Hurricane

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 3 jan. 2017
  • Status: Igang
Ivy Storm har levet et normalt liv indtil den dag, en orkan rammer hendes skole, hvor flere hundrede mister livet, og Ivy selv er ved det. Alligevel vågner hun op på en mystisk skole, hvor alle påstår, at de kan betvinge et af de fem elementer: Vand, Vind, Ild, Jord og Kaos. Ivy falder efter lidt tid til i en af elementgrupperne, men kan alligevel ikke holde sig væk fra Kaosgruppen, og især Kaosbetvingeren Alex Shade har fanget hendes opmærksomhed. Men da en fjende truer med at lægge skolen i ruiner, bliver Ivy kaster ud på en farlig rejse, hvor hemmeligheder bringes frem i lyset, og kærlighed bliver ens største svaghed. Følg med i historien om selvtillid, kærlighed, mod - og om at være stærk selv i de mørkeste tider.

50Likes
52Kommentarer
8287Visninger
AA

4. Kapitel 1 - En fremmeds ansigt

 

Første kapitel

En fremmeds ansigt

 

Ivy tænkte, at hun var død. Det måtte hun da være – ingen overlevede at få en hel bygning i hovedet. Men alligevel slog hendes hjerte, og hendes lunger hev luften ned i lungerne i krampefulde træk. Hele hendes krop gjorde ondt, og alt hun kunne se var mørke. Kulden prikkede overalt på huden, og hendes tænder klaprede mod hinanden.

   Noget hårdt pressede ned over hende. Klaustrofobien væltede øjeblikkeligt over hende og truede med at drukne hende. Presset mod hendes brystkasse gjorde det besværligt at trække vejret. Hendes mund smagte af jern, og hun begyndte at hoste, da hun fik blodet galt i halsen. Hendes overkrop slog mod den murstensvæg, der pressede ned på hende, og hun drejede overkroppen for at kunne kaste blodet op, før hun blev kvalt i det.

   Hun snøftede og blinkede de begyndende tårer væk. Det nyttede ikke noget at græde.

   Ivy løftede armene for at skubbe muren væk. De ru sten var hårde og kolde mod hende fingerspidser, da hun pressede med alle sine kræfter mod dem. Muren flyttede sig ikke.

   Hun prøvede igen, skubbede så hårdt hun kunne, men muren over hende rykkede sig ikke.

   ”Kom nu,” hviskede hun og skubbede igen. Hendes fingre gled, og huden blev skrabet af, så bloddråber dryppede fra hendes fingre og ned på hendes ansigt.

   Det virkede stadig ikke.

   Panikken samlede sig som en kold hård klump i maven, og hun begyndte at ryste i takt med, at hendes vejrtrækning blev mere og mere ude af kontrol.

   Hun kunne ikke lyve for sig selv: Selvfølgelig kunne hun ikke løfte en hel mur. Hun ville ende med at ligge her, til hun døde af sult eller kulde, eller måske ville hun blive ædt af rotter.

   Tårerne sved i øjnene, da sandheden føltes som et salg i hovedet. Hun ville aldrig skulle se sine forældre igen. Hun ville aldrig færdiggøre high school, eller komme til at arbejde for dyrevelfærd, eller få en kæreste, eller komme til skolebal, eller-

   Stop! Hun tvang sine tanker til at holde kæft. Hun var nødt til at tænke klart!

   ”Hvis jeg kan få en bygning til at styrte i grus,” hviskede hun og prøvede at lyde bestemt, ”så kan jeg for helvede også flytte en mur.”

   Ivy tog en dyb indånding, prøvede at få sin vejrtrækning under kontrol. Hendes hjerte hamrede stadig afsted bag ribbenene, men mindre panisk end før.

   Rooolig nu.

   Hun talte langsomt til ti og lagde så fingerspidserne mod muren igen. Stenene var glatte af hendes blod.

   ”Kom nu,” mumlede hun og prøvede at genkalde den mærkelige fornemmelse, hun havde fået i maven, da hun havde fået skolen til at styrte sammen. Hun prøvede at tænke på Casper, det røvhul, og en lille gnist af irritation fik det til at summe i hænderne.

