Din søster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 16 jun. 2017
  • Status: Igang
Bidrag til konkurrencen "Døde piger lyver ikke".

Om at miste en søster.
Om de såkaldte "12-tals-piger", som vi taber på gulvet på grund af samfundets mange krav. Hvilke der i øvrigt ikke er nogen af os, der kan leve op til.

23Likes
24Kommentarer
1358Visninger
AA

6. Jeg var bange

Jeg var bange for at flytte hjemmefra.

Jeg var bange for at forlade det hjem, hvor vi voksede op.

Og hvor du holdte op med at vokse op.

Jeg var bange for at forlade stuen, hvor vi så fjernsyn og spiste vingummibamser hver fredag.

Og køkkenet, hvor vi sad tæt sammen ved spisebordet og snakkede med mad i munden og drømme i maven.

Jeg var bange for at forlade badeværelset, hvor du holdt op med at drømme.

Jeg var bange for at forlade vores værelser fyldt med minder, glæde, skænderier, tilgivelse, neglelakpletter på gulvet. 

Og dig og mig.

Jeg var bange for at glemme dig.

Jeg var bange for at glemme de billeder, jeg havde af dig.

Nu hvor jeg ikke længere ville befinde mig i de omgivelser, hvor jeg havde dannet de billeder, jeg havde af dig.

Efter min backpack-rejse kom jeg hjem med hovedet fuldt af ambitioner og visioner.

Og rygsækken fuld af små figurer og smykker og andet ragelse, du ville have elsket.

Der var ikke plads til alle figurerne i min eller din vindueskarm.

Og det op for mig, at jeg havde brug for en større vindueskarm.

Eller et større værelse.

Jeg var træt af at skændes med mor og far.

Jeg var træt af, at vi havde mistet dig, og i stedet for at græde over døden og grine over livet skændtes vi over dumme ting som opvasken og mit forbrug af kopnudler.

Jeg var så træt af at gå på listefødder efter klokken 11 om aftenen.

Når jeg havde lyst til at hoppe og trampe og lade elkedlen larme, når jeg kogte vandet til mine kopnudler.

Men jeg var bange for at være alene.

Jeg var bange for at være alene uden dig igen.

Jeg var bange for at miste dig igen.

Jeg søgte rundt på forskellige boligsider.

Men jeg fandt ikke en bolig.

Jeg fandt et job.

Og jeg begyndte at arbejde på en café i Rødovrecenteret.

Jeg skændtes mindre med mor og far, fordi jeg kom sent hjem, og de kom sent hjem.

Og når vi alle var kommet sent hjem, var vi for trætte til at gøre andet end at gå uden om hinanden med undskyldende smil.

Jeg var bange for at flytte hjemmefra.

Men alligevel sparede jeg størstedelen af min løn op.

Og lagde et par mønter i sparegrisen, som stod i vindueskarmen og havde dit navn skrevet på sig med guld bogstaver.

I starten var jeg bange for at betjene kunderne.

Jeg var bange for at snakke om vejret, fortælle om menukortet og spørge, hvordan bøfferne skulle steges.

Og når jeg ryddede bordene af og ventede på bestillinger, lagde jeg mærke til alle de søskendepar, der kunne have været os.

De sad ved siden af hinanden og sukkede over deres forældre og smilede over interne jokes.

Som ingen andre forstod, fordi de var interne, som kun søskende-jokes kan være det.

”Græder du?”, spurgte Karla, som også arbejde i caféen, og Mikkel skævede til mig.

Og jeg tørrede øjnene og sagde nej, selvom min håndryg var våd.

Jeg var bange for at gøre noget forkert som at tabe tallerkenerne eller et hår i maden.

Men så gik det op for mig, at intet jeg kunne gøre var lige så forkert, som da du skrev dig ud af min historie.

Og det gik op for mig, at intet var så rigtigt som at skrive dig tilbage igen.

Selvom det var i nye omgivelser.

Og jeg gik ind til chefen og bad om alle de ekstravagter, jeg kunne få.

