår, at de kan betvinge et af de fem elementer: Vand, Vind, Ild, Jord og Kaos. Ivy falder efter lidt tid til i en af elementgrupperne, men kan alligevel ikke holde sig væk fra Kaosgruppen, og især Kaosbetvingeren Alex Shade har fanget hendes opmærksomhed. Men da en fjende truer med at lægge skolen i ruiner, bliver Ivy kaster ud på en farlig rejse, hvor hemmeligheder bringes frem i lyset, og kærlighed bliver ens største svaghed. Følg med i historien om selvtillid, kærlighed, mod - og om at være stærk selv i de mørkeste tider.

50Likes
52Kommentarer
8192Visninger
AA

10. Kapitel 7 - Optrin

 

Kapitel 7

Optrin

 

Til morgenmaden i Storsalen om søndagen – der var Ivys fjerde dag på Akademiet – programmede Carmen stolt, at pigerne havde valgt at droppe studierne for i dag for Ivys skyld.

   ”Vi tænkte, du nok havde brug for en rundvisning,” sagde Carmen og flaksede med sine sædvanelige kæmpevipper. Hendes læbestift var tværet en smule ud. ”Vi tænkte, det ville være ret passende, for en af de andre sagde, at du ikke kom til en time, fordi du var faret vild.”

   Ivy rødmede ved mindet. Dagen før var hun endt et sted midt i Akademiet og var blevet fundet af en lærer, der var blevet rasende, fordi Ivy åbenbart var endt i et lokale med fortrolige sager. Rummet havde været fuld af poser med blod og en stol udstyret med slanger. Hun havde ikke fortalt de andre piger om sin opdagelse, men om aftenen var begivenhederne kommet tilbage, og hun var vågnet skrigende op om natten. 

   ”Ja,” sagde hun og prøvede med at falsk smil og en hurtig løgn. ”Men jeg fandt da vaskekælderen.”

   De andre smålo, og Ivy tillod sig at kaste et hurtigt blik mod bordet i midten af Storsalen. Hun havde ikke set en eneste Kaosbetvinger siden fredag aften.

   Hvilket knap er mere end én dag siden, mindede hun sig selv om. Lad være med at være så desperat.

   Bonnie fangede hendes blik og fulgte det hen til det sortdækkede Kaos-bord i midten af Storsalen.

   ”Ivy”, sagde hun og så alvorligt på hende. Selv om Ivy ikke ville kigge på Bonnie, så holdt den anden piges isblå blik hende fast. ”Kaos er ikke godt for noget eller nogen.” Bonnies blik flakkede flygtigt over på Jade, men det var så kort, at Ivy sagtens kunne have bildt sig ind, at det ikke var sket.

   ”Hvorfor?” spurgte Ivy og tænkte, at det måtte være dét spørgsmål, hun havde stillet allerflest gange, mens hun havde været på Akademiet.

   ”De er selvoptagede.” Bonnie lænede sig over bordet og dæmpede stemmen, som om hun var nervøs for, at en Kaosbetvinger lyttede med og hvert øjeblik kunne finde på at overfalde hende med al sin selvoptagethed. Dæmpet tilføjede hun: ”Og de er ligeglade med alle andre.”

   En lille gnist knitrede i Ivy. Hun tænkte for forleden aften, hvor Kaosbetvingeren Alex havde givet hende to armbånd, så hun ikke skulle få mareridt. I hendes verden var den handling hverken gjort ud fra selvoptagethed eller ligegyldighed over for andre – snarere det omvendte. Under bordet gled hendes fingre instinktivt hen til sine håndled, hvor armbåndene stadig sad.

   ”Kan I ikke komme med nogle eksempler?” spurgte Ivy og prøvede på ikke at vrisse. ”Det er lidt svært at forholde sig til, når ikke jeg aner, hvad de har gjort.”

   ”De opfører sig dumt og…” Bonnie så fra side til side, så krøllerne dansede, da hun kiggede om nogen lyttede med. Hun sænkede stemmen yderligere og sagde: ”To af drengene er kærester.”

   Carmen rynkede på næsen og lænede sig frem for at deltage i samtalen. ”Det er altså lidt klamt.”

   Ivy blev tør i munden. Havde hun hørt rigtigt? Var eleverne på et sted som Gamma Akademiet i virkeligheden lige så snæversynede og fordomsfulde, som de var hjemme i Minnesota?

