Hurricane

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 3 jan. 2017
  • Status: Igang
Ivy Storm har levet et normalt liv indtil den dag, en orkan rammer hendes skole, hvor flere hundrede mister livet, og Ivy selv er ved det. Alligevel vågner hun op på en mystisk skole, hvor alle påstår, at de kan betvinge et af de fem elementer: Vand, Vind, Ild, Jord og Kaos. Ivy falder efter lidt tid til i en af elementgrupperne, men kan alligevel ikke holde sig væk fra Kaosgruppen, og især Kaosbetvingeren Alex Shade har fanget hendes opmærksomhed. Men da en fjende truer med at lægge skolen i ruiner, bliver Ivy kaster ud på en farlig rejse, hvor hemmeligheder bringes frem i lyset, og kærlighed bliver ens største svaghed. Følg med i historien om selvtillid, kærlighed, mod - og om at være stærk selv i de mørkeste tider.

54Likes
54Kommentarer
8916Visninger
AA

7. Kapitel 4 - Faldne engle

 

Kapitel 4

Faldne engle

 

Endnu en gang den dag stod Ivy ved et par kæmpe dobbeltdøre, men i forhold til dørene ind til gangen mod værelserne, så var disse døre enorm. Hun var sikker på, at der ville kunne gå mindst 20 mennesker – Betvingere, rettede hun sig for 117. gang den dag – skulder mod skulder gennem dørene på en gang.

   Lyden af stemmer og latter fra flere hundrede Betvingere, lød fra bag døren.

   ”Er de alle sammen derinde?” Nervøsiteten prikkede i maven på Ivy og ødelagde hver form for appetit.

   ”Jep,” sagde Skye. ”Samtlige Betvingere fra både Vind, Vand, Jord, Ild og Kaos. Og så alle underviserne og vicerektoren.”

   ”Vic?” Tanken om den uhyggelige mand med de røde øjne og blege hud gav Ivy gåsehud. ”Han ligner en, der ikke har været uden for de sidste 30 år.”

   Skye lo. ”Det har han heller ikke. Det siger rygtet i hvert fald.” Hun tog fat i håndtagene til dobbeltdørene. ”Skal vi gå ind?”

   Ivy nikkede, og Skye skubbede dørene op. Ivy fik et sug i maven, da en kæmpe sal viste sig foran hende. Fra loftet hang store glaslysekroner og badede salen i et dæmpet skær. I forhold til gangene virkede Storsalen ældgammel. Væggene var af sten og gulvet af et hårdt materiale, som Ivy ikke kunne genkende. Salen havde form som en halvcirkel, og hvælvingen i den anden side af lokalet fik rummet til at se enormt ud.

   I midten var et kvadratisk bord dækket op med sort dug og en enkelt sølvlysestage. Ingen af pladserne var optaget, også selvom maden stod klar på fade.

   Ud for hver af kvadratets fire sider stod langborde og dannede et kæmpe plustegn. Her sad Betvingerne side om side med deres medbetvingere. Ved hvert bord var alle klædt i den samme farve: Rødt ved det, der måtte være ildbordet, brunt og grøn ved Jord, blåt for Vand og til sidst hvidt for Vind.

   Et par enkelte Betvingere vendte hovederne for at se, hvem der kom, og den dårlige fornemmelse i Ivys mave voksede, da hun så deres rynkede pander. Hun prøvede at ignorere de undrende blikke og pegende fingre, da hun fulgte efter Skye over mod vindbordet. Flere blikke blev vendt mod hende, og nogen rejste sig endda for at få et bedre udsyn.

   ”Hvorfor stirrer folk?” hviskede Ivy til Skye. Havde hun gjort noget forkert?

   ”På grund af dit hår,” svarede Skye lavmælt. ”Det er ikke hver dag, der dukker Betabetvingere op.”

   ”Hvad betyder det?” spurgte Ivy, der stadig ikke kunne se, hvad hendes hår havde at gøre med noget som helst at gøre. Det var anden gang inden for en time, at nogen havde dømt hende ud fra hendes hår. Hun var født med sorte striber i sit hår, og de gange hun havde forsøgt at afblege det, var det mislykkedes.

