Lost

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 okt. 2016
  • Opdateret: 11 dec. 2016
  • Status: Igang
Den 16-årige Chrysabelle er enebarn og lever alene med sin mor. Hun skal snart starte i skole igen, men alt går ikke som det skal. Tag med Chrysabelle på livets udfordringer, og oplev hvordan det er at miste en man elsker, opleve sin første kærlighed og det at blive elsket.

0Likes
0Kommentarer
107Visninger
AA

2. 8 november

8. november 2015

Sneen faldt, lagene blev tykkere, vejene glattere og luften koldere. Jeg sad inde på mit værelse, og skrev i min dagbog. Det  var et godt stykke tid siden. Sidst jeg havde skrevet i min dagbog var i 7 klasse. At skrive dagbog er som at holde fast i sine tanker og minder. Jeg kan læse dem igen om nogle år, og tænke tilbage på hvad jeg havde følt, og hvad der var foregået.

Det bankede på døren, og min mor åbnede stille døren ind til mit værelse. Hun havde sin morgenkåbe på, hendes bølgede hår hang løst ned langs skuldrene, hendes hud var blevet mere grå og hendes øjne trætte. Hun sendte mig et smil, men jeg kunne sagtens se at noget var galt. Det havde jeg følt i et stykke tid nu, men havde ikke sagt noget. Dette øjeblik, var det jeg havde ventet på. Til hun fortalte mig sandheden om, hvad der foregik. Hun havde ikke taget på arbejde de sidste par uger, men var alligevel ikke hjemme når jeg kom hjem fra skole. Hun kom hjem om aften, og fortalte mig ikke hvor hun havde været. Jeg vendte mig om i stolen, og sendte hende et smil tilbage.

"Godmorgen" sagde hun og kiggede rundt på mit værelse. Hendes øjne faldt tilbage på mig. "Jeg har lavet morgenmad. Bacon og æg, brød, yoghurt og croissanter. Har du tænkt dig at komme?" Hun kiggede afventende på mig.

"Jeg kommer nu" sagde jeg, mens jeg lukkede min dagbog i. Hun havde altså ikke tænkt sig at fortælle mig, hvad der foregik. Hun skulle til at gå, men jeg kaldte hende tilbage. Jeg stirrede hende i øjnene. Hendes hemmelighedsfulde øjne.

"Du bliver nødt til at fortælle mig, hvad der foregår. Du er aldrig hjemme når jeg kommer hjem, du kommer senere hjem end du plejer at gøre, og jeg har godt hørt lidt af din samtale med din chef i telefonen. Du tager jo ikke længere på arbejde mor. Hvad holder du hemmeligt for mig?" Min toneleje steg i sidste sætning, hvilket ikke var meningen.

"Chrysabelle der er ikke noget galt med mig. Jeg har det fint." Hun kiggede usikkert, og hen  til højre. Hun løj simpelthen. Jeg rejste mig fra stolen, og gik tættere hen imod hende.

"Mor hvorfor lyver du? Du kan fortælle mig alt. Jeg fortæller dig alt." Jeg fik det pludselig dårligt. Kunne ikke holde ud, at hun stod der og løj for mig.

"Belle der er altså ikke noget galt. Jeg har bare-" Hun gjorde ikke sætningen færdig, da jeg afbrød.

"Eleanor!" jeg brugte altid kun min mors navn når jeg var gal. "Det her kan ikke være rigtigt. Du står dér og lyver din egen datter lige op i ansigtet!" Skreg jeg, og krydsede mine arme. "Mor, fortæl mig nu hvad der er galt."

Eleanor kiggede ned i gulvet og satte sig på min seng. Hun kiggede mig derefter direkte i øjnene. "Jeg har fået erklæret kræft Chrysabelle."

Jeg kiggede hende stadig i øjnene og kunne ikke tro mine egne ører. Jeg blinkede et par gange, mens min mund stod åben på hvid gab. Jeg var nær ved at miste balancen, og satte mig ned på min stol. Jeg vendte blikket mod hende igen.

"Det her kan du ikke gøre mod mig mor." Sagde jeg, og lød mere kontrolleret end jeg egentlig var. "Det her kan du fandeme ikke mene! Er der overhovedet mulighed for at du overlever?" råbte jeg af hende, mens min stemme blev skinger. Min mor kiggede ned i sit skød, og dækkede sit ansigt med begge sine hænder. Hendes skuldre rystede, og hun var begyndt at græde.

"Ja græd mor, nu forlader du mig, ligesom far forlod mig! Havde du overhovedet tænkt dig at fortælle mig det? Eller ville du have ventet til du blev indlagt?" råbte jeg. Mine hænder var knyttede, så det gjorde ondt. Min vrede blussede op i mig, og jeg kunne mærke en varme sprede sig i min krop. Jeg var ikke bare ked af det, men utrolig sur. Jeg følte mig både fortvivlet og fortabt. En tomhed i mig kom frem, som om jeg var gået igennem et ormehul. Jeg tog mine ting og løb. Jeg kunne høre min mor kalde på mig, men kunne ikke se hende i øjnene nu. Jeg måtte bare væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...