   Hun prøvede at forestille sig irritationen samle sig i fingrene, prøvede at få den til at omdanne sig til den mægtige vind, hun tidligere havde fremkaldt. Det var nødt til at virke. Det skulle virke!

   ”Kom nu, kom nu, kom nu,” gentog hun sammenbidt for sig selv. ”Virk!”

   Ivy gispede, da presset mod hendes krop svækkedes en smule, og muren løftede sig et par millimeter. Lettelsen spredte sig i hele hendes krop. Det virkede – det virkede rent faktisk! Hun kontrollerede vinden!

   Muren over hende løftede sig stykke for stykke, mens hun lod had og sorg og svigt og glæde glide ud gennem fingrene i små vindstrømme. Tårer løb ned ad hendes kinder, uden hun vidste hvorfor, og hun hev efter vejret.  

   Den skurrende lyd fra murstene, der skrabede op ad andre murbrokker, skar sig ind i hendes kranie, så hun troede, hun skulle blive døv, men hun blev ved. Brugte hver en følelse, alle hendes kæfter, al hendes energi.

   I noget, der føltes som timer, lå hun og trak hver en følelse ud i fingrene, brugte hvert et minde til at skabe energi nok. En sprække af lys fandt vej til hendes øje, og håbet fik ny energi til at spire, så hun græd af glæde.

  Over sig kunne Ivy se lyset blive svagere i takt med, at solen gik ned, mens hun blev mere og mere træt. Hendes fødder var følelsesløse, og hendes arme rystede af anstrengelse.

   ”Er der nogen?” En fremmed stemme skar gennem natten fra et fjernt sted, og lyden af fodtrin gav genlyd mellem murbrokkerne. ”Hallo?”

   Ivy hev efter vejret, prøvede at få luft nok til at kalde på dem, mens hun ihærdigt fik vinden til at skubbe muren det sidste stykke.

   ”Jeg er her!” Hendes stemme var grådkvalt og knækkede over. ”Jeg er herovre…”

   Hendes stemme døde, da hun brugte sine sidste kræfter på at lade vinden skubbe muren mod siden, så den faldt ned på de andre murbrokker. Over hende var nattehimmelen nu synlig, hvorfra tusinde stjerner glimtede ned til hende.   

   Stemmerne kom tættere på samtidig med, at Ivys øjnelåg nærmede sig hinanden. Hele hendes krop var tung af udmattelse, næsten følelsesløs, og hun var ufattelig træt.

   Det sidste hun så, inden hun lod sig overgive til mørket, var et hovedet med sort hår og piercinger, der stod bøjet over hende.

   ”Vi har fundet hende!” lød en piges stemme et sted, før Ivy forsvandt ned i sin boble af søvn.

 

*

 

”…må være Vind.”

   ”Men hvad med de sorte striber?”

   ”Måske har hun farvet det?”

   ”Burde der så ikke være udgroninger?”

   ”Tror du da, hun er Kaosbetvinger?”

   En samtale, Ivy ikke fattede en brik af, udfoldede sig over hende. Hvad havde hendes hårfarve at gøre med noget som helst? Og var det ikke lidt strengt ligefrem at kalde hende en kaosbetvinger, bare fordi hun havde fået en bygning til at falde sammen?

   Hun prøvede at åbne sine øjne, men et skarpt lys fik hende til at knibe dem sammen igen.

   ”Hun vågner!” udbrød en af stemmerne fra før.

   Ivy missede med øjnene og prøvede at danne sig et overblik. Hvidt, hvidt, hvidt – og grønt og sort mødte hendes øjne, og hun satte sig op. Hendes ømme muskler protesterede, men hun tvang dem i bevægelse, nægtede at fremstå svag foran de fremmede mennesker.

   Ivy støttede med hænderne mod den bløde madras, som hun var vågnet op på. Til sin skræk opdagede hun, at hun havde noget andet tøj på end det fra… i går? Hvem havde givet hende noget andet tøj på? Hvor lang tid havde hun overhovedet sovet? Og hvor var hun i det hele taget?

