En søndag i december.


1Likes
0Kommentarer
91Visninger
AA

2. Kap 1

"Var du interesseret i klaveret, eller hvordan?" Lød beskeden fra hende søndag formiddag.

Jeg sukkede i irritation over, at jeg havde sagt ja til, at se på det. Jeg kunne ikke være andet bekendt, når hun ventede. Jeg kunne i det mindste se det og SÅ sige nej tak. Jeg skrev ja, og aftalte at mødes med det samme ved garagen. Jeg tog modvilligt mine sko på. Jeg ville hellere have været blevet i sengen. 

Kulden var slem, men solen var fremme og det gav motivation. Min hund, der var med begyndte med det samme, at slikke alt sneen i sig. Han elskede sne. Der var ikke langt til garagerne. Det var lige om hjørnet. 

Hun stod længere nede og ventede på mig med sin lille hund, der hidsigt begyndte at gø af os. Hun stod og smilede. Min hund, Sam, begyndte at trække mere i snoren, for at komme hen og hilse. Hendes hund var blevet ved og ved med at gø. Det irriterede mig en smule, at hun ikke tyssede på den. 

"Hej" sagde hun smilende og pegede mod klaveret. 

"Det er det her. Jeg vil virkelig ikke smide det ud, men jeg kan ikke have det i min lejlighed og det her er min venindes garage, og hun flytter" Sagde hun med et smil. Hun lød meget glad. Jeg kiggede på klaveret. Det var meget flot. et vægklaver. Det så velpasset ud. 

"Det er virkelig et flot klaver" sagde jeg, mens jeg undersøgte og beundrede det. Hun lo lidt for sig selv. 

"Jeg har også haft det skildt helt ad og renset det og sat det sammen igen" sagde hun roligt og med sådan en kvalitet over sine ord, at jeg kunne fornemme, at hun det her ikke bare var et eller andet klaver. 

"Det har virkelig en god klang, det er en skam, hvis du ikke kan tage det." Hun kiggede mig håbefuldt i øjnene. Jeg ville virkelig gerne tage det med, men jeg ville ikke kunne bære det op alene, og hun havde fortalt, at hun havde en diskusprolaps, der gjorde det umuligt for hende, at bære noget så tungt. 

"Vil du ikke prøve det? Jeg kan sagtens holde din hund for dig imens" smilede hun og ragte ud efter min hunds snor. Jeg gav hende den. Velvidende om at jeg ikke kunne spille klaver. Jeg sad lidt på bænken og kørte mine fingre hen ad taragenterne. Sam træs hende rundt i alle retninger og hun grinede svagt og fulgte med. Hun så ud til at hygge sig. Jeg trykkede en tangent ned. 

"Jeg kan altså ikke spille" Sagde jeg og så op på hende. Hun gav mig begge hunde og jeg rejste mig for at hun kunne sidde på bænken. Hun begyndte med det samme at spille. Det lød smukt. Jeg følte mig som en idiot, der nu sad og spillede smart ved siden af en, der vidste hvad et klaver var og kunne. Jeg vidste intet andet, end at jeg bare gerne ville øve mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...