Lost

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 okt. 2016
  • Opdateret: 11 dec. 2016
  • Status: Igang
Den 16-årige Chrysabelle er enebarn og lever alene med sin mor. Hun skal snart starte i skole igen, men alt går ikke som det skal. Tag med Chrysabelle på livets udfordringer, og oplev hvordan det er at miste en man elsker, opleve sin første kærlighed og det at blive elsket.

0Likes
0Kommentarer
94Visninger
AA

1. Dagbog

Dagbog
Folk siger at det vil blive lettere med tiden. Sorg er et udtryk for kærlighed og taknemmelighed. Kærlighed, fordi at personen man har mistet altid har været ved din side, og kunnet få et smil frem på dine læber, selvom du var sur eller ked af det. Taknemmelighed, fordi personen har været en del af dit liv, og givet dig gode minder at tænke tilbage på. Vi alle vil igennem vores liv opleve en sorg så dyb som havet, for en person, som har betydet alverdens ting for dig. En person, som har holdt dit hjerte fra at gå i tu. En person, som har været der for dig siden mindernes morgen. Min sorg er en byrde som jeg må leve med resten af mit liv. En sorg, som folk siger vil blive lettere med tiden, men bliver det egentlig det? Det tror jeg ikke på. Kan ikke tro på. Tankerne i mit hoved styrter rundt og rundt. En hovedpine rammer mig, og jeg må væk. Væk fra alt, så hvad gør jeg? Jeg løber. Løber så hurtigt jeg kan. Det hjælper mig bare ikke. Nætterne uden søvn, hvor mine tanker bliver sluppet fri, hjælper heller ikke.


De sidste minder med min kære, var grufulde. I det ene øjeblik står hun foran mig, med sit krøllede brune hår langs ned af ryggen, grå-blå øjne der skinnede så klart som stjerner på en mørk nattehimmel og et smil, som udstrålede glæde og kærlighed. Hun var ikke bare min mor, men også min bedste veninde. Hun gjorde alt for at gøre mig glad, og jeg manglede aldrig noget. At se hende ligge på en hospitalsseng, så hvid og smuk med en hud som porcelæn, hendes tynde krop der kunne gå i stykker ved én enkelt berøring, hendes skaldede hoved og den konstante summen fra elektrokardiogrammen ved siden af hendes seng. Hendes bryst steg og faldt, for hvert åndedræt. Jeg holdte hendes kolde hånd, og varmede den med min varme hånd. Jeg følte mig fortabt. jeg vidste godt hvordan det ville ende. Jeg tog hårdere fat om hendes hånd, rykkede min stol tættere på sengen og lænede mig ind til hendes øre.

"Mor" hviskede jeg, "vil du ikke nok blive hos mig?" en tåre trillede lydløst ned af min kind. "Du ved at jeg har brug for dig-" min stemme knækkede over, og jeg begyndte ligeså stille at hulke. mine hulk blev højere, og jeg græd. Jeg lagde mit hoved ved hendes hovedpude, og græd og græd. Jeg holdte stadig fast i hendes hånd, og havde ikke tænkt mig at give slip. Aldrig nogensinde. Jeg kunne mærke et lille klem ved min hånd. Jeg kiggede på hende, men hendes øjne var lukkede. Mine kinder var røde, øjne hævede og tårende på mine kinder var størknet. For et år siden havde jeg ikke forestillet mig, at jeg ville sidde på et hospital, ved siden af min syge mor. Jeg ville have været ude og feste med mine venner, mens min mor havde været rask og alt havde været som det plejede at være.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...