   Hun så sig forvirret omkring. Hun sad i et lille hvidt lokale, der mindede om et hospital, bare lidt mere gammeldags. To unge piger betragtede, og hun genkendte med det samme den ene fra om aftenen.

   Pigen med det sorte hår og piercingerne.

   ”Dig,” gispede Ivy. ”Det var dig, der fandt mig.”

   Pigen nikkede og smilede skævt. Hun havde en piercing i hver side af underlæben, to små metalkugler, der glimtede i det hvide lys. Hendes sorte hår var klippet kort og strittende, og de grå øjne var indrammet af så meget eyeliner, at hun måtte have brugt en hel beholder. Emo for fuld skrue.

   ”Det tog også lang tid.” Hun skar en grimasse. ”Vi troede ikke, du havde overlevet.”

   Overlevet. Frygten spredte sig som en tung kulde i maven på Ivy. ”Var der nogen, der døde?!”

   De to piger udvekslede et vil-du-eller-skal-jeg-blik. Den sorthårede pige sukkede stille og bed sig i sin ene snakebite-piercing.

   ”Ja,” sagde hun så og rettede blikket mod Ivy. ”Der var mange, der døde.”

   ”Vi reddede så mange, vi kunne, men de fleste var blevet knust under murbrokkerne,” sagde den anden pige. Hendes hår havde samme farve som mos, og hendes nøddebrune øjne var sørgmodige. ”Men det vigtigste var, at vi fandt dig.”

   ”Mig?” Ivy kunne ikke se, hvorfor de to piger havde ledt efter lige præcis hende. Hun var da helt normal…

   Er du? spurgte en stemme bagerst i hovedet. Er du normal, når du kan få bygninger til at styrte sammen? Når du kan lave en hel orkan?

   Ivy spærrede øjnene op. ”I er ligesom mig, er I ikke?”

   Emopigen smilede igen det skæve smil. ”Næsten. Vi er ikke Vindbetvingere ligesom dig, men ja – vi kan også kontrollere et element.”

   Vindbetvingere, elementer, døde. Ordene gav ingen mening for Ivy, og hun blev svimmel. Lokalet begyndte at snurre, så hun fik kvalme, og øjnene løb i vand.

   ”Jeg tror, jeg skal kaste op,” stammede hun. Hun nåede lige at modtage en spand fra den grønhårede pige, før hun kastede resterne af sit maveindhold op.

   ”Molly, henter du en klud?” spurgte den sorthårede pige. ”Ved nærmere eftertanke, så bør du nok også tage noget rent tøj med,” tilføjede hun. Den anden pige forsvandt ud af lokalet.

   Ivy så op i pigens grå øjne og kunne mærke sine kinder brænde. Hun vidste, at hun lignede lort; hendes hænder rystede, hendes hår var uglet – og så havde hun lige brækket sig.

   ”Jeg tror aldrig, jeg fik præsenteret mig,” sagde emopigen, åbenbart ligeglad med Ivys udseende. ”Jeg hedder Micala.” Hendes læbepiercinger blinkede i lyset, da hun smilede.

   ”Jeg hedder Ivy,” kvækkede Ivy og prøvede at sætte sig til rette. Hun forsøgte diskret at tørre sig om munden. ”Hvilket element kan du betvinge?”

   Ting, jeg aldrig havde troet, jeg skulle spørge om, tænkte hun.

   Micala fik et hårdt drag om munden. ”Kaos,” sagde hun så.  

   ”Kaos?” Spørgsmålet røg ud af munden på Ivy, før hun kunne nå at tænke sig om. ”Det er da ikke et element.”

   Micala fnøs irriteret. ”Ikke et element,” gentog hun vrængende. ”Mennesker er dumme, de nægter at tro, der findes noget, der ikke kan bevises videnskabeligt.”

   Ivy rødmede. ”Du er da også et menneske,” sagde hun dumt.

   ”Jeg betragter mig selv som Betvinger,” svarede hun og rullede med øjnene. ”Menneske lyder så stupidt.”

   ”Nå,” var alt Ivy kunne sige. Hun havde stadig en masse spørgsmål, men Micala var måske ikke den rigtige at få svar fra.

