Hurricane

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 3 jan. 2017
  • Status: Igang
Ivy Storm har levet et normalt liv indtil den dag, en orkan rammer hendes skole, hvor flere hundrede mister livet, og Ivy selv er ved det. Alligevel vågner hun op på en mystisk skole, hvor alle påstår, at de kan betvinge et af de fem elementer: Vand, Vind, Ild, Jord og Kaos. Ivy falder efter lidt tid til i en af elementgrupperne, men kan alligevel ikke holde sig væk fra Kaosgruppen, og især Kaosbetvingeren Alex Shade har fanget hendes opmærksomhed. Men da en fjende truer med at lægge skolen i ruiner, bliver Ivy kaster ud på en farlig rejse, hvor hemmeligheder bringes frem i lyset, og kærlighed bliver ens største svaghed. Følg med i historien om selvtillid, kærlighed, mod - og om at være stærk selv i de mørkeste tider.

50Likes
52Kommentarer
8293Visninger
AA

8. Kapitel 5 - I nattens mørke

 

Kapitel 5

I nattens mørke

 

Ivy bankede tøvende på den hvide dør, og hun strammede sine fingre om sweaterens kant, da der blev stille på den anden side.

   ”Ja?” En pige med hvidt, krøllet hår stak hovedet ud. Hun så op og ned ad Ivy og lod blikket hvile på de sorte striber i Ivys hår et kort øjeblik. ”Er du den nye pige?”

   Ivy nikkede. ”Skye sagde, jeg skulle bo her.”

   ”Skye? Som i næsteformand-Skye eller hende den irriterende med stritørerne?”

   ”Næstformand-Skye,” svarede Ivy, der ikke anede, hvem der anden pige var.

   Pigen brød ud i et smil. Hun gjorde en gestus med armen. ”Kom indenfor.”

   Ivy trådte ind på værelset og kløede sig nervøst på armen. Hun hadede virkelig, hvordan det her sted allerede havde ændret på hende. Normalt var hun ikke så genert, men at være omgivet af mennesker, der kunne kontrollere elementerne, skræmte hende lidt. Okay, meget.

   ”Tøøøser,” kaldte pigen med krøllerne til de to andre piger. Den ene pige lå omvendt på sin seng med fødderne ved hovedgærdet og stenede sociale medier på sin mobil, mens den anden sad ved sit skrivebord og lagde pink neglelak. De så begge op. ”Det er hende her, der overtager Winds plads.”

   ”Hey,” hilste pigen på sengen uden at se op fra sin mobil. ”Jeg hedder Jade,” tilføjede hun ned i sin telefon.

   ”Hej,” sagde Ivy og så ned på sine fingre. ”Jeg hedder Ivy.”

   ”Jeg er Carmen,” sagde pigen med den lyserøde neglelak over fra sit skrivebord, som var indrettet som en hel make-up-salon. Hendes hvide hår hang løst og glansfuldt ned om hendes skuldre og blev holdt tilbage af en hårbøjle med katteører.  

   ”Og jeg hedder Bonnie.” Pigen med krøllerne gestikulerede mod den tomme seng, hvor Ivys læderjakke stadig lå. ”Det er din seng.”

   ”Tak,” sagde Ivy og vidste ikke helt, hvad hun ellers skulle sige.

   Bonnie gik hen til det, der måtte være hendes seng, og rodede videre i den kæmpe bunke af hvidt tøj, der lå der.

   Ivy vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv. Ud over læderjakken havde hun ingenting, og der var ikke rigtigt noget, hun kunne lave på værelset.

   Hun rømmede sig stille. ”Er der en af jer, der ved, hvor jeg kan få en tandbørste og sådan noget?”

   Bonnie så op fra sin bunke med tøj og sendte Ivy endnu et hurtigt elevatorblik, før hun rejste sig med et smil, der var som klistret på hendes læber. ”Kom med mig, så finder vi noget.”

 

Ivy kneb øjnene sammen, så tårerne ikke skulle få frit løb. Omkring hende lød Carmen, Bonnie og Jades stille vejrtrækninger i mørket, der i forhold til Ivy, var faldet i søvn med det samme.