Jeg var bange for at snakke med kunderne om vejret, menukortet og bøfferne.

Men jeg blev langsomt bedre til det.

Og til sidst kunne jeg også fyre jokes af.

Som ikke var interne, og som de rent faktisk forstod og grinede af.

Og jeg kunne smile til de mange søskendepar.

Og se på lillesøsteren.

Uden at få svedige hænder og stamme.

Og mærke Karla og Mikkels bekymrede blikke i nakken.

Jeg var bange for at flytte hjemmefra. Men jeg gjorde det alligevel.

Sally og Mette kom forbi og hjalp med at pakke flyttebilen.

Mette havde taget sin kæreste med, og Sally havde taget Adam med.

Han stod i flyttebilen og tog imod den kasse, jeg rakte ham.

Vores hænder strejfede hinanden.

Adam så på mig og sagde, at han var ked af det, der skete dengang ved Storkespringvandet.

Og bagefter på Jensens Bøfhus.

Han følte sig som et røvhul, og han tænkte meget på mig.

Og jeg sagde, at det var okay, han kunne godt holde op med at føle sig som et røvhul, og jeg tænkte ikke på ham.

Ikke længere.

Så gik jeg ind og hentede en ny flyttekasse.

Og det føltes godt.

Selvom jeg også følte mig lidt som et røvhul.

Jeg var bange, men jeg bar alligevel flyttekasse efter flyttekasse ud i bilen.

 Jeg ville have taget Teddy, Viola og Peter Pan med. Men det gjorde jeg ikke.

For vores villa i Rødovre var deres hjem.

Ligesom det altid ville være vores.

Min lejlighed var på 50 kvadratmeter, hvilket ikke var meget, men nok. 

Og jeg havde faktisk råd til at leje den.

Og der var mange vindueskarme.

Mor, far, Mette og hendes kæreste, Adam, Sally og jeg spiste burgere og drak dåseøl efter flyttearbejdet var overstået.

Og jeg kiggede rundt på mor, far, Mette og hendes kæreste, Adam og Sally på mine 50 kvadratmeter.'

Og jeg kunne godt lide at se dem på mine 50 kvadratmeter.

Da de var taget hjem, blev jeg igen bange.

Køleskabet sagde sjove lyde, jeg kunne høre overboen, og et eller andet sted spillede et gammelt 80’er hit.

Og jeg sad ude i køkkenet og græd til lyden af køleskabet og overboen og et gammelt 80’er hit.

Men så skrev jeg dig ind i min historie. Og i min lejlighed.

Jeg forestillede mig dig i køkkenet ved siden af mig.

Med hovedet hvilende mod min skulder og neglelak på neglene.

Og jeg forestillede mig dig liggende på maven i stuen med hånden med neglelak på neglene nede i en pose vingummibamser.

Jeg forestillede mig dig i dine store hættetrøjer.

Og uden dine store hættetrøjer.

Og så græd jeg lidt mere.

Da jeg var færdig med at græde lidt mere, gik jeg i seng.

Og vågnede op til det tomme dokument med en historie, der bare ventede på at blive fortsat.

Så det gjorde jeg.

Jeg arbejdede på caféen, og jeg besøgte mor og far, som også besøgte mig.

Og jeg holdt et par små fester.

Men det gik hurtigt op for mig, at naboerne ikke var helt lige så glade, når det var mig, der spillede 80’er hits.

Og ikke dem.

Jeg snakkede med Karla og Mikkel, og de snakkede med mig.

Jeg kunne godt lide dem, og de kunne godt lide mig.

Selvom jeg sommetider fik røde øjne, når de nævnte deres søskende.

Stivnede, når Mikkel snakkede om at købe barberblade.

Så han endelig kunne få fjernet sit skæg.

Og rystede på hånden, når Karla huskede sig selv på, at hun skulle bede sin læge om noget sovemedicin.

Så hun kunne falde i søvn efter et af sine migræneanfald.

Jeg blev bange, og så gik jeg ned og tog imod nye bestillinger.