   ”Det vil sige, du er tilknyttet to elementer,” sagde Skye. ”Vores hår og øjenfarve afslører vores element. Hvid for Vind, sort for Kaos.”

   Ivy lod blikket vandre, og det gik op for hende, at Skye havde ret. Det hun før havde set som en tilfældighed viste sig nu at være konsekvent: Alle ved Vind havde hvidt hår, og hos Ild og Jord matchede deres hår også deres røde, brune og grønne tøj. Kun hos Vand var hårfarverne en blanding mellem blondt og blåt.

   Men Ivy kunne ikke se en eneste med sort hår. Hun skævede hen til det ensomme bord i midten.

   Skye smed sig ned i en stol, da de nåede hen til vindbordet og slog ud med armen. ”Slå dig ned.”

   Ivy satte sig prøvende i stolen ved siden af Skye. Rundt om dem sad de Vindbetvingere, der havde været nede og overvære Vic bekræfte hendes element.

   ”Det her er Dianna,” sagde Skye og nikkede mod en pige med langt hvidt hår og de samme isblå øjne som Ivy. Øreringe glimtede langs kanten på hele hendes højre øre, og en enkelt ørering med en kæde op til toppen af øret udsmykkede det venstre. Hun nikkede imødekommen.

   ”Jeg er formand for Vind,” sagde Dianna. ”Til møder er det mig og mine næstformænd, der taler for alle Vindbetvingerne på Akademiet. Det mig, du skal komme til, hvis du har spørgsmål eller problemer.” Hun blinkede, så hendes glitrende øjenskygge funklede i lyset.

   ”Det her er Cloud,” sagde Skye og pegede på fyren med de isblå øjne, som Ivy havde talt med tidligere, da de havde været på vej ned til vindværelserne. ”Og det her er Harry, Skylar og Drake. Vi er næstformændene, så hvis du har svært ved at finde rundt eller laver ballade, så er det os, der tager os af det.”

   Ivy nikkede bare. De andre begyndte at skænke mad op til sig selv, men Ivy lod sin tallerken stå urørt.

   Cloud så hånligt på hende med sit provokerende jeg-ved-godt-jeg-er-lækker-smil. ”Er du på en eller anden syg anoreksikur, siden du ikke spiser noget?”

   ”Jeg ved ikke, hvor meget af maden jeg kan spise,” svarede Ivy igen. Hendes stemme lød hårdere end ment, men Clouds irriterende attitude fik hende til at gå i forsvarsposition. ”Jeg spiser kun vegetarisk.”

   Det trak nedladende i Clouds mundvige. Han skulle lige til at åbne munden for at sige noget, men blev afbrudt, idet dobbeltdørene blev smækket op, og de vente sig for at se, hvem de nyankommne var.

   Ivy tabte kæben. En gruppe unge mennesker trådte ind i rummet. Det første Ivy tænkte var, at de lignede faldne engle – smukke, skræmmende og ærefrygtindgydende. Hver og en var klædt i stramt sort tøj, håret var vildt og øjnene mindede om rovdyrs. Med ophøjede hager gik de gennem Storsalen uden at tage sig af de hadefulde blikke, der blev sendt mod dem. Forrest gik en pige med kort, sort hår og to sølvkugler i underlæben, som Ivy straks genkendte.

   Micala.

   Bag hendes gik en pige med langt pink hår med sorte udgroninger, piercinger i kinderne og en ring i næsen sammen med fire drenge. Ivy genkendte Nikus med det sølvfarvede hår blandt dem. En af fyrene havde to ringe i højre side af læben, og hans sorte hår strittede i en vild frisure, så man ikke kunne se hans øjne.

   Den anden fyr havde så langt mørkt pandehår, at han måtte kaste med hovedet for at få det væk fra øjnene. Resten af håret var gemt væk under en sort hue. Den sidste fyr havde kort sort hår og en ring i venstre side af næsen.

   Ivy kunne ikke tage blikket fra dem, da de spankulerede hen mod bordet midt i salen, hvor de nærmest smed sig i stolene.