   Ivy gned håndryggen mod sine øjne. Hun ville ikke græde! Men lige ud sagt, så skræmte det her sted hende. Hvordan var hendes liv gået fra at være helt normalt, til at hun pludselig var vågnet op på en skole for folk, der kunne betvinge elementer?

   Hun ville hjem. Hjem til sine forældre, sit værelse, sine guldfisk. Sit liv.

   I morgen ville hun ringe til sine forældre, så de kunne komme og hente hende. Også selvom hun var i Nebraska, der, så vidt hun huskede, lå over syv timers kørsel fra Minnesota. Hendes mobil havde hun godt nok mistet, da skolen var faldet sammen, men hun kunne vel låne en af sine værelseskammeraters.

   Da skolen var faldet sammen. Ordene rungede tomt i hendes hoved. Fornemmelsen af skyld fra tidligere var væk. Burde hun ikke føle noget? Sorg? Fortvivlelse?

   Det var på grund af ham vicerektoren, fortalte hun sig selv. I morgen ville hun få styr på det hele. Hun tog en dyb indånding. Hun skulle nok finde ud af det hele.

 

Hendes øjne gled i, og mørket væltede tilbage med 110 i timen.

   Hun faldt. Alt forsvandt. Et uendeligt splitsekund, hvor jorden forsvandt under hendes fødder, idet hun mistede fodfæste. Et altopslugende mørke, der druknede hende og kun efterlod et tomt kaos. Der var ingenting, og alligevel var hun ved at blive mast. Røde øjne midt i den sorte tomhed.

   Et skævt smil, der fik hendes knæ til at smelte. Sort hår. Tynd is, der knækkede sammen under hende. Mørket opslugte hende.

   Ivy satte sig op med et skrig, hivende efter vejret. Koldsveden fik hendes trøje til at klæbe til huden, så klaustrofobien truede med at kvæle hende. Hun borrede neglene ned i håndfladerne, lod smerten skære gennem panikken. Hun så sig panisk omkring i rummet, ledte efter en lyskilde, noget som hun kunne fokusere på, så hun ikke druknede i mørket.

   Et lille lys slap ind under døren, og Ivy klyngede sit blik til det.

   ”Slap af,” hviskede hun med hamrende hjerte. ”Bare en drøm. Rolig nu.”

   Hendes krop dirrende af panik, og hun pressede neglene endnu hårdere ned i håndfladerne. Åndede ud. Tog en dyb indånding og pustede ud igen. Rundt om sig kunne hun høre Bonnie, Jade og Carmens tunge vejrtrækninger. Hun fokuserede på den stille rytme, prøvede at finde ro i mørket.

   Hun lagde sig ned igen og gemte sig under sin dyne. Tog endnu en dyb indånding og lukkede øjnene i takt med, at hun åndede ud igen.

   Mørket kom med det samme.

   Hun faldt, blev revet ned i ingenting. Alting fosvandt, tomhed-

   Med et ryk satte hun sig op. Hele hendes krop rystede, og hjertet hamrede afsted. Hun kunne ikke blive her.  

   Ivy hev dynen af sig og trak benene ud over sengekanten. Gulvet var koldt mod hendes bare fødder, da hun listede gennem rummet og over til døren med den hvide sweater under armen. Hendes fingre hvilede mod dørhåndtaget, da hun holdt vejret og lyttede efter de andres vejrtrækning. Efter at have sikret sig, at de alle sov, trak hun ned i håndtaget.

   Døren knirkede, da hun åbnede den og smuttede ud på gangen. Hun lukkede den forsigtigt bag sig.

   Gåsehuden spredte sig over hendes bare arme, og hun skyndte sig at trække sweateren over hovedet, før hun listede videre hen ad svalegangen mod vindeltrappen. De ulmende gløder i pejsen oplyste rummet i et flakkende lys, så møblerne og lysekronernes skygger lignede levende, rædbrækkede skabninger.

   Ivy mærkede tårerne presse på og hastede ned ad vindeltrappen og flåede døren til gangen op, før hun styrtede ud. Hendes hjerte begyndte igen at hamre afsted, og hendes øjne løb panikslagne i vand.