   Hun rømmede sig. ”Har I noget imod, at to af drengene er sammen?”

   ”Øh, ja!” hvinede Carmen halvt hviskende. ”Det er ligesom ikke naturligt.”

   Ivy tabte kæben.

   ”Ja, de-” ville Bonnie fortsætte, men hvad hun ville sige forblev uvist, for hun klappede i som en østers og spærrede øjnene op. Hendes blik hvilede på noget bag Ivy, og de isblå øjne flakkede nervøst fra side til side, som for at kigge efter en flugtvej. Ivy vendte sig for at se, hvad hun havde fået øje på – og stivnede. Hun blev kold indeni.

   To piger klædt i sort tøj marcherede gennem Storsalen, og Ivy var ikke et sekund i tvivl om, at de var på vej hen mod hende og hendes kammerater. Den ene af pigerne genkendte Ivy som Micala med de to rovdyrspiercinger, der glimtede ondskabsfuldt i lyset fra lysekronerne. Den anden pige kendte Ivy ikke, men hendes ansigt var fyldt til randen med metal. En ring i næsen, glitrende lyserøde sten i kinderne og ørerne var dekoreret flere steder, end Ivy kunne tælle til. Pink striber i hendes Kaossorte hår gav en skarp tøset kontrast til det ellers barske udseende. Da pigen smilede, kunne Ivy se flere piercinger glimte inde fra hendes mund.

   ”Pis,” mumlede Jade ved siden af Ivy. ”Ikke dem.”

   På den anden side af bordet krympede Carmen sig. ”Er det bare mig, eller ligner de ikke nogen, der bare vil hyggesnakke?”

   Ved Vindbordet dæmpede snakken sig, skuldrene blev sænket, og de flestes øjne fulgte de to Kaosbetvingere, der kom nærmere og nærmede Ivy og de tre andre piger. Ivy tænkte, at de lignede to bødler, der var på vej til en henrettelse.

   Micala stod i næste nu lige foran Ivy, og hun spildte ikke tiden. Hendes fingre lukkede sig stramt Ivys hvide krave, og med et kvælende ryk rev hun Ivy på benene. I de grå øjne lynede sorte prikker, som var al himlens uvejr samlet i dem.

   ”Hvor er han?” snerrede Micala. De to smykker under hendes mund havde form som to elfenbensfarvede pikke, der brutalt stak ud af huden.

   ”Hvem?” spurgte Ivy og prøvede ikke at lade sig påvirke at den gyselige aura, der omgang Micala. Hun var ikke et sekund i tvivl om, at det var den sammen salgs Kaos, som vicerektoren havde udsat hende for. Men hun nægtede at være bange.

   ”Alex, selvfølgelig.” Micalas stemme var nærmest hånlig, som talte hun til et dumt barn. ”Han kom svansende tilbage til Kaossalen fredag aften og pludrede om en Betabetvinger, og næste dag var han væk. Så nu spørger jeg dig én gang til: Hvor. Er. Han?

   Ud af øjenkrogen kunne hun se sin venner sidde med sænkede blikke. Ingen af dem turde se op. De omkringsiddende var blevet mussestille.

   Hun talte, før hun nåede at tænke sig om. ”Du ved altså ikke, hvor han er?”

   Det var ikke lige det svar, Micala havde forventet, for et øjeblik flakkede hendes øjne en smule forvirret. Det var svært at returnere med et spydigt svar. ”Nej,” sagde hun med en halvhjertet snerren. ”Det er derfor, jeg spørger dig. Du var den sidste, der rigtig talte med ham.”

   Et lille hånligt smil, som Ivy ikke anede, hvor kom fra, trak i hendes ene mundvige. Hendes mund talte uden at have fået lov af hendes hjerne. ”Du er lidt ynkelig, er du ikke? Han kaldte dig ellers sin bedste ven, men det er vist ikke en titel, du lever op til, hvis han ikke engang vil fortælle dig, hvor han er taget hen.” Hun lavede en blanding mellem et fnys og et grin og smilede sukkersødt. ”Men hvis rygterne passer, så er Kaosbetvingere jo heller ikke de bedste venner, man kan have.”

   Hun ville med det samme ønske, at hun ikke havde sagt det. Det var ikke fair over for Nikus og Alex, der begge havde behandlet hende pænt. Men hun havde ikke kunnet holde sin irritation nede. Hvordan kunne Alex synes, at en som Micala var hans bedste ven?

