Hurricane

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 3 jan. 2017
  • Status: Igang
Ivy Storm har levet et normalt liv indtil den dag, en orkan rammer hendes skole, hvor flere hundrede mister livet, og Ivy selv er ved det. Alligevel vågner hun op på en mystisk skole, hvor alle påstår, at de kan betvinge et af de fem elementer: Vand, Vind, Ild, Jord og Kaos. Ivy falder efter lidt tid til i en af elementgrupperne, men kan alligevel ikke holde sig væk fra Kaosgruppen, og især Kaosbetvingeren Alex Shade har fanget hendes opmærksomhed. Men da en fjende truer med at lægge skolen i ruiner, bliver Ivy kaster ud på en farlig rejse, hvor hemmeligheder bringes frem i lyset, og kærlighed bliver ens største svaghed. Følg med i historien om selvtillid, kærlighed, mod - og om at være stærk selv i de mørkeste tider.

50Likes
54Kommentarer
8524Visninger
AA

9. Kapitel 6 - Kappede bånd

 

Kapitel 6

Kappede bånd

 

”Hvem kigger du efter?” Carmen snoede en af sine hvide lokker mellem sine fingre, mens hun energisk tyggede sin morgenmad i sig.

   ”Ikke nogen,” sagde Ivy hurtigt og fjernede sit blik fra det sortdækkede bord i midten af Storsalen. Hun trak forsigtigt ned i ærmet på den hvide sweater, så den dækkede elastikken om hendes venstre håndled.

   ”Og du har styr på, hvor du skal gå hen efter morgenmaden?” forlangte Bonnie at få at vide. Hendes slangekrøller blev holdt væk fra panden af et sølvfarvet palliethårbånd, hvor en enkelt krøl havde revet sig fri.

   ”Ja,” forsikrede Ivy hende. ”Jade følger mig hen til min første lektion, og derfra finder jeg en anden Vindbetvinger, jeg kan følges med resten af dagen.”

   ”Godt. Og hvor mødes vi?”

   ”Hér i spisepausen.”

   ”Super.” Bonnie klappede i hænderne, og Carmen smilede stort og tøset. Jade himlede kærligt med øjnene af dem.

   ”Vi fire får det bare super sjovt sammen,” sagde Carmen med sin hvinende pigestemme, og Ivy var selv tæt på at himle med øjnene af hende. Selvom hun kun havde kendt Carmen siden i går, så var hun allerede sikker på én ting: Carmen måtte med sine pink læber og falske kæmpevipper være den mest tøsede pige, hun nogensinde havde mødt.

   Ivy lod blikket vandre over til dobbeltdørene i Storsalen, da de gik op med en dæmpet rumlen. Hun rettede sig en anelse op og bed sig ubevidst i læben, da to sortklædte Kaosbetvingere kom ind. Den ene af drengene havde kort sort hår og en ring i venstre næsefløj, og den anden genkendte Ivy som Nikus, med sit sølvfarvede hår og piercing i øjenbrynet. De holdt hinanden i hånden og ignorerede de fordømmende blikke fra Akademiets andre Betvingere.  

   Hendes skuldre faldt, da hun måtte indse, at ingen af drengene var Alex.

   Hvorfor kigger jeg overhovedet efter ham? tænkte hun. Jeg kender ham ikke engang. Alligevel ville den lille skuffelse nederste i maven ikke forsvinde.  

   Jade stønnede irriteret ved siden af hende. ”Jeg havde lige håbet, ingen fra Kaos ville dukke op. Min morgen var ellers lige så god.”

   Carmen og Bonnie lo højt, og Ivy smilede falsk. Hvorfor syntes alle, at Kaosbetvingerne var så forfærdelige? Indtil videre havde de da virket meget flinke.

   ”Seriøst, man kunne få depression bare af at være i samme rum som dem,” sagde Bonnie.

