Hurricane

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 3 jan. 2017
  • Status: Igang
Ivy Storm har levet et normalt liv indtil den dag, en orkan rammer hendes skole, hvor flere hundrede mister livet, og Ivy selv er ved det. Alligevel vågner hun op på en mystisk skole, hvor alle påstår, at de kan betvinge et af de fem elementer: Vand, Vind, Ild, Jord og Kaos. Ivy falder efter lidt tid til i en af elementgrupperne, men kan alligevel ikke holde sig væk fra Kaosgruppen, og især Kaosbetvingeren Alex Shade har fanget hendes opmærksomhed. Men da en fjende truer med at lægge skolen i ruiner, bliver Ivy kaster ud på en farlig rejse, hvor hemmeligheder bringes frem i lyset, og kærlighed bliver ens største svaghed. Følg med i historien om selvtillid, kærlighed, mod - og om at være stærk selv i de mørkeste tider.

50Likes
54Kommentarer
8459Visninger
AA

5. Kapitel 2 - Røde øjne

 

Kapitel 2

Røde øjne

 

26 Betvingere stod og betragtede Ivy, som var hun et forsøgsdyr, og hun rykkede nervøst på sig. Prøvede at ryste ubehaget af sig. Stemningen i lokalet var i forvejen anspændt, som om ingen af de tilstedeværende havde lyst til at være der. En pige med rødt hår lignede en, der skulle til at kaste op, og en fyr kløede nervøst sin venstre arm. Andre nøjedes med at bide sig i læben eller krumme tæer.

   De ventede sikkert bare på, at de kunne komme i gang, så de hurtigst muligt kunne kommet tilbage til hvad end, de havde været i gang med før. Men der manglede stadig én person.

   Akademiets rektor.

   Han måtte være ret så skræmmende, siden han kunne få så stor en mængde mennesker – Betvingere, rettede Ivys hoved hende – til at blive så nervøse.

   Betvingerne hviskede bekymret sammen med deres kammerater. For Ivy var der ingen tvivl om, at de snakkede med Betvingere fra deres eget element – de kunne lige så godt have et stort neonskilt hængende over hovedet, hvor der element stod skrevet.

   Sammen med Molly, der havde været der, da Ivy var vågnet op, stod fem andre med grønt og brunt hår, alle klædt i grønt og brunt i forskellige nuancer. De måtte være Jordbetvingere, gik Ivy yd fra.

   Yderligere var der seks Ildbetvingere med rødt, orange og kobberfarvet hår klædt i samme farver. Seks betvingere klædt i blåt repræsenterede Vand med blåt og blondt hår, og de seks personer med hvidt tøj og hvidt hår var Vindbetvingere.

   Ligesom mig, tænkte Ivy. Alligevel følte hun ingen forbindelse med de fremmede mennesker ovehovedet. Det var ligesom, når man skulle lave gruppearbejde i skolen og endte sammen med alle dem, man ikke havde noget som helst til fælles med.

   Til sidst stod Micala ude i siden sammen med en høj og tynd fyr med sølvfarvet hår. Han havde hul i hvert øre – bogstavlig talt. Øreringene havde udvidet hullerne så meget, at man ville kunne stikke sin tommelfinger gennem øreflippen. Han var ligesom Micala klædt i sort og måtte være Kaosbetvinger. Han talte lavmælt med Micala, der i ny og næ nikkede.

   Ivy hold trangen til at spørger Micala om, hvorfor der var seks fra Vind, Jord, Vand og Ild, men kun to Kaosbetvingere, tilbage.

   Betvingere. Ordet havde hurtigt fundet vej ind i Ivys ordforråd, og ærlig talt så skræmte det hende, hvor naturligt det allerede faldt hende at omtale dem Betvingere frem for mennesker.

   En knirken fik dem alle til at vende sig mod døren, og Ivy knugede sine hænder, da stilheden med ét sænkede sig, og døren gik op.

   Selv om folk i forvejen stod tæt, så lykkedes det dem at rykke sig endnu mere sammen – de nærmest flygtede ud til siderne –, så der var plads til, at en person ville kunne gå gennem lokalet og direkte hen til Ivy. Hun bed sig nervøst i læben, på en gang rædselsslagen og spændt over at skulle se den person, der kunne gøre Betvingerne så skræmte.

   Luften sitrede, da rektoren af Akademiet trådte ind, og Ivy spærrede øjnene op. Hun havde forventet en uhyggelig mand med indsunkne øjne og skæg, som krumrygget haltede sig frem. I stedet var det det fuldstændig modsatte, der mødte hende.

   En ung mand trådte ind med et smil på læberne. Hans hud var ligbleg, som om han ikke havde set sollys i flere år, men hans mørkebrune hår strålede glansfuldt, og hans røde øjne lyste forventningsfuldt op, da han så Ivy.

   Han er jo lækker! tænkte Ivy og prøvede på ikke at rødme, da hans røde blik mødte hendes. Hun bed sig hårdt i indersiden af kinden og forbandede sommerfuglene i maven langt væk.