   De to piger var stille i et stykke tid. Micala studerede sine sortlakerede negle med ligegyldigheden malet i ansigtet, og Ivy kløede sig akavet på armen.

   Ivy rømmede sig forsigtigt. ”Hvad betyder det der Kaos egentlig?” spurgte hun.

   Micala så op. ”Hvad?”

   ”Hvad er Kaos?” gentog Ivy. ”Det er da ikke ligesom de andre fire elementer, du ved, siden normale mennesker ikke kalder det et element.”

   Micala spidsede tænksomt læberne. ”I forhold til Vind, Vand, Ild og Jord, så er Kaos ikke fysisk på samme måde. Man siger, at alting er dannet ud fra de fire elementer, men hvis vi alle kun var lavet af Ild, Vand, Vind og Jord, så kunne vi alle sammen ligeså godt være lavet af sten. Det er Kaos, der giver os en sjæl. Gør os til dem, vi er. Kaos er moral, etik, meninger, sociale kompetencer. Vi plejer at beskrive det som en kraft eller en følelse. Det er ret kraftigt. Derfor er der ikke ligeså mange Kaosbetvingere, som der er med de andre elementer. Her på Akademiet er vi kun seks Kaosbetvingere.”

   ”Akademiet?” Hun var altså på en form for skole med folk, der kunne kontrollere elementerne.

   Syret.

   Micala nikkede. ”Det kalder vi skolen. Vi er omkring ottehundrede elever.”

   Ivy spærrede øjnene op. Al den tid hun havde levet, havde hun troet, at alt, der havde med elementerne at gøre, hørte til i bøger. Nu viste det sig, at der havde ligget en hel skole for betvingere i hendes by – hvis de altså stadig var i byen.

   ”Hvor er vi helt præcist?” spurgte hun.

   ”Omaha i Nebraska,” svarede Micala.

   Den kolde fornemmelse spredte sig i Ivys mave. Nebraska. De var altså ikke længere i Minnesota.

   ”Ved mine forældre godt det her?” forlangte Ivy at få at vide og mærkede panikken sprede sig. For hvordan kunne hun være helt sikker på, at Micala ikke løj for hende? I virkeligheden kunne hun være havnet sammen med en bunke sindssyge punk-stofmisbrugere, der troede, de kunne bestemme over naturen. Hun rykkede nervøst på sig.

   ”Nej,” sagde Micala. ”Normale mennesker kender ikke til Akademiet.”

   ”Jeg vil gerne ringe til dem, så de ved, jeg er okay.” Ivys hånd strejfede højre lomme i sine busker for at tage sin mobil op, men der var intet. De havde taget hendes telefon.

   ”Det kan du ikke komme til.” Micalas grå øjne så sorte ud i lyset, og hendes mørke udstråling var begyndt at skræmme Ivy en smule. Læbepiercingerne lignede hugtænderne på et rovdyr.

   Ivy nåede ikke at komme med nogen indvendinger, før døren gik op igen, og den grønhårede Molly kom ind igen med favnen fuldt af hvidt tøj og noget, der lignede en sort læderjakke. Hendes hår blafrede efter hende, så det mindede Ivy om en trækrone i stormvejr.

   Micala kneb skeptisk øjnene sammen, da hun så tøjet. Hun spidsede utilfreds læberne.

   ”Hvad?” Molly trak på skuldrene. ”Hvis hun er Kaosbetvinger, bør hun have noget sort.”

   ”Det ved vi intet om endnu,” protesterede Micala, som om det ville være en umulighed for en som Ivy at være Kaosbetvinger ligesom hende selv. ”Hun skal først testes, før vi kan konkludere hendes element hundrede procent.”

   Molly smilede. ”Så var det godt, jeg sendte bud efter de andre formænd, næstformændene og rektor.”

   Hun vendte sig mod Ivy og løftede det ene øjenbryn med et lille smil. ”Hvis jeg var dig, ville jeg skynde mig at skifte. Rektor forlader kun kontoret, når det er mest nødvendigt, så du må hellere gøre et godt førstehåndsindtryk.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...