   Carmen fniste. ”Man kunne få en depression af bare at kigge på dem.”   

   Bonnie grinede igen og sendte et slet skjult blik mod Kaosbordet i midten af salen, hvor de to fyre havde slået sig ned.

   Ivy så ned på sin tallerken. Brødet med syltetøj virkede pludselig langt fra indbydende, og kvalmen lage sig bagerst på hendes tunge, som en bitter smag, der fik hendes mave til at trække sig sammen. Hun skubbede med en rynken på næsen sin mad væk fra sig. Endnu en gang trak hun ned i ærmerne på trøjen for at skjule de sorte elastikker, der var kommet til syne igen. Det var nok ikke det bedste tidspunkt at skulle til at forklare, hvor de kom fra, hvis en af pigerne så dem.

   ”Hvor er de andre Kaosbetvingere egentlig henne?” spurgte Ivy forsigtigt og tog sig selv i at tænke på Alex igen. ”Skal de ikke også have morgenmad?”

   ”De spiser typisk på deres værelse,” sagde Bonnie. ”Oprindeligt var det meningen, at alle skulle spise her, men så stoppede nogen af dem fra Kaos med at dukke op til maden og endte med at sulte sig selv, fordi det var de eneste tidspunkter, de kunne få mad. Det endte med, der blev bygget et køkken til dem på deres værelse.”

   ”Hvad laver de to her så nu?”

   Bonnie trak på skuldrene. ”Søger sikkert opmærksomhed.”

   Carmen skulle til at tilføje et eller andet spydigt, men Jade afbrød hende. ”Jeg magter ikke at glo på dem. Ivy, vil du med?”

   Ivy nikkede hurtigt og skubbede sin morgenmad væk, før hun rejste sig. Hun havde alligevel ikke rigtigt noget valg. Det var Jade, der skulle følge hende til sin første lektion, for hun anede ikke, hvor lokalet lå henne. ”Jeg er klar,” sagde hun og fulgte efter den anden pige.  

   Hun måtte småløbe for at følge med sin langbenede værelseskammerat, der i et rask tempo marcherede ud af Storsalen.

   ”Så,” sagde Jade venligt, da de var nået den anden side af dobbeltdørene, ”nu, hvor vi alligevel har lidt tid, så kan du fortælle mig lidt om dig selv, Ivy.”

   De drejede til venstre og fortsatte ned ad en gang uden vinduer. Ivy spekulerede på, hvordan hun nogensinde skulle finde tilbage til Storsalen senere på dagen.

   ”Der er ikke så meget at fortælle,” sagde hun med en akavet latter. ”Jeg er ret normal.”

   Jade hævede et øjenbryn. ”Sikker?”

   Ikke helt. ”Okay, normal var måske ikke det rigtige ord.” Ivys fingre gled som per refleks ned til sine håndled. Der var noget beroligende over de to elastikarmbånd. ”Hvad vil du vide?”

   Jade trak på skuldrene og førte dem til højre ned ad en ny gang. ”De klassiske ting. Hvor gammel du er. Hobbier. Hvor du kommer fra. Sådan noget. Vi nåede ikke rigtig at snakke så meget i går aftes.”

   ”Okay.” Ivy tøvede. Hun havde altid hadet at skulle præsentere sig for folk, hadede den akavede stemning, når man skulle til at indvie fremmede i sin livshistorie. ”Jeg har levet hele mit liv i Saint Poul i Minnesota med mine forældre. Jeg gik på første år i high school, før jeg… øh, du ved, fandt ud af at jeg havde alt det her Vind-halløj. Efter high school ville jeg ellers gerne have taget en uddannelse, som kunne hjælpe mig med at få et job inden for dyrevelfærd.”

   ”Dyrevelfærd?” Jade sendte hende et overrasket blik ud af øjenkrogen. ”Har du så nogen dyr derhjemme?”

