True love ((DANSK))

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2016
  • Opdateret: 3 dec. 2016
  • Status: Igang
Ella er en almindelig pige, som arbejder i en café i hjertet af London. Ella møder ofte bekendte, venner, og berømte på caféen. En dag kommer en fuldkommen fremmed mand ind, som fanger Ellas interesse. Manden viser sig at være Ellas chef.
I starten generer det hende, men pludselig ikke længere.

Er denne movella noget for dig?
Ja, hvis du elsker sukkersøde fortællinger, som man kan drømme sig væk i, så er den lige noget for dig. :)
xx

11Likes
3Kommentarer
5490Visninger
AA

12. Mother

Alexanders synsvinkel

Jeg sad på mit kontor, ligesom jeg gjorde alle andre dage på ugen. I dag var det dog lørdag, og jeg havde lovet Ella at spise brunch med hende, men hun var åbenbart ikke så sulten alligevel, så jeg kunne bare tage ind og arbejde.

Jeg havde ikke tænkt nærmere over det, og var bare taget herind. Jeg havde en del ting at lave, og kunne ikke blive forstyrret, når jeg var den eneste på arbejde i hele bygningen.

Jeg kiggede på mit armbåndsur. Klokken er tolv, og jeg har været her i to timer. Jeg overvejede at tage hjem, Ella virkede ikke helt på toppen, og jeg er lidt bekymret for hende.

Jeg slukkede min computer, og tog min jakke på. Da jeg skulle til at slukke lampen, så jeg en skygge gå forbi kontoret. Miss Perkins havde åbenbart valgt at møde i dag.Jeg svingede mit halstørklæde om halsen, og tog min mappe i hånden.

Jeg gik ud af mit kontor, og låste af derind til. Satte mit gitter til at rulle ned.
Ja, jeg har en del sikkerhed, men jeg tager absolut ingen chancer. Jeg gik ned i receptionen, og så Miss Perkins på sin plads.

"Mr. Reth! Manden jeg ville se!" sagde hun højt, og løb hen til mig.

Hun stank langt væk af alkohol, havde en meget kort kjole på, vaklede i sine stiletter og jeg tror, at hendes makeup har siddet bedre.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg, og greb hende, da hun snublede over sine egne fødder. Hun smilede forførende til mig, og lagde sine arme om min hals. "Jeg havde bare sådan lyst til dig... Og jeg vidste, at jeg kunne finde dig her," svarede hun. Jeg fjernede hendes arme fra min hals. "Det er dybt upassende," svarede jeg

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Ikke fordi hun var specielt tiltrækkende. "Hvordan er du overhovedet kommet ind?" spurgte jeg, og så på hende. Hun smilede bare til mig. 

Jeg rystede på hovedet, "Sophia, jeg synes du skal tage hjem og sove din brandert ud, og komme til et møde kl. 10 på mit kontor på mandag," sagde jeg, og hjalp hende pænt ud af døren. Hun protesterede ikke, heller ikke da jeg låste resten af kontoret af, og selv forlod bygningen. 

***

"Jeg er hjemme!" råbte jeg, som jeg altid plejede. Jeg smed mine nøgler på et lille bord, som Ella synes ville pryde vores entré. Jeg hang mit overtøj op, og gik videre ind i huset, hvor Ella farede rundt, og gjorde rent. 

Jeg har aldrig set hende sådan. "Ella?" sagde jeg, og hun så på mig. Hun havde tydeligvis ikke hørt mig komme hjem. "Hvad laver du?" spurgte jeg, og så mærkeligt på hende. Hun så ned af mig, og holdt sit blik ved mine sko. "Jeg gør rent, så tag venligst dine sko af," svarede hun, og begyndte at rydde op efter rengøringen.

Jeg er med på, at man skal gøre rent. Vi plejer også at gøre rent, men Ella plejer ikke løbe rundt, og gøre det. Som om hun distraherer sig selv. 

Jeg tog min sko af, og satte dem på en skoreol, som jeg blev bedt om. Jeg så mig omkring. Der var gjort rent fra fodpanel til lysekrone, meget imponerende.

"Ella," sagde jeg, og gik hen til hende. "Ja?" svarede hun, og stod for engang skyld stille. Jeg ville kysse hendes læber, men hun rykkede kinden til siden.

Jeg så mærkeligt ned på hende. Hvad sker der for kvinder i dag? 

"Sorry Alex.. Jeg har bare travlt," svarede hun, og stormede videre, hele vejen ovenpå. Jeg stod bare tilbage, og lignede et stort spørgsmåltegn. 

Jeg tog min telefon, og gjorde som en hver anden mand ville - ringede til en anden mand, for at få råd. Manden jeg valgte, var dog Ellas far.

"John Anderson," lød der i den anden ende, og jeg præsenterede mig selv. "Alexander! Hvad skyldes æren?" spurgte han, og jeg grinede svagt.

"Din datter er gået i selv sving, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre," svarede jeg. Jeg forklarede ham hele situationen. Ingen morgenmad, lod mig gå på arbejde, uden at brokke sig, havde rengøringsvanvid, og ignorerer mine tilnærmelser. 