   ”Du,” hvislede Micala, ”ved ikke en skid om os.” Hun slap Ivy med afsky malet i ansigtet. Hendes greb løsnede om Ivys trøje, og fingrene strittede, som havde hun rørt noget slimet. Micala vendte sig om med et lille fnys og marcherede væk. Ivy forventede næsten, at Vindbetvingerne ville råbe onde ting efter hende eller klappe af Ivy, men de sad og så om muligt endnu mere trykkede ud med deres nedslåede blikke og sammensunkne kroppe.

   Den anden Kaosbetvinger stod stadig og betragtede Ivy. Hun smilede med julelys i øjnene og mindede Ivy om et barn, med lige havde hygget sig med at rive hovederne og indmaden ud af alle sine bamser. Det løb hende koldt ned ad ryggen.

   ”Noget siger mig,” sagde pigen med en lys stemme, ”at det ikke blive sidste gang, vi snakker vi sammen.” Hun fnes, blinkede til Ivy og gik så efter Micala, der allerede havde pløjet sig gennem den lille flok, der havde samlet sig for at se det lille optrin. Flokken spredtes igen, som var den det røde hav, og pigen var Moses, da hun gik halvt dansede vimsede efter Micala.

 

Ivy stirrede efter de to piger og havde ondt i maven. Det havde været dumt at svare igen. Hun skulle bare have sagt, at hun ikke vidste, hvor Alex var – hun havde ikke engang vidst, at han var væk.

   Hun vendte sig mod sine venner og var mærkelig nedtrykt. Hun skulle til at dumpe ned i sin stol, men stoppede.

   Over for hende havde Bonnie sig op. Under krøllerne var øjnene smalle, og hun havde lagt armene over kors. Hun talte langsomt og velovervejet med kølig stemme: ”Hvorfra kender du Micala Night?”

   ”Jeg…” Ivy så fra Bonnie til Carmen, lod blikket glide over til Jade. Alle tre betragtede hende med sammensnerpede munde. ”Hun var den første her på Akademiet, jeg mødte. Der vidste jeg ikke, at I ikke kunne lide hende, elles ville jeg-”

   ”Og det syntes du ikke, at vi skulle vide?” afbrød Carmen og fór op af sin stol. ”Vindbetvingere har ikke Kaosbetvingere som omgangskreds.”

   Ivy rynkede panden. ”Synes I ikke, at I overreagerer en smule?” spurgte hun. ”Jeg er jo tydeligvis ikke slyngveninde med hende.”

   ”Men det er du åbenbart med Alexander Shade,” vrissede Jade. Hun så nærmest forarget ud.

   ”Siden du kom,” hvinede Carmen højstemt, ”har der kun været én ting, som vi har bedt dig om. Én ting! At holde sig væk fra Kaos. Og alligevel svanser du rundt med dem allerede.”

   Ivy åbnede munden for at sige noget. Det har var latterligt. Hun skulle til at sige, at hun bestemt ikke svansede rundt med nogen, og at det ikke var hende, der havde opsøgt nogen Kaosbetvingere, men det var dem, der var kommet til hende, og at-

   ”Jeg gider ikke spilde min tid på det her,” sagde Jade og rejste sig. ”Få dine nye slyngveninder til at vise dig rundt.”

   Hun gjorde mine til at gå, og Ivy greb hende hånd.

   ”Bliv nu,” sagde hun. ”I får det til at lyde, som om jeg ikke har lavet andet end at være sammen med Kaosbetvingere.”

   Jade flåede sin hånd ud af Ivys greb, som havde hun brændt sig. Hun sendte Ivy et iskoldt blik fyldt at så meget sorg og vrede, at det fik Ivy til at vakle et lille skridt tilbage.

   ”De,” snerrede Jade, ”har ødelagt alt for mig! Fatter du det? Jeg kunne have været færdiguddannet nu, hvis ikke det var for dem. Så få det ind i dit lille hoved, at det ikke er alle, der elsker Kaos lige så højt som dig.”

   Hun snurrede rundt, så hendes hestehale slog piskesmæld, og hun marcherede væk sammen med Carmen og Bonnie.

