Hurricane

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 3 jan. 2017
  • Status: Igang
Ivy Storm har levet et normalt liv indtil den dag, en orkan rammer hendes skole, hvor flere hundrede mister livet, og Ivy selv er ved det. Alligevel vågner hun op på en mystisk skole, hvor alle påstår, at de kan betvinge et af de fem elementer: Vand, Vind, Ild, Jord og Kaos. Ivy falder efter lidt tid til i en af elementgrupperne, men kan alligevel ikke holde sig væk fra Kaosgruppen, og især Kaosbetvingeren Alex Shade har fanget hendes opmærksomhed. Men da en fjende truer med at lægge skolen i ruiner, bliver Ivy kaster ud på en farlig rejse, hvor hemmeligheder bringes frem i lyset, og kærlighed bliver ens største svaghed. Følg med i historien om selvtillid, kærlighed, mod - og om at være stærk selv i de mørkeste tider.

50Likes
52Kommentarer
8293Visninger
AA

6. Kapitel 3 - Vindens værelse

 

Kapitel 3

Vindens værelse 

 

Ivy fulgte med gruppen af Vindbetvingere ud af lokalet og ud på en gang, hvor Ivy ikke kunne holde et overrasket gisp tilbage.

   Hun havde måske forventet noget i retningen af skumle gange lyst op af fakler og fugt løbende ned ad væggene. I stedet var det lange, lyse gange med store abstrakte malerier og designerlamper hængende på væggene, der mødte hende. Kæmpe panoramavinduer gav udsigt ud til storbyen, der lyste op i et spektrum af klare farver flere etager under dem.

   ”Her er ret fedt, ikke?” sagde pigen med opstoppernæsen med et smil. Ivy nikkede mundlam.

   ”Jeg hedder Skye.” Pigen gjorde et lille kast med sit hvide hår, da de begyndte at gå ned ad gangen. Hun vinkede Ivy med sig. ”Kom. Vi skal ned til vores værelser.”

   Ivy fulgte efter Skye og de andre betvingere, med en lille rynken på brynene. ”Værelser? Bor I her?”

   Skye drejede hovedet og så dumt på hende. ”Ja. Hvad havde du ellers troet?”  

   ”Det ved jeg ikke,” sagde Ivy. ”Jeg troede bare, det var ligesom en normal skole.”

   En af de andre betvingere fnøs diskret. Han sagtnede farten, så han kunne gå ved siden af Skye. Ivy kunne se, at han havde isblå øjne ligesom hende selv, da han så på hende. ”Eleverne her er ikke ligefrem normale, så det er skolen heller ikke.”

   ”Så I bor her altså bare hele jeres liv?”

   Drengen himlede med øjnene. ”Nej, vi bor her kun til vi er færdiguddannede. Så kan man vælge om man vil blive på Akademiet, eller om man vil tilbage til sin hjemby og fortsætte sit liv der, hvor man slap det.”

   ”Hvornår er man færdiguddannet?” Ivy drejede med de andre til højre og ned ad en furturistisk vindeltrappe, der førte ned til etagen under, hvor de fortsatte videre ned ad en gang magen til den, de kom fra.

   ”Når lærerne mener, at man har fået fuld kontrol over sit element. For nogen tager det fem år, for andre halvtreds. Og andre må ikke forlade skolen.” Fyren udvekslede et blik med Skye, der rynkede på næsen. ”Men det er stort set kun Kaos, der er så uforudsigelige, at de ikke må forlade skolen.”

   ”Vil det sige, at jeg aldrig kan komme hjem?” En pludselig trang til at vænne om og lede efter en udgang fik Ivy til at knytte hænderne. Men hun var nødt til at blive her – hvis ikke hun fik styr på at kontrollere hvad det så end var, der havde fået bygningen til at styrte sammen, ville flere kunne komme til skade.

   En bitter smag af dårlig samvittighed spredte sig bagerst i ganen, og Ivy knugede hænderne endnu hårdere sammen. Tanken om, at hun havde været skyld i nogens død, var ikke til at overskue.

   ”Det kommer an på, om du tager dig sammen,” sagde Skye. ”Hvis ikke du tager din undervisning seriøs, så nej – så kommer du ikke hjem.” 

   Ivy sank en klump og prøvede at fordøje nyheden. Det kunne betyde, hun måske aldrig ville komme til at se sine forældre igen. Den dårlige samvittighed prikkede nu i hele kroppen. Hendes forældre måtte tro, hun var død.

   Hun havde ondt af dem. Det sidste de behøvede, var flere dødsfald i familien. Hendes moster, onkel og fætter var død i en brand for omkring 10 år siden, hendes farbror havde mistet livet i en bilulykke, og bortset fra Ivys halvdemente mormor Diane, var alle hendes bedsteforældre døde. Det eneste familiemedlem, der ellers var tilbage, var en morbror, de ikke havde set i flere år.