En dag sad der en familie ved bord 5.

Og lillesøsteren pegede i menukortet.

Og da lillesøsteren pegede i menukortet, så jeg de blege, lyserøde streger hen over hendes håndled.

Og lige pludseligt kunne jeg igen ikke snakke om vejret eller menuen.

Jeg kunne ikke fyre jokes af.

Og vandet steg omkring mine fødder.

På den halve kvadratmeter hvor jeg stod var der oversvømmelse.

Jeg gispede efter luft.

Faren ville have en bøf-menu.

Og storebroren snakkede om kartoffelbåde og barbecuesovs.

Men jeg skrev det ikke ned.

For kuglepennen var forsvundet i vandet.

Jeg løb ud af baglokalet.

Og jeg glemte helt at spørge, hvordan deres bøffer skulle steges.

Jeg stod og gispede efter luft.

Og jeg var bange.

Storebroren kom ud til mig og spurgte, om jeg var okay.

Vi så på hinanden.

Jeg holdt stramt fast om mit håndled, og han forstod.

Vi så på hinanden.

Og i hans blik genkendte jeg smerten.

Af søstre, der går ud på toilettet med barberbladet i den ene hånd og plasteret i den anden.

Jeg genkendte smerten i hans blik, ligesom han genkendte den i mit.

”Du bliver nødt til at gøre noget”, sagde jeg.

”Hjælp hende, inden…piller, morfar…ellers….Ikea-senge, ensomhed, 12-taller, der ikke betyder noget…og hættetrøjer”.

Han lod mig tale ud.

Lod mig forkorte flere års savn og sorg ned til fem vrøvlesætninger.

Som ikke ville have givet mening for de fleste.

Og som sikkert heller ikke gav mening for ham.

Bagefter lagde han hånden på min skulder og sagde: ”Det er okay. Hun er holdt op”.

Jeg gloede på ham.

Og jeg forstod det ikke.

Jeg forestillede mig dig i en verden, hvor det ikke ville være for sent.

Hvor hættetrøjer blev erstattet med T-shirts, som viste dine ar, men det var okay, for de betød ikke noget længere.

Hvor interne jokes ikke ville dø med mig.

Hvor forældre ikke behøvede at græde over fotoalbums.

Hvor familier kunne tage ud og spise med alle familiemedlemmerne.

Og hvor jeg ikke behøvede at drukne.

Jeg græd igen. Men denne gang var det af lettelse.

Storebroren hjalp mig ned at sidde.

Ved bord 5 sammen med familien.

Og de bestilte en burger til mig. Og et glas cola.

Det var en sød familie.

Og det var en hel familie.

Og de sagde ikke noget til, at jeg græd ned i mine pomfritter.

Og lillesøsteren smilede til mig, når hun fangede mig i at glo.

Hvilket hun gjorde hele tiden.

På et tidspunkt tog min hånd.

Hun havde neglelak på neglene.

Og selvom hendes hånd ikke passede perfekt ind i min, så knugede jeg den hårdt.

Og da de var gået, ryddede jeg bordet af.

Og jeg druknede ikke.

Jeg havde deres tomme tallerkener i hånden og 4 ord i mit hoved.

Hun er holdt op.

Jeg blev ved med at genafspille dem i tankerne.

Jeg smagte på dem. Lugtede dem. Og hørte dem igen og igen.

Jeg havde dem skrevet i panden.

Og aldrig havde jeg været så stolt over at have noget skrevet i panden.

Og så tog jeg hjem og nød stilheden i min lejlighed.

Bortset fra at der ikke var stille.

For køleskabet larmede. Overboen gik henover sit gulv. En eller anden spillede et 80’er hits.

Og hun er holdt op.

Jeg skrev ordenen på bagsiden af køkkenskabet, så jeg ikke glemte dem.

Og jeg kom til at smile.

Så satte jeg mig ned på køkkengulvet og spiste vingummibamser.

Jeg var bange, men det er jeg ikke længere. 

Din søster

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...