"Det kan være to ting," svarede John. "I dag er det 3 år sidden, hendes mor gik bort, eller også har du gjort noget, som har gjort dit upopulær," afsluttede han. 

Selvfølgelig.

Hvordan i alverden kunne jeg glemme, at hendes mor gik bort for 3 år siden? Vi har snakket om det så mange gange, og alligevel faldt det mig ikke ind.

"Jeg tror det er hendes mor," svarede jeg. "Det tror jeg helt bestemt også," svarede John. Vi snakkede forsat videre, og til sidst lagde vi på.

Jeg besluttede mig for, at lade Ella komme til mig. På et tidspunkt ville hun forhåbentlig komme til mig, som man normalt gør, hvis noget går en på.

Jeg besluttede mig derfor, at gå ind i stuen. Jeg satte mig til rette i sofaen, og lå og så nogle nyheder omkring aktier, intet der egentlig interesserede mig. 

Der gik et stykke tid, og så kom Ella gradvist ned. Hun startede med at sidde i køkkenet, i en lænestol, og til sidst i den anden ende af sofaen, end der hvor jeg sad.

"Når du er glad, er jeg ikke i tvivl. Du snakker mine øre af. Når du er trist, er jeg heller ikke i tvivl. Der siger du ikke et ord til mig," sagde jeg, men beholdt mit blik på skærmen.

Hun sagde forsat ikke noget. "Jeg kender datoen, og jeg kender sorgen," forsatte jeg, og så hen på hende. Hun løftede sit blik, og så hen på mig. 

Jeg lagde min ene arm langs ryglænet på sofaen, og hun satte sig hen i min arm. Hun lagde sit hoved på min skulder. "Jeg er ked af, at jeg ikke sagde noget, især når jeg egentlig havde brug for dig," sagde hun.

Hun sagde endelig noget. Jeg trykkede hende blidt ind til mig, og kyssede hendes tinding. 

Vi sad og snakkede lidt frem og tilbage, og blev til sidst enige om, at vi ville tage ud og besøge gravstenen, samt tænde et lys i kirken.

Jeg er ikke specielt troende, men tog med for Ellas skyld, præcis som hun gør ting for mig, hun ikke altid vil.

***

Vi lå på sofaen da vi kom hjem. Vi har ligget her i et par timer, imens noget ligegyldigt har kørt i fjernsynet. Jeg tror, at Ella har svært ved tanken, om at miste mennesker hun holder af. Mit argument for den tanke er, at hun hele vejen hjem, har sagt at hun elskede mig.

Det er da dejligt at få at vide, og jeg elsker også Ella, men jeg kender hende efterhånden. Hun har svært ved at håndtere sine følelser. Først ignorerer hun dem, og så føler hun dem.

"Alex," sagde hun, og jeg så ned på hende. "Ja," svarede jeg, og nussede hende lidt i håret, indtil min arm gjorde ondt. "Var du med til din fars begravelse?" spurgte hun, og jeg så automatisk på billedet af min far.

"Ja. Jeg var med i kirken, til at bære ham ud, og til at lægge ham i jorden," svarede jeg. Min fars stolte blik på billedet, blandet med et smil, gav mig en god følelse i maven. Jeg savner ham, det er da klart. Jeg ville bare ønske, at han døde på en anden måde. Det var nærmest pinligt for mig, at sige min far døde af druk. 

"Jeg kom aldrig til min mors begravelse.. " sagde hun lavt, og rev mig ud af mine tanker. Jeg rynkede min pande som en reaktion. "Hvorfor dog ikke?" spurgte jeg, og så ned på hende, som hun så smukt lå op af mig.

"Jeg kunne ikke klare det," svarede hun, og trak vejret dybt. "Ingen ville huske min mor, som en god kvinde alligevel," forsatte hun. "Selvfølgelig gør folk det, Ella," svarede jeg.

"Nej.. Hun var jo skyld i sin egen død. En spritbillist. Det var jo åbenlyst." sagde hun. Jeg kunne mærke, at hun blev mere og mere oprevet. "Ella," sagde jeg roligt, men hun afbrød mig. "Jeg er sikker på, at hun altid bedre kunne lide min bedste veninde, end hun kunne lide mig," sagde hun. "Ella," sagde jeg, og hun forblev stille.

"Jeg er sikker på, at folk vil huske din mor. De vil huske, en smuk kvinde, med en smuk datter, en fantastisk mand, men med en sørgelig skæbne. Ingen bebrejder dig, for ikke at komme til begravelsen. Folk har måske nærmere forståelse. Det er hårdt, at miste en forælder," sagde jeg, og jeg kunne mærke, at min t-shirt blev våd og varm på samme tid.

"Hvorfor tror du, at hun var smuk?" spurgte hun, og jeg kunne høre på hendes stemme, at hun var på kanten til et sammenbrud. "Hvis du har hendes gener, kunne hun da ikke været andet," svarede jeg, og kyssede hendes hovedbund. 

Hun trak vejret i små korte stød, og snøftede ind imellem. "Hun var smuk," svarede hun stille.

Vi sad længe og snakkede i sofaen. Jeg tror klokken var omkring to, før jeg Ella i seng. Jeg arbejdede selvfølgelig, regnskabet passer ikke sig selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...