   Og nu havde hun selv været skyld i nogens død.

   De fortsatte i stilhed videre gennem Akademiet, før de drejede ned ad en gang til højre og stod ved endnu en lang gang. Få meter fremme var en bred dobbeltdør, som de stoppede foran.

   ”Vi er her nu,” sagde fyren med de blå øjne til Ivy. Med et skævt smil kørte han hånde gennem sit hvide hår, så det lignede en oprejst bølge. Ivy modstod trangen til at himle med øjnene af ham. Noget sagde hende, at han var en af de slags røvhuller, der så godt ud og godt vidste det.  

   Hun lod blikket falde på den nye gang – Jeg ender med at blive væk her, tænkte hun –, der kom til syne foran hende, da dobbeltdørene blev åbnet. Gangen buede mod højre, og i forhold til de andre gang var der kun lamper og ingen vinduer.

   ”Her ligger værelserne,” sagde Skye behjælpelig til Ivy. ”Vi er i udkanten af Akademiet, som er formet som en halvcirkel. Det er derfor, gangen buer.”

   Et par grinende Ildbetvingere med rødt hår kom løbende forbi dem og råbte noget om vand og gengæld.

   ”Den er formet lidt ligesom en regnbue, men kun med tre buer. Vi går i den midterste linje, der er den gang, der ligger mellem Storsalen, som er den inderste bue og værelserne, som ligger yderst,” fortsatte Skye, uforstyrret af de rødklædte Betvingere. ”Den yderste bue er delt op i fem dele, en del per element. Halvcirklen i midten kalder vi Storsalen. Det er der, vi mødes for at spise, få fælles beskeder, holde fester og alt sådan noget.”

   Ivy nikkede bare, selvom hun ikke fattede, hvad Skye prøvede at forklare hende. Noget med regnbuer…

   ”Vindsalen ligger her til venstre som de første værelser,” sagde fyren med blå øjne, hvis navn Ivy aldrig havde fået fat i. ”Så kommer Vand, Kaos, Jord og til sidst Ild.”

   ”Super,” sagde Ivy bare, og lod sig føre ind på værelset.

 

Her er stort, var Ivys første tanke, da hun sammen med Vindbetvingerne trådte ind på værelset til Vind. Eller snarere opholdstuen, måtte Ivy rette sig selv til.

   Det store lokale havde hvide vægge dekoreret med lette, eventyrlige mønstre, og på det lysegrå gulv stod hvide lædersofaer og glasborde samlet i hyggelige klynger. En pejs knitrede bagerst i lokalet, og de majestætiske glaslysekroner, der hang fra loftet, gav hele rummet et elegant og køligt look.

   To vindeltrapper af glas snoede sig på hver side af døren op til en svalegang, der fulgte væggen hele vejen rundt. Utallige døren fulgte væggene på både stueetagen og den førstesal, som svalegangen udgjorde.

   Det hele mindede Ivy om et vinterlandskab med det elegante hvide, grå og sølvfarvede inventar.

   ”Wow,” sagde Ivy. ”Her er smukt.”

   Skye smilede selvtilfreds. En af de andre betvingere mumlede noget i hendes øre, før de alle forlod Skye og Ivy tilbage i den kæmpe opholdsstue.

   ”Hvor skal de hen?” spurgte Ivy, da Skye ikke gjorde mine til at følge efter.

   ”De er på vej ned til Storsalen. Vi blev indkaldt til at hente dig lige før aftensmaden.” Skyes blik gled bedømmende over Ivy. ”Men vi tænkte, at du burde få noget ordentligt tøj på, før vi går derned.”

   ”Ordenligt? Er det her tøj ikke godt nok?” Ivy kiggede ned ad sig selv. Selv om hun ikke brød sig synderligt meget om de hvide bukser og toppen, så syntes hun da ikke, at hun ligefrem behøvede skifte til noget andet. Der var jo ikke fordi hun havde en skraldesæk eller et fiskenet på.

   Skye rynkede på næsen. ”Lad os finde et ledigt værelse, du kan bo på. Så finder jeg noget tøj til dig bagefter.”

   ”Men…” mumlede Ivy, uden rigtigt at vide, hvad hun ville sige. Hun kunne egentlig godt lide læderjakken og ville helst ikke gå af med den.

   ”Kom.” Skye tog beslutsomt fast i Ivys arm og trak hende op ad vindeltrappen i så bestemt et tempo, at Ivy var nervøs for, at glasset ville knuses under deres fødder. ”Pigerne bor ovenpå, drengene nedenunder,” tilføjede Skye.