   ”Jeg har to guldfisk.” Ivy lod fingrene følge elastikken om sit højre håndled. ”Jeg har pelsallergi, så jeg slår ud, når jeg har været sammen med dyr lidt for længe.”

   ”Men du vil gerne arbejde med dyr?” Jade så dumt på hende. ”Er det ikke lidt åndsvagt?”

   ”Jeg kan jo godt hjælpe hvaler og sådan noget,” sagde Ivy. ”De har jo ikke pels.”

   Jade blinkede to gange lige efter hinanden og konstaterede med et skævt smil, at Ivy var mærkelig.

   ”Siger hende, der kan betvinge luften,” svarede Ivy smilende igen, men skævede hurtigt til den hvidhårede pige, et øjeblik i tvivl om hun havde ramt et af Akademiets tabuer. Et lille smil spillede dog på Jades læber, og Ivy åndede lydløst op.

   ”Du burde være Vandbetvinger,” sagde Jade. ”Så kunne du bruge resten af dit liv på en øde ø i selskab med delfiner og blæksprutter og lære dem at danse tango eller sådan noget.”

   ”Perfekt,” sagde Ivy. ”Jeg laver et vandcirkus.”

   Resten af den korte vej hen til klasselokalet snakkede de om løst og fast, og Ivy var overrasket over, hvor nem Jade var at snakke med. Hun var helt åben og fortalte gerne om sit liv. Begge hendes forældre var Betvingere og havde sendt hende til at Akademiet som 10-årig, hvor hun havde været de sidste 9 år i sit liv.

   ”Hvis alt går vel, så kan jeg blive færdiguddannet om halvandet år.” Jade smilede stort. ”Jeg glæder mig til at komme ud igen.”

   ”Ud?” Ivy kunne ikke lade være med at studse over ordet. ”Hvordan ud?

   ”Ud som i udenfor.” Jade smilede, og hvis ikke Ivy tog helt fejl, så så hun en anelse genert. ”Jeg har ikke været ude for Akademiets porte, siden jeg var 10.”

   Ivy spærrede øjnene op. ”Så du har været indenfor i næsten ti år?”

   Jade nikkede. ”Hvorfor tror du ellers, alle er så blege.” Hun lo.

   Ivy så ned, prøvede stadig at fordøje nyheden. Ville det sige, at ikke nok med, at hun nærmest var blevet kidnappet til det her sted, så var hun også tvunget til at blive inden for murene, indtil hun var færdiguddannet, eller hvad Jade nu havde kaldt det? Der ville jo gå flere år, før hun ville komme hjem til sine forældre igen. Og når nu hun tænkte på sine forældre.

   ”Må jeg egentlig låne din telefon senere?” spurgte hun. ”Jeg er nødt til at fortælle mine forældre, hvor jeg er.”

   ”Desværre,” sagde Jade og lød oprigtigt ærgerlig. ”Verden uden for må ikke vide, Betvingerne findes.”

   ”Men de må tro, jeg er død!”

   Jade stoppede så pludseligt op, at Ivy først registrerede det, efter hun havde taget yderligere tre skridt. Hun vendte sig mod sin værelseskammerat. ”Hvorfor stopper du?”

   Den pludselige sorg, der var væltet op i Jades blik, fik Ivy til at klappe i som en østers.

   ”Du forstår det ikke,” sagde Jade. ”Tror du, du er den eneste, hvis forældre tror det? Den eneste, hvis liv blev revet væk under fødderne på en? Den eneste, der ikke må kontakte sine gamle venner? Vi er alle sammen i samme båd her. Bag tag stakkels Carmen som eksempel. Første gang hun betvang Vind, mistede hendes bedste veninde livet. Carmen kunne ikke komme med til begravelsen, fordi ingen må vide noget om Akademiet. Hun måtte ikke engang sendte en buket blomster. Jeg vil hellere bo på Akademiet hele mit liv, end være skyld i en jeg elskers død.”