   Bag hende fnøs Dianna, og Ivy vendte sig igen. Vindbetvingernes blikke var hårde og mundene snerpet stramt sammen.

   ”Kaos.” Dianna spyttede ordet ud. ”De tror, de kan tillade sig alting, bare fordi de ikke kan blive smidt ud.”

   ”Kaos,” mumlede Ivy for sig selv. Vic havde sagt, at han havde kunnet fornemme Kaos i hende. Var det mon derfor, hun var født med sorte striber i håret?

   ”De er alle sammen en bunke røvhuller,” muggede Cloud. ”Jeg ville nyde at banke lidt fornuft ind i den idiot til Alexander Shade.”

   Det var det navn igen – ham, som Vic havde nævnt. Alexander Shade. Hvem var den dreng?

   ”Hvorfor bryder I jer ikke om Kaos?” spurgte Ivy, før hun nåede at tænke sig om.

   Fyren – der vist nok hed Drake – tog for første gang ordet. ”Fordi de er sindssyge. Bogstavlig talt. De er uforudsigelige, skizofrene og har et vanvittigt behov for at udfordre døden hele tiden. De bryder konstant reglerne, smugler alkohol ind på deres værelse og bruger alligevel hele dagen på at have ondt af dem selv.”

   Selvom ordene ikke var møntet på hende, så irriterede det Ivy. Kaos holder sammen, havde Nikus sagt til hende, da han havde hjulpet hende på benene, efter Vic havde pumpet hendes krop med Kaos.

   ”Men de har ikke gjort jer noget personligt?” sagde Ivy med en pludselig trang til at forsvare Kaosbetvingerne. ”Har I overhovedet snakket med dem?”

   ”Nej,” svarede Cloud med et koldt blik mod Ivy, der stædigt fastholdt øjenkontakten. ”Men det ændrer ikke på, at de opfører sig som en gruppe selvhøjtidelige møgunger. De får os alle sammen dræbt en dag.”

   ”Cloud.” Skylar, som indtil nu havde været stille, lagde en hånd på Clouds arm. ”Hun har ikke hørt om Gaia.”

   Cloud løsrev irriteret sit blik fra Ivys og strøg hurtigt Skylars arm. ”Så burde hun lade være med at udtale sig om noget, hun ikke ved noget om.”

   ”Hvem er Gaia?” Ivy så først på Skye og så på Dianna efter hjælp, men ingen af dem svarede.

   Den eneste, der ikke havde sagt noget endnu, var Harry, der tænksomt fugtede sine læber. ”Gaia er en af de skabninger, der gør det farligt at være Betvinger.”

   ”Hvordan det?” Ivy så frem og tilbage mellem Vindbetvingerne, der alle fik utrolig travlt med at kigge på deres negle, stikke i deres mad eller se alle mulig andre steder hen. Gaia var nok ikke lige det oplagte samtaleemne.

   ”Gaia er en, der dræber Betvingere. En blodsuger,” sagde Harry. ”Hun tager blodet fra en stærk Betvinger og giver sig selv indsprøjtninger med det for at blive stærkere.”

   Ivy spærrede øjnene op. ”Hvad? Hvorfor gøre det?”

   Harry åbnede munden for at svare, men Dianna afbrød ham. ”Okay, slut med historietimen. Pigen har knap været her i en dag. Lad hende lige falde til, før I fortæller hende om de onde skabninger, der prøver at slå os ihjel.” Hun lo, og Skye grinede anspændt med.

   Ivy så ned på sin tallerken og blandede sig uden om, da Vindbetvingerne igen begyndte at snakke, denne gang om en eller anden lektie, de havde for i et eller andet fag. Ivy kastede et flygtigt blik over mod Kaos – og gispede.

   Drengen med de to ringe i læben og det vilde hår stirrede direkte på hende. Selv på afstand borrede hans mørke blik sig ind i hendes, og hun stirrede mundlam tilbage på ham. Han lagde hovedet lidt på skrå sendte hende så et svagt skævt smil.

   Ivy mærkede varmen skyde op i kinderne, og hun smilede åndeløst tilbage. Hans smil flækkede i et grin.

   Så så han væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...