   Hun anede ikke, hvor hun skulle gå hen – hun ville bare væk fra den altædende tomhed og de uhyggelige skygger. Hun halvløb ned til enden af den buede gang, hvor hun hev dobbeltdørene op.

   Hun skyndte sig ud og lukkede dørene bag sig. Hun vendte sig om for at fortsætte – og skreg.

 

   ”Forskrækkede jeg dig?”

   Ivy trådte et skridt tilbage og prøvede at få sit bankende hjerte til at falde lidt ned, mens hun overvejede et hurtigt svar.

   ”Lidt,” sagde hun og så op på den person, som hun lige var gået ind i. Et sus gik igennem hende.

   Foran hende stod drengen med det sorte hår og de to ringe i læben, som havde set direkte på hende ved aftensmaden. Så tæt på kunne hun se, at han havde en lille skønhedsplet over læben i venstre side, og hvert af de huller, han havde i ørerne, var udvidede med omkring halvanden centimeter. Et lille smil trak hans højre mundvige opad, så de to ringe glimtede i det svage månelys, der strømmede ind fra et vindue.

   ”Du er hende den nye. Betabetvingeren” Han sagde det snarere som en konstatering frem for et spørgsmål. Hans mørke øjne gled ned over hendes krop, men i forhold til andre drenge, så tjekkede han hende ikke ud – han så bare undersøgende, nærmest nysgerrigt på hende. Alligevel mærkede Ivy blodet skyde op i kinderne.

   ”Det er jeg vel. Jeg kom i går,” sagde hun.

   ”Det ved jeg. Vi brugte hele aftenen på at lede efter dig.”

   ”Åh.”

   Ivy kløede sig akavet på armen. Hun overvejede kort, om hun burde undskylde for at få ham til at bruge en hel aften på at gennemsøge murbrokkerne fra en nedstyrtet skole.

   ”Hvad laver du egentligt her?”

   ”Hvad mener du?” Hun så op – eller rettere hen, da han kun var et par få centimeter højere end hendes uimponerede 162. ”Der faldt ligesom en bygning ned over mig, og så vågnede jeg op her. Jeg valgte det ikke ligefrem selv.”

   Hans smil voksede en anelse. Stadig kun det skæve smil, der kun sad i højre side sammen med spiderbite-piercingerne. ”Det var ikke det, jeg mente. Jeg mente, hvad laver du lige hér? På gangen. Hvorfor sover du ikke?”

   ”Jeg…” Hun rødmede en anelse. ”Jeg kunne ikke sove.” Hun så prøvende på ham, ventede på, han ville grine af hende. Det gjorde han ikke.

   I stedet sagde han: ”Det kan jeg heller ikke.”

   En mærkelig varme spredtes i maven på Ivy. Han grinede ikke af hende, og han var ærlig. Endnu en Kaosbetvinger, der opførte sig fuldstændig anderledes fra det, som Vindbetvingerne havde beskrevet dem som.

   ”Hvorfor ikke?” spurgte hun. ”Mareridt?”

   Han nikkede. Sagde med helt neutral stemme: ”Det er ikke altid fedt at være kontrollere Kaos. Nogen gange holder det mig vågen i flere dage, indtil jeg til sidst falder om af søvnmangel.”

   Hun hævede øjenbrynene. ”Det er jeg ked af at høre.”

   Han smilede bare. ”Man lærer at leve med det. Hvad med dig?”

   ”Jeg bliver ved med at drømme, jeg falder.” Hun lænede sig op af muren bag sig. ”Det er, som om jeg bliver opslugt af mørket.” Hun himlede med øjnene af sig selv. ”Det lyder dumt, når jeg siger det højt.”

   ”Det er typisk tegn efter Kaos,” sagde han, som om det forklarede alt. ”Micala fortalte mig, hvordan Vic gav dig alt for meget af det.”

   ”Kender du Micala?” Ivy anede ikke, hvorfor hun spurgte. Hun havde trods alt set dem gå sammen ind i Storsalen tidligere.

   Fyren lo. ”Vi er seks Kaosbetvingere på Akademiet. Selvfølgelig kender vi hinanden. Hun er min bedste veninde.”