   Ivy anede ikke, hvad hun skulle sige, så hun kiggede bare ned og følte sig dum. Selvfølgelig var hun ikke den eneste, hvis forbindelse til sit gamle liv, var blevet kappet.

   ”Jeg efterlod min tvillingebror derhjemme.” Jades stemme rystede en anelse. ”Han var ikke Betvinger, så mine forældre sendte kun mig afsted.”

   ”Det er jeg ked af at høre,” sagde Ivy stille. ”Men han ved vel, at du er live.”

   Jade rystede bare på hovedet. ”Mine forældre måtte ikke fortælle ham noget om det. Han tror, jeg stak af.” Hun kneb øjnene hårdt i. ”Undskyld, det er ikke så tit, jeg snakker om det.”

   ”Det gør ikke noget.” Ivy bed sig i læben. Burde hun også fortælle om sine rådne år i skolen, nu hvor Jade havde lukket op? ”Jeg fik min skole til at styrte sammen,” sagde hun langsomt. ”Jeg tror ikke rigtig, der var nogen, der overlevede.”

   Jade spærrede øjnene op. Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen. ”Hvad skete der?” spurgte hun til sidst.

   ”Jeg blev bare så rasende,” sagde Ivy stille. Mindet burde få hende til at føle skyldfølelse eller sorg, men det eneste, hun kunne mærke, var den samme isnende vrede, som havde fyldt hendes krop, lige før skolen brasede sammen. ”En af mine klassekammerater har brugt de sidste ti år på at gøre mit liv til at helvede, og det, han sagde den dag, var bare dråben.”

   Jade nikkede. ”Imponerende, at du har holdt din indre Vind tilbage så længe. De fleste viser tegn på at være Betvinger, når de nærmer sig de 10 år.”

   De begyndte langsomt at gå videre – de kunne jo ikke stå og snakke hele dagen på gangen, også selvom Jade var den første, der ikke kom med kryptiske svar, hver gang Ivy spurgte ind til Betvingerverdenen.

   ”Normalt gik drillerierne mig ikke så meget på,” sagde Ivy. ”Jeg plejede at løbe, når jeg kom hjem fra skole for at komme af med frustrationerne. Hvad?” spurgte hun, da hun så Jades rynkede bryn.

   ”Det er mærkeligt, for det ligger mere til Vindbetvingere at konfrontere problemerne, end at løbe fra dem.” Jades blik gled op til de sorte striber i Ivys hår, og hendes øjne blev en lille smule større. ”Selvfølgelig,” sagde hun lavmælt til sig selv, som om de sorte lokker gav et indlysende svar. 

   ”Hvad? Hvorfor mener alle, at alle spørgsmål kan besvares ved at glo på mit hår?” Ivy hev fat i en lok af sit hår og trak svagt i den, før hun igen gav slip. ”Hvad er der så specielt ved at have flere farver hår?”

   ”Fordi hvidt hår betyder Vind,” sagde Jade, ”og sort betyder Kaos.”

   Måden, Jade sagde Kaos, fik Ivy til at gyse, og fornemmelsen af at drukne vendte tilbage, så alting et øjeblik sejlede.

   ”Det er ikke så tit, at man kan betvinge to elementer samtidig,” fortsatte Jade. ”Så du kan ligeså godt forberede dig på alle blikkene. Rygterne løber stærkt på Akademiet, så lad være med at gøre noget dumt. Ellers ender du ligesom resten af Kaosbetvingerne.”

   ”Hvad mener du med d-” begyndte Ivy, men Jade skar hende af.

   ”Så er vi her. Vi ses senere.” Og med de ord vendte Vindbetvingeren sig om og gik med hastige skridt tilbage af gangen, som de var kommet fra.

   Ivy knurrede. Kaos var åbenbart hverken nogen man kunne lide eller talte om, men hun ville have svar på sine spørgsmål. Om så hun måtte opsøge Kaosgruppen selv.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...