   På de hvide døre havde piger, der boede på værelserne, sat deres eget personlige præg. Elegante colager med smukke hvidhårede piger, skilte med citater omgivet af hvid glimmer og detaljerede billeder malet direkte på døren, dækkede indgangene til værelserne langs svalegangen.

   Man skal åbenbart være tynd, smuk og kreativ for at være Vindbetvinger, tænkte Ivy, der normalt kun tegnede sorte kruseduller, aggressive tordenskyer og fesne tændstiksmænd i sit hæfte. Det eneste ”krav” hun dog kunne opfylde, var, at hun var tynd. Hun havde været vegetar siden fjerde klasse, hvor hendes plageånd til Casper havde smidt en død mus i hendes madpakke.

   ”Her,” sagde Skye og stoppede pludseligt op. ”En af pigerne fra det her værelse blev færdiguddannet i sidste måned, så der er en ledig plads.”

   ”Okay,” svarede Ivy.

   ”Du kan lige tjekke værelset ud, imens jeg finder noget nyt tøj. Jeg har et par trøjer, som er krympet i vask.” Skye blinkede. Tæt på kunne Ivy se, at hun havde falske øjenvipper på.

   ”Tak,” sagde hun bare, før Skye vendte om og vimsede ned ad gangen.

   Ivy vendte sig mod den hvide dør, der førte ind til det, der skulle blive hendes værelse. Et elegant dekoreret A4-ark var sat op med tape på døren. Teksten ”Carmen, Wind, Bonnie & Jade 4-ever” snoede sig ind mellem glitter, små tegninger af skyer og tøsede hjerter.

   Ivy kunne ikke fjerne blikket fra det, og en tung fornemmelse i maven fik hendes skuldre til at falde. For her kunne hun ikke bo. Ivy havde altid haft svært ved at være sammen med andre piger. Mens andre piger havde leget med dukker og samlet på klistermærker, havde Ivy som lille klatret i træer, bygget huler og leget ”Total udslettelse” med sine bamser. Og nu stod hun her og skulle ind og overtage en plads for en, der havde tegnet hjerter og skrevet 4-ever på sin dør sammen med sine veninder. Det kunne hun ikke.

   ”Står du stadig her?” Skyes stemme rev Ivy ud af sine tanker, og hun gispede overrasket.

   ”Øh, ja,” sagde Ivy. ”Jeg ville helst ikke bare gå derind. Det føles lidt som at bryde ind i deres privatliv.”

   ”Hvis du siger det.” Skye himlede med øjnene. Hun rakte den bunke med tøj, som hun havde i armene, til Ivy. ”Tag det her på. Og skynd dig lidt, for ellers så er alt den gode mad spist, før vi når ned til aftensmad.”

   Ivy tog tøjet og holdt det ind til sig. ”Tak igen.”

   Skye trak på skuldrene. ”Ingen årsag. Men tjep, tjep.”

   Ivy nikkede hurtigt og skyndte sig ind på værelset bag sig. Selvom det føltes krænkende mod værelsets beboere, så ville hun hellere skifte tøj her end foran Skye og hendes kritiske blik.

   Hun tændte lyset, og en stor krystallysekrone brød ud i glans og oplyste værelset. Hvide vægge, pelset gulvtæppe og fire senge, to i hver side af værelset. Et lille skrivebord stod ved hver seng, og ved siden af det et tilhørende skab, som Ivy gik ud fra var til tøj.

   Her var meget tøset. Som i rigtig meget. Små lyskæder, fjollede venindebilleder, pyntepuder, smykker og oceaner af makeup fyldte sengene og skrivebordene. Ivy skar ansigt. Det eneste, der manglede, skulle lige være lyserøde fjerboaer.

   Hun smed bunken med tøj på den seng, som hverken havde sengetøj eller andre personlige ejendele liggende. Så smed hun læderjakken og trak den hvide top over hovedet. Til sidst tog hun den hvide trøje på, som Skye havde fundet til hende. Det var en langærmet, blød stiktrøje med højhalset krave i nuance, der nærmede sig creme. Den var vel okay.

   Ivy lagde hastigt sit tøj nogenlunde pænt på sengen, så hendes værelseskammerater ikke ville få et flip, når de kom tilbage efter maden. Ivy betragtede et øjeblik sit nye værelse, vidste ikke rigtig om hun kunne lide det eller ej. Så gik hun ud til Skye igen.

   ”Så er jeg klar,” sagde Ivy, da hun havde lukket døren bag sig. Skye gav hende denne gang et tilfreds elevatorblik.

   ”Den klæder dig,” sagde Skye med et nik mod sweateren.

   ”Tak fordi jeg må låne den.” Ivy sendte den anden pige et lille smil.

   ”Behold den.” Hun gjorde et kast med hovedet mod trappen. ”Skal vi gå?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...