   ”Nå.” En mærkelig snert af jalousi bugtede sig gennem Ivys krop, og hun måtte minde sig selv om, at bare fordi hun mødte en dreng midt om natten, så var det ikke ens betydende med, at han var en ensom (og lækker) fyr, der hungrede efter at blive hendes ven. Hun sendte drengen et hurtigt smil. ”Jeg burde nok gå i seng.”

   Hun vendte sig for at gå, men et greb om hendes håndled stoppede hende. Hun vendte sig igen og så forvirret på drengen.  

   ”Vent.” Han slap hende og tog fat om sit eget håndled. Først nu lagde Ivy mærke til alle armbåndene. Læder- og perlearmbånd, gummiarmbånd, flettede snore og en gammeldags kæde dækkede hans håndled på begge arme. Normalt ville hun have syntes, at det var tøset med armbånd, men der var noget beskyttende over de mange bånd, som om hvert stykke indeholdte sin egen lille historie.

   Drengen trak hurtigt et armbånd af fra hver hånd og rakte dem til hende. Det var to sorte hårelastikker, som havde været gemt under de andre armbånd.

   ”Her.” Han rakte dem til hende. ”De hjælper mod følelsen af at falde.”

   Hun tog tøvende i mod dem. ”Er du sikker på, du vil give dem væk?”

   ”Næ,” sagde han med et lille smil. ”Men du har mere brug for dem, end jeg har.”

   ”Tak.” Hun tog dem begge rundt om sine håndled. De strammede blidt om hendes hænder, og en varm strøm af tryghed bølgede gennem hendes krop. ”Jeg fik aldrig fat i dit navn.”

   ”Alex.”

   Alex. Et sug gik gennem hendes mave, da hun genkendte navnet. For Alex kunne være et kælenavn for Alexander. Det navn var gået igen flere gange den dag. Kunne fyren foran hende være den dreng, som alle snakkede om – var han Alexander Shade? Cloud havde ellers beskrevet ham som en idiot, hvilket var langt fra, hvordan Ivy indtil videre havde opfattet ham. Men okay, hun brød sig heller ikke synderligt om Cloud, så det ville ikke overraske hende, hvis han bare var fordomsfuld over for Alex’ udseende med piercingerne, det sorte tøj og pandehåret, der næsten skjulte hans mørke øjne.

   ”Jeg hedder Ivy,” sagde hun og rev sig ud af sine tanker. Hun rakte ham hånden.

   ”Ivy,” sagde han stille, som om han smagte på navnet. Han tog hendes hånd. Hans negle var lakeret sorte, bemærkede hun. ”Du må sove godt.”

   ”I lige måde,” svarede hun med et smil.

   Han lo. ”Jeg tror ikke, jeg kommer til at sove foreløbigt, men tak.”

   ”Vi ses vel i morgen?” sagde hun spørgende, og han smilede. Et rigtigt smil, der hev i begge mundviger og fik hans øjne til at stråle under de sorte lokker. Ivy mærkede sine knæ blive bløde og sit hjerte springe et slag over, og hun var glad for at mørket skjulte hendes pludselig varme kinder. For Alex var helt ekstremt køn, når han smilede helt i stedet for det halve skæve smil, der ikke nåede helt op til øjnene.

   ”Vi ses,” sagde han, og med de ord vendte han sig og gik videre ned ad gangen. Lyden af hans fodtrin blev langsomt lavere i takt med, at han efterlod hende stående med bankende hjerte og røde kinder. Da hun var sikker på, at han var væk, lænede hun hovedet tilbage mod den kolde mur og sukkede stille. Nød et øjeblik stilheden og så for sit indre blik hans smil for sig igen.

   Hun lod fingerspidser glide over elastikken på sit venstre håndled. Da hun løftede hånden for at stryge en vildfaren hårlok væk fra ansigtet, smilede hun svagt.

   En let duft af røg sad stadig i elastikken.

   Hun rystede på hovedet af sig selv. Det var den anden Kaosdreng, der havde gjort stort indtryk på hende inden for de sidste fireogtyve timer.

   Hun smilede for sig selv, før hun begav sig tilbage til sit værelse, sikker på, at hun nok skulle falde i søvn denne gang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...