   Manden lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hende, før han med hurtige skridt gik forbi de andre Betvingere uden at skænke dem så meget som ét blik. Betvingerne trådte endnu længere tilbage, da han gik forbi dem.

   En pludselig følelse af sorg og ubehag væltede over Ivy, da rektoren stod omtrent to meter fra hende. Hun gispede lydløst. Sommerfuglene i hendes mave faldt døde om og blev afløst af en kvalmende kulde, der gav hende lyst til at lægge sig ned og græde. Det føltes, som om hun aldrig ville blive glad igen.

   Manden med de røde øjne stod stadig to meter fra hende, men hun var ikke et sekund i tvivl om, at det var fra ham, følelsen af uendelig tomhed kom. De Betvingere, der stod tættest på, rykkede uroligt på sig, også påvirket af den skræmmende aura, der omgav den blege mand.

   Ivy kiggede med ærefrygt direkte ind i hans øjne og følte, hun var ved at blive kvalt. Kuldegysninger løb ned ad hendes ryg, og hårene rejste sig nakken.

   Han lagde endnu en gang hovedet på skrå, uden at lade sit røde blik vige fra hendes.

   ”Ivy Storm,” sagde han langsomt. Hans stemme var hæs og overraskende dyb, og Ivy undrede sig over, hvorfra han kendte hendes navn. Han smilede. ”Velkommen til Gamma Akademiet.”

   Hun prøvede at sige noget, men kunne ikke huske, hvordan man snakkede. Hendes tunge slog knuder på sig selv, og ordene ville ikke frem. Hun blinkede, tvang sig selv til at tænke.

   ”Tak,” fik hun fremstammet, ude af stand til at tage blikket fra de skræmmende øjne.

   ”Jeg håber, Molly og Micala har taget godt i mod dig,” sagde han. Bag ham krympede de to piger sig, da deres navne blev nævnt.

   ”De har de.” Tanken om, hvad der ville ske med de to piger, hvis hun havde sagt noget andet, gjorde Ivy hunderæd. Kulden prikkede i hele hendes krop, og hun bed sig hårdt i kinden, så smerten skar sig gennem tomheden.

   Rektoren lod blikket køre op og ned ad hendes krop, og hun gøs. ”Jeg kan se, at de har bedømt dig som både Vind- og Kaosbetvinger.”

   Det var dét tøjet betød. Hvid for Vind, sort for Kaos. Ivy kiggede flygtigt på mandens tøj, og mærkede kulden sprede sig. Sort. Hun sank en klump.

   ”Ja,” svarede hun. Mørket, der emmede ud af ham, fik hendes hjerte til at hamre afsted, og hendes hænder begyndte at svede. Mærkelige mønstre formede i udkanten af hendes synsfelt, og hun prøvede at blinke dem væk.

   Jeg bliver sindssyg, hvis ikke snart han flytter sig.

   ”Med forlov,” sagde han og rakte ud efter hende. Han så afventende på hende, og hun stirrede akavet tilbage med en urolig fornemmelse i maven. Hans hånd hang roligt mellem dem i en uberørt gestus.

   Hun overvejede, om det var meningen, hun skulle tage hans hånd, siden han rakte den frem på den måde. Det måtte del vel være. Ivy hævede tøvende hånden og så spørgende ind i rektorens røde øjne. Han nikkede svagt med et lille smil. 

   Gåsehuden spredte sig på hendes arme, da hun lagde sin hånd oven på hans, og han lukkede sit greb om den.

   Ivy gispede. Kulden strømmede fra hans hænder og ind i hendes, så hun var sikker på, at hendes blod ville fryse til is. Gennem kulden krøb fortvivlelse og sorg og død og tomhed gennem hende og opslugte hver en følelse, pillede hendes selvkontrol i stykker bid for bid.

   Mørket lagde sig som en kvælende klump i hendes hals, og hun prøvede at trække vejret ind gennem næsen. Hendes knæ begyndte at ryste, truede med at give efter under hende. Skrækindjagende mønstre dansede for hendes blik, og hendes hjerne skreg til hende, at hun skulle se at komme væk, flygte, bare gøre et eller andet!

   Alt hun kunne se, var mandens røde øjne, der opslugte alt andet. Alle omgivelser forsvandt sammen med alle lyde, og hun så fortabt ind i et uendeligt hav af rødt. Smagen af jern bredte sig i hendes mund, da hun bed hul på kinden.

   Grebet om hendes hånd strammedes, og hun kneb øjnene sammen og borrede fortænderne ned i underlæben for ikke at lukke et rædselsskrig ud.

   Det var det her, Micala havde talt det.

   Det her var Kaos. En altædende tomhed af selvhad og frygt, der ville skræmme hende ihjel.

   ”Stop!” En drengs vrede stemme lød et sted langt, langt væk. ”Du ender med at slå hende ihjel!”