 

Ivy så ikke sine værelseskammerater resten af dagen. Hun havde ikke haft lyst til at gå tilbage på værelset – ikke fordi hun troede, de ville være der, men hun orkede ikke flere Vindbetvingere den dag. I stedet havde hun fundet et tomt lokale for at øve i at kontrollere vinden. Første gang, hun havde gjort det tilbage i Minnesota, havde hun været rasende, så hun gik ud fra, at dagens nedtrykte humør måske ville kunne gøre det lidt nemmere.

   En glemt blyant lå allerede på et af bordene, da hun kom ind, så hun trak en skurrende stol ud ved bordet og satte sig til rette.

   Første gang prøvede hun at lukke øjnene, men det føltes dumt og fungerede ikke rigtigt. Andet forsøg gik ud på intens stirren og håndbevægelser.

   ”Hvorfor virker det ikke?” mumlede hun. ”Kom nu!”

   Hun greb blyanten og lagde den på sin håndflade. Forestillede sig, at der ville komme et mellemrum mellem hendes hud og træblyanten, at den ville svæve. Blyanten blev liggende.

   ”Svæv!” beordrede hun. Hun kastede et bebrejdende blik på luften omkring sig. ”Skal jeg sige et trylleord eller hvad?”

   Ivy kneb tænksomt øjnene sammen. Hvad havde været det sidste, hun havde sagt til Casper den dag, skolen var faldet sammen? Han havde kaldt hende en masse grimme ting, og hun havde… bedt ham holde sin kæft. Hun så ned på blyanten. Tog en dyb indånding.

   ”Hold din kæft,” sagde hun. Ingenting skete.

   ”Abra Kadabra,”prøvede hun. ”Hokus Pokus.”

   Blyanten blev liggende.

   Hvor er jeg latterlig, tænkte hun. Jeg sidder og snakker til en blyant. Måske jeg er blevet sindssyg?

   ”Du gør det forkert.”

   Hun fór sammen i stolen, drejede hovedet fra side til side for at finde ud af, hvor personen bag stemmen stod. Hun kunne ikke få øje på ham.

   ”Jeg kan godt genkende din stemme, Alex,” sagde hun og prøvede ikke at få alt for varme kinder over, at han højest sandsynligt havde overværet hendes ynkelig forsøg på at betving Vind.

   Hun kunne høre smilet i hans stemme, da han sagde: ”Skulle det være imponerende? Af alle lokaler på hele Akademiet, så lykkedes det mig at finde dig herinde.”

   Ivy så sig omkring. Hun kunne stadig ikke se ham. ”Har du ledt efter mig?” Tanken fik hende til at smile en lille smule.

   ”Tør det smørrede smil af læberne, frøken Hokus Pokus,” sagde Alex drillende, og hun rødmede. ”Du er den eneste Kaosbetvinger, der er kommet til Akademiet de sidste fem år. Jeg har da lov til at være nysgerrig efter, hvem du er. Indtil videre kender jeg kun dit navn.”

   ”Og dog,” tilføjede han så med et lille grin. ”Jeg ved også, at du er en elendig Vindbetvinger.” 

   ”Av,” sagde hun. Hun så sig om igen. ”Hvor er du overhovedet? Hende Micala sagde, at du var væk, men du er jo lige her.”

   ”Er jeg?” spurgte han. Der var nærmest noget nysgerrigt over hans stemme.

   ”Du…” Ivy vidste ikke, hvad hun skulle sige. ”Er du ikke?”

   ”Som jeg sagde før, så gør du det forkert,” sagde han og ignorerede hendes spørgsmål. ”Folk misforstår Betvinger-princippet. Du skal ikke betvinge Vinden. Den skal betvinge dig. Tag en dyb indånding og giv den frie tøjler.”

   ”Jeg…” Hun stoppede sig selv. Han var væk igen – hvis han altså nogensinde havde været der. Hun kunne mærke det på luften. Den sitrede anderledes, end den havde gjort for blot få sekunder siden.  

   Hun så ned på blyanten. Tænkte på hans råd. Hun tog vel ingen skade af at prøve? Med en dyb indånding fyldte hun sine lunger med luft og slappede af i hele kroppen. Lagde hænderne med sine åbne håndflader opad.

   Giv slip, tænkte hun.

   Foran løftede blyanten sig.

   Ivy lod stille blikket glide rundt i lokalet i et sidste håb om at få et glimt af Alex.

   ”Tak,” sagde hun sagte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...