   Jeg kommer rent faktisk til at dø her, nåede Ivy lige at tænke. Så forsvandt grebet om hendes hånd og med den alt kulden og tomheden. Ivys knæ gav efter, og hun landede på gulvet. Smerten lynede gennem hendes ben, og hun blinkede fortumlet, som var hun lige vågnet op fra en drøm – eller nok snarere et mareridt.

   Hun så op for at se sin redningsmand. Det var fyren med det sølvfarvede hår, som Micala havde talt. Hans øjne lynede.

   ”Nikus.” Rektorens blik gled fra Ivy og over på fyren. ”Hvor heroisk af dig.”

   Fyren – Nikus – kneb læberne stramt sammen og så stædigt ind i øjnene på rektoren. ”Det er meningen, at du skal finde hendes indre element – ikke taget livet af hende, Vic. Det er ikke alle, der er lige som Alexander Shade.”

   Rektoren, som Nikus havde omtalt som Vic, smilede ved denne Alexander Shades navn på samme måde som et lille barn, der havde fået en is, ville gøre. ”Ak ja, den dreng kan tage mere Kaos end de fleste.”

   Vic vendte sig mod Ivy og smilede stort, ligeglad med, at han lige havde fyldt hende med så meget Kaos, at det nær havde dræbt hende. Han ignorerede Nikus, som skød lyn efter ham med øjnene. ”Som Molly så smukt havde gættet, så opfanger jeg Vind med et strejf af Kaos.”

   Til sidst vendte han sig mod de seks betvingere i hvidt tøj. ”Dianna, vil du være sød at følge Ivy her til Vindsalen?”

   En pige med langt hvidt hår nikkede stift. ”Selvfølgelig, vicerektor.”

   Vicerektor? Ivy blinkede overrasket. Var denne mand ikke rektor? Molly havde ellers sagt, at det var rektoren, der ville komme. Noget sagde dog Ivy, at skulle være glad for at det ikke var den rigtige rektor der var kommet. Hvis vicerektoren var så uhyggelig, så have hun slet ikke lyst til at møde den egentlig rektor.

   ”Godt.” Det var det sidste, manden med de røde øjne sagde, før han med lange skridt forlod det lille hospitalslokale.

 

Det var Nikus, der hjalp Ivy op at stå igen.

   Hans sølvfarvede hår faldt ned over hans grå øjne, da han bøjede sig frem for at hjælpe hende op. Ivy tog hans udstrakte hånd efter kort tids tøven. Hans hånd var varm, og fingrespidserne var ru på samme måde, som guitaristers var. Mørke blodårer snoede sig som sorte slanger under hans blege hud og lignede næsten tatoveringer. 

   ”Er du okay?” spurgte han, da han trak hende på benene.

   Et øjeblik svimlede det for øjnene af Ivy, før hun genvandt balancen.  

   ”Det tror jeg. Tak, for at du hjalp mig.” Tæt på kunne hun se, at han havde en piercing i højre øjenbryn.

   Han smilede tilbage. ”Kaos holder sammen.”

   ”Det gør vi vel,” sagde hun en smule genert og mærkede det trække i mundvigen.

   Nikus lavede et kast med hovedet mod Betvingerne i hvidt tøj. ”Du må hellere gå med Vind. Dianna er ikke ligefrem kendt for sin gode tålmodighed.

   Ivy smilede. ”Det burde jeg. Igen – tak for hjælpen.”

   Hun vendte sig væk fra den sølvhåret Kaosbetvinger og gik over mod Betvingerne klædt i hvidt, men et greb om hendes overarm fik hende til at vende om. Hun så overrasket på Micala, hvis slanke hænder holdt fast i hendes arm.

   ”Før du begynder at forestille dig alt muligt,” sagde hun stille, næsten hvislende, ”så skal du vide, at Nikus har en kæreste.”

   ”Jeg forestiller mig ikke noget,” svarede Ivy irriteret, men mærkede alligevel skuffelsen bagerst i hovedet. Det var længe siden, hun sådan rigtigt havde snakket med nye mennesker, og Nikus havde ellers virket som en god ven. De fleste af hendes klassekammerater havde holdt sig væk fra hende på grund af Casper, og hendes bedste veninder boede så langt væk, at det var sjældent, hun så dem.

   ”Kommer du?” En pige med hvidt tøj og lyst hår prikkede Ivy på skulderen. Hun havde en snobbet opstoppernæse og trutmund. ”Der er altså snart aftensmad, og vi skal også nå at vise dig rundt.”

   Ivy nikkede hurtigt. ”Vi ses,” nåede hun alligevel at sige til Micala, før hun fulgte efter pigen med opstoppernæsen.

   Bag sig stirrede den sorthårede pige efter hende, før hun udvekslede et forundret blik med Nikus.

   Det var første gang i lang tid, en Vindbetvinger fra Akademiet havde haft intentioner om at blive venner med en fra Kaos. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...